Hvordan kommer man videre?

Anonym skriver:

Ja, det har du helt ret i.

Hvis ikke andet, så vil JEG i hvert fald læse den bog, du anbefaler, både for min egen skyld men også mhp. at jeg måske bedre kan rådgive/støtte min mand i alt det her...

Rigtig god ide. 

den ligger som lydbog på Mofibo hvis det er. 

AnoMor skriver:

Rigtig god ide. 

den ligger som lydbog på Mofibo hvis det er. 

1000 tak 

Jeg erkender mig enig i tilgiv og acceptér.

Jeg har selv forældre der ikke var gode ved mig som barn, ikke tager mig eller mine følelser seriøst som voksen og som overhovedet ikke kan se at de selv har fejl. De prøver at give mig dårlig samvittighed over ting, manipulerer og siger smertefulde ting. Jeg er blevet slået, nedgjort og råbt af over de mindste ting, såsom at smøre mig en rugbrød mens min mor sov til "middag" kl 15-17, fordi jeg ikke havde spist hele dagen og ellers ikke ville få noget at spise før aftensmaden omkring kl 20-21.

Jeg kom i plejefamilie som tidlig teenager, hvilket var "for sent". Skaden var sket og jeg døjer idag med kraftig angst, gentagne depressioner og dårligt selvværd.

Jeg brød kontakten til mine forældre efter deres ønske kort efter jeg kom i plejefamilie. Og levede uden dem og deres indflydelse i mange år. Indtil jeg selv blev gravid og egentlig gerne ville have at de skulle være en del af deres børnebørns liv.

Inden jeg tog kontakten til dem igen, gik jeg til min psykolog for at få de redskaber jeg skulle bruge for at kunne have dem i mit liv igen. Og jeg fik af vide at jeg kunne ikke ændre på andre end mig selv, så den eneste måde jeg kunne genoptage kontakten uden at ødelægge mig selv igen, var ved at tilgive mine forældre og acceptere dem som de var og er. Jeg kunne aldrig kræve en undskyldning eller en ændring, kun forholde mig til den som de er. Og det har jeg gjort. Og som en anden skrev, så var det en kæmpe lettelse for mig at give slip på offerrollen, sorgen og al smerten og acceptere at det var den barndom jeg havde haft og at det var den slags forhold jeg kunne have til mine forældre.

Og jeg bestemmer nu. Da jeg var barn, havde jeg ikke er valg. De var mine forældre og jeg skulle jo gøre hvad de sagde. Jeg skulle bo hos dem. Jeg skulle .... men sådan er det ikke mere. Hvis de overskrider grænser, kan jeg gå. Jeg kan altid gå. De har ingen magt over mig længere. Og jeg tror at lige præcis dén er svær for de fleste og specielt for folk som ikke har haft den mest fantastiske barndom - at lære at deres forældre ikke længere har nogen magt over dem.

Puha, det blev langt, men jeg håber da at du/i/Han kan bruge det til noget.

Og så et kram til jer begge. Det er hårdt våde at være "barnet" men sandelig også at være den pårørende som kun vil én det bedste.

Anonym skriver:

Jeg erkender mig enig i tilgiv og acceptér.

Jeg har selv forældre der ikke var gode ved mig som barn, ikke tager mig eller mine følelser seriøst som voksen og som overhovedet ikke kan se at de selv har fejl. De prøver at give mig dårlig samvittighed over ting, manipulerer og siger smertefulde ting. Jeg er blevet slået, nedgjort og råbt af over de mindste ting, såsom at smøre mig en rugbrød mens min mor sov til "middag" kl 15-17, fordi jeg ikke havde spist hele dagen og ellers ikke ville få noget at spise før aftensmaden omkring kl 20-21.

Jeg kom i plejefamilie som tidlig teenager, hvilket var "for sent". Skaden var sket og jeg døjer idag med kraftig angst, gentagne depressioner og dårligt selvværd.

Jeg brød kontakten til mine forældre efter deres ønske kort efter jeg kom i plejefamilie. Og levede uden dem og deres indflydelse i mange år. Indtil jeg selv blev gravid og egentlig gerne ville have at de skulle være en del af deres børnebørns liv.

Inden jeg tog kontakten til dem igen, gik jeg til min psykolog for at få de redskaber jeg skulle bruge for at kunne have dem i mit liv igen. Og jeg fik af vide at jeg kunne ikke ændre på andre end mig selv, så den eneste måde jeg kunne genoptage kontakten uden at ødelægge mig selv igen, var ved at tilgive mine forældre og acceptere dem som de var og er. Jeg kunne aldrig kræve en undskyldning eller en ændring, kun forholde mig til den som de er. Og det har jeg gjort. Og som en anden skrev, så var det en kæmpe lettelse for mig at give slip på offerrollen, sorgen og al smerten og acceptere at det var den barndom jeg havde haft og at det var den slags forhold jeg kunne have til mine forældre.

Og jeg bestemmer nu. Da jeg var barn, havde jeg ikke er valg. De var mine forældre og jeg skulle jo gøre hvad de sagde. Jeg skulle bo hos dem. Jeg skulle .... men sådan er det ikke mere. Hvis de overskrider grænser, kan jeg gå. Jeg kan altid gå. De har ingen magt over mig længere. Og jeg tror at lige præcis dén er svær for de fleste og specielt for folk som ikke har haft den mest fantastiske barndom - at lære at deres forældre ikke længere har nogen magt over dem.

 

Puha, det blev langt, men jeg håber da at du/i/Han kan bruge det til noget.

Og så et kram til jer begge. Det er hårdt våde at være "barnet" men sandelig også at være den pårørende som kun vil én det bedste.

1000 tak for at dele din historie med mig 

Hvor er det dog forfærdeligt at høre alt det du har været igennem  Kæmpe kram tilbage.

Ja, I har nok ret at han kun kan arbejde med sig selv. Det vil jeg prøve at fokusere på, når emnet kommer op igen. 

Jeg er selv vokset op i en familie med fysisk og psykisk vold, men jeg har håndteret det på en helt anden måde. Jeg satte en stopper for det som teenager og mine forældre stoppede. Det har taget et par års kamp men mine forældre har også arbejdet med dem selv. Heldigvis. Idag har vi et ok forhold. Det samme ville jeg ønske for min mand.

Dejligt at få andre historier, så føler man sig ikke helt alene. Tak for jer