overvejer at blive weekend mor

Nu smider jeg lige en anden vinkel på det - tror du at dine børn bliver glad for at bo ved faren? Og en evt ny kæreste med tiden?

hvis de er så knyttet til dig, så burde du ærlig blive boende - ihvertfald for deres skyld. Ellers må du rykke hele lortet op med roden og flytte børnene med - selvom det ville være en utrolig egoistisk beslutning.

Jeg forstår heller ikke behovet for at flytte. Efter min mening har man et ansvar for sine børn og vælger man at gå fra hinanden er det mindste da at man bor i en overskuelig afstand fra hinanden og har et godt samarbejde, det er jo i forvejen ikke let for børnene at deres forældre går fra hinanden og de mister "alt" de kender.

Og jeg er enig i at det vigtigste må da være ens børn og ikke hvor man bor 

Åh dit opslag gør mig lidt ked af det på dine børns vegne. 

Jeg er vokset op med en enlig far, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange han har truffet en egoistisk beslutning og sagt, at det ville gøre ham glad - og glade forældre giver glade børn. Det har desværre sjældent passet, er min erfaring. Det er en glidebane, den tankegang, for hvor går grænsen?

Jeg hader at bo, der hvor vi bor nu. Hader det. Men hvis mine børn elskede det og var trygge her, så ville jeg lære at acceptere det for deres skyld. Jeg ville sluge uendeligt mange kameler for at gøre mine børn glade. 

Hvis jeg var dig, ville jeg veje de to ting grundigt op mod hinanden: dit behov for at flytte og dine børns behov for at have mor tæt på. Jeg ville skulle være virkelig, virkelig dybt ulykkelig, for at det ville være det værd at flytte væk fra mine børn.

Jeg er selv skilsmissebarn, og mine forældre havde 12/2. Jeg var så bare så heldig, at mine forældre boede ca. 200 meter fra hinanden, så når jeg fik lyst til at se min far i hverdagene, så gik jeg bare op til ham. Det gjorde det hele meget nemmere. Jeg er bange for, at dine børn ikke ser det på samme måde som dig mht. det med at flytte.

Anonym skriver:

Hej .. 

jeg har virkelig brug for, at høre andre mødres mening.

Jeg er ved at gå fra min kæreste. Vi har 2 fælles børn. Og da jeg mødte kæresten for 12 år siden valgte jeg, at flytte til en hans by. I alle de år jeg har boet sammen med ham. Har jeg følt mig godt tilpas. Men nu hvor vi står og skal skilles tvivler jeg meget på om jeg bliver en lykkelig mor, hvis jeg bliver i nuværende by. Problemet er så, at hvis jeg vælger, at flytte fra byen, bliver det selfølgelig uden børnene. Da de ikke skal rives ud af deres hverdag, miste venner og alt det de har i byen. Bare fordi jeg ikke vil bo her. Jeg ved godt at de “mister” mig i hverdagen,  Og da jeg er meget knyttet til mine børn er det selfølgelig ikke en nem beslutning. Derfor jeg vil høre andre om hvad de valgte. Og om det var den rigtige beslutning. 

Først jeg er ikke skilt, og har derfor ikke skulle træffe det valg som du står overfor. Og her er det manden der er flyttet til min hjemby, så igen ville jeg slet ikke stå hvor du står. 

Men jeg har været barn af skilsmisseforældre og har set en del skilte familier. Ordningen med hveranden weekend og et stykke væk, går egentlig okay indtil vennerne begynder at fylde meget mere i børnenes hverdag, så bliver det en pine at skulle afsted hveranden weekend og ikke bare afsted men også uden mulighed for at være sammen med vennerne og have sin frihed. Da jeg blev 13 og til trods for min far boede max 8 km væk, så stoppede ordningen, for jeg ville ikke være væk på den måde. Jeg kom stadig men på andre præmisser, ikke som: det er din weekend. Men Line kommer fordi hun har lyst - og det blev klart færre gange. Havde han kort 20 km væk, var der formodentlig blevet endnu færre gange, og var han ikke stadig i byen ofte, så havde vi ikke ser hinanden så tit. 

Så du skal også tænke frem til de er 13, fodbold har kæmpe hver weekend, vennerne er de vigtigste osv og overveje hvordan der vil blive på det tidspunkt. Siger ikke partout dit valg er forkert, men siger der e mange perspektiver og du skal tænke længere frem ind til det næste år.... 

Hvor gamle er dine børn?

personlig ville jeg aldrig flytte væk fra mine børn, mine børn gør mig mere lykkelig uanset hvor jeg er end en by vil ku gøre

Anonym skriver:

Hej .. 

jeg har virkelig brug for, at høre andre mødres mening.

Jeg er ved at gå fra min kæreste. Vi har 2 fælles børn. Og da jeg mødte kæresten for 12 år siden valgte jeg, at flytte til en hans by. I alle de år jeg har boet sammen med ham. Har jeg følt mig godt tilpas. Men nu hvor vi står og skal skilles tvivler jeg meget på om jeg bliver en lykkelig mor, hvis jeg bliver i nuværende by. Problemet er så, at hvis jeg vælger, at flytte fra byen, bliver det selfølgelig uden børnene. Da de ikke skal rives ud af deres hverdag, miste venner og alt det de har i byen. Bare fordi jeg ikke vil bo her. Jeg ved godt at de “mister” mig i hverdagen,  Og da jeg er meget knyttet til mine børn er det selfølgelig ikke en nem beslutning. Derfor jeg vil høre andre om hvad de valgte. Og om det var den rigtige beslutning. 

Hvor langt er der mellem byerne ?

Kort efter at jeg mødte min kæreste, valgte han selv at blive weekendfar.

Han og hans ekskone havde en 7/7 ordning, men han kunne se, at det ikke fungerede for børnene. De havde brug for en fast base.

Så han valgte at sætte sit eget behov for at have børnene halvdelen af tiden til side og fik fast samvær hver 2. weekend.

Men der var dengang kun 10 km imellem dem. Så hvis børnene gerne ville en tur hjem til deres far, så hentede han dem bare. eller også kom deres mor eller hendes mand med dem.

Børnene var knap 12 år, da jeg mødte ham, og efterhånden som de blev større, blev samværet mere "løst".

I dag er de voksne.

Jeg havde en gammel kollega, som blev skilt, fordi hun fandt en anden.

Hun valgte at lade børnene blive boende hos deres far, så de ikke skulle rykkes fra den lille by de boede i, deres skole og kammerater - og ind til en større by i en lille lejlighed med en ny mand.

Men der var også kun 20 km. mellem dem.

Synes god nok heller ikke det er til børnenes bedste st du kun der dem 4-6 dage om måneden. 

Jeg ville aldrig kunne undvære mine børn så længe. Og omvendt. 

Synes din selvrealisering og dine behovsopfyldelse er på bekostning af dine børn.

Jeg tænker ikke at du skal fokusere på at finde lykken i, hvilken by du bor i. Men indeni dig selv i stedet. Lige nu skal du lige finde fodfæste igen og jeg syntes, for dine børns skyld, at du skal finde en bolig i samme by.