Anonym skriver:
Mit bedste råd er helt klart, at man uanset sine tanker skal “beslutte” sig for, at uanset hvilket barn man får, så vil man kæmpe for det og beskytte det.
Jeg var desværre gennem hele min graviditet overbevist om, at jeg ville få st sygt barn og derfor opstod der intet stærkt bånd mellem mig og baby. Da jeg så fik bekrlftet at mine fornemmelser havde været rigtige, så blev det hverken bedre eller nemmere at have skubbet baby væk fordi jeg havde været så nervøs under graviditeten.
Jeg endte i en fødselsdepression og brugte flere år på at “lære” at elske mit barn. Og det var helt sikkert fordi, jeg havde brugt hele graviditeten på at skubbet barnet væk, fordi jeg var aå bange for at få et sygt barn - som jeg jo så fik.
Nu har jeg to børn. Og belært af mine første omgang, så besluttede jeg mig for at dyrke hvert sekund af alle positive følelser.
Jeg elsker begge mine børn. Den første havde jeg den vildeste beskytter trang over for i det øjeblik, barnet kom. Men kærligheden skulle der arbejdes for. Jeg oplevede aldrig en forelskelse. Men i D-dag elsker jeg barnet!
Mit andet barn var heller ikke en decideret forelskelse, men en kæmpe kærlighed som sad i hjertet på en anden måde, end med nr 1.
Så uanset hvad - sorgen over at miste et barn eller få et barn bliver ikke mindre af at have elsket det! Også selvom det er misdannet/ sygt osv. Det gør faktisk situationen sværere - fordi man så også kæmpe med at skulle være i en relation, man ikke har.
Men skubber du babyen væk under graviditeten fordi den kan være syg uanset scanninger og målinger, så bliver det svært 
I dag elsker jeg mit 1. Barn med hjernen
og mit 2. Barn med hjertet!
Jeg elsker dem utvivlsomt lige meget - kærligheden sidder bare to forskellige steder og er kommet meget forskelligt
Jeg prøver at tænke positivt, selvom det er svært. Men der er heldigvis ingenting der er sikkert endnu.
