Dreng på 7 driver mig til vanvid nogle gange

Er jeg den eneste der har et barn på 7 år der driver sin mor til vanvid?

han er for at sige det mildt! pisse irriterende!! 

Hvis hans underbukser eller bukser driller går han helt i selvsving. Når han skal lave lektier og læse, går han helt bananas og det er fjollet, for han kan godt, han gider bare ikke. Eller hvis der er noget andet der ikke passer ham så kaster han med legetøjet. Det hele går 50 % bedre end det har gjort men nogle gange er det som om det går 5 skrid tilbage når det ender ud i jeg skal være skæld ud og tage fat i armen mor. 

Han sviner mig til som ord: dumme lorte mor, psykopat mor(han har hørt ordet i skolen), fucking lorte svin mor. 

Jeg er ikke den der voldsomme skældud mor. Men når gange så går min grænse virkelig. Når jeg har sagt 10 gange at han fx skal tale ordentligt til mig og resten i familien. Og han så er så skide provokerende at række fuck, så tager jeg virkelig fat i hans arm og fortæller ham at nu stopper han og nu bliver jeg rigtig sur!  

Mig tager mig selv i at sige til mig selv inden i at jeg hader den unge og at han er forfærdelig. Og det piner mig frygteligt. Men han provokere mig fanme så meget nogle gange og jeg elsker jo min dreng over alt i verden og han er den mest søde og omsorgsfulde sjove dreng i verden. Og det gør mig så ked af jeg skal få den følelse. Er jeg den eneste?

Jeg ønsker ikke at være den sure mor som skal tage fat i hans arm og smide ham på værelset for at få ham til at stoppe. Men det ender det næsten altid med. Og det piner mig virkelig. Jeg bliver så ked Af det og  gør min søn jo også. 

Er jeg virkelig den eneste, som har et barn på 7 som driver mig til vanvid? Vil nogle give nogle eksembler eller andet? Føler mig som den eneste i verden  og føler mig som en dårlig mor at jeg nærmest råber i hovedet på mit barn at NU STOPPER DU! Og tager fat i hans arm! 

Jeg tror din reaktion er meget normal, men dermed ikke sagt, at den er ok, hvilket du også selv skriver. Hvis jeg var dig, så tror jeg, at jeg ville kontakte kommunen, da de mange steder har mulighed for at give forældre noget familierådgivning. I den kommune jeg bor i, er der et familiehus, hvor man kan henvende sig og få hjælp. Det kan være anonymt, hvis man ønsker det. Der er både pædagoger og psykologer. 

Anonym skriver:

Er jeg den eneste der har et barn på 7 år der driver sin mor til vanvid?

han er for at sige det mildt! pisse irriterende!! 

Hvis hans underbukser eller bukser driller går han helt i selvsving. Når han skal lave lektier og læse, går han helt bananas og det er fjollet, for han kan godt, han gider bare ikke. Eller hvis der er noget andet der ikke passer ham så kaster han med legetøjet. Det hele går 50 % bedre end det har gjort men nogle gange er det som om det går 5 skrid tilbage når det ender ud i jeg skal være skæld ud og tage fat i armen mor. 

Han sviner mig til som ord: dumme lorte mor, psykopat mor(han har hørt ordet i skolen), fucking lorte svin mor. 

Jeg er ikke den der voldsomme skældud mor. Men når gange så går min grænse virkelig. Når jeg har sagt 10 gange at han fx skal tale ordentligt til mig og resten i familien. Og han så er så skide provokerende at række fuck, så tager jeg virkelig fat i hans arm og fortæller ham at nu stopper han og nu bliver jeg rigtig sur!  

Mig tager mig selv i at sige til mig selv inden i at jeg hader den unge og at han er forfærdelig. Og det piner mig frygteligt. Men han provokere mig fanme så meget nogle gange og jeg elsker jo min dreng over alt i verden og han er den mest søde og omsorgsfulde sjove dreng i verden. Og det gør mig så ked af jeg skal få den følelse. Er jeg den eneste?

Jeg ønsker ikke at være den sure mor som skal tage fat i hans arm og smide ham på værelset for at få ham til at stoppe. Men det ender det næsten altid med. Og det piner mig virkelig. Jeg bliver så ked Af det og  gør min søn jo også. 

 

Er jeg virkelig den eneste, som har et barn på 7 som driver mig til vanvid? Vil nogle give nogle eksembler eller andet? Føler mig som den eneste i verden  og føler mig som en dårlig mor at jeg nærmest råber i hovedet på mit barn at NU STOPPER DU! Og tager fat i hans arm! 

Jeg kan godt nikke genkende til en "møg irriterende unge" der får en ud på et side spor. det tror jeg bestemt, at vi er mange der kan.

Har du prøv at snak med ham om, hvad der gør til, at han opfører sig sådan? Evt. imødekomme ham i den følelse han har, måske fortælle ham, hvad det gør ved dig.

Er der sket noget i familien evt, skolen andet ? som måske forklare affæren.

Hvordan er han i skole feks.?

En skideirriterende og grænsesøgende unge, der kunne drive mig til vanvid har jeg også haft. Men ingen af mine har nogensinde kaldt mig en fucking lortemor eller noget som helst andet - for det er ganske enkelt 100% uacceptabelt. Får du mon sat tydelige nok grænser? Det nytter jo heller ikke noget ude i verden, at Man tror, den slags opførsel er ok.

Anonym skriver:

Er jeg den eneste der har et barn på 7 år der driver sin mor til vanvid?

han er for at sige det mildt! pisse irriterende!! 

Hvis hans underbukser eller bukser driller går han helt i selvsving. Når han skal lave lektier og læse, går han helt bananas og det er fjollet, for han kan godt, han gider bare ikke. Eller hvis der er noget andet der ikke passer ham så kaster han med legetøjet. Det hele går 50 % bedre end det har gjort men nogle gange er det som om det går 5 skrid tilbage når det ender ud i jeg skal være skæld ud og tage fat i armen mor. 

Han sviner mig til som ord: dumme lorte mor, psykopat mor(han har hørt ordet i skolen), fucking lorte svin mor. 

Jeg er ikke den der voldsomme skældud mor. Men når gange så går min grænse virkelig. Når jeg har sagt 10 gange at han fx skal tale ordentligt til mig og resten i familien. Og han så er så skide provokerende at række fuck, så tager jeg virkelig fat i hans arm og fortæller ham at nu stopper han og nu bliver jeg rigtig sur!  

Mig tager mig selv i at sige til mig selv inden i at jeg hader den unge og at han er forfærdelig. Og det piner mig frygteligt. Men han provokere mig fanme så meget nogle gange og jeg elsker jo min dreng over alt i verden og han er den mest søde og omsorgsfulde sjove dreng i verden. Og det gør mig så ked af jeg skal få den følelse. Er jeg den eneste?

Jeg ønsker ikke at være den sure mor som skal tage fat i hans arm og smide ham på værelset for at få ham til at stoppe. Men det ender det næsten altid med. Og det piner mig virkelig. Jeg bliver så ked Af det og  gør min søn jo også. 

 

Er jeg virkelig den eneste, som har et barn på 7 som driver mig til vanvid? Vil nogle give nogle eksembler eller andet? Føler mig som den eneste i verden  og føler mig som en dårlig mor at jeg nærmest råber i hovedet på mit barn at NU STOPPER DU! Og tager fat i hans arm! 

Har du spurgt ham om han kender til ordenes betydning og hvad det gør ved dig han taler sådan? Eller hvad han ville sige til hvis du begyndte at tale sådan til ham?.. Herhjemme går jeg op i at fortælle min datter hvad de nye ord betyder og hvilke ord der ikke er acceptable herhjemme... Så hun er opmærksom på at tale pænt.. Hun lærer mange ord og spørger altid hvad betyder de ord når hun kommer hjem.. Mange gange er det jo fordi de synes det lyder smart. 

FraMalling skriver:

En skideirriterende og grænsesøgende unge, der kunne drive mig til vanvid har jeg også haft. Men ingen af mine har nogensinde kaldt mig en fucking lortemor eller noget som helst andet - for det er ganske enkelt 100% uacceptabelt. Får du mon sat tydelige nok grænser? Det nytter jo heller ikke noget ude i verden, at Man tror, den slags opførsel er ok.

Børn er ikke grænsesøgende? De er konktaktsøgende. 

Anonym skriver:

Børn er ikke grænsesøgende? De er konktaktsøgende. 

 

 

nogle børn er kontaktsøgende og nogle er grænsesøgende. Lad os nu ikke falde i fælden med at mene, at vores sandhed er den eneste rigtige.

FraMalling skriver:

nogle børn er kontaktsøgende og nogle er grænsesøgende. Lad os nu ikke falde i fælden med at mene, at vores sandhed er den eneste rigtige.

Det er trist det er dit børnesyn. Jeg har anden erfaring og faglig viden. 

Anonym skriver:

Det er trist det er dit børnesyn. Jeg har anden erfaring og faglig viden. 

Men definitionen på at være barn er vel st søge både omsorg kontakt OG grænser.

Et barn kender ikke grænser og søger dem ved at udfordre os på hvor de er og se vores reaktion. 

Hvad er det der er forkert ved st børn søger grænser. For og er det det mest selvfølgelig i verden. 

Anonym skriver:

Det er trist det er dit børnesyn. Jeg har anden erfaring og faglig viden. 

Du er så ikke den eneste med erfaring OG faglig viden. Måske tænker du ordet grænsesøgende som noget andet end jeg gør. Uanset er det ikke gavnligt for trådstarter, at vi kører id af en tangent her. Jeg kan fint leve med, at du finder mit syn på det sørgeligt. God weekend til dig.