Føde alene

Anonym skriver:

Jeg er “kun” 26 år, så der er ingen i min nære vennekreds, der er dét sted i deres liv lige nu. De har ingen børn selv.

Mine forældre bor langt væk, og jeg ved egentlig ikke om det ville være en støtte, hvis de kom.

Jeg har ingen kontakt til barnets far lige nu, han ønsker ikke at have noget med barnet at gøre. 

Så teknisk set er det mere vilkårene end det er selvvalgt - men det er ikke noget, der har gået mig synderligt meget på endnu. Der begynder bare at opstå noget nervøsitet og nogle tanker som tiden går 

Selvom folk omkring dig ikke selv står og skal have børn eller har nogen, kan de vel sagtens være interresserede i at støtte dig har du ikke en bedste veninde eller ven som kunne være nærliggende at spørge? En du tænker også vil komme til at fylde en del i dit og barnets øvrige liv hvis du kan mærke nervøsiteten over at være alene, synes jeg klart du skal overveje at spørge en i dit netværk. Hvis din omgangskreds også er 26år er de trods alt ikke lalleglade små teenagere uden sans for alvorlige realiteter længere  

Anonym skriver:

Jeg er “kun” 26 år, så der er ingen i min nære vennekreds, der er dét sted i deres liv lige nu. De har ingen børn selv.

Mine forældre bor langt væk, og jeg ved egentlig ikke om det ville være en støtte, hvis de kom.

Jeg har ingen kontakt til barnets far lige nu, han ønsker ikke at have noget med barnet at gøre. 

Så teknisk set er det mere vilkårene end det er selvvalgt - men det er ikke noget, der har gået mig synderligt meget på endnu. Der begynder bare at opstå noget nervøsitet og nogle tanker som tiden går 

Det er helt normale tanker, at være nervøs for det ukendte i forbindelse med en fødsel.. det bliver jo ikke rigtigt større! 

Selv om dine veninder ikke har børn, så vil de garanteret gerne støtte dig og være der. 

Det er altså rart, at have en at dele den oplevelse med.. uanset om det er en kæreste, mor eller veninde.

Tror du ikke din mor ville komme blæsende, hvis du spurgte?

Første gang var faren/min kæreste der, da jeg fødte.

Kunne faktisk bedre lide min anden fødsel, hvor Jeg fødte alene  

Jeg stod umiddelbart til at skulle føde alene her anden gang, men alt i mig strittede imod det. 

Det var omstændighederne der gjorde at jeg umiddelbart skulle være alene. - Det er et donorbarn, min mor skal med overvejende sandsynlighed arbejde, og kan ikke tage fri med kort varsel. Den veninde jeg ville have haft med bor i jylland (jeg er lige flyttet til kbh), og min datters far skal jo nok se efter min datter. 

Selvom jeg trak mig helt ind i mig selv under fødslen, så var jeg glad for at jeg ikke var alene første gang. Det var en hård  fødsel, og jeg var ikke i stand til at videreformidle mine ønsker på nogen måde. Jeg havde brug for at der var nogen der kendte mine ønsker og støtte op om at de blev mødt i det omfang det var muligt. 
Det har jeg også brug for denne gang. 

Jeg har valgt at benytte mig af en doula. Og indtil videre er jeg bare SÅ glad for det! Jeg var allerede begyndt at blive meget nervøs for fødslen, men det at jeg nu ved at jeg ikke skal være alene; je har min doula med mig hele vejen, det giver mig en kæmpe ro. Jeg tør tror på at selvfølgelig klarer vi det denne gang også. Og jeg er faktisk så småt begyndt at glæde mig!

Så det vil være mit råd; undersøg om ikke der er 1 (eller flere) doulaer i dit område, og prøv at kontakte nogen af dem. 

Jeg har selvvalgt født alene 3 gange  Far har først fået lov at komme ind når navlestrengen skulle klippes 

Må man spørge hvorfor?

jeg har haft manden ind til begge fødseler

og nu er jeg “ond” men sikkert en nar, han stod hele tiden i vejen, og var så irriterende, han var fuldstændig uduelig som hjælper - og efter jwg havde født første gang går han over og kigger på skaden og har en mega træls udtryk på ansigtet som han var ved at være dårlig - Samt når baby endelig kommer GÅR han for af skide, og han tog fuldstændig gejsten fra mig - jeg “tabte tråden” og måtte igen “finde mig selv” og starte forfra 

det eneste godt han gjorde var at tage det første møde med baby på billede.

Jeg vilde overhovedet ikke ha ham med til baby nr 2 men han vilde så det måtte han selvfølge 

Men mistet meget for ham ... det bragte os ihvertfald ikke mere sammen som jeg troede det vilde ( ikke at vi fik en barn fordi vores ægteskab var skidt eller noget) troede bare en fødsel vilde få kærlighed at vokse

Jeg synes ikke det er noget problem overhovedet at føde alene, kunne egentligt ikke rigtigt bruge min kæreste til noget. 

MEN jeg synes det var rart ikke at skulle tage alene på hospitalet, man får jo først lov til at komme ind når man har kraftige veer. Ved sgu ikke om jeg havde kunne overskue at huske alt, tasker, betale chauffør i taxaen, slæbe tingene med ind på fødegangen osv alene. Selvfølgelig klare man det, hvis det er det man skal. Men tænker lidt praktisk hjælp til at komme derhen måske kunne være rart fra en ven eller veninde. 

Det skal nok gå fint. 

Firekløver skriver:

Jeg har selvvalgt født alene 3 gange  Far har først fået lov at komme ind når navlestrengen skulle klippes 

Det fandme sejt! 

Din omgangskreds må da bestå af bare nogenlunde voksne mennesker, hvis I er midt i tyverne - var der ikke en fortrolig ven eller veninde et sted, du kunne overveje at spørge om hjælp?

Det kunne være hjælp til transport, støtte under fødslen, eventuelt praktisk hjælp i de første dage efter hjemkomst, osv. Det vil være uvurderligt for dig, hvis du står helt alene med det hele - og måske også åbne op for en ny tæt relation til en ven eller bekendt, som kunne være en del af dit og barnets liv på sigt?

Man behøver jo ikke at være samme sted i livet, for at støtte hinanden når det gælder. Jeg håber at du får en dejlig fødsel! 

Tusind tak for jeres svar, som har bekræftet mig i, at jeg skal finde en eller anden person til lige at støtte, ikke mindst med det praktiske. Har endnu ikke stødt på begrebet “doula”, men det må jeg undersøge nærmere  Tak!

Som jordemoder ville jeg ikke anbefale det. Selvfølgelig har du fagpersoner hos dig, men som førstegangsfødende ved du dels ikke hvilke behov, du har og du risikerer at stå af alene i situationer hvor det ikke lige går som planlagt.