At blive i et forhold for familiens skyld

Sagen er at min mand og jeg nu har kendt hinanden i 3 år og har et barn sammen. Jeg har også et større barn fra et tidligere forhold. Selvom min ældste ser sin far er min mand den primære faderfigur fordi det er ham der er der 12 ud af 14 dage. 

Relationen mellem min mand og barn fra tidligere forhold er god og stabil. De har dog deres kampe fordi de er lige stædige og min mand nogle gange får sagt tingene lidt for sort/hvid. Men alt i alt er det godt. 

Da min mand og jeg mødte hinanden blev jeg helt vanvittigt forelsket i ham. Jeg troede han var den perfekte drømmemand for mig. Han var sjov, kærlig, omsorgsfuld og så gav han mig en helt masse opmærksomhed og jeg slugte det råt. 

Nu efter tre år har situationen bare ændret sig. Hverdagen har forlængst ramt og med alt hvad der hører til. Jeg er ikke længere forelsket og føler mig hverken set, hørt eller forstået. 

Vi har gået til parterapi noget tid for at få hold i hanke med det hele og det har også gjort en forskel - eller gør det en kort periode og så er vi tilbage igen. 

Han kræver og kræver og kræver af mig. Jeg arbejder 37 timer, sørger for hus, hjem og børn, da han er selvstændig og arbejder meget. Han sætter ikke pris på alt jeg gør og tager der tværtimod forgivet som er det en selvfølge at hans strømper er vasket og lagt på plads. O efter jeg har slidt og slæbt fra morgen til aften kommer han hjem til et dækket bord og til rene og glade og trætte børn. Når de sidste slag er slået og klokken er blevet 22.30 forventer han så at jeg endnu engang yder i dobbeltsengen. Men sagen er den at det har jeg bare langt fra lyst til. Føler mere jeg spreder ben og venter. Næsten som et slags overgreb. 

Men jeg ved ikke hvad det rigtige er mere. Skal jeg blive hos manden for familien og børnenes skyld )Hvis jeg gik ville det have voldsomme konsekvenser for min ældste) eller skal jeg gå for at være egoistisk og vælge noget andet for mig selv. Jeg ved ikke længere hvad det rigtige er og om græsset overhovedet er grønnere på den anden side. Synes mange af de problemer mine veninder beskriver fra deres forhold er ens med mine. Måske er det bare universelt. 

Men hvad gør jeg lige - hjælp! 

Jeg har oplevet noget lignende og jeg gik ned i tid fra 37 timer til 30 det hjalp meget med overskuddet og alt andet. Måske var det en ide ? 

Anonym skriver:

Jeg har oplevet noget lignende og jeg gik ned i tid fra 37 timer til 30 det hjalp meget med overskuddet og alt andet. Måske var det en ide ? 

At gå ned i tid for endnu bedre at kunne agere husalf lyder sgu ikke rigtig godt. Det er ikke noget der gavner selvværdet i hvert fald. 

Jeg ved godt at selvstændighed ofte kræver meget arbejde men det nytter ikke noget at man melder sig helt ud af husholdningen. Og hvis man gør så bør man som minimum udvise store mængder af taknemmelighed.

Du skal i hvert fald stoppe med at have sex med ham uden at have lyst, specielt hvis du føler det som et slags overgreb.

Godt at I har været i parterapi, men det lyder ikke rigtigt som om at det har løst tingene. Har du/været ærlige i terapien? Jeg ville nok opsøge en anden - forhåbentligt dygtigere - terapeut, for det lader ikke rigtigt til at jeres nuværende kan hjælpe jer videre.

Åh altså.. hvor hårdt. Øv. 

Jeg har nok ikke lige guldkornet. Men kunne du tale med ham om det, du selv kalder dig, husalf - at det ikke ligefrem er er godt for dig og dit selvværd?

det skulle jo gerne gå lidt begge veje. 

Vi er selv i en dum og træls periode, jeg sendte manden og vores ene barn i sommerhus i weekenden. 

Jeg kan sagtens genkende meget af det du beskriver - men Gud hvor er det bare hårdt. Jeg kan følge dig 100%. 

Jeg spørger mig selv i disse perioder - er det flest plusser eller minusser? Er jeg selv en nedturskost eller føler jeg vitterligt at det ér min mand der er en klovn? Elsker jeg ham, så det ville gøre ondt ikke at bo sammen? 

Ved ikke om det kan hjælpe - eller sætte dit spørgsmål lidt i perspektiv? 

Held og lykke!! 

Hvor gamle er børnene?

Stop med at have sex bare for at servicere, vær ærlig overfor ham, og så enten gå ned i tid eller køb jer til noget hjælp. Evt skriv ned hver eneste ting du laver (ned i den mindste detalje), så han kan se det. Mænd er gode til at nævne ALT de foretager sig, mens kvinder mere bare gør tingene uden at forvente ros. På den måde overser mange mænd hvor meget arbejde der ligger i en husholdning.

Eh altså, hvad er det med de selvstændige mænd og kvinderne der liiige må ofre sig. Jeg er også selvstændig ... og inden vi fik barn arbejde jeg også min. 50 timer og ugen. Det gør jeg ikke mere. Men omvendt forventer jeg da også at min partner tager sin del. Og det har ikke været let at gennemtrumfe - for far er chef for 500 personer. Men der mener jeg at vi kvinder må træde i karakter. Og insistere på ligeret. Og hvis man ikke kan få det, og er ked af fordelingen, ja så mener jeg at man må gå.

nej, jeg mener ikke man man skal blive i et forhold hvis man ikke er glad i det og man faktisk føler sig udnyttet. Og det mener jeg ikke man skal for børnenes skyld. For det bedste jeg mener man kan give sine børn er at se en glad/harmonisk. 

Og jeg mener på ingen måde at at det er noget godt at vise børn det rollemønster at mor er husalf og far gør som det passer ham. 

Anonym skriver:

Jeg har oplevet noget lignende og jeg gik ned i tid fra 37 timer til 30 det hjalp meget med overskuddet og alt andet. Måske var det en ide ? 

Så mor må ned i tid, så far fortsat kan undlade at  bidrage til familien og så hun har mere overskud til at agere husslave, bolledukke og ekstramor overfor en voksen mand?

CKJ skriver:

Åh altså.. hvor hårdt. Øv. 

Jeg har nok ikke lige guldkornet. Men kunne du tale med ham om det, du selv kalder dig, husalf - at det ikke ligefrem er er godt for dig og dit selvværd?

det skulle jo gerne gå lidt begge veje. 

Vi er selv i en dum og træls periode, jeg sendte manden og vores ene barn i sommerhus i weekenden. 

Jeg kan sagtens genkende meget af det du beskriver - men Gud hvor er det bare hårdt. Jeg kan følge dig 100%. 

Jeg spørger mig selv i disse perioder - er det flest plusser eller minusser? Er jeg selv en nedturskost eller føler jeg vitterligt at det ér min mand der er en klovn? Elsker jeg ham, så det ville gøre ondt ikke at bo sammen? 

Ved ikke om det kan hjælpe - eller sætte dit spørgsmål lidt i perspektiv? 

Held og lykke!! 

Tak, det er smadder gode spørgsmål at stille sig selv. Tænker lige jeg vil overveje dem grundigt ��