Ønsker at flytte, men har delebarn

Anonym skriver:

En forlænget weekend en gang i mellem kunne måske godt lade sig gøre... det er langt væk. Jeg tror også min mand kan tage en uges ferie eller 2 der hen uden resten kommer med, men måske kun 1 gang om året. Men spørgsmålet er mere om barnet kan håndtere det eller kommer over det? Vi vil ikke skabe varige mén hos barnet. Det skal jo helst føle sig tryg. Nogen her inde nævnte alborg kbh - det er jo også langt for et barn at rejse på weekend regelmæssigt. Nu er det ikke vores rute, vores er længere. Men ville i gøre det?

Det er svært at sige, når jeg ikke ved hvor langt vi snakker om. 

Hvad tror I, at barnet og moderen ville sige? Hvor meget er I vant til at se barnet? Altså, hvor stort afsavn vil barnet føle ved fx kun at ses en weekend om måneden - eller mindre?

Jeg ville ikke mene, at I kan flytte så langt væk, hvis det skaber problemer for den store. Men jeg kan virkelig godt forstå dit dilemma. Er der mere I kan gøre for, at du får det bedre i jeres nuværende omgivelser? Udbygge noget mødregruppe? Få oftere besøg af hans eller din familie? 

Anonym skriver:

Jeg vil bare sige at jeg forstår dine tanker! Og jeg har dem jo selv. Jeg er bare bange for at jeg knækker fuldstændig. Jeg har jo ingen til at samle mig op igen. Og så er det jeg faktisk begynder at tænke på hvor tæt jeg er på at knække, mens jeg skriver i tråden og folks meninger kommer frem - meninger, som jeg har stor respekt for og som jeg faktisk også er enig i. Men hvis jeg tænker at jeg er der hvor jeg knækker så bliver ueg nødt til at tænke på de mindste og håbe at den store en dag vil forstå det og så kan jeg kun sige undskyld til den store  jeg har det åbenbart ikke så godt - men er jo også meget alene med en lille og en ny på vej så ekstra hormoner og træthed...

Men kære ven, 

D U er den voksne i denne familiekonstellation. 

Jeg forstår ikke helt din pointe i at ville sige undskyld til barnet når det bliver større? 

Din mands barn har da brug for vedvarende kontakt og ikke mindst at bibeholde sin nærerelation? Det er det fundament vi alle er bygget op på. Hvis dette afviger oplever barnet at komme i mistrivsel? Det er da lige netop JERES job som forældre at sikre det ikke sker? 

Om du er hormonel eller ej, så læser jeg dit oplæg som værende meget egocentrisk. Du må jo have vidst alt dette inden du valgte at få børn med den mand, der også har en søn? - som du nu vil flytte fra og så undskylde på et senere tidspunkt. 

Jeg tænker du skal vende den om - 

ville du selv flytte fra dine børn? - se dem engang i ferie osv? 

DU er den voksne, tag ansvar. 

Anonym skriver:

Men kære ven, 

D U er den voksne i denne familiekonstellation. 

Jeg forstår ikke helt din pointe i at ville sige undskyld til barnet når det bliver større? 

Din mands barn har da brug for vedvarende kontakt og ikke mindst at bibeholde sin nærerelation? Det er det fundament vi alle er bygget op på. Hvis dette afviger oplever barnet at komme i mistrivsel? Det er da lige netop JERES job som forældre at sikre det ikke sker? 

Om du er hormonel eller ej, så læser jeg dit oplæg som værende meget egocentrisk. Du må jo have vidst alt dette inden du valgte at få børn med den mand, der også har en søn? - som du nu vil flytte fra og så undskylde på et senere tidspunkt. 

Jeg tænker du skal vende den om - 

ville du selv flytte fra dine børn? - se dem engang i ferie osv? 

DU er den voksne, tag ansvar. 

 

Jeg er ikke enig i, at hun er egocentreret.

Jeg synes, hendes indlæg beskriver, at hun faktisk tænker rigtig meget på sin bonussøn og ikke vil skade ham.

Men det er jo også noget skidt, hvis hun ender med stress/depression, og det går ud over to små børn.

Jeg synes ikke rigtigt, man kan tale om, hvilket barn, der "var der først".

Den bliver tit stukket ud den der "du vidste hvad du gik ind til".

Nej, det vidste hun ikke. Hun vidste ikke, at det ville blive så svært for hende at falde til. 

TS - er det slet ikke muligt for din mand at få et job, hvor han ikke er så meget væk ? - det vil jo både gavne jeres fællesbørn og bonusbarnet. Hvis det er jobbet, der er skyld i, at I ikke ser barnet så tit, kan han så ikke gøre noget mere for at få et job, hvor han ikke skal være så meget væk ?

Jeg ved godt, at det ikke er så nemt, men det kan ikke kun hænge på dig.

Jeg er enig i, at det bedste for drengen vil være, at I kan blive i nærheden, men jeg forstår sørme også dig.

Så jeg har ikke rigtigt nogen løsning.

Jeg er ikke enig i, at hun er egocentreret.

Jeg synes, hendes indlæg beskriver, at hun faktisk tænker rigtig meget på sin bonussøn og ikke vil skade ham.

Men det er jo også noget skidt, hvis hun ender med stress/depression, og det går ud over to små børn.

Jeg synes ikke rigtigt, man kan tale om, hvilket barn, der "var der først".

Den bliver tit stukket ud den der "du vidste hvad du gik ind til".

Nej, det vidste hun ikke. Hun vidste ikke, at det ville blive så svært for hende at falde til. 

TS - er det slet ikke muligt for din mand at få et job, hvor han ikke er så meget væk ? - det vil jo både gavne jeres fællesbørn og bonusbarnet. Hvis det er jobbet, der er skyld i, at I ikke ser barnet så tit, kan han så ikke gøre noget mere for at få et job, hvor han ikke skal være så meget væk ?

Jeg ved godt, at det ikke er så nemt, men det kan ikke kun hænge på dig.

Jeg er enig i, at det bedste for drengen vil være, at I kan blive i nærheden, men jeg forstår sørme også dig.

Så jeg har ikke rigtigt nogen løsning.

 

 

Jeg tænker at der er flere nuancer i dette aspekt. Jeg læser TS som værende utrolig sort/hvid i sine refleksioner omkring flytning, bonus barn m.v. 

TS er ubrændt, tæt på stress og depression hvilket er udløses af at være uden netværk og mangel på hjælp til fælles barn/snart yderlig kommende barn.

I MIN optik er det egoistisk at sætte yderligere et barn til verden hvis du som forældre i forvejen er brændt ud, tæt på depression og stress. Det er jo ikke kommet over natten, sådan som JEG læser det.

Det skære i mit hjerte at læse, at det er barnet der skal være “offer” og miste sin nærerelationer (far, bonusmor og søskende) fordi bonus mor ikke trives i den by de bor? 

Når der er børn involveret handler det jo ikke kun om en selv, men om at få en ENHED til at gå op, samtidig med at ENS egne behov ikke altid kommer i første række.

Er det ikke muligt for din mand at skifte arbejde? Eller prøve af finde noget andet?

Det lyder ikke som du trives med at han er så meget væk? Måske ville det hjælpe?

Mit indlæg er måske lidt ved siden af.... men jeg kan ikke lade være med at undre mig.... og tænke om der ikke er en alternativ løsning. 

Det virker ikke ideelt som i bor nu. Og med alt det som din mand er væk så meget, lyder det jo heller ikke som om at samværet er noget der ligner 7/7... 

det i gerne vil, er at flytte - og som jeg læser det vil i rigtig gerne flytte meget langt væk. Det er ikke i Danmark, og som jeg læser det er det heller ikke i EU. For selv om i bor isoleret i dk, så burde det jo max tage en 6 timer fra alle steder i dk - og fra de fleste store byer i EU. Og det er ingenting - det kan man fint på en weekend. 

Ville det ikke være en mulighed at vælge et sted i lidt bedre afstand fra der i bor nu? 

Anonym skriver:

En forlænget weekend en gang i mellem kunne måske godt lade sig gøre... det er langt væk. Jeg tror også min mand kan tage en uges ferie eller 2 der hen uden resten kommer med, men måske kun 1 gang om året. Men spørgsmålet er mere om barnet kan håndtere det eller kommer over det? Vi vil ikke skabe varige mén hos barnet. Det skal jo helst føle sig tryg. Nogen her inde nævnte alborg kbh - det er jo også langt for et barn at rejse på weekend regelmæssigt. Nu er det ikke vores rute, vores er længere. Men ville i gøre det?

Jeg kan ikke svare på hvad der er rigtigt for jer, men jeg har stået i situationen med en forælder, der flyttede 250 km væk, for at flytte ind hos kæresten. Min søster var vel omkring de 12 år på det tidspunkt, jeg et par år ældre.

Jeg har aldrig bebrejdet min far, at han flyttede det stykke væk, men det kostede vores forhold, der ellers var rimelig tæt. Vi så ham pludselig kun et par gange om året, for det hang på ingen måde sammen for os, at skulle tage den tur i weekenderne jævnligt - det var en lang tur med offentlig transport, plus både min søster og jeg selv jo havde hele vores netværk “hjemme”. Dertil kom, at jeg typisk arbejdede i weekenderne og havde en god portion skolearbejdet at lave. Folk kan sige hvad de vil om, at vi jo godt KUNNE ses oftere. Det kunne vi, men ærligt var det jo ikke mega spændende at bruge fem timer på bus og tog to gange på en weekend, for at have en enkelt lørdag sammen.

Min far gjorde hvad han kunne i det her, han ville da helt sikkert også ønske, at han havde set os meget mere, men han kunne pga sygdom (og økonomi) ikke bare rejse på tværs af landet ofte. Jeg har hørt flere historier lidt lig vores, der er gået på samme måde. Jeg synes bare lige I skal have med i tankerne, at det altså meget vel kan koste forholdet mellem far og søn.

Astrid&alex skriver:

Mit indlæg er måske lidt ved siden af.... men jeg kan ikke lade være med at undre mig.... og tænke om der ikke er en alternativ løsning. 

Det virker ikke ideelt som i bor nu. Og med alt det som din mand er væk så meget, lyder det jo heller ikke som om at samværet er noget der ligner 7/7... 

det i gerne vil, er at flytte - og som jeg læser det vil i rigtig gerne flytte meget langt væk. Det er ikke i Danmark, og som jeg læser det er det heller ikke i EU. For selv om i bor isoleret i dk, så burde det jo max tage en 6 timer fra alle steder i dk - og fra de fleste store byer i EU. Og det er ingenting - det kan man fint på en weekend. 

Ville det ikke være en mulighed at vælge et sted i lidt bedre afstand fra der i bor nu? 

 

Der lyder til at være et ret stort afstandsproblem, men hvis barnet bor i en bygd i Grønland og TS gerne vil bo i Lemvig, hjælper det jo ikke at bosætte sig i midten. 

Men måske kunne man tale med drengen (og drengens mor!) om, at han efterhånden er stor nok til at kunne komme på udveksling - forstået på den måde, at han kunne have et skoleår i den by, TS og faderen flytter til. For en 13 årig kunne det måske være spændende? Især hvis hans nuværende by er meget lille...

At være forældre til et delebarn er ikke altid let, man kan have det bedste samarbejde, de bedste intentioner, elske ubetingelsesløst, gå på tusind kompromiser, men når det kommer til stykket så handler en stor del om at være en del af sit barns hverdag, kunne tilbyde hverdag og ikke en tur i Tivoli. 

Især når barnet når teenage alderen, hvor venner, fritidsinteresser, friheden til at udvikle sig uden for megen voksentid, skolen og fester fylder langt mere end forholdet til forældrene (hvis det vel og mærke er et sundt forhold). For en teenager kan tanken om en weekend om måneden og alle ferier væk fra vennerne føles som reel tortur, og skabe en modstand. 

Jeg kan sagtens læse din desperation og frustration, jeg kan også læse omsorg for din bonussøn, og måske er det rigtige at flytte. Men både du og far skal være indstillet på, at det betyder, at I ikke længere er en del af bonussøn hverdag, at I ikke har de samme rammer for at skabe den relation, hvor I lærer ham rigtig at kende, og kan glædes over de små øjeblikke i hverdagen som rent faktisk nok er de lykkeligste, ikke følge så meget med  I oplever, hvor meget han modnes, og måske i en årrække vil han fravælge en dele af samværet fordi vennerne er vigtigere end jer (måske gør han ikke).

vi kender ikke omstændighederne, men hvis forlængede weekender er en mulighed, så er det nok ikke Grønland til Danmark, så jeg tænker er der ikke en mulighed for andre ændringer som nyt job, flytte til en større by, at du i barselsperioden tager oftere hjem til dit netværk og dit netværk kommer oftere til dig (hvis bonus kan komme forlænget weekend og ferie, kan både du og dit netværk vel også?).

Grunden til, at jeg spørger om andre muligheder, er, at jeg aldrig selv ville være så langt væk fra mine børns hverdag, ikke lære deres venner at kende, ikke se dem, hvor de er selvstændige og hvor de er “ledere” i deres eget liv.