overvejer at blive weekend mor

Hej .. 

jeg har virkelig brug for, at høre andre mødres mening.

Jeg er ved at gå fra min kæreste. Vi har 2 fælles børn. Og da jeg mødte kæresten for 12 år siden valgte jeg, at flytte til en hans by. I alle de år jeg har boet sammen med ham. Har jeg følt mig godt tilpas. Men nu hvor vi står og skal skilles tvivler jeg meget på om jeg bliver en lykkelig mor, hvis jeg bliver i nuværende by. Problemet er så, at hvis jeg vælger, at flytte fra byen, bliver det selfølgelig uden børnene. Da de ikke skal rives ud af deres hverdag, miste venner og alt det de har i byen. Bare fordi jeg ikke vil bo her. Jeg ved godt at de “mister” mig i hverdagen,  Og da jeg er meget knyttet til mine børn er det selfølgelig ikke en nem beslutning. Derfor jeg vil høre andre om hvad de valgte. Og om det var den rigtige beslutning. 

Jeg bor ikke i min hjemby, mine børn er dog født og opvokset her hvor vi bor. Det sker meget ofte at jeg savner at være ‘hjemme’ hvor jeg kommer fra, jeg har ligeledes ofte tænkt på at flytte tilbage. Men jeg bliver her, dels fordi mine børn går i skole osv her. Jeg ville ikke kunne flytte og så kun se dem hveranden uge.

mærk efter indeni? Hvordan ville du have det med kun at se dem hver anden uge? 

Anonym skriver:

Hej .. 

jeg har virkelig brug for, at høre andre mødres mening.

Jeg er ved at gå fra min kæreste. Vi har 2 fælles børn. Og da jeg mødte kæresten for 12 år siden valgte jeg, at flytte til en hans by. I alle de år jeg har boet sammen med ham. Har jeg følt mig godt tilpas. Men nu hvor vi står og skal skilles tvivler jeg meget på om jeg bliver en lykkelig mor, hvis jeg bliver i nuværende by. Problemet er så, at hvis jeg vælger, at flytte fra byen, bliver det selfølgelig uden børnene. Da de ikke skal rives ud af deres hverdag, miste venner og alt det de har i byen. Bare fordi jeg ikke vil bo her. Jeg ved godt at de “mister” mig i hverdagen,  Og da jeg er meget knyttet til mine børn er det selfølgelig ikke en nem beslutning. Derfor jeg vil høre andre om hvad de valgte. Og om det var den rigtige beslutning. 

tænker at du skal afvente med sådan en stor beslutning. Du ved jo ikk om du ikk bliver lykkelig ved at blive boende i byen. Giv det er skud og bliv boende. Og hvis du efter en realistisk rum tid ikke føler dig lykkelig i byen. Så vend tankerne omkring weekend mor igen. 

Hvor langt væk vil du flytte da? 

Jeg selv og ungernes far bor i forskellige byer, med cirka 15km imellem. Vi har 7/7 ordning. Det er på ingen måde et problem. 

Hvis du tænker at flytte langt væk, så synes jeg du skal slå koldt vand i blodet og blive i nærheden først. I mine øjne, skal man ALTID tage hensyn til børnene først, og jeg skulle virkelig være bundhamrende ulykkelig selv, før jeg ville overveje at flytte langt væk og trække mig så meget fra deres liv. 

Vi skal flytte snart, men vi har udelukkende kigget på områder der ligger i en afstand til ungernes skole, så det stadig giver mening at have 7/7. Det er bare et vilkår vi har heldigvis fundet et lækkert område, men det bliver markant dyrere, end hvis vi frit kunne vælge i hele landet. Men ja, jeg vil sgu ikke byde hverken dem eller mig selv, at undvære hinanden. 

Jeg har i flere år gerne ville flytte tilbage. Men familien ville ikke og derfor har jeg tilpasset mig .. jeg kan bare mærke, at nu hvor jeg skal til at være alene så tvivler jeg på om jeg virkelig vil blive lige så lykke en mor her. Men er selfølgelig også meget usikker på om jeg kan undvære min 2 dejlige guldklumper. 

Men ja det måske dumt at tage sådan en stor beslutning nu, hvor jeg også er presset på flere områder, da jeg nok kommer til at fortryde det.

Anonym skriver:

Hej .. 

jeg har virkelig brug for, at høre andre mødres mening.

Jeg er ved at gå fra min kæreste. Vi har 2 fælles børn. Og da jeg mødte kæresten for 12 år siden valgte jeg, at flytte til en hans by. I alle de år jeg har boet sammen med ham. Har jeg følt mig godt tilpas. Men nu hvor vi står og skal skilles tvivler jeg meget på om jeg bliver en lykkelig mor, hvis jeg bliver i nuværende by. Problemet er så, at hvis jeg vælger, at flytte fra byen, bliver det selfølgelig uden børnene. Da de ikke skal rives ud af deres hverdag, miste venner og alt det de har i byen. Bare fordi jeg ikke vil bo her. Jeg ved godt at de “mister” mig i hverdagen,  Og da jeg er meget knyttet til mine børn er det selfølgelig ikke en nem beslutning. Derfor jeg vil høre andre om hvad de valgte. Og om det var den rigtige beslutning. 

Først vil jeg bare gerne sige; Wauw. Hvor er det bare pisse sejt og fedt og du sætter børnenes behov over dine egne  Hvis min samlever og jeg nogensinde går fra hinanden, så “får” han nok også børnene, da jeg, på trods af fin trivsel og udemærket netværk KUN bor her fordi det er hans fødeegn. Og hvor svært det end er, så tænker jeg det er lettere at være weekend barn hos mor (der kan jo holdes løbende kontakt via Skype, messenger mv, samt fælles aktiviteter) end at skulle rive dem op mes rod. Hvor vi bor nu har de skole, venner, familie osv tæt på.

i tilfælde af brud ville jeg nok, efter en periode hvor jeg selvfølgelig forsøger at få “mit eget liv” her på egnen, nok flytte ca 70km væk, til en by der giver mig alt det jeg vil og hvor mit netværk er. Ville det være fedt for mig at undvære ungerne? NEJ- jeg ville nok tude migselv i søvn de første 100 år- MEN, nu er min samlever en fantastisk far, så det er det offer jeg må bringe for mine børns trivsel. Vil børnene ikke opleve det som et savn? Uden tvivl- men det ville de også hvis de skulle undvære deres far- og der ville tabet af alt kendt så komme oveni, så dermed dobbelt savn/tab fra deres side af.

Børn kan sagtens leve med en forælder i hverdagen, og hvorfor kan den ene forælder ikke være far? Jeg tænker du vil være 200% mor når de så kommer hjem til dig 

og slutteligt vil jeg igen lige rose dig for dine overvejelser- det er SÅ stort at dig at sætte deres behov over dine 

Jeg tror, at jeg ville blive mere ulykkelig af at undvære mine unger end at bo i Næstved eller Ribe. Og jeg tror, at børn har bedre af at være meget sammen med deres forældre end kun at se deres forældre hver anden weekend. 

Så du skal ikke flytte for at ungerne skal få en mere lykkelig mor - de vil formentlig hellere have en nærværende mor. 

Fru Jørgensen skriver:

Først vil jeg bare gerne sige; Wauw. Hvor er det bare pisse sejt og fedt og du sætter børnenes behov over dine egne  Hvis min samlever og jeg nogensinde går fra hinanden, så “får” han nok også børnene, da jeg, på trods af fin trivsel og udemærket netværk KUN bor her fordi det er hans fødeegn. Og hvor svært det end er, så tænker jeg det er lettere at være weekend barn hos mor (der kan jo holdes løbende kontakt via Skype, messenger mv, samt fælles aktiviteter) end at skulle rive dem op mes rod. Hvor vi bor nu har de skole, venner, familie osv tæt på.

i tilfælde af brud ville jeg nok, efter en periode hvor jeg selvfølgelig forsøger at få “mit eget liv” her på egnen, nok flytte ca 70km væk, til en by der giver mig alt det jeg vil og hvor mit netværk er. Ville det være fedt for mig at undvære ungerne? NEJ- jeg ville nok tude migselv i søvn de første 100 år- MEN, nu er min samlever en fantastisk far, så det er det offer jeg må bringe for mine børns trivsel. Vil børnene ikke opleve det som et savn? Uden tvivl- men det ville de også hvis de skulle undvære deres far- og der ville tabet af alt kendt så komme oveni, så dermed dobbelt savn/tab fra deres side af.

Børn kan sagtens leve med en forælder i hverdagen, og hvorfor kan den ene forælder ikke være far? Jeg tænker du vil være 200% mor når de så kommer hjem til dig 

og slutteligt vil jeg igen lige rose dig for dine overvejelser- det er SÅ stort at dig at sætte deres behov over dine 

 

 

Hvordan er det at sætte ungernes behov før hendes egne? At de skal nøjes med at se mor 2 døgn hver 14. Dag? 

Det handler ikke om at ungerne hellere skal bo mest ved mor end far, slet ikke. Men at de har mulighed for at se begge forældre lige meget, hvis de har behov. Selvom man ikke vil køre en 7/7 ordning (det gør jeg selv) så er der stadig værdi både for børnene og samarbejdet, at man er i nærheden. At man kan være fælles forældre selvom man er hver for sig. Det er svært, hvis man ikke er tilgængelig til at hjælpe til ved fx meget sygdom, eller kan komme med til forældremøde fordi det er for langt væk, eller kan køre barnet til fodbold om torsdagen. Og endnu vigtigere, når ungerne bliver ældre, så vil de højst sandsynligt komme mindre på besøg hos mor, fordi vennerne osv bare er tættest på far. 

Jeg tror ikke på man kan opnå helt den samme tætte og nærværende forhold til sine børn, hvis man KUN kan se dem hveranden weekend og i planlagte ferier pga afstand. Og jeg forstår slet ikke hvordan det kan være at sætte børnenes behov først, at man vil rykke langt væk og dermed melde sig ud af deres hverdag  - for uanset hvor meget du skyper, så er det bare ikke det samme. Jeg ved da fra min 7årige at det der med at rapporterer om dagen der er gået, er temmelig svært. Min viden om hans trivsel og hvad der sker på skolen, kommer allermest ved at jeg har min egen daglige gang på skolen i hente/ bringe situationer, deltager i alle arrangementer og møder og dermed kender lærere, elever og andre forældre ret godt efterhånden. Og det samme med fodboldholdet, gymnastik osv osv. Jeg forstår slet ikke at man som forældre vil kunne undvære at være en del af alt det der sker i hverdagen. Det er jo dét der er deres liv. Og det er dét der fylder allermest for børnene, og det er vigtigt for dem at deres forældre ved hvad de taler om og kan tale med. Det oplever jeg i hvertfald med mine egne.

Desuden er det svært at gøre noget anderledes hvis man først er rykket langt væk, og har lavet en 12/2 ordning. Hvad hvis ungerne bare savner mor helt vildt? Hvad hvis de optimalt set ville trives bedre med 10/4, 9/5 eller ja, 7/7? Er det så stadig deres behov der bliver sat først, når mor flytter langt væk for selv at blive mest lykkelig? 

Det eneste jeg kan se er i deres interesse, er at hun ikke vil flytte dem væk fra deres vante område bare fordi hun selv flytter. Fair nok. Men resten, er da 100% kun mors behov.  

Jeg må indrømme jeg ikke helt forstår det? Bliver du mere lykkelig af at bo et nyt område, end du bliver af at være sammen med dine børn? Skal de mangle dig i deres hverdag, fordi du ikke føler for at bo, der hvor du har valgt at få børn? 

Hvordan tænker du de vil have det, når de bliver større, og selv kan tænke over, at du valgte en hverdag med dem fra, fordi du hellere ville bo et andet sted? At de ikke var nok? 

Jeg er ked af, at du er ved at blive enlig, men det er ikke børnenes valg, så at mor og far går fra hinanden er hårdt nok, at mor så også flytter for at finde lykken, hvor de ikke er, må for børnene være rigtig rigtig hårdt.

Jeg tænker at du sagtens kan være lykkelig, hvor dine børn er, hvis du vælger at blive det. Græsset er ikke grønnere på den anden side. 

Hvor gamle er dine børn?

helt ærligt så synes jeg det er en meget egoistisk tankegang. 

Jeg ville være ligeglad om jeg skulle bo på gaden så længe mine børn var hos mig- jeg ville altid vælge mine børn først. 

Hvis u er så tæt knyttet er det da super synd at de skal mangle dig i deres hverdag fordi du synes det er sjovere at bo et andet sted...

jeg synes du prioriterer helt forkert i din tankegang som mor.