4 år lyver

Hejsa!

min 4-årige har jeg nu oplevet et par gange lyve, når han er blevet sur på far. 
for eksempel her til morgen skulle han ud at have tøj på for de skulle tidligt afsted da han skulle med på arbejde. Min søn var sur Over han skulle have tøj på og nægtede at gå med så far bar ham ud på badeværelset for ar hjælpe ham i tøjet. 1 minut senere kommer barnet løbende grædende råbende “jeg siger det til mor” han siger så til mig “far slog mig” og jeg kommenterer så med at nej det gjorde han ikke- badeværelset er lige ved siden af der hvor jeg var, 2 sekunder senere ændrer han det så til “far holdt i min arm” hvilket jo så også var tilfældet fordi far ikke ville have han skulle løbe væk fra tøjet. Det bekymrer mig bare at han kan finde på at starte med at sige sådan noget. Han gør det jo sikkert i frustration og for at få trøst, men derfor er det jo stadig ikke skide smart. Vi har talt om at man ikke må lyve og sådan, men det plejer lige st gå et par mdr og så oplever vi det igen hvis han er blevet sur over noget... 

Er virkelig bange for hvis han siger sådan til andre. Hvad tror i? Er det normalt? Oplever i også det med så “store” børn? Jeg har en anden lidt ældre dreng som aldrig har sagt sådan..

Man kan sige, første skridt er at finde ud af om han overhoved lyver. Børn i den alder ( jeg har også en på 4) kan godt vende sandheden uden det er bevidst. 

Min 4 årig kan også godt finde på at sige at jeg slog ham, men så var det måske fordi min hånd ramte ham i et sving eller han gik ind i min hånd.  Forleden da jeg skulle sætte er spil på plads stod han pludselig ved siden af og han fik spillet i hovedet. Der sagde han også “ Mor slog mig med spillet”. Og man kan sige, ja det gjorde jeg egentlig - selvom det var er uheld og ikke en bevidst handling som det lyder som når han siger det sådan. Det ramte ham men i hans hoved slog jeg ham med det og derfor havde vi en snak om uheld og at mor aldrig ville gøre sådan noget med vilje osv. 

Din dreng sagde at far holdt ham fast, hvilket jo var sandt ( og formentlig nødvendigt i situationen). Men måske er der sket noget jeres dreng har tolket som at han blev slået ( som så skal forklares ikke er at slå).

Så inden du beskylder ham for at lyve ville jeg undersøge hvilke situationer der får ham til at sige sådan og om der evt er en forklaring på hvorfor han siger sådan. 

Vi havde en LANGGGGGG periode med vores den mindste, hvor hun gik og sagde at vi slog hende, og vi har altså aldrig slået hende. 

Katten slog hende, sofaen slog hende, storesøster slog hende og alt og alle slog hende!

Det er self aldrig fedt, når ungerne siger man slog dem, når man ik har gjort det. 

Vi tog mange snakke med hende om, at vi jo ik slog hende, aldrig havde gjort og ingen planer om at begynde på det nu. 

Vi tog en snak med hendes pædagoger, og de sagde, at der i den periode var mange børn i børnehaven der gjorde det samme, så de ville også tage en snak med ungerne. 

Det gik over efter nogle mdrer. Vh Stine 

Det er helt normalt at en på fire år lyver (leger med evnen til at konstruere historier).

Min dreng på fire spildte yoghurt den anden dag og påstod at det var hans lillebror der havde spildt på hans bluse 

Ligesom han også tit giver lillebror skylden for et eller andet hvor jeg har været sammen med ham, så det ikke kunne være sandt.

Børn på 4 leger med sandheden

Tænker ikke han lyver men at det er hans oplevelse. Så i stedet ville jeg sige, far måtte holde i din arm fordi....men det er ikke at slå. Sådan ville jeg hvergang fortælle hvad der skete, og forklare at det ikke er at slå. 

Meget enig i ovenstående kommentarer. Faktisk er evnen til bevidst at lyve på den måde du beskriver, noget der kommer langt senere. 

Børn på 3-4-5 år “lyver”.

Det gør de, fordi:

1. Det oplevede situationen sådan. De har ikke erfaring (eller ord) til at skelne mellem nuancer som at blive ramt på armen/slået/stødt ind i osv. 

2. De ved ikke, hvordan de skal komme ud at situationen på en god måde. Så de siger det, de ville ønske var sket. 

3. de er i gang med at finde ud af, at forældrene ikke kan aflæse deres tanker. Så de forsøger med små historier, og opnår derved en forståelse af, at de kan fortælle historier (på godt og ondt og hvad det betyder). 

En 4-årig lyver ikke :-) De fortæller deres version af sandheden. 
Herhjemme forsøger vi, at hjælpe med forståelsen. Eks: 

Pige 4 år: Mor, lillesøster slår (lillesøster er 4 måneder) 

Mor: nå da. Hvorfor synes du det? 

Pige: det kunne jeg mærke!

(Pigen har en opleve af at hun er blevet ramt af sin søster og bruger ordet slå - det kunne også være følelsesmæssigt, og hun følte, at lillesøster fyldte for meget i hendes hver dag) 

Mor: uha - ja. Det er jo ikke rart. Men jeg tror, det var en misforståelse. Baby kom til at ramme dig med sin hånd. Hun kan ikke styre den. Det var ikke med vilje. Så det er en misforståelse, men derfor kan dwt jo stadig gøre lidt ondt. Men det går over om lidt. Kom nu leger vi gemme... 

Ovenstående er en samtale, jeg har haft med mit barn på 4. Hun løj ikke. Hendes opfattelse var reelt, at hun blev slået. Og vi sim forældre, har jo lært hende, at hun skal komme til os, hvis nogen slår. 

Hvis jeg havde “anklaget” hende for at lyve, eller begyndt at argumentere modstridende med hendes virkelig, så kunne der jo være, at hun en dag ikke ville komme, hvis hun følte sig “slået”. Fordi hun ville skulle kunne retfærdiggøre hvad “slå” er helt konkret. Det forsvinder jeg faktisk først at et skolebarn kan (gerne op i 2 klasse-agtig)