Er min far narcissist eller?

Anonym skriver:

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil ha ud af dette opslag, men jeg tror egentlig bare, at jeg har brug for, at få råd fra andre end min familie..

 

Jeg har en far, som jeg et eller andet sted mistænker for, at være narcissist eller har lign. adfærd. Lige siden jeg kan huske har han altid haft et meget snævert syn på alt. Da jeg var lille startede det egentlig med, at han blev uvenner med min mors side af familien hvilket resulteret i, at min far ikke var velkommen hos dem. Han har aldrig rigtig haft et arbejde, var ude meget af dagen/natten og brugte stort set altid alt sin tid i hjemmet på spil på sin pc. Han lod min mor i stikken med alt, penge, os børn, oprydning mm. Altså, været egoistisk. Han har også siddet i åbent fængsel nogle gange. Min mor og ham gik fra hinanden da jeg var omkring 7 (jeg kan ærlig talt ikke huske det) men deromkring. Vi (min storebror og jeg) så ham hver 14 dag (han var i åbent fængsel da min mor endelig smed ham ud). Da min bror var omkring 17 år, tog han en beslutning om, at stoppe kontakten til min far, og der er selfølgelig 2 sider af den historie.

Min far påstår hårdnakket (og bilder alle ind) at grunden til de ikke snakker sammen er pga min far ikke ville give min bror en tatovering. (Mega langt ude) min brors side af historien lyder, at han simpelthen bare var træt af, at få løgn historier, blive lovet guld og grønne skove, at vores mor/familie blev svinet til osv. Det skal lige siges, at min far aldrig har rigtig givet os ting og gaver til fødselsdage og jul. jeg ved, at min bror aldrig ville droppe kontakten pga en tatovering som han alligevel fik? Og jeg har selv lagt øre til rigtig meget igennem tiden fra min fars side, nemlig, at han sviner vores mor/stedfar og andre familie medlemmer til. Han tilsviner stadig min gamle stedfar, som desværre afgik ved døden for nogle år tilbage, hvilket gør utrolig ondt, da den mand var der på punkter min egen far ikke kunne være. Han snakker med INGEN i sin egen familie mere, alle hans søskende (4 stk af slagsen) ikke sine gamle venner eller stadig ik min bror. Ifølge ham er det ALLE dem der fejler noget og slet ikke ham.. i min verden, kan man ikke ha mistet så mange mennesker uden selv at ha en del af skylden. Vi snakker om mange mennekser, mennesker som ofres stiller spørgsmålstegn ved hvorfor jeg stadig har kontakt til en mand der behandler andre mennesker så dårligt. Min far lyver, bedrager og manipulere med ALT. Han er ond, og bliver ondsindet hvis han ik for sin vilje eller for opmærksomhed. Han har sågar bildt hans kone ind (som desværre døde for nogle mdr siden) at det barn han har fået efter mig, med en anden dame, er dødt og det samme er moren til barnet. HVORFOR SKAL MAN LYVE OM NOGET SOM ER SKET FØR HANS NUVÆRENDE KONE????? Nå, men denne dreng kontaktede ham jo lige pludselig og der havde han jo et forklaring problem.

 

Nu har jeg fået min egen datter og har faktisk ikke lyst til, at have kontakten mere. Også fordi, at jeg flere gange har bedt ham om at ændre sig, men det sker aldrig. Lige pludselig kan han finde på, at gå “amok” på mig, skrive og tilsvine mig fordi jeg ik giver ham opmærksomhed. Han kalder mig idiot, dum osv fordi hans kone var syg, så derfor skulle det gå ud over mig. 

Jeg har prøvet at være sød, skriver ordentligt til ham osv men han for stadig sine “flip” som jeg kalder dem. Min mor ønsker og håber at jeg snart stoppet kontakten med ham, for han gør mig stresset og ked af det.. han kan slet ikke sætte sig ind i, at jeg bruger alt min tid på min datter og at hun er det vigtigste for mig. For eksempel havde han ringet til mig 2 gange inden for 1 min og skriver efterfølgende “hvorfor tager du ikke din tlf når jeg ringer” hvorefter jeg svarer ham” jeg kan ikke snak nu, men du må gerne skrive” der går så 1 døgn før han svarer og hans svar er bare” du ved jeg ikke gider skrive, du gider ik snak i tlf du er sku for underlig” ???   WHAT???? Jeg skriver så tilbage at han skal respektere at jeg ikke bare kan sidde og snak i tlf mere fordi jeg har andre ting (min datter) at tage mig af, men det som om han slet ikke forstår det. :/

Men det os klart, han var der aldrig i vores barndom og hvis han var og jeg fks græd, sagde han bare til min mor “kan du dog ik få den unge til at holde kæft”

Der er så meget mere, men i frygt for, at opslaget bliver for langt stopper jeg her.

Jeg er egentlig nok mest af alt bange for, at stoppe kontakten til ham fordi jeg er bange for at han vil gøre mig ondt ved at chikanere mig med at lave falske underretninger til kommunen  

Har i andre forældre der er sådan? Hvad har i gjort?

Du bliver nødt til at stoppe kontakten inden din datter bliver stor nok til at blive udsat for hans ubehageligheder. Både for din egen og hendes skyld. En dag vil det også gå udover hende og det ønsker du absolut ikke, for det rammer dobbelt så hårdt når det er ens eget barn det går ud over. Gem hans beskeder, så hvis du får en underretning så kan du vise dem til kommunen så de kan se hvem der har et problem.

Anonym skriver:

Ifølge ham selv fejler han intet! Vi har engang diskuteret hvor han virkelig var grov overfor mig, og jeg virkelig fik nok og skrev til ham “ stop du er syg!” Og hans svar var bare, at det var han fandme ikke og at det var alle os andre der var det. 

Mit største problem er nok, at jeg er alt alt for god af mig og tilgiver og har skyld føelse.. selvom det er mig det er gået ud over og han ikke angre. 

Min pointe var blandt andet, at han ikke nødvendigvis fejler noget/er syg. Der er et væld af personer med ubehagelig og selvcentreret adfærd, som ikke falder i nogen “diagnosekasse”, og at fortælle ham, han er syg, opnår du næppe noget ved bortset fra at tirre ham.

Selvfølgelig kunne han have gavn af psykologhjælp, hvis han selv erkendte, han havde et problem, lagde sig fladt ned og havde et oprigtigt ønske om at ændre adfærd, men det kommer jo ikke til at ske, lyder det til. Så du må rette blikket mod dig selv i stedet og afgøre, om du er villig til at fortsætte den drænende og negative kontakt med ham, eller om tiden er inde til, at du kapper den. 

Anonym skriver:

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil ha ud af dette opslag, men jeg tror egentlig bare, at jeg har brug for, at få råd fra andre end min familie..

 

Jeg har en far, som jeg et eller andet sted mistænker for, at være narcissist eller har lign. adfærd. Lige siden jeg kan huske har han altid haft et meget snævert syn på alt. Da jeg var lille startede det egentlig med, at han blev uvenner med min mors side af familien hvilket resulteret i, at min far ikke var velkommen hos dem. Han har aldrig rigtig haft et arbejde, var ude meget af dagen/natten og brugte stort set altid alt sin tid i hjemmet på spil på sin pc. Han lod min mor i stikken med alt, penge, os børn, oprydning mm. Altså, været egoistisk. Han har også siddet i åbent fængsel nogle gange. Min mor og ham gik fra hinanden da jeg var omkring 7 (jeg kan ærlig talt ikke huske det) men deromkring. Vi (min storebror og jeg) så ham hver 14 dag (han var i åbent fængsel da min mor endelig smed ham ud). Da min bror var omkring 17 år, tog han en beslutning om, at stoppe kontakten til min far, og der er selfølgelig 2 sider af den historie.

Min far påstår hårdnakket (og bilder alle ind) at grunden til de ikke snakker sammen er pga min far ikke ville give min bror en tatovering. (Mega langt ude) min brors side af historien lyder, at han simpelthen bare var træt af, at få løgn historier, blive lovet guld og grønne skove, at vores mor/familie blev svinet til osv. Det skal lige siges, at min far aldrig har rigtig givet os ting og gaver til fødselsdage og jul. jeg ved, at min bror aldrig ville droppe kontakten pga en tatovering som han alligevel fik? Og jeg har selv lagt øre til rigtig meget igennem tiden fra min fars side, nemlig, at han sviner vores mor/stedfar og andre familie medlemmer til. Han tilsviner stadig min gamle stedfar, som desværre afgik ved døden for nogle år tilbage, hvilket gør utrolig ondt, da den mand var der på punkter min egen far ikke kunne være. Han snakker med INGEN i sin egen familie mere, alle hans søskende (4 stk af slagsen) ikke sine gamle venner eller stadig ik min bror. Ifølge ham er det ALLE dem der fejler noget og slet ikke ham.. i min verden, kan man ikke ha mistet så mange mennesker uden selv at ha en del af skylden. Vi snakker om mange mennekser, mennesker som ofres stiller spørgsmålstegn ved hvorfor jeg stadig har kontakt til en mand der behandler andre mennesker så dårligt. Min far lyver, bedrager og manipulere med ALT. Han er ond, og bliver ondsindet hvis han ik for sin vilje eller for opmærksomhed. Han har sågar bildt hans kone ind (som desværre døde for nogle mdr siden) at det barn han har fået efter mig, med en anden dame, er dødt og det samme er moren til barnet. HVORFOR SKAL MAN LYVE OM NOGET SOM ER SKET FØR HANS NUVÆRENDE KONE????? Nå, men denne dreng kontaktede ham jo lige pludselig og der havde han jo et forklaring problem.

 

Nu har jeg fået min egen datter og har faktisk ikke lyst til, at have kontakten mere. Også fordi, at jeg flere gange har bedt ham om at ændre sig, men det sker aldrig. Lige pludselig kan han finde på, at gå “amok” på mig, skrive og tilsvine mig fordi jeg ik giver ham opmærksomhed. Han kalder mig idiot, dum osv fordi hans kone var syg, så derfor skulle det gå ud over mig. 

Jeg har prøvet at være sød, skriver ordentligt til ham osv men han for stadig sine “flip” som jeg kalder dem. Min mor ønsker og håber at jeg snart stoppet kontakten med ham, for han gør mig stresset og ked af det.. han kan slet ikke sætte sig ind i, at jeg bruger alt min tid på min datter og at hun er det vigtigste for mig. For eksempel havde han ringet til mig 2 gange inden for 1 min og skriver efterfølgende “hvorfor tager du ikke din tlf når jeg ringer” hvorefter jeg svarer ham” jeg kan ikke snak nu, men du må gerne skrive” der går så 1 døgn før han svarer og hans svar er bare” du ved jeg ikke gider skrive, du gider ik snak i tlf du er sku for underlig” ???   WHAT???? Jeg skriver så tilbage at han skal respektere at jeg ikke bare kan sidde og snak i tlf mere fordi jeg har andre ting (min datter) at tage mig af, men det som om han slet ikke forstår det. :/

Men det os klart, han var der aldrig i vores barndom og hvis han var og jeg fks græd, sagde han bare til min mor “kan du dog ik få den unge til at holde kæft”

Der er så meget mere, men i frygt for, at opslaget bliver for langt stopper jeg her.

Jeg er egentlig nok mest af alt bange for, at stoppe kontakten til ham fordi jeg er bange for at han vil gøre mig ondt ved at chikanere mig med at lave falske underretninger til kommunen  

Har i andre forældre der er sådan? Hvad har i gjort?

Jeg genkender mange af dine tanker og den dårlige samvittighed. Den havde jeg også inden jeg brød med min far. 

Du skal gøre forskellige ting op med dig selv. Vil du forsætte kontakten med din far selvom han ikke er en ressource i dit liv og ofte ender med at såre dig og gøre dig ked af det? Vil du have at din datter får en relation til ham og hvordan skal den være? Vil du høre på din mor og øvriges familie tilsvining af din far?

Jeg synes ikke det er så sort og hvidt som andre skriver. Det er jo ikke BARE at bryde kontakten med en forælder - selvom forælderen måske ikke har gjort det særlig godt som forælder. 

Hvis du ikke er klar til at din far skal helt ud af dit liv, kan du måske sætte nogle grænser for hvordan du synes relationen skal være. Ex at du kun vil besøge ham hver anden måned og at du ikke vil snakke i telefon med ham mere end hver 3. Uge. 

Jeg ved selvfølgelig ikke om det er realistisk ift. Hvordan din far reagere på din manglende respons. 

I hvertfald kan det være vejen til at kunne 'turde' give slip og bryde helt med ham. 

Håber det bedste for du og din datter