Føde alene

Hej - 

Som det ser ud lige nu, kommer jeg højst sandsynligt til at føde alene (altså uden en ledsager). 

Det er jeg sådan set okay med, som tingene ser ud lige nu, men da jeg er førstegangsfødende haft jeg egentlig absolut ingen erfaringer at hæfte det op på. 

Så, er der nogen af jer der har prøvet at føde alene? Eller kender nogen der har? 

Anonym skriver:

Hej - 

Som det ser ud lige nu, kommer jeg højst sandsynligt til at føde alene (altså uden en ledsager). 

Det er jeg sådan set okay med, som tingene ser ud lige nu, men da jeg er førstegangsfødende haft jeg egentlig absolut ingen erfaringer at hæfte det op på. 

Så, er der nogen af jer der har prøvet at føde alene? Eller kender nogen der har? 

 

Jeg kender ingen der har født alene. Men udfra min egen fødsels taget i betragtning. Så ville det ikke have gjort nogen forskel om min mor og faren til barnet var med eller ej. Jeg var så udmattet at jeg kkke lagde mærke til at de var der alligevel. Dog var det dejligt at have nogen at dele det med da fødslen var overstået. 

Jeg har selvvalgt født alene 3 gange  Far har først fået lov at komme ind når navlestrengen skulle klippes 

Jeg har ikke prøvet at føde alene og ville heller ikke gøre det på trods af tre forholdsvis lette fødsler. 

Ikke pga jeg var bange/havde smerter eller andet i den dur.

Men mere for at kunne huske forløbet (der er en del detaljer man misser i kampens hede) og for ekstra tryghed 

Jeg var alene de første tre timer under fødslen af barn nummer 2. Den sidste time havde jeg naturlig vestorm, og der savnede jeg min mand lidt. Indtil da var jeg ligeglad. Jeg kunne nok sagtens have født alene.

Han nåede inden selve fødslen, og det var jeg taknemmelig for, da jeg mistede rigtigt meget blod og blev kørt på operationsbordet. Det var dejligt, at vores nyfødte datter var hos ham, og ikke hos en fremmed - eller værre endnu, lå alene. 

Så det ville være min største bekymring ved at føde alene, risikoen for komplikationer.

Jeg har ikke prøvet det, og ville ikke have lyst. Min mand var “talerør” under forløbet og en ultimativ støtte. Endnu mere vigtigt var det for mig, at have et “vidne” at dele oplevelsen med - også i minutterne og timerne efter. Min søster stod til at skulle føde alene og havde slet ikke lyst, så jeg fik lov at være med hos hende, hvilket står som et af mit livs bedste og næreste oplevelser ud over mine egne fødsler.

Måske det afgørende er, om du har lyst til at føde alene, eller om det er omstændighederne, der tvinger dig? Hvis det er det sidste, kunne du overveje om der findes en person i dit netværk, du ville være tryg ved at spørge? Eventuelt en som blot var med på fødegangen og kunne komme ind til dig, hvis du fik behov undervejs? Du kunne også overveje en professionel fødselshjælper/Doula, som du mødes med inden fødslen og som så er med til at støtte dig?

Hvorfor skal du føde alene? Er det noget du ønsker, eller har du ingen der kan tage med? 

Jeg har ikke født alene nogen af gangene. Det er jeg virkelig glad for, for første gang skulle min søn direkte på neonatal efter han kom ud og havde fået ilt, og jeg havde en voldsom blødning. Der gik min mand selvfølgelig med vores søn. - Jeg kan slet ikke bære tanken om, at han skulle have været kørt afsted alene.

Firekløver skriver:

Jeg har selvvalgt født alene 3 gange  Far har først fået lov at komme ind når navlestrengen skulle klippes 

Bare af nysgerrighed. Hvordan kan det være at du valgte der selv og far ikk måtte være med? 

Tænker mere at det da også er en kæmpe oplevelse for ham at se sit barn blive født. 

Jeg har aldrig oplevet det der med at folk omkring mig var en kæmpe støtte under fødslerne - så jeg kunne sagtens have undværet.  far skulle selvfølgelig se sine børn komme til verden, men det var ikke noget jeg fik noget ud af ift fødslen jeg går ind i mig selv når jeg har ondt, så resten er verden er ret ligegyldig for mig når det står på. 

EKAB skriver:

Hvorfor skal du føde alene? Er det noget du ønsker, eller har du ingen der kan tage med? 

 

Jeg har ikke født alene nogen af gangene. Det er jeg virkelig glad for, for første gang skulle min søn direkte på neonatal efter han kom ud og havde fået ilt, og jeg havde en voldsom blødning. Der gik min mand selvfølgelig med vores søn. - Jeg kan slet ikke bære tanken om, at han skulle have været kørt afsted alene.

Jeg er “kun” 26 år, så der er ingen i min nære vennekreds, der er dét sted i deres liv lige nu. De har ingen børn selv.

Mine forældre bor langt væk, og jeg ved egentlig ikke om det ville være en støtte, hvis de kom.

Jeg har ingen kontakt til barnets far lige nu, han ønsker ikke at have noget med barnet at gøre. 

Så teknisk set er det mere vilkårene end det er selvvalgt - men det er ikke noget, der har gået mig synderligt meget på endnu. Der begynder bare at opstå noget nervøsitet og nogle tanker som tiden går