Jer som har børn der har været omkring 3½ år da de blev storesøskende, har I oplevet en forandring hos jeres børn INDEN fødslen?
Min dreng på 3½ år bliver storebror lige om lidt.
Han plejer at være det nemmeste mest omgængelige barn, der som regel gør som der bliver sagt uden de store diskussioner, og trodsalderen/selvstændighedsalderen er ikke rigtigt noget vi har mærket til.
Men pludselig for 5 dage siden - fuldstændig ud af det blå - har han fuldstændig forandret adfærd.
Han søger vores grænser konstant, nægter at gøre hvad vi siger, og løber væk og kalder os øgenavne, hvis vi forsøger at få ham til at gøre hvad vi beder ham om. Til gengæld opsøger han os også rigtigt meget, og vil faktisk gerne være sammen med os konstant.
Han virker glad, men ikke rigtig i balance på samme måde som han plejer.
Det underlige er at der intet er forandret ift. de ydre rammer. Så jeg aner ikke hvad det er der er på spil.
MEDMINDRE det er fordi han reagerer på kommende forandringer...? Men kan et barn på kun 3½ godt gøre det? Jeg tænker at det er for abstrakt for ham at forestille sig de forandringer der snart kommer, og havde egentlig først regnet med en reaktion når han bliver storebror.
Det skal siges at 2 ud af de 3 voksne på hans stue i børnehaven (voksne, som han desværre er rigtig glad for) også stopper her om et par uger, lige samtidig med at han bliver storebror. Så der sker meget nyt i hans liv lige nu, men det er jo ikke sket endnu, selvom han er blevet fortalt det.
Alternativt er det bare den famøse trodsalder som lige pludselig slår igennem..? 
Ps. Jeg har talt med en stuepædagog i fredags, som siger at de ingen ændringer har mærket dernede, og at der ikke som sådan er sket noget nyt i børnehaven i sidste uge - udover at han er begyndt at være mere sammen med de helt store børn. Men det er ikke børn som har sådan en grænsesøgende adfærd i børnehaven, så det er ikke fordi han kopierer dem..
Uden sammenhæng til familieforøgelse, ændringer i børnehaven (hos os bemærkede de heller intet) eller noget andet får du lige mit indspark:
Da min søn blev 3,5 år (næsten på klokkeslæt) blev han en..... prøvelse! Han var slet ikke sig selv. Ævl, kævl, ørerne virkede ikke, alt hvad jeg gjorde var forkert, han blev meget fysisk og raserianfaldene, når han (som oftest) ikke fik sin vilje var.... ehh... voldsomme 
. Dybest set som du beskriver. Vi voksne kiggede på hinanden og tænkte, han var gået lidt i stykker 
.
Jeg nåede at google "min næsten 4 årige er blevet et minirøvhul. Hvad sker der?". Jeg fandt en relativ lødig artikel om, at hjernen tager første ombygning/pre-teenager. Det tror jeg på.
For 3 uger siden (han er lige blevet 4) vågnede han en morgen og var glad. Bare helt glad. Og sjov. Og kærlig. Og han virker igen 
.
De 5 måneder var det hårdeste, jeg som forælder har prøvet. Uden sammenligning. Vi tror på meget faste rammer, de voksne sætter kursen og vi hjælper ham med at være tryg i vores familie og tryg i, at han ved, hvad vi forventer. Der var opdragelse næsten 24-timer i døgnet (min mand har en underholdende historie om, at vores søn råbte - i søvne - at jeg var dum. Og jeg svarede tilbage - i søvne - at ingen er dumme og det vil jeg ikke høre 
). Hold op der var svært at holde fast i vores principper. Men vi gjorde det. Og nu høster vi frugten af det. Det er blevet så dejligt at være vores lille familie igen.
Så hold fast og hold ud!
Vh.
