Får man nogensinde nok af den følelse?

Ja måske ikke helt "nok", men kan man undvære den? Altså den der ekstreme kærlighed, når man får sit nyfødte barn op på brystet? 

Jeg spørger, fordi jeg er lidt bange for, at lige netop dén følelse vil hive i mig og gøre mig skruk resten af livet.. Men kan man nogensinde forene sig med, at man ikke skal have flere og derfor aldrig få den følelse igen, når man har fået de børn, som man skal have? Eller vil den følelse altid hjemsøge én og gøre én skruk? 

Kom med jeres erfaringer 

Jeg troede ALDRIG den følelse ville slippe mig, og jeg tænkte så meget på det. Men efter 3 børn så stoppede den helt  Så gik der 7 år fra min sidste fødsel, og jeg har mødt en ny fyr. Den er så blusset op hos mig igen, det troede jeg ikke var muligt 

Jeg havde den med min ældste og det var fedt lige i situationen. Men en måned eller 2 efter var det knapt så fedt da jeg blev så usikker om jeg elskede mit barn da den stormende forelskelse forsvandt. 

Jeg var lidt bange for at det ville ske igen med nr 2 men da hun kom op på min mave var det som om at hun altid havde været der. En helt anden følelse og så meget nemmere at have med at gøre 

Anonym skriver:

Ja måske ikke helt "nok", men kan man undvære den? Altså den der ekstreme kærlighed, når man får sit nyfødte barn op på brystet? 

Jeg spørger, fordi jeg er lidt bange for, at lige netop dén følelse vil hive i mig og gøre mig skruk resten af livet.. Men kan man nogensinde forene sig med, at man ikke skal have flere og derfor aldrig få den følelse igen, når man har fået de børn, som man skal have? Eller vil den følelse altid hjemsøge én og gøre én skruk? 

Kom med jeres erfaringer 

Jeg har ikke følt sådan synderlig kærlighed eller tilknytning til mine børn umiddelbart efter fødslen, så jeg kan ikke sætte mig ind i spørgsmålet ��

Anonym skriver:

Jeg har ikke følt sådan synderlig kærlighed eller tilknytning til mine børn umiddelbart efter fødslen, så jeg kan ikke sætte mig ind i spørgsmålet ��

Præcis det samme her... 

De eneste følelser jeg havde da mine børn kom op på brystet var chok og lettelse over at det var overstået. Kærligheden kom stille og roligt. 

Jeg går nogle gange med de samme tanker som dig.

Jeg har to børn, det yngste fylder et her om ikke så længe. Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil have flere. Jeg hader at være gravid, min krop kan ikke holde til det og jeg får slem bækkenløsning. Jeg kan sørme heller ikke føde, har fået to akutte kejsersnit og som prikken over i'et har jeg også fået to efterfødselsdepressioner! Så man skulle tro, at jeg ligesom havde fået nok af det der.

Men nej.

Jeg har med fornuften besluttet, at det er slut. Men min hjerte fortæller mig noget andet - jeg længes efter at have en lille baby i maven og få den op til mig. Nu har jeg ikke fået den op på maven, men har fået dem op til mig efter kejsersnit og begge gange har jeg ligget hud mod hud i 2 døgn på barselsafsnittet. Tanken om, at jeg aldrig skal det igen er forfærdelig. Jeg føler næsten sorg ved tanken om, at det er slut og jeg kan længes noget så desperat efter at prøve det hele igen med en helt ny lille baby!

Forleden så jeg en lille bitte baby i en butik. Hun kan ikke have været mere end 14 dage og var i den sammenkrummede stilling, jeg så hende i, helt magen til mine egne to babyer, hårmængde, størrelse, det hele og det rev nærmest fysisk i min krop efter den lille baby.

Og det på trods af, at jeg selv har dårlige oplevelser, fordi mine forløb har været så hårde! Men måske er 3. gang den gang, barnet ikke skriger i 3 måneder...?! Nej. Det er slut. Det ved jeg, det er...

Men ligesom dig, så tænker jeg også, om jeg nogensinde vil kunne få nok af den følelse, det er... Og det tror jeg ikke, jeg kan. Man er jo også så stopfyldt med hormoner. Det kan jo ikke sammenlignes med noget.

Anonym skriver:

Jeg går nogle gange med de samme tanker som dig.

Jeg har to børn, det yngste fylder et her om ikke så længe. Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil have flere. Jeg hader at være gravid, min krop kan ikke holde til det og jeg får slem bækkenløsning. Jeg kan sørme heller ikke føde, har fået to akutte kejsersnit og som prikken over i'et har jeg også fået to efterfødselsdepressioner! Så man skulle tro, at jeg ligesom havde fået nok af det der.

Men nej.

Jeg har med fornuften besluttet, at det er slut. Men min hjerte fortæller mig noget andet - jeg længes efter at have en lille baby i maven og få den op til mig. Nu har jeg ikke fået den op på maven, men har fået dem op til mig efter kejsersnit og begge gange har jeg ligget hud mod hud i 2 døgn på barselsafsnittet. Tanken om, at jeg aldrig skal det igen er forfærdelig. Jeg føler næsten sorg ved tanken om, at det er slut og jeg kan længes noget så desperat efter at prøve det hele igen med en helt ny lille baby!

Forleden så jeg en lille bitte baby i en butik. Hun kan ikke have været mere end 14 dage og var i den sammenkrummede stilling, jeg så hende i, helt magen til mine egne to babyer, hårmængde, størrelse, det hele og det rev nærmest fysisk i min krop efter den lille baby.

Og det på trods af, at jeg selv har dårlige oplevelser, fordi mine forløb har været så hårde! Men måske er 3. gang den gang, barnet ikke skriger i 3 måneder...?! Nej. Det er slut. Det ved jeg, det er...

Men ligesom dig, så tænker jeg også, om jeg nogensinde vil kunne få nok af den følelse, det er... Og det tror jeg ikke, jeg kan. Man er jo også så stopfyldt med hormoner. Det kan jo ikke sammenlignes med noget.

Åh det er lige præcis sådan jeg har det! Især hvis jeg ser en fødsel i TV.. Jeg bliver så skruk, så jeg begynder at tude, og er klar til at springe på kæresten med det samme!! 

Jeg fik nemlig også en depression og kan egentlig ikke holde til at være gravid, så jeg forstår dig fuldt ud.. Vi har aftalt, at hvis jeg får ligeså forfærdelig en graviditet igen eller ender med endnu en depression, så bliver nr. 2 den sidste, selvom jeg altid har drømt om 3 børn.. Men ja man må nok lade fornuften sejre.. 

Men det er nemlig en form for sorg, når man savner den følelse, og man ved, at det nok aldrig kommer til at ske igen 

Anonym skriver:

Ja måske ikke helt "nok", men kan man undvære den? Altså den der ekstreme kærlighed, når man får sit nyfødte barn op på brystet? 

Jeg spørger, fordi jeg er lidt bange for, at lige netop dén følelse vil hive i mig og gøre mig skruk resten af livet.. Men kan man nogensinde forene sig med, at man ikke skal have flere og derfor aldrig få den følelse igen, når man har fået de børn, som man skal have? Eller vil den følelse altid hjemsøge én og gøre én skruk? 

Kom med jeres erfaringer 

Da jeg havde fået mit 3 barn kunne jeg mærker at jeg ikke var helt færdig. Da jeg fik nr 4 kunne jeg mærke at nu var det slut og jeg hSr slet ikke haft lysten til flere børn