Evigt bekymret mor..

Jeps- jeg er sådan en evigt bekymret mor. Jeg har været mor i 5 år nu og har været bekymret siden der kom to streger på graviditetstesteb. Var scanninger normal/ hvorfor mærker jeg ikke mere liv/ er øjenkontakt god nok/ hvorfor kravler han ikke endnu/ synes andre jeg er en god mor osv osv. Det fortsætter i en uendelighed og det meste af min dag bruger jeg faktisk på at bekymre mig. Jeg er klar over det er problematisk og jeg burde søge hjælp til at få stoppet alle de tanker. 

For i virkeligheden ved jeg vi er gode forældre- ingen har nogensinde sat en finger på vores forældreskab og til samtaler i bh får barnet altid ros. 

Hvis mit barn siger at far/eller mig er dum så går jeg i panik igen. Siger han nu det i bh- og hvad tænker de så/ kommer kommunen og fjerner ham. Jeg kører alt ud af proportioner hele tiden. 

Nu er nyeste bekymring netop startet... tegninger. Mit barn tegner ofte personer og familien osv, og laver altid fine tegninger med blomster, sol osv. Men så kører mit hoved- to k hvis han en dsg tegner vores familie med sure ansigter- hvad sker der så- hvad tænker pædagogerne- bliver han fjernet.

igen ved jeg det er helt åndssvagt, men uanset er det altså sådan jeg har det.

jeg kan allerede nu grue for når han starter i skole næste år, for så skal han sikkert tegne sin familie- for det gør de sikkert i 0, og tænk hvis tegningen ikke er glade mennesker osv osv.. 

Er der mon andre der har det som mig? Kan i berolige mig? Hvad kan jeg gøre for at slappe mere af? Det stresser mig hver eneste dag, og det er stressende at føle jeg konstant skal være “oversød” overfor mit barn, fordi jeg er bekymret for hvad mit eget barn kunne finde på at sige om mig. 

Og det er jo komplet latterligt- for hvis man har noget at skjule så bør man være bekymret, men jeg har jo netop intet at skjule, andet end en konstant frygt for ikke at gøre mit arbejde som mor godt nok... 

andre i samme båd? 

Anonym skriver:

Jeps- jeg er sådan en evigt bekymret mor. Jeg har været mor i 5 år nu og har været bekymret siden der kom to streger på graviditetstesteb. Var scanninger normal/ hvorfor mærker jeg ikke mere liv/ er øjenkontakt god nok/ hvorfor kravler han ikke endnu/ synes andre jeg er en god mor osv osv. Det fortsætter i en uendelighed og det meste af min dag bruger jeg faktisk på at bekymre mig. Jeg er klar over det er problematisk og jeg burde søge hjælp til at få stoppet alle de tanker. 

For i virkeligheden ved jeg vi er gode forældre- ingen har nogensinde sat en finger på vores forældreskab og til samtaler i bh får barnet altid ros. 

Hvis mit barn siger at far/eller mig er dum så går jeg i panik igen. Siger han nu det i bh- og hvad tænker de så/ kommer kommunen og fjerner ham. Jeg kører alt ud af proportioner hele tiden. 

Nu er nyeste bekymring netop startet... tegninger. Mit barn tegner ofte personer og familien osv, og laver altid fine tegninger med blomster, sol osv. Men så kører mit hoved- to k hvis han en dsg tegner vores familie med sure ansigter- hvad sker der så- hvad tænker pædagogerne- bliver han fjernet.

igen ved jeg det er helt åndssvagt, men uanset er det altså sådan jeg har det.

jeg kan allerede nu grue for når han starter i skole næste år, for så skal han sikkert tegne sin familie- for det gør de sikkert i 0, og tænk hvis tegningen ikke er glade mennesker osv osv.. 

Er der mon andre der har det som mig? Kan i berolige mig? Hvad kan jeg gøre for at slappe mere af? Det stresser mig hver eneste dag, og det er stressende at føle jeg konstant skal være “oversød” overfor mit barn, fordi jeg er bekymret for hvad mit eget barn kunne finde på at sige om mig. 

Og det er jo komplet latterligt- for hvis man har noget at skjule så bør man være bekymret, men jeg har jo netop intet at skjule, andet end en konstant frygt for ikke at gøre mit arbejde som mor godt nok... 

andre i samme båd? 

Jeg har det ikke som dig. Men når det er sagt, så tænker jeg da ofte på, om jeg kan gøre dwt bedre/hvor jeg kan gøre mit barns liv federe/sjovere/indholdsrigt osv. 

Det lyder som om, du har nogle massive selvværdsproblemer. Og derfor vil jeg egentlig bare give dig en krammer! Det lyder meget hårdt at have det sådan! Får du noget hjælp? 

Anonym skriver:

Jeps- jeg er sådan en evigt bekymret mor. Jeg har været mor i 5 år nu og har været bekymret siden der kom to streger på graviditetstesteb. Var scanninger normal/ hvorfor mærker jeg ikke mere liv/ er øjenkontakt god nok/ hvorfor kravler han ikke endnu/ synes andre jeg er en god mor osv osv. Det fortsætter i en uendelighed og det meste af min dag bruger jeg faktisk på at bekymre mig. Jeg er klar over det er problematisk og jeg burde søge hjælp til at få stoppet alle de tanker. 

For i virkeligheden ved jeg vi er gode forældre- ingen har nogensinde sat en finger på vores forældreskab og til samtaler i bh får barnet altid ros. 

Hvis mit barn siger at far/eller mig er dum så går jeg i panik igen. Siger han nu det i bh- og hvad tænker de så/ kommer kommunen og fjerner ham. Jeg kører alt ud af proportioner hele tiden. 

Nu er nyeste bekymring netop startet... tegninger. Mit barn tegner ofte personer og familien osv, og laver altid fine tegninger med blomster, sol osv. Men så kører mit hoved- to k hvis han en dsg tegner vores familie med sure ansigter- hvad sker der så- hvad tænker pædagogerne- bliver han fjernet.

igen ved jeg det er helt åndssvagt, men uanset er det altså sådan jeg har det.

jeg kan allerede nu grue for når han starter i skole næste år, for så skal han sikkert tegne sin familie- for det gør de sikkert i 0, og tænk hvis tegningen ikke er glade mennesker osv osv.. 

Er der mon andre der har det som mig? Kan i berolige mig? Hvad kan jeg gøre for at slappe mere af? Det stresser mig hver eneste dag, og det er stressende at føle jeg konstant skal være “oversød” overfor mit barn, fordi jeg er bekymret for hvad mit eget barn kunne finde på at sige om mig. 

Og det er jo komplet latterligt- for hvis man har noget at skjule så bør man være bekymret, men jeg har jo netop intet at skjule, andet end en konstant frygt for ikke at gøre mit arbejde som mor godt nok... 

andre i samme båd? 

Jeg tror de fleste forældre kender det med de mange bekymringer i perioder, men dét der lyder godt nok hverken rart eller særlig sundt. Jeg synes det er særlig slemt hvis du ikke tør være “ægte” i dine følelser overfor barnet af frygt for hvad der bliver bragt videre. Det er jo et totalt skråplan som jeg faktisk synes du skal overveje at søge hjælp for.

Kære du, 

jeg synes det du beskriver lyder som angst. Jeg har selv haft angst i forskellige former, især i forbindelse med graviditeten og da mit barn var lille. Jeg forstår bekymringer og de "ulogiske tanker". Selvfølgelig tænker man over hvilket indtryk der bliver givet, men som du selv skriver, så er der intet at sætte på jer som forældre. Bare fordi mor skælder ud engang i mellem, så får man jo ikke fjernet sit barn - og det ved du også godt hvis du tænker dig om og er logisk. Men angsten fortæller en alt muligt ulogisk og kan nærmest drive en til vanvid. Du skal ikke gå og have det sådan der hver dag, ens tanker og handlinger om ens barn skal ikke drives af angst. 

Jeg havde utroligt stort udbytte af blot få samtaler med en psykolog under min graviditet. Selvom det kan være et grænseoverskridende step at tage, så vil jeg virkelig anbefale det. Man skal ikke gå og have den angst i livet, det er livet for kort tid.

Kram til dig.  

Anonym skriver:

Jeps- jeg er sådan en evigt bekymret mor. Jeg har været mor i 5 år nu og har været bekymret siden der kom to streger på graviditetstesteb. Var scanninger normal/ hvorfor mærker jeg ikke mere liv/ er øjenkontakt god nok/ hvorfor kravler han ikke endnu/ synes andre jeg er en god mor osv osv. Det fortsætter i en uendelighed og det meste af min dag bruger jeg faktisk på at bekymre mig. Jeg er klar over det er problematisk og jeg burde søge hjælp til at få stoppet alle de tanker. 

For i virkeligheden ved jeg vi er gode forældre- ingen har nogensinde sat en finger på vores forældreskab og til samtaler i bh får barnet altid ros. 

Hvis mit barn siger at far/eller mig er dum så går jeg i panik igen. Siger han nu det i bh- og hvad tænker de så/ kommer kommunen og fjerner ham. Jeg kører alt ud af proportioner hele tiden. 

Nu er nyeste bekymring netop startet... tegninger. Mit barn tegner ofte personer og familien osv, og laver altid fine tegninger med blomster, sol osv. Men så kører mit hoved- to k hvis han en dsg tegner vores familie med sure ansigter- hvad sker der så- hvad tænker pædagogerne- bliver han fjernet.

igen ved jeg det er helt åndssvagt, men uanset er det altså sådan jeg har det.

jeg kan allerede nu grue for når han starter i skole næste år, for så skal han sikkert tegne sin familie- for det gør de sikkert i 0, og tænk hvis tegningen ikke er glade mennesker osv osv.. 

Er der mon andre der har det som mig? Kan i berolige mig? Hvad kan jeg gøre for at slappe mere af? Det stresser mig hver eneste dag, og det er stressende at føle jeg konstant skal være “oversød” overfor mit barn, fordi jeg er bekymret for hvad mit eget barn kunne finde på at sige om mig. 

Og det er jo komplet latterligt- for hvis man har noget at skjule så bør man være bekymret, men jeg har jo netop intet at skjule, andet end en konstant frygt for ikke at gøre mit arbejde som mor godt nok... 

andre i samme båd? 

jeg har det fuldstændig som dig, bare lidt mere voldsomt. Jeg har de mest grufulde tanker om, at der sker mine børn noget. Jeg bekymrer mig dagen lang, og har også gået til psykolog for det. Jeg har fået diagnosen generel angst, og arbejder meget med at sige til mig selv, at mine tanker er urealistiske.

Tag fat i din læge - hvis du har en sundhedsforsikring, kan psykologhjælp nogle gange fås igennem den. Så kommer du hurtigt til, og du skal ikke betale selv. 

Håber du får det bedre.