Anonym skriver:
Hej alle,
Især jer der arbejder med børn. Vi har været bekymrede for vores dreng på 6 år gennem lang tid nu. Da han gik i børnehave var der mange møder omkring ham, fordi han var for voldsom, impulsiv og kunne være udadreagerende overfor de andre børn. Han har også mange gode kvaliteter og er i andre sammenhænge vellidt, men han har haft det svært. Der har ikke været noget hjemme, der kunne forklare det. Vi har en anerkendende og varm tilgang, men med klare grænser, forberedelse og struktur. Vi har altid tænkt, at der var nogle ting, der var svære for ham, og han har svært ved at regulere sig, når der er mange børn.
Nu er han startet i førskole, og det er de samme problemer. Han kommer skævt ind på de andre børn, fordi han misfortolker. Kan være midt i en god leg, men så bliver han vred hvis de andre skifter leg osv., og kan finde på at slå ind i mellem men ellers primært sådan noget med at råbe og gå for tæt på. Han har svært ved at sidde stille når de spiser, så nu sidder han ved siden af en pædagog, hvilket har hjulpet. Han har svært ved at danne stabile relationer, fordi han zapper meget og er hurtigt videre. Og det kan være svært for dem at få ham til at høre efter, fordi han bliver afledt, når de taler til ham.
Til trivselsmøde forleden (som alle børns forældre var til, altså ikke på samme tid, men alle var inviteret til en samtale) italesætte de også disse ting. Og vi er jo fortsat bekymrede.
Men så siger de, at drenge er nu en gang bare drenge og er vilde, og sådan er det jo. Og at det også handler om at børnene er ved at danne sig et hierarki og placere sig i forhold til hinanden, nu hvor de er begyndt at lære hinanden at kende, og det sker altid, det er der ikke noget unaturligt i, så de synes det var meget normalt.
Jeg blev og føler mig stadig provokeret over den udmelding, men jeg er i tvivl, om det bare er mig. Selvom "drenge er aktive" (hvilket jeg synes er en spøjs stereotyp ting at sige, men okay) er det da ikke meningen, at de skal gå og være voldsomme overfor hinanden i negativ affekt.
Og ift det med hierarki. Selvfølgelig er ret naturligt at børn finder sammen i grupper med børn de går i spænd med, men man skal vel som personale sigte efter at der ikke ligefrem kommer et hierarki, fordi det indikerer jo, at der er nogen i toppen og nogen i bunden, og det synes de så er helt normalt!?
Er det mig, der er forkert på den, når jeg synes man skal sigte efter fællesskab og accept af hinanden frem for ligefrem hierarki?
