Får man nogensinde nok af den følelse?

Ja måske ikke helt "nok", men kan man undvære den? Altså den der ekstreme kærlighed, når man får sit nyfødte barn op på brystet? 

Jeg spørger, fordi jeg er lidt bange for, at lige netop dén følelse vil hive i mig og gøre mig skruk resten af livet.. Men kan man nogensinde forene sig med, at man ikke skal have flere og derfor aldrig få den følelse igen, når man har fået de børn, som man skal have? Eller vil den følelse altid hjemsøge én og gøre én skruk? 

Kom med jeres erfaringer 

Det er nok så individuelt som det overhovedet kan blive.

Allerede under fødslen var jeg helt sikker på at jeg ALDRIG skulle igennem noget så rædselsfuldt igen. Ingen af de smukke efterfølgende stunder opvejer de 9mdrs graviditet og rædsel af en fødsel. Så for mit eget vedkommende kan jeg bare siger at jeg overhovedet ikke er hjemsøgt af noget som helst. I øjeblikket er det meget smukt, det vil jeg slet ikke benægte og det er bestemt ikke for at tale de smukke øjeblikke ned. Men de betyder ikke noget for mig på den måde, at jeg længes efter at opleve det igen. Det er gode minder, men ikke noget som gør mig skruk. 

Da jeg fik vores 2. Barn kunne jeg mærke at dette var jeg ikke færdig med. 

Da nr 3 var 1 år kunne jeg mærke at nu var jeg nået til det punkt hvor jeg var helt færdig. 

Har nogen i familien fået små børn har jeg tænkt de er søde de små babyer, men er glad for jeg ikke skal igennem det igen. 

Jeg er ikke sluppet for den, og det er min mand heller ikke. Og vi har 3 hjemmeboende børn i alderen 16, 10 og 9 år samt min mands søn på 14, som bor ved hans mor og er på weekend og ferie her.

Vi ville gerne have flere børn, men fornuften vinder. Vi har ikke plads (altså fysisk) eller råd, og derfor giver vi ikke efter for vores lyst til flere børn.

Jeg har forenet mig med, at vi ikke skal have flere børn, men jeg mærker lysten hver eneste dag. Er skruk døgnet rundt. Men det nytter ikke noget

Altså for mig ved jeg 2 er nok og jeg er pædagog du kan tro hver gang der kommer en lille ny en er jeg helt flydt op og ønsker en mere. Men tænker tit godt de er kun til låns hehe. 

Men kender nogle der er oppe på deres 5 barn og de er advokat og læge. Taget hatten af for dem

10 år 8 år 4 år og 2 på 1 år

Anonym skriver:

Ja måske ikke helt "nok", men kan man undvære den? Altså den der ekstreme kærlighed, når man får sit nyfødte barn op på brystet? 

Jeg spørger, fordi jeg er lidt bange for, at lige netop dén følelse vil hive i mig og gøre mig skruk resten af livet.. Men kan man nogensinde forene sig med, at man ikke skal have flere og derfor aldrig få den følelse igen, når man har fået de børn, som man skal have? Eller vil den følelse altid hjemsøge én og gøre én skruk? 

Kom med jeres erfaringer 

Jeg troede aldrig, jeg ville kunne slippe ønsket om og længslen efter at genopleve både graviditet og fødsel, da vi havde fået nummer tre. Så vi holdt det åbent, om vi skulle have flere, i nogle år. Da opdagede vi både, hvor mange intense kærlighedsstunder, vi fortsat, igen og igen, fik fra vores små og halvstore børn - og hvor mange kræfter og svære følelser, der også lå i at have tre børn. Og så gav det stille og roligt sig selv, at for at kunne give, hvad vores børn havde brug for, og for at kunne give os selv og hinanden noget, skulle vi ikke have flere. 
Mine børn er nu 21, 22 og 26, og indimellem slår det ned i mig, ud af den blå luft - en intens ømhed og kærlighed, som næsten kommer på niveau med miraklet, da de var nyfødte. Sådan “Tænk, at de virkelig er mine børn!” - knibe sig selv i armen af vantro-agtigt. 

Allerede ved nr. 2 sagde jeg, at vi ikke skulle have flere.

Dog kom ønsket om en til flere gange efter fødsel...

Jeg gik igennem en lille "sorg", hvor jeg lige skulle acceptere, at jeg ikke skulle være gravid og føde igen, men efter noget tid, så har jeg accepteret det.

Jeg var både ked af det og sur over det, men min fornuft trumfede igennem. Vi/jeg har ikke overskud til flere, og sådan er det bare 

Når jeg så ser andre i familien med helt små babyer, så synes jeg, de er søde, men kan godt mærke, jeg faktisk når at tænke "Pyh godt det ikke er mig"

Jeg har aldrig haft den følelse. For mig, er ét barn rigeligt.

Min graviditet og fødslen af vores barn var nemt, men jeg er ikke specielt vild med børn. Jeg elsker selvfølgelig mit eget barn, men jeg ville ikke gide at gå igennem alt det besværlige igen. 

Åh, der er da bare et eller andet uimodståeligt ved sådan en lille baby, der er begyndt at smile til én og som spjætter med arme og ben i begejstring, når den ser sin mor eller far. Men for mig opvejer glæden bare ikke alt det arbejde og de bekymringer, det også giver at have små børn, så derfor har jeg kun ét.

Jeg elsker at være gravid, men det var et mareridt at føde ellers havde jeg nok fundet på at blive tugemor

Hmmm den der følelse af ekstrem kærlighed til sit barn, når det lige er født? Den havde jeg godt nok ikke ���� kærligheden voksede fra den dag hun kom ud til os, men altså, selve fødslen (selvom den ikke var problematisk), så ville jeg helst ikke igennem det igen foreløbigt. Overvejer da også om min datter skal være enebarn