Bliver du også bange?

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal formulere dette indlæg, da det mest af alt er et stort makværk af følelser. Men jeg er simpelthen nødt til at vide om i andre også føler sådan her engang imellem..  

Efter jeg blev mor til min datter har jeg simpelthen været et stort “tudefjæs”. Jeg kan huske at jeg inde på hospitalet efter fødslen fik sådan et sug i maven over hvad det var jeg havde “gjort”, altså at jeg havde bildt mig ind at føde hende ind i sådan en ond verden. Jeg synes at folk var så tarvelige ved hinanden (nyheder, aviser, artikler osv). Jeg var så overvældet af mit nye ansvar og en kærlighed jeg aldrig havde kendt magen til, at jeg vitterligt fik tanken “åh nej, hvad har jeg gjort?”. En del af det var selvfølgelig også hormonernes skyld, i know. Men siden hen har tanken været tilbagevendende. Jeg kan blive så bange for at der skal ske hende noget, også selvom jeg ved min frygt måske er irrationel, og at chancen for f.eks terror på en ferie er mindre end at styrte ned med flyet på vej dertil. Stod det til mig havde jeg lyst til bare at låse os inde, så jeg altid kunne passe på hende og sørge for at der aldrig ville hænde hende noget ondt. Jeg er meget bevidst om min frygt for at miste hende/der skal ske hende noget, netop af samme grund rejser vi meget, men tankerne strejfer mig hvor gang vi skal afsted, hvad der dog ikke kunne ske. Jeg er så bange for at blive for bange, således at det hæmmer mig og hende i at tage ud i verden.  Hendes far er dog god til at være “ubekymret”, og det trækker selvfølgelig mig lidt i en positiv retning. 

Min datter er 2 år, men stopper/aftager bekymringen nogensinde? Eller det bare prisen for kærligheden til vores børn? 

Har i gjort jer nogle tanker om noget lignende? Eller er det bare mig der er alt for følsom?

Jeg har ydermere overvejet at stoppe med at se nyheder, læse aviser osv. For at få alle de deprimerende nyheder lidt på afstand, men så føler jeg også bare jeg sætter mig selv lidt udenfor “døren” i samfundet. Og det er jeg jo heller ikke interesseret i.

Jeg bliver bekymret, og min værste frygt er, at der sker mit barn noget. Det du beskriver lyder dog til at være mere end det - og faktisk mener jeg det lyder usundt, at gå og være så bange altid. Du har ikke overvejet om det kan tendenserne til at blive en mild angstlignende tilstand? Evt. en form for efterfødselsreaktion, som du ikke har fået behandlet?

Jeg har det på præcis samme måde. Har to på 3 og 9. 
Jeg tænker desværre også tit de tanker “hvad nu hvis”. Om det er påvirket af medierne ved jeg ikke, men det ville ikke være utænkeligt med alt det møg der sker rundt omkring. Jeg tænker tankerne når den store selv cykler hjem, hvad nu hvis hun møder en på vejen. Når den lille er i børnehave, hvad hvis hun kløjs i noget. Når vi skal ud og flyve, hvad hvis nogen kaprer flyet. Osv osv. Det er ikke fordi jeg vælger at tænke de ting, det kommer bare af sig selv.

Jeg ved ikke om det nogensinde slipper, jo større de bliver, jo mindre kontrol har man jo netop. Hvad hvis den store vil på ferie med en veninde en dag. Med tanke på hvad der skete i marocco. Jeg kan faktisk næsten ikke have, at jeg ikke kan passe på dem 24/7.

Hvis jeg havde gennemtænkt, hvad man kan komme ud for af sygdomme, ulykker, overfald mm og hvor bekymret jeg ville være for, at min søn kan komme ud for disse ting, tror jeg ærlig talt ikke, at jeg ville have turdet at sætte et barn i verden. Med årene har min hjerne fundet en eller anden blokeringsfunktion for de tanker. Håber også det sker for dig, for det er vist prisen for at få børn og opleve den kærlighed: at man bekymrer sig langt mere end før. 

Jeg kender desværre godt tankerne. Jeg tænker også “hvad er det for en verden jeg har sat mit barn i?” 
Jeg tror, det skyldes nyheder og de sociale medier. På et tidspunkt stoppede jeg med at se nyheder eller læse dem. Fordi det gjorde intet godt for mig. 

Jeg tror, at tankerne er normale, og det er vigtigt man ikke giver efter for dem eller de påvirker andre. 

Anonym skriver:

Jeg bliver bekymret, og min værste frygt er, at der sker mit barn noget. Det du beskriver lyder dog til at være mere end det - og faktisk mener jeg det lyder usundt, at gå og være så bange altid. Du har ikke overvejet om det kan tendenserne til at blive en mild angstlignende tilstand? Evt. en form for efterfødselsreaktion, som du ikke har fået behandlet?

Njaah, jeg føler hverken det er en efterfødselsreaktion, eller noget der hæmmer vores liv i en sådan grad at det skal afhjælpes af profesionelle. Det er mere den her omvæltning af et bekymringsfrit liv. Altså, at tankerne måske stikker lidt af, hvor jeg før glædede mig til at komme på ferie, men efter diverse terrorangreb i London, Paris og Tyskland, gør mig mange tanker om at det kan ske for alle at være det forkerte sted det forkerte tidspunkt, og at det giver mig lyst til bare at blive hjemme. Jeg meget selvreflekterende omkring det, og jeg er fuldstændig bevidst om at det er mine egne tanker, og ikke nødvendigvis virkeligheden. Men jeg har da helt klart mine betænkeligheder ved at rejse ud i verden, jeg føler helt klart at jeg bedre kan passe på hende her i Danmark end alle mulige andre steder..

Anonym skriver:

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal formulere dette indlæg, da det mest af alt er et stort makværk af følelser. Men jeg er simpelthen nødt til at vide om i andre også føler sådan her engang imellem..  

Efter jeg blev mor til min datter har jeg simpelthen været et stort “tudefjæs”. Jeg kan huske at jeg inde på hospitalet efter fødslen fik sådan et sug i maven over hvad det var jeg havde “gjort”, altså at jeg havde bildt mig ind at føde hende ind i sådan en ond verden. Jeg synes at folk var så tarvelige ved hinanden (nyheder, aviser, artikler osv). Jeg var så overvældet af mit nye ansvar og en kærlighed jeg aldrig havde kendt magen til, at jeg vitterligt fik tanken “åh nej, hvad har jeg gjort?”. En del af det var selvfølgelig også hormonernes skyld, i know. Men siden hen har tanken været tilbagevendende. Jeg kan blive så bange for at der skal ske hende noget, også selvom jeg ved min frygt måske er irrationel, og at chancen for f.eks terror på en ferie er mindre end at styrte ned med flyet på vej dertil. Stod det til mig havde jeg lyst til bare at låse os inde, så jeg altid kunne passe på hende og sørge for at der aldrig ville hænde hende noget ondt. Jeg er meget bevidst om min frygt for at miste hende/der skal ske hende noget, netop af samme grund rejser vi meget, men tankerne strejfer mig hvor gang vi skal afsted, hvad der dog ikke kunne ske. Jeg er så bange for at blive for bange, således at det hæmmer mig og hende i at tage ud i verden.  Hendes far er dog god til at være “ubekymret”, og det trækker selvfølgelig mig lidt i en positiv retning. 

Min datter er 2 år, men stopper/aftager bekymringen nogensinde? Eller det bare prisen for kærligheden til vores børn? 

Har i gjort jer nogle tanker om noget lignende? Eller er det bare mig der er alt for følsom?

Jeg har ydermere overvejet at stoppe med at se nyheder, læse aviser osv. For at få alle de deprimerende nyheder lidt på afstand, men så føler jeg også bare jeg sætter mig selv lidt udenfor “døren” i samfundet. Og det er jeg jo heller ikke interesseret i.

Jeg kan sagtens følge dig...

puha jeg læser ikke nyheder netop fordi jeg ikke kan rumme alt det negative der skrives om..

Jeg har brug for min tryghedsbobbel med at vi har det okay, begge børn er en raske og glade og modige i forhold til at pøve nye ting..

Jeg har en aftale med min mand om at hvis han læser noget der påvirker vores hverdag eller han mener er noget jeg bør vide noget om så snakker vi om det..

ellers er jeg lykkelig uvidende om ALT hvad der ikke foregår indenfor hjemmets 4 vægge..

Jeg følger ikke med i politik heller, jeg synes det er utrolig meget børnehave over det jeg oprindeligt fulgte med i så mærkede efter og valgte at jeg hellere vil være uvidende end konstant havde ondt i maven...

Jeg synes ikke det er blevet mindre med årene (den store er 8, den lille 1 år) men det er blevet nemmere at håndtere det og genkende når tankerne myldrer derhen ad og få stoppet dem og brugt logik omkring det i stedet for..

Jeg har det på samme måde som dig - og så alligvel ikke. 
jeg hører dårlige nyheder, terror, pædofilisager , trafikulykker, folk der kører påvirket rundt eller ikke orienterer sig - før i tiden var jeg sådan lidt; “nå ja ja” .. men i dag hvis jeg ser en der kører hasarderet?! Jeg bliver RASENDE i mit lille hoved - for Tænk! Hvis vedkommende kørte ind i min bil , hvor min datter og jeg sidder i? Eller hvis jeg kører alene, og den gjorde det? Ville min datter miste sin mor?  

det er ikke sådan at min verden styrer i grus af disse tanker, men for dælen, hvor ville jeg ønske at jeg kunne beskytte hende fra ALT ondt i verdenen 

Jeg havde det sådn og kan til tider ha det engang imellem. Det hjalp meget at vi stoppet vores tv abonnement. Hører en gang imellem radio.

Også tænker jeg sådan. De må ikke vinde i at plante frygt i mig eller mit barn.

Jeg er selv et barn af en krig og husker hvordan min mor var og dem omkring mig. (Irak).

Verden er stor. Men den er ikke farligt og det må vi ikke gør den til. 

Ellers vil vi piger i Danmark jo ikke kunne gå som vi ønsker at være klædt eller drikke. Eller ha kærester. 

Frygt avler frygt

Anonym skriver:

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal formulere dette indlæg, da det mest af alt er et stort makværk af følelser. Men jeg er simpelthen nødt til at vide om i andre også føler sådan her engang imellem..  

Efter jeg blev mor til min datter har jeg simpelthen været et stort “tudefjæs”. Jeg kan huske at jeg inde på hospitalet efter fødslen fik sådan et sug i maven over hvad det var jeg havde “gjort”, altså at jeg havde bildt mig ind at føde hende ind i sådan en ond verden. Jeg synes at folk var så tarvelige ved hinanden (nyheder, aviser, artikler osv). Jeg var så overvældet af mit nye ansvar og en kærlighed jeg aldrig havde kendt magen til, at jeg vitterligt fik tanken “åh nej, hvad har jeg gjort?”. En del af det var selvfølgelig også hormonernes skyld, i know. Men siden hen har tanken været tilbagevendende. Jeg kan blive så bange for at der skal ske hende noget, også selvom jeg ved min frygt måske er irrationel, og at chancen for f.eks terror på en ferie er mindre end at styrte ned med flyet på vej dertil. Stod det til mig havde jeg lyst til bare at låse os inde, så jeg altid kunne passe på hende og sørge for at der aldrig ville hænde hende noget ondt. Jeg er meget bevidst om min frygt for at miste hende/der skal ske hende noget, netop af samme grund rejser vi meget, men tankerne strejfer mig hvor gang vi skal afsted, hvad der dog ikke kunne ske. Jeg er så bange for at blive for bange, således at det hæmmer mig og hende i at tage ud i verden.  Hendes far er dog god til at være “ubekymret”, og det trækker selvfølgelig mig lidt i en positiv retning. 

Min datter er 2 år, men stopper/aftager bekymringen nogensinde? Eller det bare prisen for kærligheden til vores børn? 

Har i gjort jer nogle tanker om noget lignende? Eller er det bare mig der er alt for følsom?

Jeg har ydermere overvejet at stoppe med at se nyheder, læse aviser osv. For at få alle de deprimerende nyheder lidt på afstand, men så føler jeg også bare jeg sætter mig selv lidt udenfor “døren” i samfundet. Og det er jeg jo heller ikke interesseret i.

Til ts undskyld at jeg ikke holder mig til emnet. Men håber at jeg må spørger en af de anonyme alligvelet.