Ønsker at flytte, men har delebarn

Min mand og jeg vil gerne flytte, og vi søger derfor gode råd, så vi ikke skader hans barn på 12 år, som vi ikke har forældremyndighed over. Vi ville rigtig gerne have barnet med os, men vi vil ikke stille barnet i en ytrug situation.. Der er mange grunde til at vi gerne vil flytte. Og en stor grund til at vi bliver boende - nemlig min mands barn, som er det vigtigste at gøre det godt for. Nå men spørgsmålet er: Hvornår kan vi tillade os at flytte? Hvis vi flytter fra barnet er eneste mulighed for samvær i skoleferier. Og vi ved ikke om det er trygt nok. Vi elsker jo også barnet og vil ikke undvære det! Men på sigt bliver vi nødt til at flytte for jeg trives slet ikke hvor vi bor. Jeg har boet her i en del år efterhånden og ejg prøver, men smafundet er meget isoleret og anderledes end der hvor ejg kommer fra. Min mand er rigtig meget væk - mere end halvdelen af året pga af hans arbejde, og det er jo også ensomt for mig. JEg har brug for at byde vores børn det jeg kender og det som jeg betragter som et mere velfungerende samfund, og de skal heller ikke være for gamle. vi har en på 1 år og en på vej. Og jeg havde som sagt meget gerne taget min mands barn med mig, men det ville jo være synd i den alder?? Det er rigtig svært at få et socialt liv op og gøre, og det tager på mit overskud, men jeg prøver. Så hvornår ville I turde at flytte fra barnet? Vi tænker at barnet vil på efterskole i 9. eller også håber vi... Men jeg føler at det er meget længe, og måske håber jeg at det ville være i orden at flytte i går... Jeg har brug for at komme tæt på min fmailie og venner igen, så jeg kan begynde at leve igen, og være en bedre mor for mine børn og bedre kone for min mand. Men jeg har ikke samvittighed til at forlade mit bonusbarn... Så jeg føler mig rigtig fanget...

Hvor meget samvær har i nu? Er det en 7-7 ordning? Hvor langt vil i flytte væk? Og hvad siger din mand?

Astoria skriver:

Hvor meget samvær har i nu? Er det en 7-7 ordning? Hvor langt vil i flytte væk? Og hvad siger din mand?

Min mand vilogså rigtig gerne flytte. Jeg tror at det er fordi vi skal til at have barn nr. 2 sammen, og han kan se at jeg har brug for min familie, når han er så meget væk. Det siger han ikke selv det er. det er bare mine tanker. MEn jeg kan mærke at min mand rigtig gerne vil flytte, men pga barnet, så bliver vi boende. Jeg har prøvet ikke at sige så meget om at jeg ikke trives, og at jeg gerne vil flytte, for ejg vil ikke stresse min mand. Men min mand ved det jo godt. Nu er han selv begyndt at snakke om det hele tiden og finde steder vi kan bo. Men siger så at det må nok vente nogle år. Jeg ved ikke om han vil have at jeg siger, at selvfølgelig kan vi da godt flytte - for det mener ejg ikke at vi kan lige nu.

Da min mand rejser så meget, så er samværet ikke særlig struktureret, for vi ved aldrig hvornår han er hjemme. JEg vil ikke skrive særlig specifik, men det ville kun være muligt for barnet at være hos os i dets ferier pga afstanden.

Det er jo lidt et vilkår når man har delebørn, synes jeg. At man ikke bare kan placere sig hvor man vil.

Hjemme hos os er konstallationen sådan, at jeg har 2 børn i en deleordning og min kæreste er fra den anden ende af landet. Han er flyttet ind hos os, selvom det betyder at der er flere timers transport til alt hvad han kender af mennesker og områder. 

Men sådan er det hvis han vil være sammen med mig. Det absolut vigtigste er hensynet til mine børn. Og sådan ville det også være hvis vi fik fælles børn. Min kæreste ville aldrig kunne trumfe igennem at vi skulle rykke tættere på hans familie. Mine var her først og de har en deleordning der ikke skal forringes. 

Vi skal også flytte snart. Og det har været svært at finde det rigtige sted, fordi vi er låst af at være i en hvis radius til mine børns skole osv. Men det er bare et vilkår. Sådan er det. 

Hvis jeg var jer, ville jeg bide det i mig og blive indtil sønnen er færdig med folkeskolen som minimum. 

Mor11 skriver:

Det er jo lidt et vilkår når man har delebørn, synes jeg. At man ikke bare kan placere sig hvor man vil.

Hjemme hos os er konstallationen sådan, at jeg har 2 børn i en deleordning og min kæreste er fra den anden ende af landet. Han er flyttet ind hos os, selvom det betyder at der er flere timers transport til alt hvad han kender af mennesker og områder. 

Men sådan er det hvis han vil være sammen med mig. Det absolut vigtigste er hensynet til mine børn. Og sådan ville det også være hvis vi fik fælles børn. Min kæreste ville aldrig kunne trumfe igennem at vi skulle rykke tættere på hans familie. Mine var her først og de har en deleordning der ikke skal forringes. 

Vi skal også flytte snart. Og det har været svært at finde det rigtige sted, fordi vi er låst af at være i en hvis radius til mine børns skole osv. Men det er bare et vilkår. Sådan er det. 

Hvis jeg var jer, ville jeg bide det i mig og blive indtil sønnen er færdig med folkeskolen som minimum. 

Der er ingen af os der trumfer noget igennem! Det er min mand der har taget snakken op igen, og har givet mig håb om at det måske kan lade sig gøre. Jeg prøver at affinde mig med situationen. Da vi mødtes, gav min mand udtryk for at han ville bo der hvor jeg boede, men da det så kom til stykket trak han i land og jeg affandt mig med det. Og tænkte at det tager nogle år, så bliver man gradvist integreret. Det er bare ikke tilfældet. Og det er hårdt - det er også hårdt for min mand. Jeg tror ikke at vi kommer ti at flytte endnu, for vi vil ikke skade hans barn og heller ikke undvære det. Men vi drømmer om at flytte, og søger svar til hvornår det kunne være realistisk...

Anonym skriver:

Der er ingen af os der trumfer noget igennem! Det er min mand der har taget snakken op igen, og har givet mig håb om at det måske kan lade sig gøre. Jeg prøver at affinde mig med situationen. Da vi mødtes, gav min mand udtryk for at han ville bo der hvor jeg boede, men da det så kom til stykket trak han i land og jeg affandt mig med det. Og tænkte at det tager nogle år, så bliver man gradvist integreret. Det er bare ikke tilfældet. Og det er hårdt - det er også hårdt for min mand. Jeg tror ikke at vi kommer ti at flytte endnu, for vi vil ikke skade hans barn og heller ikke undvære det. Men vi drømmer om at flytte, og søger svar til hvornår det kunne være realistisk...

Jeg siger ikke at nogen er jer prøver at trumfe noget igennem, jeg talte om vores/min egen situation og hvordan landet ligger for os, også hvis vi fik fælles børn en dag  

Mit realistiske bud, er som jeg skrev, efter folkeskolen er afsluttet. Så har drengen en alder hvor han nok er meget ude alligevel og kan også selv tage transport over til jer når han føler for det og kan også tage venner med uden problemer  

Min mand vilogså rigtig gerne flytte. Jeg tror at det er fordi vi skal til at have barn nr. 2 sammen, og han kan se at jeg har brug for min familie, når han er så meget væk. Det siger han ikke selv det er. det er bare mine tanker. MEn jeg kan mærke at min mand rigtig gerne vil flytte, men pga barnet, så bliver vi boende. Jeg har prøvet ikke at sige så meget om at jeg ikke trives, og at jeg gerne vil flytte, for ejg vil ikke stresse min mand. Men min mand ved det jo godt. Nu er han selv begyndt at snakke om det hele tiden og finde steder vi kan bo. Men siger så at det må nok vente nogle år. Jeg ved ikke om han vil have at jeg siger, at selvfølgelig kan vi da godt flytte - for det mener ejg ikke at vi kan lige nu.

Da min mand rejser så meget, så er samværet ikke særlig struktureret, for vi ved aldrig hvornår han er hjemme. JEg vil ikke skrive særlig specifik, men det ville kun være muligt for barnet at være hos os i dets ferier pga afstanden.

Jeg vil bare mene at der er mange steder man kan bo indenfor landets grænser og selvom man bor i KBH og barnet i Ålborg så kan man da se hinanden mere end bare i ferierne. Eller også må din mand leje en Airbnb, hotel eller finde en anden løsning så han kan se sin søn mere. 

Jeg vil egentlig sige at hensynet til barnet vægter højest og at have samvær med sin far er vigtigst, men hvis det i forvejen ikke er regelmæssigt, så tænker jeg i kan finde en løsning hvor mængden af samværet er det samme. Det kan godt være du så må undvære ham længere.

Ellers så er jeg enig i at i må blive indtil folkeskolen er afsluttet.

Mor11 skriver:

Jeg siger ikke at nogen er jer prøver at trumfe noget igennem, jeg talte om vores/min egen situation og hvordan landet ligger for os, også hvis vi fik fælles børn en dag  

Mit realistiske bud, er som jeg skrev, efter folkeskolen er afsluttet. Så har drengen en alder hvor han nok er meget ude alligevel og kan også selv tage transport over til jer når han føler for det og kan også tage venner med uden problemer  

Okay, jeg er lidt følsom over for emnet, for man bliver ofte set som den onde stedmor Det er også en alder vi selv tænker er fornuftig. Men det føles længe til

Jeg ville nok flytte snart. Lige om lidt har I to meget små børn, som du får brug for hjælp til - hvis din mand er meget væk, har du brug for andet netværk. 

Hvordan er det med din mands arbejde? Er det sådan, at han arbejder delvist nær jeres bopæl og delvist langt væk? Eller minder det mere om en sømandstilværelse/soldatertilværelse, hvor han er langt væk, når han er på arbejde? Dét, jeg spørger om, er, om I kommer til at flytte tættere på hans arbejde? 

Der er mange hensyn at tage, og i min optik bør hensynet til delebarnet vægte højt - men der er også andre!

Du har givet det meget lille samfund en fair chance, måske er det nok?

Hvis flytningen indebærer, at der kun vil være samvær i skoleferie, ville jeg vente til barnet er myndigt. 

Jeg kan godt se, at det er hårdt for dig med to små børn og en meget fraværende mand, men disse vilkår har været der hele tiden (som jeg hører dig), og har derfor indgået i jeres beslutningsgrundlag, da du og din mand planlagde jeres fælles familie.