Bekymret over børnehavestart

Min lille dreng på 2 år og 9 måneder skal starte i børnehave om små 3 uger. Jeg er så bekymret, at bare jeg tænker på det, får jeg ondt i maven!

Jeg synes, at han er alt for lille, men kommunen her har en elendig politik, hvor alle børn skal i børnehave, når de er 2 år og 10 måneder (men pga. noget med datoer er min dreng så kun 2 år og 9 måneder). Han er faktisk godt med og der er en stue til de mindste, så han er der stadig med jævnaldrende.

Min dreng er meget følsom og bliver nemt overstimuleret, men på det sidste har han ligesom været igennem en form for udviklingsspring, hvor han er blevet mere udadvendt og er begyndt at turde tale til folk, han kun kender lidt. Han har god fantasi, igangsætter lege og så videre. Han er faktisk stor nu. Og kan en masse. Kan spise alt nu, æbler der ikke er i både og også uden hagesmæk. Tager selv tøj på. Og så videre.

Men jeg er SÅ bekymret for ham. Dels har jeg meget svært ved at fatte i mit hoved, at min "lille" dreng er så stor nu. Alle fagpersoner siger, at han nok skal klare det, men jeg (som selv er blevet mobbet helt vildt og derfor er rimelig forudindtaget) er så bange for, at de ikke er søde imod ham og at han kommer til at genopleve hele min egen elendige barndom.
Omvendt er jeg også bekymret for det med manglende voksne. Jeg har selv arbejdet i kommunens børnehaver og set det - og det er grelt!!! De skulle være ret gode i den, vi har valgt, og det håber vi så på. Og han får en kontaktperson, men hvordan så, når hun går hjem ved middagstid? Eller er syg? Eller skal sidde og skrive nogle forbandede skemaer i et andet rum? Og der pludselig kun er fremmede? Bliver han så overset?
Han er også god til at klare sig selv, kan det meste og jeg giver ham selvfølgelig velkrosko og madpakke, der nemt kan åbnes - det er bare så vildt, at han skal klare sig selv allerede...
En børnehave er bare også sådan et voldsomt sted. Han er vant til en lille dagpleje, hvor der kun har været 2 andre børn end ham og så at være herhjemme med lillebror og jeg.

Jeg havde det slemt, da han skulle i dagpleje som 10-måneders og det fik jeg så udsat, til han var 18 måneder. Det her kan dog ikke udsættes. Han skal i børnehave.

Omvendt er han også træt af kun at være sammen med små børn, kan jeg mærke og han har så mange idéer til lege...

Er der ikke nogen, der kan berolige mig lidt?

Jeg oplever ofte at det er forældre der har det værst med børnhave start børn plejer at værre hurtigt til af omstille sig jeg er sikker på din søn nok skal klar det når det kommer til mobning kan vi som forældre aldrig 100% sikker os i mod det sker det kan også værre din søn aldrig kommer til af opleve at blev mobbe lad os håbe det selv opleve jeg først mobben da jeg start på efterskole i 10 klasse. 

Rooooooooolig nu! Din søn bliver ikke overladt til sig selv i børnehaven. De voksne skal nok hjælpe med både sko og madpakke hvis der er behov. Og kontaktpersonen er ikke den eneste pædagog der vil henvende sig til din dreng. Han skal nok lærer ALLE de andre voksne at kende også. Der er sikkert 2-3 voksne tilknyttet hans stue og dem lærer han lige godt at kende i opstarten. Og så kommer de andre ligeså stille. 

Og han får garanteret hurtigt nogen gode venner - de voksne skal nok hjælpe ham på vej ind i fællesskabet. Igen, han bliver ikke bare overladt til sig selv. 

Tro på din dreng, tro på at det klarer han som ingenting - det er den bedste start du kan give ham. Hvis han kan mærke du er usikker og bekymret, så bliver han det også. 

Enig i alt det mor11 skriver. 

samtidig kan jeg så fortælle at min søn var 2 år og 8 måneder da han startede i børnehave. Og han er LILLE af sin alder. Brugte stadig str 74 i tøj på det tidspunkt. Han kunne slet ikke tale stortset, det var for fremmedes øre en gang volapyk der kom ud af munden på ham. Kunne ikke selv tage tøj og sko på osv. så min bekymring var også stor med hvordan han skulle klare den. Men primært de “store” piger (altså dem der skulle i skole året efter) syntes det var fantastisk med en lille dreng på stuen. De hjalp ham med overtøj og sko, de passede på ham og de tog ham med i lege. Og han blev aldrig overset af en pædagog. 

Helt rolig.

2 år og 10 måneder er faktisk en rigtig fin alder at starte i børnehave, langt de fleste er klar

I min kommune hedder det også 2 år og 10 månede, dog er begge mine rykket i den måneder hvor de var 2 år og 9 måneder, da begge var klar og havde brug for nye udfordringer - begge er fra sidst i måneden så reelt var de tættere på 2 år og 8 måneder, jeg var specielt nervøs for den lille, da han er og var meget bagud sprogligt.

han har klaret det så fint , ville dog ikke afleveres, men der var de så fleksible og søde, så jeg bare afleveret i vuggestuen eller fik en ud fra vuggestuen, efter en måneds tid var der ingen ting og han er glad for det

Og at være kontaktperson betyder reelt bare at hun står for vigtige samtale og informationer går videre, hun har ikke mere pasning overfor hendes kontaktbørn og alle voksne passer altså din søn, jeg har i øvrigt som fagperson eller forældre aldrig oplevet direkte mobning i børnehaven og slet ikke mod de små, de andre børn ved godt hvem der er lille og passer ofte mere på dem og hjælper dem

Jeg forstår godt din bekymring - de vilkår vi byder børnehavebørn er mange gange voldsomt utilstrækkelige og de skjulte spareøvelser med at sende yngre og yngre børn ned til børnehavens ringere normeringer, har aldrig været med børnenes behov for øje.

Men ... is på! Du beskriver en glad dreng i trivsel, som heldigvis er lykkeligt uvidende om ovenstående - og som formentlig (ligesom langt de fleste andre børn), lynhurtigt vil tilpasse sig og trives i det nye miljø. Især hvis du formår at udvise tillid og ro ift. hans nye hverdag. Der er, groft sagt, ikke meget andet at gøre. Ud over at se og lytte til ham, give ham en rolig opstart, korte dage, osv.

Og så et par stikpiller til det system, som løbende sparer på børneområdet: Mange børnehaver er ikke sikkerhedsgodkendt til børn under tre (fx ift. legetøj, små dele, mv.) og flere kommuner kræver vuggestuetakst fra forældrene til det fyldte 3 år, trods at barnet sendes før afsted. Det jeg nok være irriterende nok til at udfordre min kommune på, såfremt det var tilfældet hos mig/jer. 

Anonym skriver:

Min lille dreng på 2 år og 9 måneder skal starte i børnehave om små 3 uger. Jeg er så bekymret, at bare jeg tænker på det, får jeg ondt i maven!

Jeg synes, at han er alt for lille, men kommunen her har en elendig politik, hvor alle børn skal i børnehave, når de er 2 år og 10 måneder (men pga. noget med datoer er min dreng så kun 2 år og 9 måneder). Han er faktisk godt med og der er en stue til de mindste, så han er der stadig med jævnaldrende.

Min dreng er meget følsom og bliver nemt overstimuleret, men på det sidste har han ligesom været igennem en form for udviklingsspring, hvor han er blevet mere udadvendt og er begyndt at turde tale til folk, han kun kender lidt. Han har god fantasi, igangsætter lege og så videre. Han er faktisk stor nu. Og kan en masse. Kan spise alt nu, æbler der ikke er i både og også uden hagesmæk. Tager selv tøj på. Og så videre.

Men jeg er SÅ bekymret for ham. Dels har jeg meget svært ved at fatte i mit hoved, at min "lille" dreng er så stor nu. Alle fagpersoner siger, at han nok skal klare det, men jeg (som selv er blevet mobbet helt vildt og derfor er rimelig forudindtaget) er så bange for, at de ikke er søde imod ham og at han kommer til at genopleve hele min egen elendige barndom.
Omvendt er jeg også bekymret for det med manglende voksne. Jeg har selv arbejdet i kommunens børnehaver og set det - og det er grelt!!! De skulle være ret gode i den, vi har valgt, og det håber vi så på. Og han får en kontaktperson, men hvordan så, når hun går hjem ved middagstid? Eller er syg? Eller skal sidde og skrive nogle forbandede skemaer i et andet rum? Og der pludselig kun er fremmede? Bliver han så overset?
Han er også god til at klare sig selv, kan det meste og jeg giver ham selvfølgelig velkrosko og madpakke, der nemt kan åbnes - det er bare så vildt, at han skal klare sig selv allerede...
En børnehave er bare også sådan et voldsomt sted. Han er vant til en lille dagpleje, hvor der kun har været 2 andre børn end ham og så at være herhjemme med lillebror og jeg.

Jeg havde det slemt, da han skulle i dagpleje som 10-måneders og det fik jeg så udsat, til han var 18 måneder. Det her kan dog ikke udsættes. Han skal i børnehave.

Omvendt er han også træt af kun at være sammen med små børn, kan jeg mærke og han har så mange idéer til lege...

Er der ikke nogen, der kan berolige mig lidt?

Jeg arbejder i en børnehave. Børn bliver hjulpet med madpakke, fodtøj og overtøj. 

Han bliver ikke overladt til sig selv. De har sikkert os en indkøringsplan fx har vi den første uge de fleste børn fra stuen på legeplads så det nye barn er inde med de yngste og kan lære dem og den voksne stille og roligt at kende. Og det er ikke kun kontaktpersonen han skal have en relation til, men også de andre på stuen. Husk på at de har en erfaring med hvordan en indkøring er god og er sikkert fleksible efter at rette den til så den passer det enkelte barn. 

Selvfølgelig kan det være svært at se alt med 22 børn og få voksne, men det vigtige er at der er nogen til at samle op. Så er der et barn der siger noget ærgerligt eller slår dit barn, så er det vigtigt at pædagogen får taget snakken med det samme med både dit barn og det barn der har gjort noget. For børnene er det ud af verden igen umiddelbart efter og så leger de selvsamme børn sammen 10 min. efter 

så tag den med ro - det skal nok gå. 

Og jeg har aldrig oplevet mobning i børnehaven - dril, vil have samme legetøj, vil være med i leg men ved ikke hvordan osv. har jeg oplevet, men ikke direkte mobning. 

Ro på.. 

efter opråbet med minimumsnormeringer, tv optagelser så er der flere hænder på vej i børnehaverne/vuggestuerne. 

Din søn er klar, søger nye lege og skal nok klare at spise både madpakke og tage overtøj på selv, eller få hjælp til det. 

Tak for jeres indlæg, der egentlig beroligede mig lidt.

Men så skulle han på besøg derovre. Han sagde hele tiden, at han ville hjem og var slet ikke nysgerrig. Han var der endda med sin dagplejer, som kender stedet, mange af børnene og det hele, så han var der ikke med sin bekymrede mor og blev påvirket af mig.

Hans faste pædagog var syg og der var kun en studerende.

Om aftenen fortalte han, at han ikke kunne lide de andre børn og han ville helst ikke snakke om det.


Han kender heldigvis nogle af børnene, som han har gået i dagpleje med, men det er jo ved at være nogen tid siden, at de rykkede derop.

Jeg håber bare sådan, at det kommer til at gå... Vågner midt om natten og tænker på det. Shit, gid jeg kunne stoppe mig selv. Det er normeringen, der bekymrer mig. Den er så himmelråbende elendig og selvom I skriver, at børnene ikke er overladt til sig selv, så var det til en vis grad det, jeg oplevede sidst jeg arbejdede i børnehave her i kommunen. Jeg havde kun været der i 14 dage og jeg var gentagne gange alene på stuen. Jeg skulle alene hjælpe de 14 børn af med tøjet, mens en lille dreng tissede i bukserne og en anden dreng var handicappet og havde specialsko og der skulle findes frugt frem osv...!
De blev konstant sendt ud at lege på en slidt legeplads, fordi der skulle laves papirarbejde (sprogtest), så vi kunne være 3-4 voksne til alle børnene.
Det er så sygt, som det er for tiden...

Tak for jeres indlæg, der egentlig beroligede mig lidt.

Men så skulle han på besøg derovre. Han sagde hele tiden, at han ville hjem og var slet ikke nysgerrig. Han var der endda med sin dagplejer, som kender stedet, mange af børnene og det hele, så han var der ikke med sin bekymrede mor og blev påvirket af mig.

Hans faste pædagog var syg og der var kun en studerende.

Om aftenen fortalte han, at han ikke kunne lide de andre børn og han ville helst ikke snakke om det.


Han kender heldigvis nogle af børnene, som han har gået i dagpleje med, men det er jo ved at være nogen tid siden, at de rykkede derop.

Jeg håber bare sådan, at det kommer til at gå... Vågner midt om natten og tænker på det. Shit, gid jeg kunne stoppe mig selv. Det er normeringen, der bekymrer mig. Den er så himmelråbende elendig og selvom I skriver, at børnene ikke er overladt til sig selv, så var det til en vis grad det, jeg oplevede sidst jeg arbejdede i børnehave her i kommunen. Jeg havde kun været der i 14 dage og jeg var gentagne gange alene på stuen. Jeg skulle alene hjælpe de 14 børn af med tøjet, mens en lille dreng tissede i bukserne og en anden dreng var handicappet og havde specialsko og der skulle findes frugt frem osv...!
De blev konstant sendt ud at lege på en slidt legeplads, fordi der skulle laves papirarbejde (sprogtest), så vi kunne være 3-4 voksne til alle børnene.
Det er så sygt, som det er for tiden...

Nogle gang er der 1 voksen til børnene i vores børnehave på legepladsen.... og jeg har flere gang oplevet, at der ikke var nogen, når jeg hentede i tidsrummet 12-14.... netop fordi de MAX er to på legepladsen. Og så er det jo en, der er længe om at tage tøj på. En der skal tisse, en der mangler vanter osv...

Jeg henter altid så tidligt som muligt, fordi jeg netop ved, at børnene bliver sendt på legeplads, fordi der mangler voksne i det tidsrum...de er pt 48 børn i børnehaven... 

Det er fandme ikke i orden...