Min 4 årig siger tit hun har ondt i maven dog stort set kun ved mig ikke når hun er på weekend ved far eller i børnehaven.
Vi har fået taget blodprøve og afføring prøve ved lægen som begge så fine ud. Der har været blod i afføring en gang men intet i prøven.
Vi er nu nået frem til det nok er psykisk. Men når min 4årig græder og siger det er bare fordi jeg har så meget ondt i maven. Hvordan hjælper jeg hende så bedst muligt.
Vis jeg siger nej det har du ikke så skriger hun af mig jo jeg har.
Vis jeg siger du trange nok bare til et kram.
Eller det var da træls skat.
Så gør det ikke det beder hun siger det efterhånden mange gange om dagen til mig og nogen gange til mormor. Og jeg ønsker bare at hjælpe hende uden at køre det op så det bliver en stor ting.
Men hvad siger jeg så til hende når hun siger hun har ondt i maven?
Skal jeg snakke med lægen igen? Selv om der ikke er noget fysisk galt?
Er det sundhedsplejersken jeg skal kontakte? Jeg ønsker intet med kommunen at gøre da der er flere dårlige erfaringer med dem i familien.
Spørg hende “hvad tænker du på, når du har ondt i maven?”
Hvis hun siger “ikke noget”. Så sig til hende, at man godt kan få ondt i maven, hvis man tænker på noget, som gør en bange, vred eller ked af det. Men hvis man fortæller om det, så går det væk igen. Maven bliver glad igen.
og ellers ville jeg spørge nysgerrigt til, hvad der sker i hendes liv. Har hun venner i børnehaven? Oplever hun at blive drillet? Savner hun sin far? Er hendes far eller en nær person i en svær situation lige nu, som kan smitte af?
Men hvis det er noget, hvor hun ved, at du kan reagerer sårbart, så er det, at hun ikke vil fortælle dig det. Så fortæl hende, at hemmeligheder eller tanker som giver en ondt i maven, skal man fortælle til en voksen. En mormor eksempelvis.