Hvornår vænner man sig til forældreskabet?

Da jeg læste dit startindlæg undrede jeg mig over, at du havde fået barn nummer to, hvis du havde det så hårdt som mor. Nu giver det hele mening efter at du skrev, det var et uheld. 

Godt, at du får behandling og hjælp. Det lyder som en hård omgang med den fødselsdepression. Sender kærlige tanker 

Da jeg læste dit startindlæg undrede jeg mig over, at du havde fået barn nummer to, hvis du havde det så hårdt som mor. Nu giver det hele mening efter at du skrev, det var et uheld. 

Godt, at du får behandling og hjælp. Det lyder som en hård omgang med den fødselsdepression. Sender kærlige tanker 

Tak

Ja, det var nemlig et uheld. Var slet ikke klar til en ny baby, men drømte ikke engang om at få abort, da den første baby tog 2 år at lave og det fortryder jeg skam heller ikke, for han er sådan en dejlig dreng! Men jeg kan virkelig godt mærke, at det ikke var planlagt og jeg ikke var klar!

Anonym skriver:

Hvor er jeg glad for at høre fra andre, der har det som mig. Dem, jeg snakker mest med til daglig, bedstemødrene, de får det altid til at lyde som om tiden med små børn var den absolut bedste og som om, de egentlig ikke rigtigt havde et liv før det...!

Jeg havde et liv med mig selv som omdrejningspunkt - jeg var blevet helt afsindigt træt af det og prøvede i 2 år at lave en baby, før det lykkedes - men nu savner jeg at kunne tage lidt hensyn til mig selv... altså. Jeg troede slet ikke, at man ville miste så meget tid, at man ikke engang kunne gå på toilettet i fred eller at der nogle gange går 3 dage mellem badene. For slet ikke at tale om den manglende nattesøvn. Min lille nye på 6 måneder sover ikke igennem, men det gør min store sørme heller ikke...! Da han var et par uger sov han 5 timer i streg og da den nye var et par uger, sov de begge 7 timer ellers har jeg ikke sovet mere end 2-3 timer i træk. Jeg ammede stadig den sidste, da jeg blev gravid med den nye (uplanlagt). Jeg nåede aldrig tilbage på arbejdsmarkedet, da jeg fik bækkenløsning og blev sygemeldt. Så jeg har bare været mor, malkeko og rugemaskine uafbrudt i over 3 år...

Jøsses, det er hårdt og jeg savner bare at kunne sætte mig med en kop kaffe og et tæppe på og læse eller se et afsnit af en serie uden at blive afbrudt.

Jeg tror egentlig, at det var gået bedre, hvis jeg kun havde den store nu, for selvom jeg blev totalt overvældet, da han blev født og fik en efterfødselsreaktion, så er han jo så nem nu og man kan bare tage ham med rundt og han kan lege lidt selv.
Men nu er der TO!

Men det hjælper nok også lidt på det nu, at flere af mine gode venner begynder at få børn. Da jeg fik den første turde jeg knap lægge et billede på facebook, fordi vi altid havde siddet og rullet øjne sammen over alle de børnebilleder, folk delte - og pludselig var det mig, der ønskede at dele..! Jeg ANEDE jo ikke, hvor meget forældreskabet fyldte. Jeg var faktisk flov over at være blevet mor, fordi jeg jo ikke kunne undgå at blive "suget ind" i alt det med ble-mærker og børnetøj (og faktisk synes, at det var det eneste interessante i verden). Og med to små børn, så tænker jeg bare på sådan noget hele tiden, børnehaveopskrivning, aftensmad, vasketøj. Det er så forbandet trivielt og jeg ved slet ikke, hvor mit gamle jeg er.

Og jeg tør ikke være alene med begge ungerne samtidig, men det er jeg hver dag. Det går fint, men det er så angstfyldt for mig, hvis der skal puttes og de skriger samtidig.

Jeg har en efterfødselsdepression, som jeg får en lille smule hjælp for (noget offentligt gruppe-noget) og når jeg så er færdig med barsel og måske finder et arbejde og kan komme ud og snakke om noget andet end unger, så hjælper det måske lidt.

Men det bliver stadig så hårdt, for der skal stadig hentes, puttes, fodres, bades osv. Tidligere kunne man bare lave en kop kaffe og se sin yndlingsserie, når man fik fri...

Jeg elsker mine unger helt afsindigt, men jeg savner godt nok også mit liv før dem. Al den tid...

Jeg forstår simpelhen ikke hvorfor du har valgt at få to børn SÅ tæt på hinanden, når du føler sådan som du gør (hvilket jeg synes er helt forståeligt) og oveni købet oplevede en efterfødselsreaktion efter din første søn? Det er jo en mega hård situation at sætte sig i? 

Jeg oplevede det også som en KÆMPE Lis ændring at blive mor. Jeg elskede det, men shit en forandring altid at sætte et andet menneske før sig selv. Altid! 

Derfor valgte vi også at have 5+ år mellem vores børn. Det betød at vi nåede at være SÅ klar pø at få en ny baby i huset med søvnløse nætter osv. 

Anonym skriver:

Jeg forstår simpelhen ikke hvorfor du har valgt at få to børn SÅ tæt på hinanden, når du føler sådan som du gør (hvilket jeg synes er helt forståeligt) og oveni købet oplevede en efterfødselsreaktion efter din første søn? Det er jo en mega hård situation at sætte sig i? 

Jeg oplevede det også som en KÆMPE Lis ændring at blive mor. Jeg elskede det, men shit en forandring altid at sætte et andet menneske før sig selv. Altid! 

Derfor valgte vi også at have 5+ år mellem vores børn. Det betød at vi nåede at være SÅ klar pø at få en ny baby i huset med søvnløse nætter osv. 

Du skal nok lige læse hele tråden, inden du skriver.

Først og fremmest: hatten af, for at du deler og for at du kæmper videre, selvom det er hårdt!

Mine råd:

-accepter, at det er hårdt at være mor, især til helt små børn. Ikke kun for dig, men også for andre.

-vær åben overfor dine nærmeste venner. Lad være med at lade som om alt er rosenrødt, når det ikke er det. Ikke sådan at forstå, du skal læsse af på alle og enhver, men når du bliver spurgt om, hvordan det er at være forælder, så svar ærligt "det er skide hårdt og mega svært". Hvis de ikke vil vide mere, spørger de ikke mere ind til det.

-øv dine børn i at være mere selvstændige. Det er hårdt lige nu, men det lønner sig snart, når de begynder at gøre flere ting selv. Den store skal lære at lade dig gå på toilet i fred, og den lille kan du evt. putte i en lift og tage med ind på badeværelset, når du skal på toilet. Hun skriger nok ikke, hvis bare hun kan se dig. Træn den ældste i selv at tage tøj på, læg tøjet frem på gulvet i den rækkefølge, han skal tage det på. Server også mad, han selv kan spise, uden at det sviner (fx pasta frem for ris).

-oplær din partner i at han skal holde øje med børnene, når han er hjemme. Dvs. går du på toilet eller i bad, er det hans ansvar, at de ikke forstyrrer dig. Det er også hans ansvar at trøste, det nytter ikke han kommer og banker på badeværelsesdøren, så må han gå rundt og vugge en grædende baby, indtil du kommer ud igen. Han skal nok snart lære det. Hvis du ikke har en partner, så få en veninde/barnepige/bedsteforælder til at komme hver anden dag og aflaste en halv til en hel time, mens du er i bad.

-besøg steder, hvor den ældste bliver underholdt fx legestuer eller biblioteker. Så kan du "nøjes" med at se efter ham, i stedet for at skulle aktivere ham.

-lav legeaftaler. Igen, barnet bliver aktiveret. Bonus: I kan se efter hinandens børn, mens den anden går på toilet.

-hyr hjælp, hvis du har råd. Om det er en barnepige, rengøringshjælp eller indkøbsvarer leveret til døren. Der findes også måltidskasser. Det kan aflaste.

-accepter dit liv ikke kan være perfekt lige nu. Nullermænd er tilladt. Ingen har tid til at holde hjemmet perfekt, når man har små børn.

Hvis du får det værre/ikke bedre, skal du kontakte din læge igen, og sige den støtte du får, ikke er nok. Jeg håber, du får lidt ånderum i din hverdag. Stort kram herfra