Hvordan kommer man videre?

Kære alle, 

Jeg skriver fordi jeg er bekymret for min mand... Det gør så ondt i mit hjerte at se ham lide...

Uden at komme ind på detaljer, så kan jeg fortælle at han er vokset op i et hjem præget af skænderier dag og nat. Han har som barn, men også som voksen nu, oplevet svigt fra sine forældre. Det er nogle tunge sager...

Jeg har kendt min mand i 20 år og vi har været sammen i 10 år. Jeg har oplevet ham blive skuffet gang på gang. Han har givet dem chancer igen og igen fordi han føler sig forpligtet. De er trods alt hans forældre.

Alle vores venner, som kender til hans forhistorie med hans forældre, mener at han skulle have smidt håndklædet i ringen for længst. Men nej, han har givet dem nye chancer i 40 år i håb om at de ændrer sig.

Jeg har kunnet mærke en ændring i ham de sidste par år, hvor han ikke har haft lyst til at besøge dem. Han har fået nok af den behandling han fik og de løgne, der fulgte med. F

For et halvt år siden cuttede han al kontakt med dem. (Det gjorde hans søskende i øvrigt også for lang tid siden. Min mand var den eneste, der havde kontakt til dem)

Det første stykke tid var han lettet. Nu er han begyndt at have dårlig samvittighed og overvejer om det var det rigtige, at gøre. Han er splittet imellem det at han er bange for at de dør og at de skilles på den her måde og at den dårlige samvittighed vil plage ham resten af livet og så det at "gå tilbage til dem" og blive psykisk misbrugt og deprimeret, som han har været alle de år.

Hvordan hjælper jeg ham bedst? En psykolog er ikke en mulighed, da han ikke ønsker at der bliver gravet i hans fortid.

Når hans samvittighed plager ham, fortæller jeg ham hvordan hele situationen ser ud udefra. At det ikke er normalt at ens forældre behandler sine børn på denne måde og udsætter dem for alt muligt. Der er jo en grund til at hans 3 søskende stoppede al kontakt for mange år siden...

Det hjælper lidt i det øjeblik vi taler om det. Men så kommer samvittigheden igen...

Tak fordi du læste med... 

Ved desværre ikke helt, hvordan man kommer videre.. Jeg har lidt samme problem med mine forældre, og har egentlig heller vildt lyst til at besøge dem (min søster har det ligesådan).. Min psykolog har sagt, at jeg skal prøve at forstå, at jeg ikke kan regne med noget støtte fra dem.. At jeg skal have dét i baghovedet, og jeg derfor ikke skal have nogle forventninger til dem.. Så det er jeg ved at arbejde på nu.. 

Derudover har hun sagt, at jeg skal fokusere på, HVAD jeg kan bruge dem til.. Altså hvad er de gode til? Det er så, at de kan fjolle med min datter.. Så det er dét, jeg skal bruge dem til.. Jeg skal ikke komme til dem med problemer eller noget, for så bliver jeg skuffet igen.. 

Ved ikke, om det kan hjælpe?! At din mand HVIS han vil have kontakt til dem igen, så skal fokusere på, hvad han kan bruge dem til, og så KUN gøre det.. Begynder de at sige noget sårende til ham, så skal han stoppe dem eller gå sin vej 

Og så er det selvfølgelig vigtigt med din støtte både før, under og efter 

Jeg har desværre ingen god råd der kan hjælpe..

Jeg har selv en biomor der aldrig kommer til at være mor for mig...

jeg stoppede med at have kontakt i en årrække hvor jeg ikke skrev til hende via facebook og hvor jeg ikke svarede når hun skrev på min fødselsdag..

Jeg fortalte aldrig hvorfor jeg stoppede kontakt for jeg havde prøvet en gang nogle år før at skrive et brev til hende, og prøvet at få en snak i gang omkring de ting der var sket i min barndom så hun kunne se det fra min side... Men hun skrev at hun ikke kunne huske tingene var sket og kunne slet ikke genkende det billede jeg gav af min barndom... Spurgte mig hvornår det skulle være sket og hvorhenne...

Jeg har nu at hun kan skrive til mig på messenger, jeg svarer tak når hun skriver på min fødselsdag.. men jeg bliver ked af det hver gang jeg får en besked fra hende for jeg bliver mindet om at jeg aldrig vil kunne bruge hende som en mor.. hun er som en barndomsveninde man sådan sporadisk snakker med og selvom alting går af lort så siger man at det går okay fordi man ikke kan dele sit liv med personen for de investere alligevel ingen energi i at husk det man siger eller kommer med sparring...

så jeg kan kun sige at jeg kunne ikke klare at cutte kontakt 100% for som du skriver med din mand, hun er personen der gav mig liv også selvom hun aldrig bliver mor for mig..

Jeg kan sagtens følge din mands samvittighedskvaler med at skilles som uvenner..

det var der jeg startede med at lade hende lidt ind alligevel fordi jeg troede at hun var død og hele min verden brød sammen selvom jeg følte mig afklaret med ikke at have kontakt...

min mand griber mig hver gang jeg bliver trist når hun har skrevet og jeg prøver at føre en almindelig samtale uden at det fungerer.. også selvom han kun har hovedrysten tilovers for at jeg har kontakt.. han ved alt der er foregået i min barndom, i hvert fald alt det jeg kan huske som jeg har kunnet fortælle ham om..

Hvis din mands "forældre" bor så I kan nøjes med samme sporadiske kontakt så overvej at støtte ham i det.. så får han sjælefred med at han ikke er uvenner med dem, men uden at han vælter fuldkommen konstant..

Man tilgiver og accepterer. Ja det er nemmere sagt end gjort. Men så snart man har tilgivet. Så letter det en kæmpe byrde fra ens skuldre. 

jeg har ikk oplevet svigt fra mine forældre. Men jeg har fra tidligere partnere som har gjort ondt og hvor jeg har kæmpet for at komme videre. 

så snart jeg lærte at tilgive og sætte mig udover offerrollen og naget som man har en naturlig tildens til at sætte sig selv i ved svigt. Så blev det hele meget nemmere. 

hvis han ikk vil til psykolog så skal han selvfølgelig ikk tvinges til det. For så er der alligevel ingen hjælp at hente der. Men kan anbefale ham at læse bogen “tilgiv - sådan kommer du videre” af Ulla Hinge Thomsen. Den er fantastisk lærerig og man lærer at se tingene fra nye vinkler så man nemmere slipper 

held og lykke til din mand 

Unicorn1 skriver:

Ved desværre ikke helt, hvordan man kommer videre.. Jeg har lidt samme problem med mine forældre, og har egentlig heller vildt lyst til at besøge dem (min søster har det ligesådan).. Min psykolog har sagt, at jeg skal prøve at forstå, at jeg ikke kan regne med noget støtte fra dem.. At jeg skal have dét i baghovedet, og jeg derfor ikke skal have nogle forventninger til dem.. Så det er jeg ved at arbejde på nu.. 

Derudover har hun sagt, at jeg skal fokusere på, HVAD jeg kan bruge dem til.. Altså hvad er de gode til? Det er så, at de kan fjolle med min datter.. Så det er dét, jeg skal bruge dem til.. Jeg skal ikke komme til dem med problemer eller noget, for så bliver jeg skuffet igen.. 

Ved ikke, om det kan hjælpe?! At din mand HVIS han vil have kontakt til dem igen, så skal fokusere på, hvad han kan bruge dem til, og så KUN gøre det.. Begynder de at sige noget sårende til ham, så skal han stoppe dem eller gå sin vej 

1000 tak for at dele psykologens råd med mig. 

Desværre er der ikke ret meget godt at hente her. Det er 95% negativitet og skænderier. Så er der de 5% hvor man hygger lidt. Men de 95% overskygger ALT. Det er efterhånden svært at se noget godt ift. Dem.

Og selvfølgelig vil jeg støtte ham og være der for ham til enhver tid 

Anonym skriver:

Jeg har desværre ingen god råd der kan hjælpe..

Jeg har selv en biomor der aldrig kommer til at være mor for mig...

jeg stoppede med at have kontakt i en årrække hvor jeg ikke skrev til hende via facebook og hvor jeg ikke svarede når hun skrev på min fødselsdag..

Jeg fortalte aldrig hvorfor jeg stoppede kontakt for jeg havde prøvet en gang nogle år før at skrive et brev til hende, og prøvet at få en snak i gang omkring de ting der var sket i min barndom så hun kunne se det fra min side... Men hun skrev at hun ikke kunne huske tingene var sket og kunne slet ikke genkende det billede jeg gav af min barndom... Spurgte mig hvornår det skulle være sket og hvorhenne...

Jeg har nu at hun kan skrive til mig på messenger, jeg svarer tak når hun skriver på min fødselsdag.. men jeg bliver ked af det hver gang jeg får en besked fra hende for jeg bliver mindet om at jeg aldrig vil kunne bruge hende som en mor.. hun er som en barndomsveninde man sådan sporadisk snakker med og selvom alting går af lort så siger man at det går okay fordi man ikke kan dele sit liv med personen for de investere alligevel ingen energi i at husk det man siger eller kommer med sparring...

så jeg kan kun sige at jeg kunne ikke klare at cutte kontakt 100% for som du skriver med din mand, hun er personen der gav mig liv også selvom hun aldrig bliver mor for mig..

Jeg kan sagtens følge din mands samvittighedskvaler med at skilles som uvenner..

det var der jeg startede med at lade hende lidt ind alligevel fordi jeg troede at hun var død og hele min verden brød sammen selvom jeg følte mig afklaret med ikke at have kontakt...

min mand griber mig hver gang jeg bliver trist når hun har skrevet og jeg prøver at føre en almindelig samtale uden at det fungerer.. også selvom han kun har hovedrysten tilovers for at jeg har kontakt.. han ved alt der er foregået i min barndom, i hvert fald alt det jeg kan huske som jeg har kunnet fortælle ham om..

 

Hvis din mands "forældre" bor så I kan nøjes med samme sporadiske kontakt så overvej at støtte ham i det.. så får han sjælefred med at han ikke er uvenner med dem, men uden at han vælter fuldkommen konstant..

Mange tak for din historie  

Som mor bliver jeg helt trist på dine vegne. Og på min mands 

Men han har det nogenlunde som dig. 

Jeg tænker måske,at han kunne prøve og skrive dem et brev. Jeg tror ikke det ville ændre noget som sådan, men måske ville han få det bedre ved at komme af med de her ting...

Mange tak for din historie...

AnoMor skriver:

Man tilgiver og accepterer. Ja det er nemmere sagt end gjort. Men så snart man har tilgivet. Så letter det en kæmpe byrde fra ens skuldre. 

jeg har ikk oplevet svigt fra mine forældre. Men jeg har fra tidligere partnere som har gjort ondt og hvor jeg har kæmpet for at komme videre. 

så snart jeg lærte at tilgive og sætte mig udover offerrollen og naget som man har en naturlig tildens til at sætte sig selv i ved svigt. Så blev det hele meget nemmere. 

hvis han ikk vil til psykolog så skal han selvfølgelig ikk tvinges til det. For så er der alligevel ingen hjælp at hente der. Men kan anbefale ham at læse bogen “tilgiv - sådan kommer du videre” af Ulla Hinge Thomsen. Den er fantastisk lærerig og man lærer at se tingene fra nye vinkler så man nemmere slipper 

held og lykke til din mand 

Jeg tror det er noget nemmere at tilgive en tidligere partner, som ikke længere en en del af ens liv. End at tilgive ens forældre... 

Han kan arbejde på at tilgive dem. Det ændrer dog intet ved at de bliver ved med at behandle ham dårligt  Han har netop cuttet kontakten fordi han ikke kan mere. Han er brugt op. Uanset hvad han gør og hvor meget han forsøger at tilgive dem, ignorere deres ord og handlinger, så knækker han altså når han kommer hjem. 

Anonym skriver:

Jeg tror det er noget nemmere at tilgive en tidligere partner, som ikke længere en en del af ens liv. End at tilgive ens forældre... 

Han kan arbejde på at tilgive dem. Det ændrer dog intet ved at de bliver ved med at behandle ham dårligt  Han har netop cuttet kontakten fordi han ikke kan mere. Han er brugt op. Uanset hvad han gør og hvor meget han forsøger at tilgive dem, ignorere deres ord og handlinger, så knækker han altså når han kommer hjem. 

Selvfølgelig er der forskel på forældre og tidligere partnere. Min pointe lå i tilgivelsen og accepten. 

så snart man tilgiver. Så falder alt det (undskyld mit franske) lort i baggrunden så det ikk fylder så mejet mere som det gjorde før. Fordi man lærer at accepterer at “sådan var det og det kan ikke ændres” 

Det er en lang process, men man må starte et sted. 

det at cutte kontakten og fortsat gå og have det dårligt over det er jo blot at flygte fra problemet fremfor at accepterer problemet og arbejde med det gennem tilgivelse. 

AnoMor skriver:

Selvfølgelig er der forskel på forældre og tidligere partnere. Min pointe lå i tilgivelsen og accepten. 

så snart man tilgiver. Så falder alt det (undskyld mit franske) lort i baggrunden så det ikk fylder så mejet mere som det gjorde før. Fordi man lærer at accepterer at “sådan var det og det kan ikke ændres” 

Det er en lang process, men man må starte et sted. 

det at cutte kontakten og fortsat gå og have det dårligt over det er jo blot at flygte fra problemet fremfor at accepterer problemet og arbejde med det gennem tilgivelse. 

Ja, det har du helt ret i.

Hvis ikke andet, så vil JEG i hvert fald læse den bog, du anbefaler, både for min egen skyld men også mhp. at jeg måske bedre kan rådgive/støtte min mand i alt det her...