Bliver du også bange?

Anonym skriver:

Jeg havde det sådn og kan til tider ha det engang imellem. Det hjalp meget at vi stoppet vores tv abonnement. Hører en gang imellem radio.

Også tænker jeg sådan. De må ikke vinde i at plante frygt i mig eller mit barn.

Jeg er selv et barn af en krig og husker hvordan min mor var og dem omkring mig. (Irak).

Verden er stor. Men den er ikke farligt og det må vi ikke gør den til. 

Ellers vil vi piger i Danmark jo ikke kunne gå som vi ønsker at være klædt eller drikke. Eller ha kærester. 

Frygt avler frygt

Må jeg spørger dig et personligt spørgsmål?

Nej. Jeg går ikke med tanker om at verden er et frygteligt sted og frygter at blive ramt af terror hvis vi rejser ud af landet. 

Jeg frygter sådan nogen ting som - når den store skal transportere sig selv i skole. Får han nu kigget sig ordentligt for, kører pænt og ikke slingre så bilerne ikke har en chance for at undvie ham. 

Jeg er bange for om de bliver ordentlige mennesker med fornuftige værdier. (Lige nu er de 8 og 5 og slås og råber og fatter ikke et nej eller stop før man bliver virkelig vred) jeg ved godt at man ikke kan konkludere på 2 søskende der slås, men... suk.

Men det er den slags jeg bekymre mig om. Jeg har intet problem med at rejse om på den anden side af kloden med dem. Jeg har heller ikke et problem med selv at rejse om på den anden side af kloden mens de er hos deres far. Jeg går ikke og frygter eller forventer det værste. Så ville jeg ikke kunne leve livet er fyldt med risici, og hvad nu hvis'er. Men det nægter jeg at leve mit liv efter. 

Jeg følger også dagligt med i nyheder og politik. Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at gøre det. For mig at se, bliver man kun mere bange hvis man er uvidende. Bare se på racister, det bunder som regel i uvidenhed. Det samme kan ske ift terror. Hvis man beslutter at lukke ned for information fordi der har været terror i London fx - så vil man heller ikke vide når der ikke har været terror trusler i lang tid, eller vide hvad de gør for at sikre landet. man vil være fastlåst i sin tanke om at London, "er en by der udsættes for terror jævnligt!" For hvorfra skulle man vide andet? 

Nej. Slet ikke på den måde. 

Anonym skriver:

Må jeg spørger dig et personligt spørgsmål?

Ja det må du 

Anonym skriver:

Ja det må du 

Er du 100% fra Irak ? Altså er begge dine forældre fra Irak?

Er du 100% fra Irak ? Altså er begge dine forældre fra Irak?

Ja begge er. Hvorfor. Vi er kristne irakker. Assyrer  

Dog følger jeg mere dansk end iraker. Har næsten kun danske værdier. Og holdninger. Jeg er også gift med en dansk mand og vi har børn sammen. Som vi kun snakker dansk til. Da jeg ikke kan min forældres sprog ka. Måske desværre kun 30% og forstår 100 %

Anonym skriver:

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal formulere dette indlæg, da det mest af alt er et stort makværk af følelser. Men jeg er simpelthen nødt til at vide om i andre også føler sådan her engang imellem..  

Efter jeg blev mor til min datter har jeg simpelthen været et stort “tudefjæs”. Jeg kan huske at jeg inde på hospitalet efter fødslen fik sådan et sug i maven over hvad det var jeg havde “gjort”, altså at jeg havde bildt mig ind at føde hende ind i sådan en ond verden. Jeg synes at folk var så tarvelige ved hinanden (nyheder, aviser, artikler osv). Jeg var så overvældet af mit nye ansvar og en kærlighed jeg aldrig havde kendt magen til, at jeg vitterligt fik tanken “åh nej, hvad har jeg gjort?”. En del af det var selvfølgelig også hormonernes skyld, i know. Men siden hen har tanken været tilbagevendende. Jeg kan blive så bange for at der skal ske hende noget, også selvom jeg ved min frygt måske er irrationel, og at chancen for f.eks terror på en ferie er mindre end at styrte ned med flyet på vej dertil. Stod det til mig havde jeg lyst til bare at låse os inde, så jeg altid kunne passe på hende og sørge for at der aldrig ville hænde hende noget ondt. Jeg er meget bevidst om min frygt for at miste hende/der skal ske hende noget, netop af samme grund rejser vi meget, men tankerne strejfer mig hvor gang vi skal afsted, hvad der dog ikke kunne ske. Jeg er så bange for at blive for bange, således at det hæmmer mig og hende i at tage ud i verden.  Hendes far er dog god til at være “ubekymret”, og det trækker selvfølgelig mig lidt i en positiv retning. 

Min datter er 2 år, men stopper/aftager bekymringen nogensinde? Eller det bare prisen for kærligheden til vores børn? 

Har i gjort jer nogle tanker om noget lignende? Eller er det bare mig der er alt for følsom?

Jeg har ydermere overvejet at stoppe med at se nyheder, læse aviser osv. For at få alle de deprimerende nyheder lidt på afstand, men så føler jeg også bare jeg sætter mig selv lidt udenfor “døren” i samfundet. Og det er jeg jo heller ikke interesseret i.

Jeg tror det er helt normalt at ens mindset ændres, når man bliver forælder. Jeg tror dog ikke det er normalt at være skræmt i en sådan grad, at det hæmmer ens levemåde (det har jeg nu ikke indtryk af at du, TS, gør). 

Og så er det altså vigtigt at huske, at verden ikke er blevet farligere - den er blot blevet global. Dvs alle de her frygtelige ting skete også for 10-20-30-40-etc. år siden - men dengang havde vi bare ikke internet og hundredevis af nyhedsaviser/tv-programmer der berettede om de frygtelige hændelser. 

Anonym skriver:

Ja begge er. Hvorfor. Vi er kristne irakker. Assyrer  

Dog følger jeg mere dansk end iraker. Har næsten kun danske værdier. Og holdninger. Jeg er også gift med en dansk mand og vi har børn sammen. Som vi kun snakker dansk til. Da jeg ikke kan min forældres sprog ka. Måske desværre kun 30% og forstår 100 %

Årh okay. Hvor troende er dine forældre ? Og hvad siger de til at du er gift og har børn med en dansker?

Anonym skriver:

Årh okay. Hvor troende er dine forældre ? Og hvad siger de til at du er gift og har børn med en dansker?

De er nok meget moderne i det heldigvis. Kan kun tale for min mor. Da jeg ikke har noget med min far at gør (alkoholikere og spillemand) min mors (4 onkeler og 3 moster. Mormor og morfar+min mors onkler og faster. +30 Mennsker mere som er familie) familie er glade på mine vegne. Når jeg fortæller om min mand. Kan de godt forstå det, jeg selv er en kvinde der i deres øjne er for meget at holde styr på (vil sige jeg er helt normal, med danske værdier, jeg siger min hvad jeg tror på og kan være uenig. Går indefor kærester uden for ægteskab. Demokrati. Jeg er også feminist) min mand er også feminist. Mit liv skal ikke kun handle om at passe børn og gør rent og mad. (lidt ironisk for er pædagog i vuggestuen) 

Tror bare de er galde for at der er en der kan holde mig ud... for i deres øjnene vil der ikke være EN

Derudover var /er jeg stolt af være "den sorte får" jeg følger det er mit ansvar at stå frem og fortælle dem, verden er forandret. Jeg har en del kusine grandkusiner rigtig mange piger og kvinder, i vores familie. Jeg vil gerne ha de skal ha.

Lov og ret til at live som de ønsker og finde deres kærlighed. 

Ved at vise mit liv frem. Jeg har været samme med min mand i 13 år. Kærester i 10. gift i 3 år.

Mange sagde og blev ved med at sige at han vil gå fra mig. For *han fik jo mælken gratis. Og ikke købt koen* (sex før ægteskab) at jeg vil ha være ødelagt.

 Jeg har også 4 brødre der er veluddannede skønne fyr med danske kærester. Som på sigt de ønsker at danne familier med. De har altid været der for mig og forsvar mig hvis der behov for det. 

Ved at ha 2 kultur som dansk. Og arabisk. Gør også man tager de gode ting fra begge verdener. Kærlighed til familien og min/vores stædighed er noget jeg har fra den arabiske. Ærlighed. demokrati. Ligestilling er nogle af de stor få ting jeg kan nævne nu og her fra den danske.

Min rejse har ikke været nemt. Da jeg var 14 år vil jeg ønske jeg mødt eller hørt om en som mig idag. 

Jeg ved der mange der liver dobbelt liv. Selv piger med tørklæder muslimske kvinder. 

Jeg har været heldig, at jeg er samtidig en venlig person. Har haft danske venner. Som jeg besøgt i deres hjem. Lærer der har været der for mig.

Årh ha det blev langt. 

Anonym skriver:

De er nok meget moderne i det heldigvis. Kan kun tale for min mor. Da jeg ikke har noget med min far at gør (alkoholikere og spillemand) min mors (4 onkeler og 3 moster. Mormor og morfar+min mors onkler og faster. +30 Mennsker mere som er familie) familie er glade på mine vegne. Når jeg fortæller om min mand. Kan de godt forstå det, jeg selv er en kvinde der i deres øjne er for meget at holde styr på (vil sige jeg er helt normal, med danske værdier, jeg siger min hvad jeg tror på og kan være uenig. Går indefor kærester uden for ægteskab. Demokrati. Jeg er også feminist) min mand er også feminist. Mit liv skal ikke kun handle om at passe børn og gør rent og mad. (lidt ironisk for er pædagog i vuggestuen) 

Tror bare de er galde for at der er en der kan holde mig ud... for i deres øjnene vil der ikke være EN

Derudover var /er jeg stolt af være "den sorte får" jeg følger det er mit ansvar at stå frem og fortælle dem, verden er forandret. Jeg har en del kusine grandkusiner rigtig mange piger og kvinder, i vores familie. Jeg vil gerne ha de skal ha.

Lov og ret til at live som de ønsker og finde deres kærlighed. 

Ved at vise mit liv frem. Jeg har været samme med min mand i 13 år. Kærester i 10. gift i 3 år.

Mange sagde og blev ved med at sige at han vil gå fra mig. For *han fik jo mælken gratis. Og ikke købt koen* (sex før ægteskab) at jeg vil ha være ødelagt.

 Jeg har også 4 brødre der er veluddannede skønne fyr med danske kærester. Som på sigt de ønsker at danne familier med. De har altid været der for mig og forsvar mig hvis der behov for det. 

Ved at ha 2 kultur som dansk. Og arabisk. Gør også man tager de gode ting fra begge verdener. Kærlighed til familien og min/vores stædighed er noget jeg har fra den arabiske. Ærlighed. demokrati. Ligestilling er nogle af de stor få ting jeg kan nævne nu og her fra den danske.

Min rejse har ikke været nemt. Da jeg var 14 år vil jeg ønske jeg mødt eller hørt om en som mig idag. 

Jeg ved der mange der liver dobbelt liv. Selv piger med tørklæder muslimske kvinder. 

Jeg har været heldig, at jeg er samtidig en venlig person. Har haft danske venner. Som jeg besøgt i deres hjem. Lærer der har været der for mig.

Årh ha det blev langt. 

 

Vildt at høre din historie. Men du har en mor der tænker lidt anderledes og brødre med mm. Og selvf kan jeg ikke sige hvor hårdt eller lang kamp du har haft for at nå hertil hvor du er idag. At du er arrcepteret af alle omkrend dig. Men din kamp gav resultat, så du ikke har mistet nogle du holder af, på grund af at du nu lever så dansk som du vil. Og dejligt for dig at du kan være så heldig. Men ikke alle er så heldig. Der er også nogle hvor intet de mister livet fordi de prøver at få familen til at forstå at de vil leve lidt arnerledes eller må de flygte og dermed miste familen.