lineog4 skriver:
Jeg har valgt at være optimist - det tog mig et døgn og tusind tanker.
Har lige været i Føtex, jeg kan se jeg ikke er den eneste der har valgt optimismen frem for frygten, for afstanden blev ikke holdt. Jeg har tænkt og tænkt og tænkt. og her får i mine tanker, så I måske forstår forældre som tænker anderledes end jer, lærere der tænker anderledes end jer - jeg er ikke psykolog (har dog læst en del psykologi på uni, men tænker en del psykologer alligevel vil give mig ret).
Håber alle vil være lidt mere rummelig og acceptere, at den menneskelige psyke og følelser også spiller ind:
Jeg har tænkt og tænkt, vendt og drejet, på den ene side og på den anden side - kan vist ikke løbe fra min uddannelse i filosofi.
Da det blev meldt ud skolerne skulle starte var jeg ikke overrasket - jeg vidste godt, at det var den vej pilen og pegede, og ud fra et økonomisk perspektiv kan jeg sagtens se en begrundelse - sundhedsfagligt, det ved jeg ikke. Og alligevel blev jeg nervøs, min lille stemme fik overtaget.
Og det er netop det, min tanker har kredset om, hvorfor fik den overtaget ikke bare hos mig, men hos rigtig mange?
Det er vel ikke så utroligt og svaret er vel egentlig lige for - for at holde alle danskere inde så meget som muligt, så skulle de kyses. Skrækscenarierne og skrækhistorierne om manden på 35, pigen på 13 og barnet på 3 blev rullet ud for fulde gardiner - man havde brug for, at vi var bange.
Nu har man brug for, at vi ikke er bange. Men så hurtig går det ikke med den menneskelige psyke - vi kan ikke den ene dag være så bange så vi barrikerer os bag lukkede dør, for den næste at åbne døren på vid gab og vinke farvel til det dyrebareste vi har nemlig vores børn og vores egen sundhed.
Udfordringen for dem, der skal guide os igennem det her, er , at de skal få os til at slippe frygten og lade optimismen guide os i en lille bitte flig nemlig i hverdagen fra 8-16, når vores børn skal i en form for pasning og vi skal være på arbejde. Når vi så kommer hjem og har weekend, så skal vi mærke frygten igen og handle med frygten som vores guide. Det er en navigering som jeg tror de færreste kan - jeg kan rationelt, men jeg kan ikke følelsesmæssigt.
Jeg har nu valgt for at kunne være i det at lade optimismen være min guide (havde jeg valgt frygten ville jeg ikke kunne stå på mine ben og ikke sove om natten). Men kan så også mærke, at så kræver, at jeg rationelt hele tiden siger: jeg passer på de ældre og svage, når jeg sidder her indenfor i lejligheden, mens solen skinner, og der er 20 grader uden for - kan jeg blive ved med det, eller vil jeg slække på reglerne, restriktionerne, på hensynet? Det må tiden vise - jeg tror jeg kan for jeg er 46, men jeg er sgisme ikke sikker på, at jeg havde haft samme rygrad, hvis jeg var 17.
Så når I ser skønne unge mennesker sidde sammen i solen, nyde fridagene, måske fejre at de ikke skal til eksamen og de føler sig færdige med 9. klasse. Så vræng ikke på næsen, smil og glæd jer over, at de lever i nuet. Husk det kan være, de har en lillebror der skal i skole i næste uge som de elsker helt op til månen og tilbage, og de kan ikke lade frygten være deres guiode, for så kan de ikke stå på deres ben. Måske har de en mor som er sygeplejerske og hver dag eksponeres for smitte, derfor kan de ikke lade frygten være deres guide.
Husk det er et stort menneskeligt krav at kunne navigere i både ikke at være bange og være sindssyg bange, og lige nu med den gradvise åbning træffer alle et valg, er det optimismen eller frygten som gennemsyrer.
Jeg vil vi i hvert fald smile til dem, selvom jeg rationelt ved, at det bedste ville være, at de var blevet hjemme.
Jeg tror ikke du skal identificere afstand med frygt, manglende afstand med optimisme. I Føtex skal du holde afstand, og nu hvor du går på arbejde er det vigtigere end før -- for i Føtex kommer også ældre og sårbare.
Se lige pressekonferencen igen. Hvis vi stopper med at holde afstand nu, kan vi ikke åbne op næste uge. Det betyder ikke at du skal være bange, men du skal gøre som vi får besked om.
