Hvad er min rolle i forhold til bonusbørn?

Jeg er en del afen sammenbragt familie. Alle råd siger at jeg ikke skal opdrage på bonusbørnene, men det virker jo umuligt når man bor sammen? Jeg mener, jeg må jo kunne tage  de ting op der sker foran mig som skal opdrages på. Det kan være upassende opførsel overfor familiemedlemmer/gæster, rydde op efter sig selv, hjælpe med at dække bord, og den slags. Jeg kan ikke se hvordan en sammenbragt familie kan blive en familie, hvis man som den udenforstående bare skal stå og se passivt på og smile, og vente på at partneren har tid til at tage sig af opdragelsen.

Samtidig mener jeg at jeg som bonusforælder skal kunne hjælpe til med lektier, hygge med børnene. Jeg tænker ikke at det her skal være fra dag 1, men jeg tænker at man som sammenbragt familie må stå sammen som en familie, ellers er det da dømt til at mislykkes?

En familie er i mine øjne en enhed. En enhed der består af normer og værdier, men hvis vi som par ikke står sammen om normer og værdier som vi lærer vores børn dine-mine-vores, så er vi ikke en familie, men flere familier?

Jeg tror også at børn der skifter hjem, finder ud af at hjemmene har forskellige normer og værdier. Jeg siger ikke at det er ideelt, men jeg synes at mit familieliv bliver falsk af at ejg skal ignorere bonusbørnene og stå som en porcelænsfigur som bare har lov til at nikke og være positiv.

Jeg har bare tænkt meget over det. Jeg synes at det er svært at være en del af en sammenbragt familie. Man ønsker jo det bedste for alle og man forstår at det er svært for børnene, men det er også svært for de voksne, for man ved jo ikke hvordan man skal gribe situationen an. Jeg forstår godt at bonusbørn føler det mærkeligt at der kommer en fremmed ind og har samme rolle som den anden forælder, men jeg synes på sigt at det er sådan det burde være, så kan man som bonusforælder også elske bonusbørnene mere betingelsesløst - selvom man ikke får den samme kærlighed fra bonusbørnene, fordi man kan få lov til at skabe lige gode rammer for alle børnene dine-mine-vores?

Du må godt opdrage på børnene, hjælpe med lektier og hygge om dem.

Hvis du ikke måtte det, ville det virkelig blive op ad bakke.

Det er en proces, og det tager tid at få den sammenbragte familie til at "smelte" sammen.

Man skal ikke have for store forventninger i begyndelsen - heller ikke til sig selv.

Man kan godt komme til at holde virkelig meget af - eller endda elske - sine bonusbørn, men det kommer ikke fra dag 1.

Og så er man nødt til at være bevidst om, at børnene ikke har valgt én - det er faderen, der har gjort det. Så man skal gøre sig fortjent til deres tillid. Tålmodighed er et nøgleord.

Men at opdrage på dem kan netop også være kærlighed. 

Jeg bor ikke sammen med min kæreste, og derfor har jeg ikke været bonusmor på den gængse måde.

Men bor man sammen, så kan man nærmest ikke undgå at opdrage på dem. 

De større beslutninger tages af bioforældrene, men man må godt bede dem rydde op eller opføre sig pænt over for gæster.

Det er ikke altid nemt, og man skal huske, at man er den voksne.

Men der skal være også være plads til bonusforælderen, så man ikke ender med at "føle sig som en statist i sin kærestes opløste kernefamilie" - det udtryk læste jeg i en artikel om bonusmødre, og der er jo noget om det.

Anonym skriver:

Jeg er en del afen sammenbragt familie. Alle råd siger at jeg ikke skal opdrage på bonusbørnene, men det virker jo umuligt når man bor sammen? Jeg mener, jeg må jo kunne tage  de ting op der sker foran mig som skal opdrages på. Det kan være upassende opførsel overfor familiemedlemmer/gæster, rydde op efter sig selv, hjælpe med at dække bord, og den slags. Jeg kan ikke se hvordan en sammenbragt familie kan blive en familie, hvis man som den udenforstående bare skal stå og se passivt på og smile, og vente på at partneren har tid til at tage sig af opdragelsen.

Samtidig mener jeg at jeg som bonusforælder skal kunne hjælpe til med lektier, hygge med børnene. Jeg tænker ikke at det her skal være fra dag 1, men jeg tænker at man som sammenbragt familie må stå sammen som en familie, ellers er det da dømt til at mislykkes?

En familie er i mine øjne en enhed. En enhed der består af normer og værdier, men hvis vi som par ikke står sammen om normer og værdier som vi lærer vores børn dine-mine-vores, så er vi ikke en familie, men flere familier?

Jeg tror også at børn der skifter hjem, finder ud af at hjemmene har forskellige normer og værdier. Jeg siger ikke at det er ideelt, men jeg synes at mit familieliv bliver falsk af at ejg skal ignorere bonusbørnene og stå som en porcelænsfigur som bare har lov til at nikke og være positiv.

Jeg har bare tænkt meget over det. Jeg synes at det er svært at være en del af en sammenbragt familie. Man ønsker jo det bedste for alle og man forstår at det er svært for børnene, men det er også svært for de voksne, for man ved jo ikke hvordan man skal gribe situationen an. Jeg forstår godt at bonusbørn føler det mærkeligt at der kommer en fremmed ind og har samme rolle som den anden forælder, men jeg synes på sigt at det er sådan det burde være, så kan man som bonusforælder også elske bonusbørnene mere betingelsesløst - selvom man ikke får den samme kærlighed fra bonusbørnene, fordi man kan få lov til at skabe lige gode rammer for alle børnene dine-mine-vores?

Hos os er det alle, der opdrager.. Altså hele familien og venner.. Min kæreste opdrager også på mine nevøer - også selvom min søster sidder lige ved siden af.. Vi er, som du selv siger, en enhed.. Og netop fordi vi er en enhed, så tager vi os også af hinanden, og det gør man blandt andet også ved at opdrage.. 

Så for mig er det helt normalt, at en bonus har det samme at sige som en bio.. Vil endda også sige, at en bonus skal være med til de store beslutninger.. De har måske ikke det endelige ord, hvis det er imod de biologiske forældre.. Men de kan godt komme med råd, forslag og kritik 

Unicorn1 skriver:

Hos os er det alle, der opdrager.. Altså hele familien og venner.. Min kæreste opdrager også på mine nevøer - også selvom min søster sidder lige ved siden af.. Vi er, som du selv siger, en enhed.. Og netop fordi vi er en enhed, så tager vi os også af hinanden, og det gør man blandt andet også ved at opdrage.. 

Så for mig er det helt normalt, at en bonus har det samme at sige som en bio.. Vil endda også sige, at en bonus skal være med til de store beslutninger.. De har måske ikke det endelige ord, hvis det er imod de biologiske forældre.. Men de kan godt komme med råd, forslag og kritik 

Ja, en bonus kan helt klart være med til de store beslutninger.

Mine bonusbørns bonusfar bor sammen med deres mor, og han har været med ude at se på f.eks. efterskole og den slags.

Kan i se det fra børnes perspektive?det er ikke dem der har forelsket sig i et andet menneske nej det har deres far og mor, og de har intet at sige til det, så kommer denne fremmende kvinde og skal bestemme også eller far for den skyld - de får ofte slet ikke den samme relation til deres forældres nye parterne som de har med deres biologiske forældre 

Synes godt nok det er synd for børnene altid dem der er i klemme - altid er det MIT HUS MINE REGLER agtig noget, men de gider ikke den nye person det er bare en de er tvunget at ha at gøre med -

Hvor kunne det være fedt at se det fra børnenes øjne for engang skyld ....

Anonym skriver:

Kan i se det fra børnes perspektive?det er ikke dem der har forelsket sig i et andet menneske nej det har deres far og mor, og de har intet at sige til det, så kommer denne fremmende kvinde og skal bestemme også eller far for den skyld - de får ofte slet ikke den samme relation til deres forældres nye parterne som de har med deres biologiske forældre 

 

Synes godt nok det er synd for børnene altid dem der er i klemme - altid er det MIT HUS MINE REGLER agtig noget, men de gider ikke den nye person det er bare en de er tvunget at ha at gøre med -

 

Hvor kunne det være fedt at se det fra børnenes øjne for engang skyld ....

Du misforstår helt, hvad der bliver skrevet.

Vi forsøger netop OGSÅ at se det fra børnenes side.

Det har absolut ikke noget med "mit hus mine regler" at gøre.

Jeg har netop skrevet, at barnet ikke har valgt bonusforældren, og at man skal gøre sig fortjent til deres tillid.

Men en sammenbragt familie kommer ikke til at fungere, hvis bonusforældren bare er et vedhæng, som nærmest skal gøre sig usynlig.

Og det er ikke til barnets bedste, hvis der ingen opdragelse er. Barnet må godt lære, at man selv tager sin tallerken med ud fra bordet.

Men det er klart, at det ikke kommer fra dag 1.

For øvrigt er der mange børn, der bliver rigtig glade for deres bonusforældre.

Min niece er bonusmor til en 10-årig pige, og hun har været i banrets liv, siden pigen var 9 måneder gammel. Den lille pige elsker min niece højt - og omvendt. 

Jeg har for øvrigt selv været så heldig, at min kærestes børn har været glade for mig lige fra starten.

Du kan ikke skrive, at "de gider ikke den nye person" - for man man kan ikke skære alle over én kam.

Jeg er meget enig med dig. Jeg har selv 4 bonusbørn og mit eget barn har derfor også selv en bonusmor og søskende. Vi er lige her i forhold til opdragelse. Vi tager hverisær de diskutioner som måtte komme. Jeg skubber ikke noget over på biofar eller venter til han er der. Jeg opdrager og lever efter vores fælles værdier og er det at opdrage overhovedet =skæld ud, eller noget negativt? Jeg tænker at opdrage er også bare at guide barnet i livet og at være der 100% for dem og blive en rollemodel.

Min rolle som bonus er den samme som jeg har som biomor. Jeg krammer, kysser på panden, snakker til midnat om stort og småt, står op kl 6 og bager pandekager, jeg tager mig af snakken om kroppens forandringer i teenagealderen, kærestesorgerne, bleskiftene, taler om skolevalg, store samtaler om fx ærlighed, kærlighef, taknemmelighed osv. Jeg elsker mine bonusser og gør alt med dem som var jeg bio mor og den kærlighed tror jeg har fået “plads” fordi vi lever med og sammen med hinanden, som en enhed og ikke blot to “halve” familier. Det kræver selvfølgelig at man faktisk har et ens værdigrundlag og nok også at der er en vis åbenhed og imødekommenhed over for bonusmor fra børnenes side. Det har helt klart været det bedste for os, at gå all in på at være én familie her og så være klar over at børnene har én anden familie hos mor- med andre regler og værdier. Men vi taler åbent om det og om forskellene.

Kan i se det fra børnes perspektive?det er ikke dem der har forelsket sig i et andet menneske nej det har deres far og mor, og de har intet at sige til det, så kommer denne fremmende kvinde og skal bestemme også eller far for den skyld - de får ofte slet ikke den samme relation til deres forældres nye parterne som de har med deres biologiske forældre 

 

Synes godt nok det er synd for børnene altid dem der er i klemme - altid er det MIT HUS MINE REGLER agtig noget, men de gider ikke den nye person det er bare en de er tvunget at ha at gøre med -

 

Hvor kunne det være fedt at se det fra børnenes øjne for engang skyld ....

Hvis man tager lidt hensyn til sine børn, er det selvfølgelig ikke en ny voksen der bare kommer ind fra højre fra den ene dag til den anden og bestemmer. 

Her blev min nuværende mand først præsenteret dom en ven. Og efter noget tid overgik han til rollen som kæreste og derefter efter laaang tid til bonusfar/samlevende. Inden da havde jeg naturligvis sikret mig at det fungerede mellem ham og min søn - ellers var vi ikke flyttet sammen. 

Men når man så når dertil, så ER man en familie og så bestemmer/opdrager begge voksne i hjemmet naturligvis på lige fod. 

Og ikke mindst - giver omsorg og kærlighed på lige fod. Han er jo ikke en kransekagefigur der bare kan sidde og iagttage - men en del af familien. 

Tommelise skriver:

Du må godt opdrage på børnene, hjælpe med lektier og hygge om dem.

Hvis du ikke måtte det, ville det virkelig blive op ad bakke.

Det er en proces, og det tager tid at få den sammenbragte familie til at "smelte" sammen.

Man skal ikke have for store forventninger i begyndelsen - heller ikke til sig selv.

Man kan godt komme til at holde virkelig meget af - eller endda elske - sine bonusbørn, men det kommer ikke fra dag 1.

Og så er man nødt til at være bevidst om, at børnene ikke har valgt én - det er faderen, der har gjort det. Så man skal gøre sig fortjent til deres tillid. Tålmodighed er et nøgleord.

Men at opdrage på dem kan netop også være kærlighed. 

Jeg bor ikke sammen med min kæreste, og derfor har jeg ikke været bonusmor på den gængse måde.

Men bor man sammen, så kan man nærmest ikke undgå at opdrage på dem. 

De større beslutninger tages af bioforældrene, men man må godt bede dem rydde op eller opføre sig pænt over for gæster.

Det er ikke altid nemt, og man skal huske, at man er den voksne.

Men der skal være også være plads til bonusforælderen, så man ikke ender med at "føle sig som en statist i sin kærestes opløste kernefamilie" - det udtryk læste jeg i en artikel om bonusmødre, og der er jo noget om det.

 

 

 

Tak for svar! Jeg mener også at opdragelse er lig med kærlighed, for det betyder at jeg går op i børnene og for mig betyder det også at jeg gider bruge mere tid med dem altså også hyggetid. Jeg tror at min mand og jeg skal tale om vores værdier og normer og at jeg skal komme med ind på banen. Vi har været sammen længe. Og jeg føler mig som en statist eller au pair, begge dele er ufedt.

Unicorn1 skriver:

Hos os er det alle, der opdrager.. Altså hele familien og venner.. Min kæreste opdrager også på mine nevøer - også selvom min søster sidder lige ved siden af.. Vi er, som du selv siger, en enhed.. Og netop fordi vi er en enhed, så tager vi os også af hinanden, og det gør man blandt andet også ved at opdrage.. 

Så for mig er det helt normalt, at en bonus har det samme at sige som en bio.. Vil endda også sige, at en bonus skal være med til de store beslutninger.. De har måske ikke det endelige ord, hvis det er imod de biologiske forældre.. Men de kan godt komme med råd, forslag og kritik 

Jeg er selvopvokset på den måde, hvor alle opdrager aller. Det kræver dog at alle har nogenlunde samme meninger ellers kan det blive forvirrende som barn   Jeg føler mig også tættere som familie når alle interagerer med hinanden med opdragelse og samvær