Har det virkelig øv med vuggestue

newusername skriver:

Jeg kan godt forstå, at du har det sådan. Vores datter begyndte i vuggestue omkring etårsalderen, og jeg havde egentlig heller ikke lyst til at aflevere hende blandt fremmede, men jeg gjorde det alligevel af to grunde:

1. Jeg kunne i princippet godt være hjemmegående, men jeg synes det er mega hårdt at have et barn, så det ville drive mig til vanvid, hvis jeg skulle gå hjemme med vores datter.

2. Vores datter er et meget socialt barn, og selv om vi gik i legestue og til diverse aktiviteter, så ville det ikke kunne give hende samme, som en vuggestue kan mht. fællesskab med de samme børn.

Jeg gik ned på deltid, så vores datter max er i vuggestue 6-7 timer om dagen. Hun trives og er meget vellidt derovre. Af og til får hun også en fridag, og jeg synes, det er en god balance. 

Måske har du også mulighed for at give hende korte dage/fridage ind i mellem eller noget?

 

Min datter er nemlig også allerede nu meget social, hun elsker opmærksomhed fra alle og hun er altid smilende og glad og “snakker” med alle mennesker hun møder, min læge påpegende det enda til hende 5 mdr tjek, at hun synes det bedste for min datter ville være at komme i vuggestue og være sammen med andre børn nu hvor hun er så social som hun er og meget fremme i forhold til hendes alder. 

jeg studere, så mine dage er ikke så lange, heldigvis! Så behøver hun ikke være der for mange timer om dagen. 

Anonym skriver:

Hej mødre & fædre. 

jeg har brug for lidt luft. Min datter starter vuggestue i marts mdr, der er hun 11 mdr, men hold nu fest hvor har jeg det virkelig stramt med det.  Jeg ønsker faktisk slet ikke, at hun skal starte så tidligt, men grundet arbejde er hun jo desværre nødsaget til det. 
jeg kan virkelig mærke, at det gør ondt i maven hver gang jeg tænker på det og tanken gør mig nærmest dårlig. Jeg er SÅ bange for, at hun vil føle jeg forlader hende og jeg er så bange for, at pædagogerne ikke tager sig af hende når hun har brug for det (grundet det manglende Personale og for mange børn) 

 

jeg vil egentlig ik nogle steder hen med det her, men egentlig bare lige ha luft og få det ned på “papir” så at sige. 

Jeg kan godt forstå din knude i maven. Den har jeg selv haft begge gange mine børn skulle starte i hhv. Dagpleje og vuggestue. Vi tog valget herhjemme i fællesskab, at vores børn skulle hjemmepasses til de skulle i børnehave, og den beslutning har vi aldrig fortrudt. For mange er økonomien en hovedpine, hvis man har drømmen om at have sine børn hjemme, men der er faktisk rigtig mange udgifter man kan sparer på, hvis man går sit budget igennem. 

Nu hvor dit barn skal afsted, så ville jeg vælge dagplejen, da det er i mere hjemmelige omgivelser, og færre børn. 

I hvert fald er din følelse helt naturlige. 

Vi havde det på præcis den samme måde. Det er mærkeligt at forestille sig at andre har mere tid med ens barn end man selv har i løbet af en dag. Vi har dog valgt en dagpleje for at sikre os at vores datter for så meget tid med en kærlig voksen som muligt. 

Jeg havde det lige sådan, da min første skulle starte i dagpleje for snart 2 år siden. Han var 10 måneder og jeg kunne slet ikke klare tanken - jeg følte lidt, at verden gik under. Jeg græd hele tiden og kunne slet ikke tænke på andet, end at vi skulle adskilles. Vi besøgte dagplejeren et par gange og hun var sød, men jeg havde helt ondt i maven og kunne næsten ikke snakke med hende. Dagen før jeg skulle aflevere ham 1 time første gang sov jeg slet ikke om natten... Jeg kunne bare ikke.

Lykkeligvis havde jeg intet job og en virkelig dejlig, forstående kæreste, så vi beholdt ham hjemme, til han var 15 måneder og det vil jeg ALDRIG fortryde. Vi havde den skønneste sommer og da det blev august og han var større, så føltes det meget bedre og han blev langsomt kørt ind henover halvanden måneds tid og kom til at stortrives der.
Men min dreng var heller ikke spor social og græd, så snart dagplejeren bare kiggede på ham, da han var de der 10 måneder. Han havde virkelig seperationsangst og ingen andre måtte holde ham. Det var bare ikke et godt tidspunkt at starte på, følte jeg. Om det var rigtigt eller ej, ved jeg ikke, men det var nemmere, da han var ældre.

Men jeg vil bare sige - du er IKKE den eneste. Det føles unaturligt at give dem bort, når de er så små! Jeg er på barsel med lillebror nu, men han har gudskelov fået plads hos den samme dagplejer og han kender hende allerede, fordi vi afleverer storebror der hver dag, så denne gang er det ikke helt lige så slemt. Selvom jeg altså helst vil have mine babyer hos mig

Min ældste var 14 måneder da han startede i vuggestue. Jeg hylede! Der var aldrig andre end mig der havde puttet ham til middagslur f.eks. Og nu skulle FREMMEDE lige pludselig stå for en stor del af hans dag. Jeg sad og græd inde på personalestuen første gang jeg skulle gå fra ham ( i en halv time) mens han var på legepladsen. Han havde en fest og har aldrig været ked af at blive aflevert i vuggestue og senere børnehave. SÅ jeg kan sagtens forstå dig - men nogle gange tror jeg det er værre for os forældre end for børnene. Snak med pædagogerne om din uro. Så skal de nok passe lidt ekstra på DIG også