Hjælper far til om natten?

Hej mødre (og fædre) på  Baby.dk 

Jeg bliver simpelthen nød til at spørge jer om det er mig som er urimelig. 

Sagen er den at vi har en datter på 3 mdr og i starten havde vi et svært forløb. Da hun blev født vejede hun 2700 og derfor skulle vi vække hende hver 2,5 til 3 time for at give hende mad. Hun blev tidligt flaskebarn da jeg ikke producerede mælk nok. Nå .. men det var jo selvsagt meget hårdt at stå op alle de gange om natten og lille musen var så træt at det var en kamp at vække hende og efterfølgende give mad fordi hun var træt og ulykkelig. Jeg kunne snildt bruge 2 timer på hele processen inden uret ringede igen! 

Jeg fik kejsersnit og dertil en masse smerter, udmattelse, fysisk begrænsning og you name it. Men alligevel stod jeg op om natten. Under graviditeten havde jeg fået graviditets diabetes og til sidst svangerskabsforgiftning samt led af halsbrand i sådan en grad at jeg vågnede ved at jeg kastede op. De sidste to mdr sov jeg ikke rigtigt om natten og var oppe 10 gange nok. 

Nu er det heldigvis blevet nemmere og hun sover sommetider 4-5 timer, men når vi rammer omkring kl 05 så vil hun ikke sove alene mere og hun falder kun i søvn hvis hun ligger på en. 

Under hele forløbet har vores forhold lidt. Far mener at han er i sin fulde ret til at få sin nattesøvn da han arbejder. Ja han arbejder MEEEN deltid (20-30 timer) hvor han rigtig tit først møder kl 16 f.eks.. Og HER mener jeg jo at jeg godt kan få lidt hjælp om natten. Eller er det mig som er urimelig? 

Nogle gange har jeg svært ved at holde sammen på mig selv af bar udmattelse og han siger jeg hele tiden er sur og brokker mig. Har prøvet at forklare at hvis jeg nu fik lidt mere søvn så kunne det hjælpe på det.

Han har taget hende nogle få gange en hel nat på hans sammenhængende fridage fordi jeg talte med store ord og sagde at jeg behøvede hjælp nu. Efter hans "vagt" slutter så lader jeg ham så også sove, så han på den måde får sin sammenhængende søvn alligevel. Og ja det kunne jeg jo også bare gøre.. at jeg lægger mig til at sove kl 10 hvor han er okay udhvilet også stå op kl 15 men det er ikke skide fedt altid at skulle få sin søvn på den måde, mens huset larmer, lillepigen græder, vejret er godt og der er lyst i soveværelset. Når hun græder ulykkeligt kan jeg alligevel ikke sove. 

Jeg er fuldt ud med på at det er mig som har barsel og jeg "bare" kan tage en lur om dagen. Men vores datter sover ikke særlig tit om dagen og hvis, er det på ens mave. 

Det er mig som står for at vaske tøj herhjemme og resten er vi fælles om. 

Han siger at det er nemt at gå herhjemme med baby og at andre kvinder ikke brokker sig til deres mænd og bare står op om natten. Det skal lige siges at jeg brokker mig faktisk ikke mere over det, men står bare op når hun kalder. 

Men han ser det som en ferie at være på barsel og tror bare at jeg har tiden for mig. Jeg kan dårligt tage et 5 minutters bad uden at hun er opløst af gråd over at ligge alene OGSÅ selvom hun er med på badeværelset i sin skråstol. Hun kan ikke ligge alene i mange minutter af gangen og hvis jeg er så heldig, så er det fordi hun sover lidt eller er meget tilfreds med situationen. 

I de sidste 3 dage har jeg sammenlagt sovet 8 timer og faren har haft hhv. vagt fra kl 17, 19 og en fri dag hvor han har sovet igennem til kl 09:30. 

I går kom han hjem efter en vagt fra kl 10-16 (efter en nat med fuldt sammenhængende søvn) og da hun begyndte at skrige utrøstelig (Hun er i behandling mod mave/Tarm problemer) så sagde han at han altså lige havde brug for 5 minutters pause og gik ud for at ryge.. dertil kunne jeg måske godt have drømt mig til at han lige blev og var den som liiige tog over. Jeg havde det dårligt men havde dog ikke sagt det. Han fik sine 5 minutter fordi jeg lagde mig ind og sov med hende for at få det bedre. Da jeg vågnede 1,5 efter kom spørgsmålet "Skal vi slet ikke have aftensmad i dag??" Hvortil jeg måtte spørge om han spurgte sådan fordi han synes det var min opgave at lave det. Og ja det mente han. For han havde været på arbejde og var træt. Og der stod jeg, lige vågnet og var noget bedre i helbredet, og fik samtidig også at vide at jeg havde lovet at tage opvasken men ikke havde gjort det. 

Når vi snakker om de huslige pligter og manglende søvn, ender det i skænderier og han siger at godt nok er det bare et deltids arbejde men at det er hårdt at stå op om natten med hende og være på arbejde senere. Han har også tit nattevagter hvor jeg har hende fra kl 22 om aftenen til måske kl 15 næste dag. Han kommer hjem kl 06:30 fra arbejde og i starten var jeg nød til at få ham til at hjælpe med lillepigen hvis nætterne var ekstra hårde og det hed en times søvn. Så sad han med hende og jeg faldt i søvn en time eller 2 og overtog derefter så han kunne sove, for selvfølgelig var det også hårdt at komme hjem fra nattevagt. 

Men mit problem er egentlig bare at jeg er frustreret over at få af vide det er let at stå op om natten og være hjemme ved hende om dagen. Og jo det er da også bedre dage end andre men vi har en lille skrigeballon af en ellers dejlig datter, så man bliver hurtigt træt  

Jeg har bare ikke energi til at være den primære motor om natten og så lave huslige pligter oveni mens han er på arbejde. 

Kære mødre - er jeg dybt urimelig ?? Hvordan er fordelingen af jeres pligter derhjemme? Hjælper far til om natten?

Jeg mener jo at når man bor sammen og er man fælles om opgaverne men at den ene selvfølgelig tager større del af slæbet hvis den anden er i søvn underskud, er syg osv.

KH den frustrerede. 

Jeg havde en amme dreng. Så det var mig der tog nætterne. Det kunne far alligevel ikke hjælpe med. Men hvis jeg havde et flaske barn, så havde far hjulpet til. Måske i den forstand at han havde overtaget fra kl 5 når han vågnede. Og så kunne jeg måske lige sove til kl 8 inden han mødte på job. Jeg har da også måtte bede om hjælp. Han er ikke altid helt god til at opdage det selv. Men han hjælper gerne og også uden at brokke sig over det. Han er fuldt ud klar over at en barsel ikke er en ferie. Han var dybt imponeret over at jeg kunne klarer nætterne uden søvn osv. Jeg bliver faktisk altid ked af det når jeg hører historier som din. Jeg synes man er to om det. Og det er super ærgerligt at det skal være en kamp at gå hjælp af sin mand/kæreste. 

SweetGirl skriver:

Hej mødre (og fædre) på  Baby.dk 

Jeg bliver simpelthen nød til at spørge jer om det er mig som er urimelig. 

Sagen er den at vi har en datter på 3 mdr og i starten havde vi et svært forløb. Da hun blev født vejede hun 2700 og derfor skulle vi vække hende hver 2,5 til 3 time for at give hende mad. Hun blev tidligt flaskebarn da jeg ikke producerede mælk nok. Nå .. men det var jo selvsagt meget hårdt at stå op alle de gange om natten og lille musen var så træt at det var en kamp at vække hende og efterfølgende give mad fordi hun var træt og ulykkelig. Jeg kunne snildt bruge 2 timer på hele processen inden uret ringede igen! 

Jeg fik kejsersnit og dertil en masse smerter, udmattelse, fysisk begrænsning og you name it. Men alligevel stod jeg op om natten. Under graviditeten havde jeg fået graviditets diabetes og til sidst svangerskabsforgiftning samt led af halsbrand i sådan en grad at jeg vågnede ved at jeg kastede op. De sidste to mdr sov jeg ikke rigtigt om natten og var oppe 10 gange nok. 

Nu er det heldigvis blevet nemmere og hun sover sommetider 4-5 timer, men når vi rammer omkring kl 05 så vil hun ikke sove alene mere og hun falder kun i søvn hvis hun ligger på en. 

Under hele forløbet har vores forhold lidt. Far mener at han er i sin fulde ret til at få sin nattesøvn da han arbejder. Ja han arbejder MEEEN deltid (20-30 timer) hvor han rigtig tit først møder kl 16 f.eks.. Og HER mener jeg jo at jeg godt kan få lidt hjælp om natten. Eller er det mig som er urimelig? 

Nogle gange har jeg svært ved at holde sammen på mig selv af bar udmattelse og han siger jeg hele tiden er sur og brokker mig. Har prøvet at forklare at hvis jeg nu fik lidt mere søvn så kunne det hjælpe på det.

Han har taget hende nogle få gange en hel nat på hans sammenhængende fridage fordi jeg talte med store ord og sagde at jeg behøvede hjælp nu. Efter hans "vagt" slutter så lader jeg ham så også sove, så han på den måde får sin sammenhængende søvn alligevel. Og ja det kunne jeg jo også bare gøre.. at jeg lægger mig til at sove kl 10 hvor han er okay udhvilet også stå op kl 15 men det er ikke skide fedt altid at skulle få sin søvn på den måde, mens huset larmer, lillepigen græder, vejret er godt og der er lyst i soveværelset. Når hun græder ulykkeligt kan jeg alligevel ikke sove. 

Jeg er fuldt ud med på at det er mig som har barsel og jeg "bare" kan tage en lur om dagen. Men vores datter sover ikke særlig tit om dagen og hvis, er det på ens mave. 

Det er mig som står for at vaske tøj herhjemme og resten er vi fælles om. 

Han siger at det er nemt at gå herhjemme med baby og at andre kvinder ikke brokker sig til deres mænd og bare står op om natten. Det skal lige siges at jeg brokker mig faktisk ikke mere over det, men står bare op når hun kalder. 

Men han ser det som en ferie at være på barsel og tror bare at jeg har tiden for mig. Jeg kan dårligt tage et 5 minutters bad uden at hun er opløst af gråd over at ligge alene OGSÅ selvom hun er med på badeværelset i sin skråstol. Hun kan ikke ligge alene i mange minutter af gangen og hvis jeg er så heldig, så er det fordi hun sover lidt eller er meget tilfreds med situationen. 

I de sidste 3 dage har jeg sammenlagt sovet 8 timer og faren har haft hhv. vagt fra kl 17, 19 og en fri dag hvor han har sovet igennem til kl 09:30. 

I går kom han hjem efter en vagt fra kl 10-16 (efter en nat med fuldt sammenhængende søvn) og da hun begyndte at skrige utrøstelig (Hun er i behandling mod mave/Tarm problemer) så sagde han at han altså lige havde brug for 5 minutters pause og gik ud for at ryge.. dertil kunne jeg måske godt have drømt mig til at han lige blev og var den som liiige tog over. Jeg havde det dårligt men havde dog ikke sagt det. Han fik sine 5 minutter fordi jeg lagde mig ind og sov med hende for at få det bedre. Da jeg vågnede 1,5 efter kom spørgsmålet "Skal vi slet ikke have aftensmad i dag??" Hvortil jeg måtte spørge om han spurgte sådan fordi han synes det var min opgave at lave det. Og ja det mente han. For han havde været på arbejde og var træt. Og der stod jeg, lige vågnet og var noget bedre i helbredet, og fik samtidig også at vide at jeg havde lovet at tage opvasken men ikke havde gjort det. 

Når vi snakker om de huslige pligter og manglende søvn, ender det i skænderier og han siger at godt nok er det bare et deltids arbejde men at det er hårdt at stå op om natten med hende og være på arbejde senere. Han har også tit nattevagter hvor jeg har hende fra kl 22 om aftenen til måske kl 15 næste dag. Han kommer hjem kl 06:30 fra arbejde og i starten var jeg nød til at få ham til at hjælpe med lillepigen hvis nætterne var ekstra hårde og det hed en times søvn. Så sad han med hende og jeg faldt i søvn en time eller 2 og overtog derefter så han kunne sove, for selvfølgelig var det også hårdt at komme hjem fra nattevagt. 

Men mit problem er egentlig bare at jeg er frustreret over at få af vide det er let at stå op om natten og være hjemme ved hende om dagen. Og jo det er da også bedre dage end andre men vi har en lille skrigeballon af en ellers dejlig datter, så man bliver hurtigt træt  

Jeg har bare ikke energi til at være den primære motor om natten og så lave huslige pligter oveni mens han er på arbejde. 

 

Kære mødre - er jeg dybt urimelig ?? Hvordan er fordelingen af jeres pligter derhjemme? Hjælper far til om natten?

Jeg mener jo at når man bor sammen og er man fælles om opgaverne men at den ene selvfølgelig tager større del af slæbet hvis den anden er i søvn underskud, er syg osv.

 

KH den frustrerede. 

 

Kære du

Jeg kunne næsten have skrevet det samme for et par måneder siden... 

Men da jeg blev smittet med mund fod håndsyge måtte han tage over i 2 dage da jeg ikke kunne holde på flasken eller knappe hans body op fordi jeg var sat til med alt det fra fmh syge 

Der lærte han det på den hårde måde, som i virkelig

Nu når han har fri fra arbejde så tager han nætterne så jeg kan sove ud, eller hvis jeg har haft en træls nat med mange opvågninger, så tager han over kl 05 så jeg kan sove til han skal på arbejde. 

Har ikke så meget andet end jeg er enig med dig i at han skal tage sig sammen.... Det der er ikke rimeligt og jo det er skide hårdt at være oppe om natten 

Nu er jeg ikke mor, men far og jeg passede et fuldtidsjob, da vores var spæd. Der blev ammet så det var klart mest min kone som var sej og tog nætterne, men så må man jo aflaste på andre tidspunkter.

Jeg synes din kæreste skal have et los i røven og komme ud af sin boble. Det er helt vildt han kan sove igennem, være 6 timer på arbejde og derefter komme hjem til en familie som er presset helt i bund og så kræve aftensmad. Han ville have elsket at leve i 50erne...

SweetGirl skriver:

Hej mødre (og fædre) på  Baby.dk 

Jeg bliver simpelthen nød til at spørge jer om det er mig som er urimelig. 

Sagen er den at vi har en datter på 3 mdr og i starten havde vi et svært forløb. Da hun blev født vejede hun 2700 og derfor skulle vi vække hende hver 2,5 til 3 time for at give hende mad. Hun blev tidligt flaskebarn da jeg ikke producerede mælk nok. Nå .. men det var jo selvsagt meget hårdt at stå op alle de gange om natten og lille musen var så træt at det var en kamp at vække hende og efterfølgende give mad fordi hun var træt og ulykkelig. Jeg kunne snildt bruge 2 timer på hele processen inden uret ringede igen! 

Jeg fik kejsersnit og dertil en masse smerter, udmattelse, fysisk begrænsning og you name it. Men alligevel stod jeg op om natten. Under graviditeten havde jeg fået graviditets diabetes og til sidst svangerskabsforgiftning samt led af halsbrand i sådan en grad at jeg vågnede ved at jeg kastede op. De sidste to mdr sov jeg ikke rigtigt om natten og var oppe 10 gange nok. 

Nu er det heldigvis blevet nemmere og hun sover sommetider 4-5 timer, men når vi rammer omkring kl 05 så vil hun ikke sove alene mere og hun falder kun i søvn hvis hun ligger på en. 

Under hele forløbet har vores forhold lidt. Far mener at han er i sin fulde ret til at få sin nattesøvn da han arbejder. Ja han arbejder MEEEN deltid (20-30 timer) hvor han rigtig tit først møder kl 16 f.eks.. Og HER mener jeg jo at jeg godt kan få lidt hjælp om natten. Eller er det mig som er urimelig? 

Nogle gange har jeg svært ved at holde sammen på mig selv af bar udmattelse og han siger jeg hele tiden er sur og brokker mig. Har prøvet at forklare at hvis jeg nu fik lidt mere søvn så kunne det hjælpe på det.

Han har taget hende nogle få gange en hel nat på hans sammenhængende fridage fordi jeg talte med store ord og sagde at jeg behøvede hjælp nu. Efter hans "vagt" slutter så lader jeg ham så også sove, så han på den måde får sin sammenhængende søvn alligevel. Og ja det kunne jeg jo også bare gøre.. at jeg lægger mig til at sove kl 10 hvor han er okay udhvilet også stå op kl 15 men det er ikke skide fedt altid at skulle få sin søvn på den måde, mens huset larmer, lillepigen græder, vejret er godt og der er lyst i soveværelset. Når hun græder ulykkeligt kan jeg alligevel ikke sove. 

Jeg er fuldt ud med på at det er mig som har barsel og jeg "bare" kan tage en lur om dagen. Men vores datter sover ikke særlig tit om dagen og hvis, er det på ens mave. 

Det er mig som står for at vaske tøj herhjemme og resten er vi fælles om. 

Han siger at det er nemt at gå herhjemme med baby og at andre kvinder ikke brokker sig til deres mænd og bare står op om natten. Det skal lige siges at jeg brokker mig faktisk ikke mere over det, men står bare op når hun kalder. 

Men han ser det som en ferie at være på barsel og tror bare at jeg har tiden for mig. Jeg kan dårligt tage et 5 minutters bad uden at hun er opløst af gråd over at ligge alene OGSÅ selvom hun er med på badeværelset i sin skråstol. Hun kan ikke ligge alene i mange minutter af gangen og hvis jeg er så heldig, så er det fordi hun sover lidt eller er meget tilfreds med situationen. 

I de sidste 3 dage har jeg sammenlagt sovet 8 timer og faren har haft hhv. vagt fra kl 17, 19 og en fri dag hvor han har sovet igennem til kl 09:30. 

I går kom han hjem efter en vagt fra kl 10-16 (efter en nat med fuldt sammenhængende søvn) og da hun begyndte at skrige utrøstelig (Hun er i behandling mod mave/Tarm problemer) så sagde han at han altså lige havde brug for 5 minutters pause og gik ud for at ryge.. dertil kunne jeg måske godt have drømt mig til at han lige blev og var den som liiige tog over. Jeg havde det dårligt men havde dog ikke sagt det. Han fik sine 5 minutter fordi jeg lagde mig ind og sov med hende for at få det bedre. Da jeg vågnede 1,5 efter kom spørgsmålet "Skal vi slet ikke have aftensmad i dag??" Hvortil jeg måtte spørge om han spurgte sådan fordi han synes det var min opgave at lave det. Og ja det mente han. For han havde været på arbejde og var træt. Og der stod jeg, lige vågnet og var noget bedre i helbredet, og fik samtidig også at vide at jeg havde lovet at tage opvasken men ikke havde gjort det. 

Når vi snakker om de huslige pligter og manglende søvn, ender det i skænderier og han siger at godt nok er det bare et deltids arbejde men at det er hårdt at stå op om natten med hende og være på arbejde senere. Han har også tit nattevagter hvor jeg har hende fra kl 22 om aftenen til måske kl 15 næste dag. Han kommer hjem kl 06:30 fra arbejde og i starten var jeg nød til at få ham til at hjælpe med lillepigen hvis nætterne var ekstra hårde og det hed en times søvn. Så sad han med hende og jeg faldt i søvn en time eller 2 og overtog derefter så han kunne sove, for selvfølgelig var det også hårdt at komme hjem fra nattevagt. 

Men mit problem er egentlig bare at jeg er frustreret over at få af vide det er let at stå op om natten og være hjemme ved hende om dagen. Og jo det er da også bedre dage end andre men vi har en lille skrigeballon af en ellers dejlig datter, så man bliver hurtigt træt  

Jeg har bare ikke energi til at være den primære motor om natten og så lave huslige pligter oveni mens han er på arbejde. 

 

Kære mødre - er jeg dybt urimelig ?? Hvordan er fordelingen af jeres pligter derhjemme? Hjælper far til om natten?

Jeg mener jo at når man bor sammen og er man fælles om opgaverne men at den ene selvfølgelig tager større del af slæbet hvis den anden er i søvn underskud, er syg osv.

 

KH den frustrerede. 

 

Nej du er på ingen måde urimelig. Han skal steppe op og komme ind i kampen. 
han lyder utrolig egocentreret og meget umoden. Jeg kender ikk jeres aldre, men for mig lyder han da ikk som dn dag over 20 år gammel. 

Da vores dreng var spæd arbejde hans far fuldtid og mødte kl 7 om morgenen. Selvom jeg ammede så stod far stadig op om natten hvis baby skreg (han havde kolik) eller skulle skiftes osv. og vi var ikke engang kærester. Han sov alligevel hos os for at hjælpe til med sit barn. 

kan blive så rasende på dine vegne udfra hvad du fortæller. 

Godt at høre at jeg ikke er helt urimelig. 

Vi er hhv. 28 og 29 år. 

Selvfølgelig er han god til at tage hende om dagen og hvis jeg siger om morgnen at nu må han godt overtage, så gør han det også. 

Jeg var for første gang, i de 3 mdr hun har levet, væk for mig selv i tre timer. Jeg havde brug for at være fuldstændig mig selv og lade op. Jeg gik mig simpelthen en tur og besøgte et familiemedlem. 

Han har taget hende i dag fra kl 10 til kl 17 da jeg kom hjem. Men jeg har lige fået af vide at han har taget hende i 7 timer og at han også godt vil komme lidt væk og være sig selv nogle gange.

Jeg føler at jeg er lidt presset, for jeg har altså bare været væk i 3 timer og ikke en hel dag   

Nej, du er bestemt ikke urimelig...

min mand tog vores yngste om natten, og havde fuldtidsarbejde. 

det endte vi med, fordi jeg endte med aldrig at få søvn(har søvnproblemer), og jeg så skulle sørge for 2 børn. Den yngste sov nærmest aldrig om dagen! 

Så jo, der findes altså mænd, som tager om natten. Måske lidt atypisk, men de findes 

det lyder til han skal til at komme mere på banen. Jeg kan godt forstå, hvis du er udkørt! Det lyder til du er meget på. 

kram herfra. 

Det der med “du er på barsel, så du skal lave alt 24/7” er det mest underlige argument. 

Jeg er på barsel fra 9-16 (hvor min mand arbejder) 

Resten af tiden er vi en familie og dele alt 50/50. 
Han sover med den ældste og jeg med den yngste. Om morgenen tager vi dem på skift for at aflaste (begge piger står tidligt op). Jeg er mere oppe om natten, da den yngste stadig er en baby og skal have en flaske og nogle gange bare vågner, som babyer gør. 
men så sover jeg også om dagen, hvor min mand tager børnene. (Ligesom jeg gør for ham) 

Jeg får altså ikke barselsdagpenge eller løn for at være tilgængellg 24/7.

Jeg er MOR 24/7 som han er FAR 24:7. Jeg er frigivet af mit arbejde til at passe vores yngste, da hun ikke kan/skal være i et dagtilbud. Ergo er det præcis samme forhold som i et dagtilbud - jeg arbejder (barsel) når far er afsted. Resten af tiden er jeg forældre på lige fod med ham. 
Mit primære formål med at være på barsel er at få vores yngste til at trives, spise og få en sund og stærk tilknytning og tillid til verden. Vasketøjet er en bonus, hvis jeg når det.  

Så kort og godt -  nej, i mine øjne er du ikke urimelig. Det er hans udtalelser som kvinder “der ikke brokker sig til deres mænd” ... lever han i 1950? ;-)

Hvis jeg havde et job, hvor jeg skulle alt det, jeg skal på barsel 24/7, så skulle min løn være noget højere! Timelønnen og pensionsordningen er ALT for lav! (Husk kvinder i snit mister nåde pension og ret mange penge for at gå på barsel)

Hvis man udregner sin “timeløn” for dagpenge før skat forudsat man er på “barsel” hvert sekund. Så får du ca 25kr i timen i døgndrift. - hvor meget rengøring, børnepasning, omsorg, madlavning kan man få for det? ;-) Og så skal man huske, at man faktisk går glip af både løn og pension på en “normal” barsel, hvis man tager den hele.... så 25kr er ret højt sat ��

OG når man er på arbejde 24/7, så kan man i øvrigt heller ikke kysse og lege kærester - det er uprofessionelt Derfor er jeg kun på barsel 7,3 timer som max om dagen  

Shit, din mand har det luksus. 

Min mand er for tiden på barsel med vores yngste (+ den store på grund af Corona). Jeg tager hende da alligevel mest om natten, og jeg hjælper med vasketøj, madlavning, rengøring, bad, putning, osv., når jeg er hjemme. Det var på samme måde, da jeg var på barsel (undtagen natten, men det var på grund af amning).

At være på barsel er et fuldtidsjob, og enhver, der mener noget andet, har enten ikke prøvet det, eller har en vaskeægte cafébaby. 

SweetGirl skriver:

Hej mødre (og fædre) på  Baby.dk 

Jeg bliver simpelthen nød til at spørge jer om det er mig som er urimelig. 

Sagen er den at vi har en datter på 3 mdr og i starten havde vi et svært forløb. Da hun blev født vejede hun 2700 og derfor skulle vi vække hende hver 2,5 til 3 time for at give hende mad. Hun blev tidligt flaskebarn da jeg ikke producerede mælk nok. Nå .. men det var jo selvsagt meget hårdt at stå op alle de gange om natten og lille musen var så træt at det var en kamp at vække hende og efterfølgende give mad fordi hun var træt og ulykkelig. Jeg kunne snildt bruge 2 timer på hele processen inden uret ringede igen! 

Jeg fik kejsersnit og dertil en masse smerter, udmattelse, fysisk begrænsning og you name it. Men alligevel stod jeg op om natten. Under graviditeten havde jeg fået graviditets diabetes og til sidst svangerskabsforgiftning samt led af halsbrand i sådan en grad at jeg vågnede ved at jeg kastede op. De sidste to mdr sov jeg ikke rigtigt om natten og var oppe 10 gange nok. 

Nu er det heldigvis blevet nemmere og hun sover sommetider 4-5 timer, men når vi rammer omkring kl 05 så vil hun ikke sove alene mere og hun falder kun i søvn hvis hun ligger på en. 

Under hele forløbet har vores forhold lidt. Far mener at han er i sin fulde ret til at få sin nattesøvn da han arbejder. Ja han arbejder MEEEN deltid (20-30 timer) hvor han rigtig tit først møder kl 16 f.eks.. Og HER mener jeg jo at jeg godt kan få lidt hjælp om natten. Eller er det mig som er urimelig? 

Nogle gange har jeg svært ved at holde sammen på mig selv af bar udmattelse og han siger jeg hele tiden er sur og brokker mig. Har prøvet at forklare at hvis jeg nu fik lidt mere søvn så kunne det hjælpe på det.

Han har taget hende nogle få gange en hel nat på hans sammenhængende fridage fordi jeg talte med store ord og sagde at jeg behøvede hjælp nu. Efter hans "vagt" slutter så lader jeg ham så også sove, så han på den måde får sin sammenhængende søvn alligevel. Og ja det kunne jeg jo også bare gøre.. at jeg lægger mig til at sove kl 10 hvor han er okay udhvilet også stå op kl 15 men det er ikke skide fedt altid at skulle få sin søvn på den måde, mens huset larmer, lillepigen græder, vejret er godt og der er lyst i soveværelset. Når hun græder ulykkeligt kan jeg alligevel ikke sove. 

Jeg er fuldt ud med på at det er mig som har barsel og jeg "bare" kan tage en lur om dagen. Men vores datter sover ikke særlig tit om dagen og hvis, er det på ens mave. 

Det er mig som står for at vaske tøj herhjemme og resten er vi fælles om. 

Han siger at det er nemt at gå herhjemme med baby og at andre kvinder ikke brokker sig til deres mænd og bare står op om natten. Det skal lige siges at jeg brokker mig faktisk ikke mere over det, men står bare op når hun kalder. 

Men han ser det som en ferie at være på barsel og tror bare at jeg har tiden for mig. Jeg kan dårligt tage et 5 minutters bad uden at hun er opløst af gråd over at ligge alene OGSÅ selvom hun er med på badeværelset i sin skråstol. Hun kan ikke ligge alene i mange minutter af gangen og hvis jeg er så heldig, så er det fordi hun sover lidt eller er meget tilfreds med situationen. 

I de sidste 3 dage har jeg sammenlagt sovet 8 timer og faren har haft hhv. vagt fra kl 17, 19 og en fri dag hvor han har sovet igennem til kl 09:30. 

I går kom han hjem efter en vagt fra kl 10-16 (efter en nat med fuldt sammenhængende søvn) og da hun begyndte at skrige utrøstelig (Hun er i behandling mod mave/Tarm problemer) så sagde han at han altså lige havde brug for 5 minutters pause og gik ud for at ryge.. dertil kunne jeg måske godt have drømt mig til at han lige blev og var den som liiige tog over. Jeg havde det dårligt men havde dog ikke sagt det. Han fik sine 5 minutter fordi jeg lagde mig ind og sov med hende for at få det bedre. Da jeg vågnede 1,5 efter kom spørgsmålet "Skal vi slet ikke have aftensmad i dag??" Hvortil jeg måtte spørge om han spurgte sådan fordi han synes det var min opgave at lave det. Og ja det mente han. For han havde været på arbejde og var træt. Og der stod jeg, lige vågnet og var noget bedre i helbredet, og fik samtidig også at vide at jeg havde lovet at tage opvasken men ikke havde gjort det. 

Når vi snakker om de huslige pligter og manglende søvn, ender det i skænderier og han siger at godt nok er det bare et deltids arbejde men at det er hårdt at stå op om natten med hende og være på arbejde senere. Han har også tit nattevagter hvor jeg har hende fra kl 22 om aftenen til måske kl 15 næste dag. Han kommer hjem kl 06:30 fra arbejde og i starten var jeg nød til at få ham til at hjælpe med lillepigen hvis nætterne var ekstra hårde og det hed en times søvn. Så sad han med hende og jeg faldt i søvn en time eller 2 og overtog derefter så han kunne sove, for selvfølgelig var det også hårdt at komme hjem fra nattevagt. 

Men mit problem er egentlig bare at jeg er frustreret over at få af vide det er let at stå op om natten og være hjemme ved hende om dagen. Og jo det er da også bedre dage end andre men vi har en lille skrigeballon af en ellers dejlig datter, så man bliver hurtigt træt  

Jeg har bare ikke energi til at være den primære motor om natten og så lave huslige pligter oveni mens han er på arbejde. 

 

Kære mødre - er jeg dybt urimelig ?? Hvordan er fordelingen af jeres pligter derhjemme? Hjælper far til om natten?

Jeg mener jo at når man bor sammen og er man fælles om opgaverne men at den ene selvfølgelig tager større del af slæbet hvis den anden er i søvn underskud, er syg osv.

 

KH den frustrerede. 

 

Hej du.

Jeg tænker ikke du er urimelig.

Jeg var alene med min første, og jeg erkender det var luksus, hun sov fra kl 18 til kl 06, og var nem som dagen var lang.

Nr 2 var STIK modsat, ingen sammenhængende søvn, amning der gik helt i udu, så et flaskebarn med mega mave problemer og ørebarn oven i.

Jeg havde under min graviditet været møg syg, og var det også efterfølgende men her tog jeg også barsel til at starte med....det endte dog med det blev umuligt og far tog over ift. Før det ellers var planlagt. Han har fra dag et været meget aktiv deltagende, både af lyst og af nød.

Jeg begyndte mit studie igen efter ca 6 mdr, hvor far tog barsel... jeg havde advaret ham om at hans praktiske liste over ting han gerne ville ha lavet nok ikke lige var noget han skulle regne mwd kom til at ske 

Og ganske rigtigt, for det er, alt efter barnet et fuldtids job at have barsel. Far har altid været godt til at putte og stå op om natten og gør det stadig som oftes fordi jeg har mine udfordringer og han bare bedre kan holde til det.

Her har det jo så været lidt pga nød også og efter jeg var syg i starten af den lille liv, og efterfølgende blev ramt af menigitis og et længere forløb efter hvor jeg intet kunne er far endt med at være primær omsorgsperson....

Det jeg ville sige var egentlig, at nej du er ikke urimelig ..man skal hjælpes ad og selvom man har barsel har man også behov for at lade op, få sovet og hvor den anden tager over....også selvom det resultere i far eller mor er trætte på jobbet dagen efter, eller ordner mad, vasketøj osv.

Vi er gode til her at far nok mest tager hverdage mht natten, da vores søn trods 5 år stadig vågner hver nat og så tager jeg weekenderne, og snupper en blunder i sofaen i løbet af dagen..