Hvad er min rolle i forhold til bonusbørn?

Tommelise skriver:

Du misforstår helt, hvad der bliver skrevet.

Vi forsøger netop OGSÅ at se det fra børnenes side.

Det har absolut ikke noget med "mit hus mine regler" at gøre.

Jeg har netop skrevet, at barnet ikke har valgt bonusforældren, og at man skal gøre sig fortjent til deres tillid.

Men en sammenbragt familie kommer ikke til at fungere, hvis bonusforældren bare er et vedhæng, som nærmest skal gøre sig usynlig.

Og det er ikke til barnets bedste, hvis der ingen opdragelse er. Barnet må godt lære, at man selv tager sin tallerken med ud fra bordet.

Men det er klart, at det ikke kommer fra dag 1.

For øvrigt er der mange børn, der bliver rigtig glade for deres bonusforældre.

Min niece er bonusmor til en 10-årig pige, og hun har været i banrets liv, siden pigen var 9 måneder gammel. Den lille pige elsker min niece højt - og omvendt. 

Jeg har for øvrigt selv været så heldig, at min kærestes børn har været glade for mig lige fra starten.

Du kan ikke skrive, at "de gider ikke den nye person" - for man man kan ikke skære alle over én kam.

 

Det er ment sådan - At de har ikke forelsket sig, og lige pludselig er der En anden kvinde de skal forholde sig til, forstil OM det engang er muligt at lige pludselig skal du skifte frem og tilbage, mellem din mor og far så lige 2 ekstra mennesket at forholde sig til og kende dem tage tiden fra Far osv osv - så meget arbejde hjemmet er hvor man lader op - og ikke forholde sig til andre mennesker 

Anonym skriver:

Det er ment sådan - At de har ikke forelsket sig, og lige pludselig er der En anden kvinde de skal forholde sig til, forstil OM det engang er muligt at lige pludselig skal du skifte frem og tilbage, mellem din mor og far så lige 2 ekstra mennesket at forholde sig til og kende dem tage tiden fra Far osv osv - så meget arbejde hjemmet er hvor man lader op - og ikke forholde sig til andre mennesker 

Dit første indlæg var utrolig aggressivt og anklagende, som om du tror, at vi slet ikke tænker på børnene.

Nej, jeg kan ikke forestille mig at skifte frem og tiibage, da jeg er vokset op i en kernefamilie.

Nej, børnene har ikke forelsket sig, og de har ikke valgt det.

Men det er jo et faktum, at mange vælger at blive skilt, og det er urealistisk at forvente, at der ikke kommer nye partnere, før børnene er blevet voksne.

Jeg har ikke noget ansvar for, at min kæreste og hans ekskone valgte at blive skilt.

Men jeg har ansvar for at gøre hvad jeg kan for at åbne mit hjerte for børnene og for at give dem tid til at lære mig at kende. Og jeg har et ansvar for at forstå, at børnene kommer først.

I vores tilfælde er børnene voksne nu, men det var de ikke, da vi lærte hinanden at kende.

Som sagt har jeg ikke haft en opdragende rolle, fordi vi ikke har boet sammen.

Men hvis man bor sammen, så er det hverken hensigtsmæssigt eller realistik at bonusforælderen ikke får en opdragende rolle.

Men forhåbentlig også en rolle med kærlig omsorg. 

En sammenbragt familie bliver aldrig en kernefamilie. Men det kan stadig blive en familie med fællesskab og sammenhold.

Jeg læste engang en artikel om en bonusmor, som var meget bange for at opdrage på bonusbørnene.

Til sidst efterlyste børnene selv, at hun skulle træde i karakter. De sagde til hende: "Du skal sige ja, når du mener ja og nej, når du mener nej".

Men det er klart, at de fleste bonusforældre holder sig lidt i baggrunden i starten og giver det tid.

Jeg ved ikke, hvordan du forestiller idg, at det skal fungere, hvis bonusforælderen skal gøre sig usynlig.

En dag bliver du måske selv bonusmor.

Tommelise skriver:

Dit første indlæg var utrolig aggressivt og anklagende, som om du tror, at vi slet ikke tænker på børnene.

Nej, jeg kan ikke forestille mig at skifte frem og tiibage, da jeg er vokset op i en kernefamilie.

Nej, børnene har ikke forelsket sig, og de har ikke valgt det.

Men det er jo et faktum, at mange vælger at blive skilt, og det er urealistisk at forvente, at der ikke kommer nye partnere, før børnene er blevet voksne.

Jeg har ikke noget ansvar for, at min kæreste og hans ekskone valgte at blive skilt.

Men jeg har ansvar for at gøre hvad jeg kan for at åbne mit hjerte for børnene og for at give dem tid til at lære mig at kende. Og jeg har et ansvar for at forstå, at børnene kommer først.

I vores tilfælde er børnene voksne nu, men det var de ikke, da vi lærte hinanden at kende.

Som sagt har jeg ikke haft en opdragende rolle, fordi vi ikke har boet sammen.

Men hvis man bor sammen, så er det hverken hensigtsmæssigt eller realistik at bonusforælderen ikke får en opdragende rolle.

Men forhåbentlig også en rolle med kærlig omsorg. 

En sammenbragt familie bliver aldrig en kernefamilie. Men det kan stadig blive en familie med fællesskab og sammenhold.

Jeg læste engang en artikel om en bonusmor, som var meget bange for at opdrage på bonusbørnene.

Til sidst efterlyste børnene selv, at hun skulle træde i karakter. De sagde til hende: "Du skal sige ja, når du mener ja og nej, når du mener nej".

Men det er klart, at de fleste bonusforældre holder sig lidt i baggrunden i starten og giver det tid.

Jeg ved ikke, hvordan du forestiller idg, at det skal fungere, hvis bonusforælderen skal gøre sig usynlig.

En dag bliver du måske selv bonusmor.

 

Jeg synes bare altid børn bliver kørte over, og ingen rigtigt kan sætte sig i deres sted.

Jeg ser det selv hverdag, og nej jeg synes de skal holde sig i baagrunden bonus forældre, og så skal biologiske stå for det mest grundlæggende, men selvfølge opdrage når der kommer til små ting.

Synes bare det er så synd, allle de fremmende mennsker de skal forholde sig til, som nogle gange ikke rigtigt gider dem ( dee har været mange opslag herinde om “forfærdelig bonus børn”

Anonym skriver:

Jeg synes bare altid børn bliver kørte over, og ingen rigtigt kan sætte sig i deres sted.

Jeg ser det selv hverdag, og nej jeg synes de skal holde sig i baagrunden bonus forældre, og så skal biologiske stå for det mest grundlæggende, men selvfølge opdrage når der kommer til små ting.

 

Synes bare det er så synd, allle de fremmende mennsker de skal forholde sig til, som nogle gange ikke rigtigt gider dem ( dee har været mange opslag herinde om “forfærdelig bonus børn”

 

 

Jeg synes, du rammer helt ved siden af i forhold til TS’ overvejelser. Hun viser tydeligt, at hun har forståelse for, det er svært for børnene, ikke mindst, når bonusmor/far i begyndelsen er en “fremmed”, og at man selvfølgelig skal træde varsomt dér. Men på et tidspunkt er den “nye” familiekonstellation altså blevet hverdag, også for børnene, og det er dér, TS har sit udgangspunkt for indlægget.

Skal man etablere en ægte relation og tilknytning til et barn, så kan man ikke i årevis holde sig i baggrunden og helt undlade at være en del af opdragelse, konflikter osv. Og det bliver aldrig hverdag og en sund relation, hvis man selv efter flere år konstant skal synes og handle ud fra, at det er synd for børnene, der er kommet flere voksne omsorgspersoner i deres liv. Efter flere år, når børnene er store, er der intet konstruktivt ved og ingen hjælp for dem at finde i, at man opfatter dem som stakkels ofre og ikke engagerer sig i deres liv på godt OG ondt. 

Jeg er selv bonusmor på 18 år... været en del af hende siden hun var 2... og jeg er og har altid været den opdragende her i huset... hun er på ingen måde blevet kørt over, som en skriver... men hun er blevet elsket med alt hvad mit hjerte begær... for i mine øjne, så er opdragelse omsorg og kærlighed for barnet... og hun kalder mig idag mor på ligefod med hendes rigtige mor, netop fordi hun har haft de samme vilkår som vores fælles børn og vi har aldrig gjort forskel... hvis jeg ikke gik ind i den opdragende rolle, så ville der ske et skred i huset, som ville kunne mærkes og hun ville skilles sig ud... 

næ her er alle lige under de værdier, som min mand og jeg finder fornuftige... selvom jeg har haft den primær rolle som opdragende, da min mand arbejder meget, så har vi stået sammen i rollen og snakket om de værdier, som vi opdrager ud fra... 

det med at bonus ikke må have en “forældrerolle”, kan jeg slet ikke sætte mig ind i, hvis man har valgt at være en familie under samme tag. I mine øjne tager de voksne et fælles ansvar og fælles værdier.. har man ikke det, så er forholdet dømt til at mislykkes... 

Anonym skriver:

Jeg synes bare altid børn bliver kørte over, og ingen rigtigt kan sætte sig i deres sted.

Jeg ser det selv hverdag, og nej jeg synes de skal holde sig i baagrunden bonus forældre, og så skal biologiske stå for det mest grundlæggende, men selvfølge opdrage når der kommer til små ting.

 

Synes bare det er så synd, allle de fremmende mennsker de skal forholde sig til, som nogle gange ikke rigtigt gider dem ( dee har været mange opslag herinde om “forfærdelig bonus børn”

 

 

Jeg forstår hvad du mener med at det er synd at børnene skal skifte hjem og de har jo egentligt aldrig et rigtig hjem for de har to. Jeg er opvokset med et hjem og så at besøge det andet når ejg havde lyst. Det er jeg glad for. Men det var en anden tid. Jeg tror ikke at mine bonusbørn ville være glade for kun at bo hos deres mor, og så kun besøge deres far - eller omvendt. Jeg tror at de glæder sig til at være i begge hjem. Men det er meget forskelligt fra barn til barn. Da jeg var barn håbede jeg faktisk at min mor fandt en ny mand. Det gjorde hun først da jeg var stor teenager, og selvom det var svært i starten at vænne sig til, så havde jeg mit værelse at trække mig ind i. Og i dag vil jeg slet ikke undvære min bonusfar, fordi han har været så god for hele min familie.

Mine bonusbørn har haft overraskende let ved at tage imod mig. De er meget udadvendte. Men nu nogle år efter og og jeg står med teenagere, så er det rigtig svært at have en rolle som ikke er defineret, for teenagerne mister respekten for mig. Ligesom teenagere gør med deres biologiske forældre, når de ikke træder i karakter.

Ingen er ligeglade med børnene!! Jeg tror dog at vi skal huske at børn er mere robuste end man tror. Det er selvfølgelig ikke godt eller sundt hvis forældrene skifter partnere hele tiden. Og at nye partnere bliver introduceret alt for hurtigt. Forelskesen skal helst have lagt sig først, så det er blevet til venskab og krælighed, som man tror holder. det er jo et sats. De fleste børn ønsker også at deres forældre har en at dele livet med, særligt oplever jeg at fædre får mere overskud af ikke at være alene. Det hører jeg også fra mine bonusbørn.

jeg tror desuden at det er vigtigt at børn vokser op i hjem med 2 forældre der så viser børnene hvordan et sundt familie og kærlighedsliv ser ud. JEg tror at det er noget der skal læres gennem opvæksten. Jeg tror at det lærer børn at kommunikere og takle uenigheder/kompromisser. Ligesom børn skal lære huslige ting hjemmefra.

Der er mange tråde med folk der synes at der bonusbørn er svære at håndtere. Og det er ofte teenagere det handler om. Teenagere er også svære for biologiske forældre at håndtere. Og mange forældre gør deres børn en bjørnetjeneste ved at være konfliktsky og ikke sætte krav og forventinger til dem ligestillet med betingelsesløs kærlighed og omsorg. Børnene bliver ofte rigtig ubehagelige at være sammen med fordi de styrer det hele. Og hvis man ikke har en defineret rolle som bonusforælder er det endnu mere uudholdeligt. Jeg synes ofte at det er det det handler om når man ikke kan lide sine bonusbørn. JEg har bemærket at særligt skilsmisseforældre/fædre er dårlige til at stille krav til deres børn. Jeg tror at det handler om dårlig samvittighed, men også at jeg har kun børnene en tid og så skal de til den anden forælder. ingen af delene er i orden. For de voksne i børnenes liv har ansvar for at forme børnene, så er udstyret til voksenlivet.

Nu blev det meget langt. Men afslutningsvist: så kan de fleste børn godt håndtere at forældrene finder en ny partner, selv om det er svært at håndtere i begyndelsen. Men man går jo ud fra at ens mor eller far kan vælge et kærligt og omsorgsfuldt menneske som har lyst til at skabe de bedste rammer for bonusbørnene. Jeg elsker mine bonusbørn, men jeg synes også at det er hårdt, særligt med teenagerne.