Tanker om familie og børn

Anonym skriver:

Dine bekymringer er valide, og det er de, fordi det i store træk blivet virkelighed.

I KOMMER til at miste det liv, I kender.

I KOMMER til at sidde meget af tiden derhjemme.

Du kommer til at være skidesur på din kæreste, fordi han bare tager afsted en aften, mens du føler, at alt skal planlægges, hvis du bare skal have lidt frihed.

Du får ikke tid til at sidde helt i ro i 2 timer for at se en film, tit får du ikke engang varm aftensmad eller mulighed for at gå på toilettet, når det passer dig.

Men rolig; jeres venskaber bliver på helt andre betingelser, når I alle har små børn, de fleste af jer er dødtrætte og orker ikke at ses, andre kan man godt lige løbe sammen med, hvis begge er på barsel, men man mister rigtig mange venner i de år, for ingen magter det ræs - og hvis du tager kampen op, vil du nok opleve, at det næsten altid er dig, der skal tage initiativ. De "værste" venner er nok dem, der ikke selv har fået børn, de ved jo ikke, hvilke udfordringer man står med, og man får meget forskellige prioriteringer. 

Du er nødt til at se det som et nyt kapitel i dit liv, men det er en stor omvæltning, og du er bare nødt til at følge med og acceptere ændringerne - der må jo være en grund til, at folk gør det, ikke??

 

 

Jeg tror, at det er vigtigt at huske, at det er ret individuelt, hvordan man oplever at få børn. Jeg genkender fx ikke rigtigt det billede, som males her. Heldigvis, eller hvad man nu siger

Lige nu er mine unger ret små (1 og 3), så det er da klart, at der er en del arbejde forbundet med at holde sådanne to små størrelser kørende - men så er det egentlig heller ikke værre, tænker jeg tit. Hverken jeg eller min mand sidder ret meget derhjemme, og faktisk synes jeg først at det var efter nr. 2, at jeg sådan mærkede mere tydelige forandringer i mit liv, fordi vi nu var fire at tage hensyn til og fordi vi jo også nyder bare at være os selv nu og da.

Ungerne er som regel med os, eller vores venner kommer hjem til os. Eller vi skiftes til at gå ud i weekenderne og pleje hver vores venner (jeg har stadig tætte veninder uden børn, som jeg også meget gerne vil prioritere) Vi har sørget for at bo tæt på venner, familie og arbejde, så alt i alt synes jeg, at vores hverdag er ret social og nogenlunde fleksibel, når man taget i betragtning at det jo kun bliver nemmere herfra.

Et sted jeg mærker ændring i mine prioriteter er, at jeg ikke længere sætter tid af til at træne 3-4 gange om ugen. Den tid vil jeg hellere være sammen med mine unger og så må det komme tilbage igen engang, hvis jeg får lyst.

Dermed ikke sagt, at mit liv ligner det liv jeg levede, da jeg var 20. Det handler jo om, at jeg generelt lever et andet liv med mere ansvar og andre interesser, også ift. karriere. Men der er stadig plads til “mig” i mit liv, trods småbørn.

Soonmom skriver:

Hvis det eneste argument er at I ikke vil sidde alene når I er gamle, så synes jeg I skal lade være  

Det er bestemt ikke det eneste jeg tænker, jeg vil gerne have familie livet, jeg er desværre bare den person  som også synes vores sociale liv er vigtigt, og derfor er bange for ikke at kunne have begge på en gang. 

Jeg ved at jeg bliver en god mor der giver min kærlighed, og håber jo inderligt at få børn som vi kan tage med rundt.

Anonym skriver:

Jeg kan sagtens forstå dine tanker. 
jeg har haft/har det på samme måde som dig. 

jeg har så fået barn som bliver 5 år næste gang. Er 7/7 forælder og selvom jeg knuselsker min søn og aldrig vil undvære ham. Så tænker jeg nogen gange at jeg ikk burde have fået barn fordi jeg elsker at være ude blandt mennesker og elsker friheden i at kunne gøre hvad man vil men er fanget i de uger jeg har ham. Det er også grunden til jeg ikke skal have flere børn. For vil ikk give afkald på mine friuger. 

Før følte jeg mig som en elendig mor når jeg fik de tanker. Men slet ikk mere. For når han er her. Så nyder jeg ham selvfølgelig i fulde drag selvom jeg savner friheden.

Så du er ikk alene med den slags tanker. 
Jeg havde en dreng der skreg uafbrudt i 6 mdr pga kolik. Og ikke kunne sove nogen steder osv. det var hårdt. Men nu når han er blevet det ældre og blevet mere selvstændig. Så er tilværelsen også nemmere. 

Tak for dit ærlige svar. Tak for at du deler lidt af mine tanker. Nogle gange er det bare det at vide, at man ikke er den eneste 

Anonym skriver:

Dine bekymringer er valide, og det er de, fordi det i store træk blivet virkelighed.

I KOMMER til at miste det liv, I kender.

I KOMMER til at sidde meget af tiden derhjemme.

Du kommer til at være skidesur på din kæreste, fordi han bare tager afsted en aften, mens du føler, at alt skal planlægges, hvis du bare skal have lidt frihed.

Du får ikke tid til at sidde helt i ro i 2 timer for at se en film, tit får du ikke engang varm aftensmad eller mulighed for at gå på toilettet, når det passer dig.

Men rolig; jeres venskaber bliver på helt andre betingelser, når I alle har små børn, de fleste af jer er dødtrætte og orker ikke at ses, andre kan man godt lige løbe sammen med, hvis begge er på barsel, men man mister rigtig mange venner i de år, for ingen magter det ræs - og hvis du tager kampen op, vil du nok opleve, at det næsten altid er dig, der skal tage initiativ. De "værste" venner er nok dem, der ikke selv har fået børn, de ved jo ikke, hvilke udfordringer man står med, og man får meget forskellige prioriteringer. 

Du er nødt til at se det som et nyt kapitel i dit liv, men det er en stor omvæltning, og du er bare nødt til at følge med og acceptere ændringerne - der må jo være en grund til, at folk gør det, ikke??

 

 

Det er helt sikkert en grund. Og når det sker så indordner man sig.. Jeg søger måske bare beroligende ord og erfaringer fra dem som er blevet forældre. Så tak for dit 

Anonym skriver:

Jeg var slet slet ikke typen der stod i kø for at “dikke dikke” når kollegaer kom på besøg på arbejdet med små babyer de stolt viste frem. Jeg holdt mig helst på afstand Bleskift havde jeg aldrig prøvet og det der med amning virkede lidt hokus-pokus artigt på mig. Jeg mener - mælk ud af mine bryster? For slet ikke at tale om fødslen!!!

 

Nu har jeg 2 piger på 5 og 7 og vil rigtig gerne kigge på babyer. Så hvorfor fik vi dem? Den første var ærligt lidt et eksperiment... Jeg havde nok lidt en følelse af at der skulle ske noget - livet kørte på skinner - men var det bare det? Så fik vi en baby. 

Ja! Dit liv ændrer sig og bliver aldrig det samme igen - men det er altså ikke enden på det sociale liv. Der skal måske skrues lidt ned og koordineres noget mere i en periode. Men for mig føltes det bare helt naturligt - men jeg har også sørget for at mine unger har fået Verdens Seriøst Bedste Far. Så klarer de sig nok med en middelmådig mor

Man kan sagtens blive lykkelig uden at få børn - men min erfaring er at det altså ikke er så skræmmende som man måske tror - man lærer det hele hen ad vejen og får ubetinget kærlighed igen ❤️. 

 

Jeg ved at min kæreste også bliver en fantastisk far og det er helt og holdent mig der går med disse bekymringer. Dejligt at høre at I stadig har socialt liv, tror lidt det og Så var det jeg søgte at vide 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg tror, at det er vigtigt at huske, at det er ret individuelt, hvordan man oplever at få børn. Jeg genkender fx ikke rigtigt det billede, som males her. Heldigvis, eller hvad man nu siger

Lige nu er mine unger ret små (1 og 3), så det er da klart, at der er en del arbejde forbundet med at holde sådanne to små størrelser kørende - men så er det egentlig heller ikke værre, tænker jeg tit. Hverken jeg eller min mand sidder ret meget derhjemme, og faktisk synes jeg først at det var efter nr. 2, at jeg sådan mærkede mere tydelige forandringer i mit liv, fordi vi nu var fire at tage hensyn til og fordi vi jo også nyder bare at være os selv nu og da.

Ungerne er som regel med os, eller vores venner kommer hjem til os. Eller vi skiftes til at gå ud i weekenderne og pleje hver vores venner (jeg har stadig tætte veninder uden børn, som jeg også meget gerne vil prioritere) Vi har sørget for at bo tæt på venner, familie og arbejde, så alt i alt synes jeg, at vores hverdag er ret social og nogenlunde fleksibel, når man taget i betragtning at det jo kun bliver nemmere herfra.

Et sted jeg mærker ændring i mine prioriteter er, at jeg ikke længere sætter tid af til at træne 3-4 gange om ugen. Den tid vil jeg hellere være sammen med mine unger og så må det komme tilbage igen engang, hvis jeg får lyst.

Dermed ikke sagt, at mit liv ligner det liv jeg levede, da jeg var 20. Det handler jo om, at jeg generelt lever et andet liv med mere ansvar og andre interesser, også ift. karriere. Men der er stadig plads til “mig” i mit liv, trods småbørn.

Tak for dit svar. Dejligt at høre at du stadig har plads til dine veninder og som jeg tænker også er glade for selskabet med dine børn.

Mit største ønske er at have plads til begge, selvfølgelig familie i første række. Jeg er bare super god til at bekymre mig 

Sprit25 skriver:

Nu er det jo "bare" børn. Samfundet dikterer at vi SKAL have børn. Hvis børn ikke er jer, jamen så lad være. 

 

Istedet for at tænke på de første år ville jeg tænke på de sidste. Når I er 60 og alle jeres venner får børnebørn eller værrer endnu, når I bliver så gamle at I ikke kan varetage jer selv. Ville manglende børn så stadig være fint

Jeg tænker meget på det sidste og ved at jeg vil fortryde ikke at have fået min egen familie. Jeg vil have børn og børnebørn at leve livet med. 

Hver gang man ændrer en faktor i sit liv fx får en kæreste  får fuldtidsarbejde osv. Så vil ens liv ændre sig og selvsagt vil ens liv også ændre sig ved at få børn.

Man oplever at tænder man får sin cd afspiller så stater den på åh abe og ikke på hård rock. Man bliver pludselig ekspert i motor mille, nyder at læse om Kajs nye støvler og i perioder synes det fantastisk at gå i seng klokken 8, og glædes over bare 4 timer søvn i streg. 

Man kan få et såkaldt let barn som sagtens kan klare en masse aktiviteter i weekenderne, men man kan også få et barn, hvor det absolut ikke fungerer. Og egentlig er det vigtigste, at man er parat til at sætte et andet menneske foran sig selv og sine egne behov altid, for har lille Ida brug for mor, så aflyser mor turen med veninderne. Har lille Bo brug for at sove i mors og fars seng så sover Bo der og man aflyser den romantiske aften der ellers var meningen skulle ende med dejlig lagen gymnastik. Kaster Frida op, så slipper man alt hvad man har i hænderne og trøster Ida og holder sine egne brækfornemmelser i ave.

Der er absolut flest af de lette dage, men man skal være indstillet på, at der nu er et andet menneske der i mange mange år altid kommer først når det brænder på. Det betyder ikke farvel til ens sociale liv, til filmaftener og venner, men det betyder der kan være periode, hvor det ikke kan lade sig gøre - fx når ens barn lige har droppet middagsluren jamen så falder han om klokken 18.30 og har brug for den søvn i egen seng også i weekenden. Eller når ens barn lige er startet i skole, og øjnene hænger nede på knæene, og det eneste hun har brug for er ro med ro på hjemme uden gæster, så er det sådan det er en måned eller to. 

Jeg fx elskede at gå i operaen og havde da forventet, at det kunne jeg når jeg blev mor. Men men men fik en datter der nægtede flaske (og sut for den sags skyld). Den ene gang vi prøvede skreg hun så meget at hun fik feber - ergo ingen aftener ude for mor og se opera før hun blev 1 år. Ærgerligt jo men sådan var det, jeg havde valgt at sætte dette lille hjælpeløse menneske til verden og så måtte jeg sætte alene tid på standby. 

Nu her jeg tre levende mirakler og jeg er super heldig, ingen af dem har særlige krav eller udfordringer. De kan klare forandring, de kan klare sene aftener og tidlige morgener. Og alligevel er en stor del af mit liv sat på stand by, for hverdagen skal hænge sammen med deres fritidsinteresser, deres venner på besøg, der skal være lødigt aftensmad hver dag, der skal læses lektier, de skal op i skole hver dag, de bliver syge, de bliver trætte, der skal spilles spil, løses godnathistorie, smøres madpakke osv... og deres behov kommer før mine.

Men når det er skrevet så elsker jeg det, jeg elsker at se dumme børnefilm, elsker at spille ludo og lære dem kortspil og kabaler, elsker at putte med dem i sengen, elsker se deres glæde når vi pynter juletræ, elsker en weekend hvor vi bliver i nattøj og bare hygget igennem, elsker når deres venner kommer på besøg og hjemmet fyldes og maden skal strække til et par stykker mere, elsker at være mor. 

Så I skal være klar også til det ikke kører på skinner. Klar til at ændre, hvis det bliver nødvendigt, for sådan en lille størrelse kan ikke leveres tilbage, kan ikke byttes til en der kan falde i søvn hos venner. Måske får I det barn der kan det hele (størst sandsynlighed for), men måske får I det barn der ikke kan og det skal I også være klar til. 

Jeg kan godt forstå dine tanker. Jeg blev mor for snart halvandet år siden, og mit liv har aldrig været så hårdt, ensformigt og frustrerende, som efter jeg fik barn.

Jeg elskede mit liv, som det var, og jeg kunne sagtens have fortsat som barnløs og have været mindst lige så lykkelig, men jeg blev gravid ved et uheld, og min mand og jeg besluttede, at det måtte være skæbnens valg.

Jeg elsker da også vores barn, og vi har mange fantastiske stunder, men jeg føler ofte, at jeg er ved at drukne i trivielt familieliv og savner på daglig basis den frihed, jeg havde engang. 

Anonym skriver:

Jeg søger måske bare andre der har gået med samme tanker som jeg, og evt et godt og roligt råd.

Min kæreste og jeg har talt om børn, og tænker snart at prøve lidt, da de fleste af vores venner også så småt er begyndt og har fået.

Vi er begge sociale mennesker og har en stor vennekreds, vi kan begge lide at gøre hvad vi vil men vi ved også, at vi ikke vil sidde om 10 eller 20 år, kun at have hinandens selskab. Jeg ved at jeg vil fortryde ikke at få barn, men samtidig er jeg bare så bekymret omkring alle de forandringer der medfølger. Jeg ved ikke alle børn er ens, og man indordner sig efter dem, men min største frygt er, at få et barn der ikke vil sove, og som er ulykkelig hele tiden.. Vi elsker at tage ud og spise og se film med venner både hjemme og ved dem, og hvad hvis vi får et barn vi ikke kan tage med os, som ikke vil sove ude. Jeg frygter nok mest at miste min sociale omgangskreds og blive fanget derhjemme. Jeg ved at jeg vil give mine børn al min kærlighed, jeg ved at jeg ikke vil være ligeglad med dem, men jeg er virkelig bange for at miste alt andet omkring mig. 

Dette gør at jeg tit tænker om jeg overhoved burde blive mor, for det har bestemt ikke altid været mit ønske, da jeg faktisk ikke er til små børn, og slet ikke babyer, kan jeg så klare jobbet selv? Burde jeg så bare lade vær med at få, selvom at jeg glæder mig over tanken om at blive gammel og have fået en familie. Jeg har en niece på 2 år som jeg elsker at bruge tid med, selvom det ikke sker så tit. Så helt følelseskold er jeg ikke, da jeg synes hun er den dejligste lille pige på jorden.

Håber at høre fra nogle der kan nikke genkendende til dette, bare for at vide at jeg ikke er alene. ��

Hilsen den alt for bekymrede 

Blot en tanke. Hvis alle jeres venner er ved at få børn så vil jeres muligheder for at tage i byen med dem jo også begrænse sig. For hvis alle jeres venner bliver “småbørns kedelige” vil I så ikke være lidt udenfor? Vennerne fortsætter jo ikke med det frie liv som I ønsker.