Vil det altid være sådan?

Oddi skriver:

Jeg havde det på præcis samme måde med nr1. Var meget usikker og tænkte meget hvad andre nu tænkte hvis hun græd og sådan. Det er altså helt normalt og helt okay. Din datter er stadig ny og du skal finde sig tilrette i din nye rolle som mor. 

Men til dit spørgsmål - NEJ det bliver ikke ved sådan, der handler on tilvænning. Tag små skridt af gangen. En lille tur den ene dag, en anden tur et par dage efter osv. Pludselig finder du ud af at det ikke er så slemt og at det nok skal gå hvis hun græder. 

Armen det er utrolig at man skal have det sådan, når det er ganske normalt at en baby græder  

Jeg tog altid en thermo flaske med varmt kogt vand med ud og så en pose MME pulver, og en tom sutteflaske. Koldt vand kan man altid skaffe/købe. 

Så blander du varmt og koldt vand til den rette temperatur, tilsætter pulver, ryster og så er der serveret. 

Da vi fik vores første barn for 2 år siden var jeg ikke nervøs for at gå ud. Men jeg var nervøs for at hun skulle græde. Da hun var 5 måneder havde hun kun  grædt 5 gange.
Når hun græd havde jeg sådan en følelse af at det skulle vare for evigt. Altså, det vidste jeg jo godt at det ikke ville gøre, for om ikke andet ville hun på et tidspunkt græde sig selv i søvn. 
Jeg kan godt huske den der følelse. Man er den eneste person i hele verden der ved hvordan barnet skal trøstes, men hvad nu hvis man ikke kan? For selvom man er moren ved man ikke altid lige hvad der virker. 

Vi startede også med en meget kort tur ud. Så en lidt længere. Og Lidt længere. Det værste der kan ske at man må hive barnet op og bære det resten af vejen eller sætte sig på den nærmeste trappetrin.

Jeg har i øvrigt lige født Lillebroren og når han græder er det eneste jeg tænker "Ikke vække Storesøster, shhh, ikke vække storesøster". For nu er jeg ikke bare mor. Jeg føler mig som mor.

Anonym skriver:

Det er altså utrolig rart at vide at jeg ikke er den eneste der har det på den måde! 

Og jeg var også rædselsslagen da manden skulle starte på job igen, jeg græd flere dage før, fordi jeg var bange for at være alene med hende. Men det overvandt jeg da. 

Det overvandt du nemlig. Så du vil også overvinde at tage ud med den lille. Det er “bare” at springe ud i det. 

Jeg ved, at der er andre mødre, der har det som dig.

Men den del der handler om, at du er bange for, at andre kigger skævt til dig. Den håber jeg, at du kan parkere.

Jeg har ikke selv børn, men jeg har aldrig tænkt dårligt om forældre, der står med en grædende baby.

Hvorfor skulle jeg se skævt til det ? - det er en lille baby, der græder, og det er helt naturligt.

Anonym skriver:

Da vi fik vores første barn for 2 år siden var jeg ikke nervøs for at gå ud. Men jeg var nervøs for at hun skulle græde. Da hun var 5 måneder havde hun kun  grædt 5 gange.
Når hun græd havde jeg sådan en følelse af at det skulle vare for evigt. Altså, det vidste jeg jo godt at det ikke ville gøre, for om ikke andet ville hun på et tidspunkt græde sig selv i søvn. 
Jeg kan godt huske den der følelse. Man er den eneste person i hele verden der ved hvordan barnet skal trøstes, men hvad nu hvis man ikke kan? For selvom man er moren ved man ikke altid lige hvad der virker. 

Vi startede også med en meget kort tur ud. Så en lidt længere. Og Lidt længere. Det værste der kan ske at man må hive barnet op og bære det resten af vejen eller sætte sig på den nærmeste trappetrin.

Jeg har i øvrigt lige født Lillebroren og når han græder er det eneste jeg tænker "Ikke vække Storesøster, shhh, ikke vække storesøster". For nu er jeg ikke bare mor. Jeg føler mig som mor.

 

Lige præcis det med, at du skriver at “hvad nu hvis barnet ikke kan trøstes” er lige præcis den tanke jeg for! Og derfor er det så skide svært at tage skridtet. Jeg regner også med, at vi går i gang med noget “træning” snart. Vi går små aften ture hvilket fungere helt fint, men at tage ud i centre eller byen er lige en grænse der skal overskrides! 

Tommelise skriver:

Jeg ved, at der er andre mødre, der har det som dig.

Men den del der handler om, at du er bange for, at andre kigger skævt til dig. Den håber jeg, at du kan parkere.

Jeg har ikke selv børn, men jeg har aldrig tænkt dårligt om forældre, der står med en grædende baby.

Hvorfor skulle jeg se skævt til det ? - det er en lille baby, der græder, og det er helt naturligt.

Lige nøjagtig. Jeg er skide bange for at blive set forkert på og at folk tænker “kan du ik trøste dit barn, eller ej hvor dit barn græder mm” også selvom vi jo sagtens kan trøste hende, men hvad nu hvis vi ikke lige kan blandt 100 andre mennesker. 

Og ja, det er nemlig helt naturligt, og jeg har heller aldrig selv tænkt sådan før jeg blev mor, men nu er det pludselig ikke en fremmedes barn der græder, nu er det mit. Jeg klør på, og må simpelthen bare springe ud i det. 

Anonym skriver:

Lige nøjagtig. Jeg er skide bange for at blive set forkert på og at folk tænker “kan du ik trøste dit barn, eller ej hvor dit barn græder mm” også selvom vi jo sagtens kan trøste hende, men hvad nu hvis vi ikke lige kan blandt 100 andre mennesker. 

Og ja, det er nemlig helt naturligt, og jeg har heller aldrig selv tænkt sådan før jeg blev mor, men nu er det pludselig ikke en fremmedes barn der græder, nu er det mit. Jeg klør på, og må simpelthen bare springe ud i det. 

Min storesøster havde det lidt på samme måde. Deres første barn havde kolik, og min søster var også bange for, at hun skulle begynde at græde, når de var ude.

Men hvis du tænker tilbage på før, du fik dit barn ? - så du skævt til forældre med en baby, der græd ? - tænkte du "kan du ikke trøste dit barn, eller ej hvor dit barn græder ...."  ?