Tanker om familie og børn

Jeg søger måske bare andre der har gået med samme tanker som jeg, og evt et godt og roligt råd.

Min kæreste og jeg har talt om børn, og tænker snart at prøve lidt, da de fleste af vores venner også så småt er begyndt og har fået.

Vi er begge sociale mennesker og har en stor vennekreds, vi kan begge lide at gøre hvad vi vil men vi ved også, at vi ikke vil sidde om 10 eller 20 år, kun at have hinandens selskab. Jeg ved at jeg vil fortryde ikke at få barn, men samtidig er jeg bare så bekymret omkring alle de forandringer der medfølger. Jeg ved ikke alle børn er ens, og man indordner sig efter dem, men min største frygt er, at få et barn der ikke vil sove, og som er ulykkelig hele tiden.. Vi elsker at tage ud og spise og se film med venner både hjemme og ved dem, og hvad hvis vi får et barn vi ikke kan tage med os, som ikke vil sove ude. Jeg frygter nok mest at miste min sociale omgangskreds og blive fanget derhjemme. Jeg ved at jeg vil give mine børn al min kærlighed, jeg ved at jeg ikke vil være ligeglad med dem, men jeg er virkelig bange for at miste alt andet omkring mig. 

Dette gør at jeg tit tænker om jeg overhoved burde blive mor, for det har bestemt ikke altid været mit ønske, da jeg faktisk ikke er til små børn, og slet ikke babyer, kan jeg så klare jobbet selv? Burde jeg så bare lade vær med at få, selvom at jeg glæder mig over tanken om at blive gammel og have fået en familie. Jeg har en niece på 2 år som jeg elsker at bruge tid med, selvom det ikke sker så tit. Så helt følelseskold er jeg ikke, da jeg synes hun er den dejligste lille pige på jorden.

Håber at høre fra nogle der kan nikke genkendende til dette, bare for at vide at jeg ikke er alene. ��

Hilsen den alt for bekymrede 

Hvor gammel er du? 

Sprit25 skriver:

Hvor gammel er du? 

 

Jeg er 28 og min kæreste bliver 30 til sommer. 

Anonym skriver:

Jeg søger måske bare andre der har gået med samme tanker som jeg, og evt et godt og roligt råd.

Min kæreste og jeg har talt om børn, og tænker snart at prøve lidt, da de fleste af vores venner også så småt er begyndt og har fået.

Vi er begge sociale mennesker og har en stor vennekreds, vi kan begge lide at gøre hvad vi vil men vi ved også, at vi ikke vil sidde om 10 eller 20 år, kun at have hinandens selskab. Jeg ved at jeg vil fortryde ikke at få barn, men samtidig er jeg bare så bekymret omkring alle de forandringer der medfølger. Jeg ved ikke alle børn er ens, og man indordner sig efter dem, men min største frygt er, at få et barn der ikke vil sove, og som er ulykkelig hele tiden.. Vi elsker at tage ud og spise og se film med venner både hjemme og ved dem, og hvad hvis vi får et barn vi ikke kan tage med os, som ikke vil sove ude. Jeg frygter nok mest at miste min sociale omgangskreds og blive fanget derhjemme. Jeg ved at jeg vil give mine børn al min kærlighed, jeg ved at jeg ikke vil være ligeglad med dem, men jeg er virkelig bange for at miste alt andet omkring mig. 

Dette gør at jeg tit tænker om jeg overhoved burde blive mor, for det har bestemt ikke altid været mit ønske, da jeg faktisk ikke er til små børn, og slet ikke babyer, kan jeg så klare jobbet selv? Burde jeg så bare lade vær med at få, selvom at jeg glæder mig over tanken om at blive gammel og have fået en familie. Jeg har en niece på 2 år som jeg elsker at bruge tid med, selvom det ikke sker så tit. Så helt følelseskold er jeg ikke, da jeg synes hun er den dejligste lille pige på jorden.

Håber at høre fra nogle der kan nikke genkendende til dette, bare for at vide at jeg ikke er alene. ��

Hilsen den alt for bekymrede 

Jeg kan sagtens forstå dine tanker. 
jeg har haft/har det på samme måde som dig. 

jeg har så fået barn som bliver 5 år næste gang. Er 7/7 forælder og selvom jeg knuselsker min søn og aldrig vil undvære ham. Så tænker jeg nogen gange at jeg ikk burde have fået barn fordi jeg elsker at være ude blandt mennesker og elsker friheden i at kunne gøre hvad man vil men er fanget i de uger jeg har ham. Det er også grunden til jeg ikke skal have flere børn. For vil ikk give afkald på mine friuger. 

Før følte jeg mig som en elendig mor når jeg fik de tanker. Men slet ikk mere. For når han er her. Så nyder jeg ham selvfølgelig i fulde drag selvom jeg savner friheden.

Så du er ikk alene med den slags tanker. 
Jeg havde en dreng der skreg uafbrudt i 6 mdr pga kolik. Og ikke kunne sove nogen steder osv. det var hårdt. Men nu når han er blevet det ældre og blevet mere selvstændig. Så er tilværelsen også nemmere. 

Jeg søger måske bare andre der har gået med samme tanker som jeg, og evt et godt og roligt råd.

Min kæreste og jeg har talt om børn, og tænker snart at prøve lidt, da de fleste af vores venner også så småt er begyndt og har fået.

Vi er begge sociale mennesker og har en stor vennekreds, vi kan begge lide at gøre hvad vi vil men vi ved også, at vi ikke vil sidde om 10 eller 20 år, kun at have hinandens selskab. Jeg ved at jeg vil fortryde ikke at få barn, men samtidig er jeg bare så bekymret omkring alle de forandringer der medfølger. Jeg ved ikke alle børn er ens, og man indordner sig efter dem, men min største frygt er, at få et barn der ikke vil sove, og som er ulykkelig hele tiden.. Vi elsker at tage ud og spise og se film med venner både hjemme og ved dem, og hvad hvis vi får et barn vi ikke kan tage med os, som ikke vil sove ude. Jeg frygter nok mest at miste min sociale omgangskreds og blive fanget derhjemme. Jeg ved at jeg vil give mine børn al min kærlighed, jeg ved at jeg ikke vil være ligeglad med dem, men jeg er virkelig bange for at miste alt andet omkring mig. 

Dette gør at jeg tit tænker om jeg overhoved burde blive mor, for det har bestemt ikke altid været mit ønske, da jeg faktisk ikke er til små børn, og slet ikke babyer, kan jeg så klare jobbet selv? Burde jeg så bare lade vær med at få, selvom at jeg glæder mig over tanken om at blive gammel og have fået en familie. Jeg har en niece på 2 år som jeg elsker at bruge tid med, selvom det ikke sker så tit. Så helt følelseskold er jeg ikke, da jeg synes hun er den dejligste lille pige på jorden.

Håber at høre fra nogle der kan nikke genkendende til dette, bare for at vide at jeg ikke er alene. ��

Hilsen den alt for bekymrede 

Dine bekymringer er valide, og det er de, fordi det i store træk blivet virkelighed.

I KOMMER til at miste det liv, I kender.

I KOMMER til at sidde meget af tiden derhjemme.

Du kommer til at være skidesur på din kæreste, fordi han bare tager afsted en aften, mens du føler, at alt skal planlægges, hvis du bare skal have lidt frihed.

Du får ikke tid til at sidde helt i ro i 2 timer for at se en film, tit får du ikke engang varm aftensmad eller mulighed for at gå på toilettet, når det passer dig.

Men rolig; jeres venskaber bliver på helt andre betingelser, når I alle har små børn, de fleste af jer er dødtrætte og orker ikke at ses, andre kan man godt lige løbe sammen med, hvis begge er på barsel, men man mister rigtig mange venner i de år, for ingen magter det ræs - og hvis du tager kampen op, vil du nok opleve, at det næsten altid er dig, der skal tage initiativ. De "værste" venner er nok dem, der ikke selv har fået børn, de ved jo ikke, hvilke udfordringer man står med, og man får meget forskellige prioriteringer. 

Du er nødt til at se det som et nyt kapitel i dit liv, men det er en stor omvæltning, og du er bare nødt til at følge med og acceptere ændringerne - der må jo være en grund til, at folk gør det, ikke??

Anonym skriver:

Jeg søger måske bare andre der har gået med samme tanker som jeg, og evt et godt og roligt råd.

Min kæreste og jeg har talt om børn, og tænker snart at prøve lidt, da de fleste af vores venner også så småt er begyndt og har fået.

Vi er begge sociale mennesker og har en stor vennekreds, vi kan begge lide at gøre hvad vi vil men vi ved også, at vi ikke vil sidde om 10 eller 20 år, kun at have hinandens selskab. Jeg ved at jeg vil fortryde ikke at få barn, men samtidig er jeg bare så bekymret omkring alle de forandringer der medfølger. Jeg ved ikke alle børn er ens, og man indordner sig efter dem, men min største frygt er, at få et barn der ikke vil sove, og som er ulykkelig hele tiden.. Vi elsker at tage ud og spise og se film med venner både hjemme og ved dem, og hvad hvis vi får et barn vi ikke kan tage med os, som ikke vil sove ude. Jeg frygter nok mest at miste min sociale omgangskreds og blive fanget derhjemme. Jeg ved at jeg vil give mine børn al min kærlighed, jeg ved at jeg ikke vil være ligeglad med dem, men jeg er virkelig bange for at miste alt andet omkring mig. 

Dette gør at jeg tit tænker om jeg overhoved burde blive mor, for det har bestemt ikke altid været mit ønske, da jeg faktisk ikke er til små børn, og slet ikke babyer, kan jeg så klare jobbet selv? Burde jeg så bare lade vær med at få, selvom at jeg glæder mig over tanken om at blive gammel og have fået en familie. Jeg har en niece på 2 år som jeg elsker at bruge tid med, selvom det ikke sker så tit. Så helt følelseskold er jeg ikke, da jeg synes hun er den dejligste lille pige på jorden.

Håber at høre fra nogle der kan nikke genkendende til dette, bare for at vide at jeg ikke er alene. ��

Hilsen den alt for bekymrede 

Hvad med at se på at blive plejeforældre? 
Adoption? (mange større børn bliver valgt fra, fordi folk helst vil have dem så små som muligt) 
Jeg ved godt at de ikke vil være biologiske.. Jeg ved ikke... 

Anonym skriver:

Jeg søger måske bare andre der har gået med samme tanker som jeg, og evt et godt og roligt råd.

Min kæreste og jeg har talt om børn, og tænker snart at prøve lidt, da de fleste af vores venner også så småt er begyndt og har fået.

Vi er begge sociale mennesker og har en stor vennekreds, vi kan begge lide at gøre hvad vi vil men vi ved også, at vi ikke vil sidde om 10 eller 20 år, kun at have hinandens selskab. Jeg ved at jeg vil fortryde ikke at få barn, men samtidig er jeg bare så bekymret omkring alle de forandringer der medfølger. Jeg ved ikke alle børn er ens, og man indordner sig efter dem, men min største frygt er, at få et barn der ikke vil sove, og som er ulykkelig hele tiden.. Vi elsker at tage ud og spise og se film med venner både hjemme og ved dem, og hvad hvis vi får et barn vi ikke kan tage med os, som ikke vil sove ude. Jeg frygter nok mest at miste min sociale omgangskreds og blive fanget derhjemme. Jeg ved at jeg vil give mine børn al min kærlighed, jeg ved at jeg ikke vil være ligeglad med dem, men jeg er virkelig bange for at miste alt andet omkring mig. 

Dette gør at jeg tit tænker om jeg overhoved burde blive mor, for det har bestemt ikke altid været mit ønske, da jeg faktisk ikke er til små børn, og slet ikke babyer, kan jeg så klare jobbet selv? Burde jeg så bare lade vær med at få, selvom at jeg glæder mig over tanken om at blive gammel og have fået en familie. Jeg har en niece på 2 år som jeg elsker at bruge tid med, selvom det ikke sker så tit. Så helt følelseskold er jeg ikke, da jeg synes hun er den dejligste lille pige på jorden.

Håber at høre fra nogle der kan nikke genkendende til dette, bare for at vide at jeg ikke er alene. ��

Hilsen den alt for bekymrede 

Det er da nogle helt reelle tanker. Hovedspørgsmålet er, om du/i er klar til at blive 2.prioritet i jeres eget og hinandens liv. For de bliver i, især de første 3 år. Man kan ikke forudsige fremtiden, men de fleste jeg kender, inklusive mig selv har fundet naturligt ind i rollen. Når man er så forelsket i det lille væsen så er det ikke så svært igen at tilsidesætte egne behov. Og så kommer man, uanset til at være træt med træt på, at man egentlig ikke orker at være så social som tidligere. Og ofte føles det faktisk helt okay, at dyrke sin egen lille bobbel.

men det er jo ikke alle, der får det sådan. Der er jo nogle der fortryder deres børn. Så man skal selvfølgelig tænke sig godt om og virkelig mærke efter. Men du kan umuligt vide hvad der vil ske. Det er et stort hop ud i det ukendte, at blive forælder

Nu er det jo "bare" børn. Samfundet dikterer at vi SKAL have børn. Hvis børn ikke er jer, jamen så lad være. 

Istedet for at tænke på de første år ville jeg tænke på de sidste. Når I er 60 og alle jeres venner får børnebørn eller værrer endnu, når I bliver så gamle at I ikke kan varetage jer selv. Ville manglende børn så stadig være fint

Hvis det eneste argument er at I ikke vil sidde alene når I er gamle, så synes jeg I skal lade være  

Jeg var slet slet ikke typen der stod i kø for at “dikke dikke” når kollegaer kom på besøg på arbejdet med små babyer de stolt viste frem. Jeg holdt mig helst på afstand Bleskift havde jeg aldrig prøvet og det der med amning virkede lidt hokus-pokus artigt på mig. Jeg mener - mælk ud af mine bryster? For slet ikke at tale om fødslen!!!

Nu har jeg 2 piger på 5 og 7 og vil rigtig gerne kigge på babyer. Så hvorfor fik vi dem? Den første var ærligt lidt et eksperiment... Jeg havde nok lidt en følelse af at der skulle ske noget - livet kørte på skinner - men var det bare det? Så fik vi en baby. 

Ja! Dit liv ændrer sig og bliver aldrig det samme igen - men det er altså ikke enden på det sociale liv. Der skal måske skrues lidt ned og koordineres noget mere i en periode. Men for mig føltes det bare helt naturligt - men jeg har også sørget for at mine unger har fået Verdens Seriøst Bedste Far. Så klarer de sig nok med en middelmådig mor

Man kan sagtens blive lykkelig uden at få børn - men min erfaring er at det altså ikke er så skræmmende som man måske tror - man lærer det hele hen ad vejen og får ubetinget kærlighed igen ❤️.