Hvornår vænner man sig til forældreskabet?

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.758 visninger
14 svar
21 synes godt om

Du kan svare anonymt i tråden
26. september 2019

Anonym trådstarter

Jeg har været mor i 2½ år nu, har to børn.
Jeg er stadig - på daglig basis - lamslået af, hvor hårdt det er at have børn (især 2). Jeg drømmer om tiden før børn, savner mit gamle jeg og føler mig så uendeligt udmattet. De vågner hele tiden, man har aldrig bare 5 minutter, så er de syge, så skal man have hele molevitten med til en fest og lade som om, det er en leg at have børn og dele folks begejstring over sin baby... Det er så hårdt.

Hvornår vendte det for jer?

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

26. september 2019

Anonym

Du spørger "hvornår vendte det for jer", og jeg må desværre for mit vedkommende sige, at jeg aldrig har haft det som du beskriver.

Jeg elsker mine børn, jeg nyder tiden med dem, elsker at tage på tur til børne steder, gå tur, lege, male osv. Jeg har også 2, og står primært alene med dem.

De er min verden, og heldigvis forguder min omgangskreds dem også, så det er aldrig et problem, at de altid er med.

Jeg kan kun sige, at det er vigtigt at leve i nuet, og få det bedste ud af den alder dine børn har nu.  de bliver aldrig den alder igen. 

Anmeld Citér

26. september 2019

serinasmor

Profilbillede for serinasmor

Du har 2 børn under 3 år - det vil være hårdt ... 


Her har jeg 6 år mellem mine - hvilket stadig er hårdt, men det er helt sikkert mindre hårdt og hårdt på en anden måde .. 


For mig hjælper det at prioritere mig selv og egne beslutninger  

Det hjælper at jeg tager mig tid for mig selv. 

Jeg går ture i skoven ALENE .. 

Jeg prioriterer egne drømme og egne behov ...

Har du dem hjemme? eller går du på job .. 

Hvornår har du sidst tilladt dig selv at drikke din kaffe mens den er varm? 

Har du bedsteforældre som kan passe et par timer. 

Kan farmand tage en aften, så du kan gøre noget DU har lyst til. 

                             Min blog og shop

 

Anmeld Citér

26. september 2019

Nanana

Profilbillede for Nanana

Det er hårdt med små børn fordi de bare tager og tager og tager  De tager alt ens energi og og alt ens tid. MEN om et lille års tid så bliver det bare meget sjovere. Så kan man tage dem med ud og lave en masse sjove ting. Jeg synes ikke det var sådan rigtig fedt før min datter var omkring 4, og vi kunne snakke rigtig sammen, og så når man et punkt hvor de giver mere end de tager. Man kan dele interesser og tage på små ture ud at spise. 

Jeg tog min datter med på museer og skovture. Nu bliver hun snart 8, og hvis vi skal have en rigtig hygge dag, så tager vi en lille tur sammen. På den måde lærer man hinanden godt at kende, og hun fortæller alle mulige ting hun ellers ikke ville have tid til. Det gør bare det værd for mig.. 

 

Anmeld Citér

26. september 2019

Venica

Profilbillede for Venica

Jeg ved ikke om jeg har vænnet mig til at være forælder. Jeg synes stadig det er vildt at JEG er nogens mor, forstået på den måde at jeg nok altid vil føle at min egen mor er meget mere “mor” end jeg er. 

Jeg synes aldrig at jeg fortryder mit barn, og jeg ville ikke bytte mit liv nu, ud for noget andet i hele verden. Men jeg kan også have dage og perioder hvor jeg savner bekymringsløse, og ansvarsfrie dage, og hvor jeg kunne ønske mig langt væk på en øde ø alene og bare stirre ud i luften. Men det går som regel over igen når “stormen” ligesom har lagt sig. Jeg tror ikke at det er unormalt at savne ens tidligere egoistiske tider, hvor det mest handlede om at opfylde egne behov. Man er lidt et omvandrende serviceorgan de første år, og den omvæltning kan godt være hård at komme igennem. 

Det vigtigste er at du husker at tage dig tid til dig selv engang imellem. Ofte er det bare de små ting der virker. Tag et langt bad, gå en tur, tage ud at handle, se en veninde - ALENE. 

Det skal nok gå, og en dag vågner du sikkert og savner dengang dine børn var små :-) 

Anmeld Citér

26. september 2019

Hønepigen

Profilbillede for Hønepigen

Du har to blebørn med begrænset sprog. Det er hårdt. Her er det nemmere når den yngste er blevet 4.

Et godt råd - at have det hårdt og skjule det er væsentlig hårdere end at delagtiggøre andre i at det ikke altid er rosenrødt. 

Få andre til at passe bare en time eller to eller med en overnatning. Prioriter dig selv også en gang imellem.

Anmeld Citér

26. september 2019

Tullemoar

Profilbillede for Tullemoar
Anonym skriver:

Jeg har været mor i 2½ år nu, har to børn.
Jeg er stadig - på daglig basis - lamslået af, hvor hårdt det er at have børn (især 2). Jeg drømmer om tiden før børn, savner mit gamle jeg og føler mig så uendeligt udmattet. De vågner hele tiden, man har aldrig bare 5 minutter, så er de syge, så skal man have hele molevitten med til en fest og lade som om, det er en leg at have børn og dele folks begejstring over sin baby... Det er så hårdt.

Hvornår vendte det for jer?



Du har to forholdsvis meget små børn, så kan godt forstå, du synes, det er hårdt! 
Jeg synes også, det var enormt hårdt, og drømte tit om livet før børn. Jeg følte mig meget unormal!

da min datter blev lidt over 3, begyndte det at blive nemmere. 
Nu har jeg en på lidt over et år og så en på 4.. snart 5.

Jeg synes også, det blev nemmere, da jeg accepterede, at det ER hårdt, og jeg MÅ godt synes det er hårdt. Jeg havde en forestilling om, at det måtte man ikke synes. 
Jeg tænker også, det er vigtigt, du får et break, tid til dig selv, gå en tur, læs en bog eller et eller andet. Behøver ikke være noget vildt. 
min erfaring er, at det er vigtigt ellers kører man surt i det

Anmeld Citér

27. september 2019

Anonym

Anonym skriver:

Jeg har været mor i 2½ år nu, har to børn.
Jeg er stadig - på daglig basis - lamslået af, hvor hårdt det er at have børn (især 2). Jeg drømmer om tiden før børn, savner mit gamle jeg og føler mig så uendeligt udmattet. De vågner hele tiden, man har aldrig bare 5 minutter, så er de syge, så skal man have hele molevitten med til en fest og lade som om, det er en leg at have børn og dele folks begejstring over sin baby... Det er så hårdt.

Hvornår vendte det for jer?



Mine er nu 5 og 7 og jeg har haft det præcis som dig. Jeg synes ikke mor-rollen er ret fed. Jeg savner også mit gamle liv, men jeg accepterer, at i de år hvor ungerne er små, der er fokus på dem.

Jeg synes, det har gjort en masse, at man ikke længere skal hjælpe på toilettet, for det kan de selv klare nu, så man skal ikke piske afsted, fordi der er en der råber: JEG SKAL TIIIISSE.

Nu er vi ved at øve, at de er født med to arme og to ben, og at de godt selv kan finde ud af at åbne for skuffen med glas og tænde for vandhanen... Det er også et projekt. 

Men det bliver meget nemmere, når de selv tager tøj på, selv går på toilettet, hjælper til med at dække bord og tage ud af bordet, rydder op på deres værelse osv. Jeg glæder mig nu stadig til den dag, hvor de selv smører madpakke, tager tøj på og SELV går i skole. 

Anmeld Citér

27. september 2019

newusername

Profilbillede for newusername

Jeg synes også, at det er hårdt at være mor.

Min datter er lidt over et år nu, og selv om jeg elsker hende, så skal jeg aldrig nogensinde have flere børn! 

Egentlig kunne jeg sagtens have levet hele mit liv uden børn og været mindst lige så lykkelig. Jeg elskede mit liv før jeg blev mor og nød virkelig al den frihed og tid, jeg havde. 

Da jeg så blev gravid ved et uheld, og jeg vidste, at min mand gerne ville have børn, valgte vi at beholde hende. Det har jeg ikke fortrudt, men hold da op, jeg er træt og udmattet! 

Livet med børn ER bare fyldt med begrænsninger, og nogle ting er møghamrende besværlige. Det hjælper ikke at have forventninger til noget som helst, og forsøge at tage alting, som det kommer.

Anmeld Citér

1. oktober 2019

Anonym trådstarter


Hvor er jeg glad for at høre fra andre, der har det som mig. Dem, jeg snakker mest med til daglig, bedstemødrene, de får det altid til at lyde som om tiden med små børn var den absolut bedste og som om, de egentlig ikke rigtigt havde et liv før det...!

Jeg havde et liv med mig selv som omdrejningspunkt - jeg var blevet helt afsindigt træt af det og prøvede i 2 år at lave en baby, før det lykkedes - men nu savner jeg at kunne tage lidt hensyn til mig selv... altså. Jeg troede slet ikke, at man ville miste så meget tid, at man ikke engang kunne gå på toilettet i fred eller at der nogle gange går 3 dage mellem badene. For slet ikke at tale om den manglende nattesøvn. Min lille nye på 6 måneder sover ikke igennem, men det gør min store sørme heller ikke...! Da han var et par uger sov han 5 timer i streg og da den nye var et par uger, sov de begge 7 timer ellers har jeg ikke sovet mere end 2-3 timer i træk. Jeg ammede stadig den sidste, da jeg blev gravid med den nye (uplanlagt). Jeg nåede aldrig tilbage på arbejdsmarkedet, da jeg fik bækkenløsning og blev sygemeldt. Så jeg har bare været mor, malkeko og rugemaskine uafbrudt i over 3 år...

Jøsses, det er hårdt og jeg savner bare at kunne sætte mig med en kop kaffe og et tæppe på og læse eller se et afsnit af en serie uden at blive afbrudt.

Jeg tror egentlig, at det var gået bedre, hvis jeg kun havde den store nu, for selvom jeg blev totalt overvældet, da han blev født og fik en efterfødselsreaktion, så er han jo så nem nu og man kan bare tage ham med rundt og han kan lege lidt selv.
Men nu er der TO!

Men det hjælper nok også lidt på det nu, at flere af mine gode venner begynder at få børn. Da jeg fik den første turde jeg knap lægge et billede på facebook, fordi vi altid havde siddet og rullet øjne sammen over alle de børnebilleder, folk delte - og pludselig var det mig, der ønskede at dele..! Jeg ANEDE jo ikke, hvor meget forældreskabet fyldte. Jeg var faktisk flov over at være blevet mor, fordi jeg jo ikke kunne undgå at blive "suget ind" i alt det med ble-mærker og børnetøj (og faktisk synes, at det var det eneste interessante i verden). Og med to små børn, så tænker jeg bare på sådan noget hele tiden, børnehaveopskrivning, aftensmad, vasketøj. Det er så forbandet trivielt og jeg ved slet ikke, hvor mit gamle jeg er.

Og jeg tør ikke være alene med begge ungerne samtidig, men det er jeg hver dag. Det går fint, men det er så angstfyldt for mig, hvis der skal puttes og de skriger samtidig.

Jeg har en efterfødselsdepression, som jeg får en lille smule hjælp for (noget offentligt gruppe-noget) og når jeg så er færdig med barsel og måske finder et arbejde og kan komme ud og snakke om noget andet end unger, så hjælper det måske lidt.

Men det bliver stadig så hårdt, for der skal stadig hentes, puttes, fodres, bades osv. Tidligere kunne man bare lave en kop kaffe og se sin yndlingsserie, når man fik fri...

Jeg elsker mine unger helt afsindigt, men jeg savner godt nok også mit liv før dem. Al den tid...

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.