Mor er træt

Ved ikke lige helt hvad jeg vil med dette indlæg udover lidt luft... 

Vi har den skønneste, glade baby på 8 måneder - pånær hvad angår søvn. H*n sover Ca 2t ad gangen om natten før der skal bryst til. En sjælden gang imellem tager h*n lidt længere stræk, men så vågner jeg og ligger der og glor og venter på at baby vågner   sådan har det kørt i 5 måneder. lure i løbet af dagen fungerer hvis h*n får lov til at sove ved brystet, og det får h*n til den første lur. Middagsluren forsøger jeg at h*n tager i barnevognen, nogle gange falder h*n i søvn efter en 10-15 min og andre gange er det hysterisk skrig, da h*n savner brystet. Luren er sjældent mere end 1t. Om aftenen får h*n bryst til h*n falder i søvn (tager mellem 10min og 3 t) og så sidder vi på sofaen sammen til jeg skal i seng, hvor h*n vippes over på min mand (med fingrene krydsede for at h*n ikke vågner), mens jeg spæner ud på badeværelset for at børste tænder og ellers tage imod baby igen. Der skal gerne lidt bryst til igen og så vil h*n sove et par timer i bedside crip HVIS h*n kan mærke mig. Dvs vi holder i hånd det meste af natten. Ellers vågner h*n. 

Min mand arbejder meget - da jeg blev gravid blev han tilbudt et projekt, der betød at han er mange timer af sted og også bruger tid på det hjemmefra. Det slutter om 2 uger, så der er lys forude. Jeg har været helt afklaret med at jeg tager den store tørn men jeg er simpelthen ved at få nok. Jeg har brug for at få lidt tid uden baby, at sove mere end 2t og bare, ja, bare forandring. Og jo tættere på at afslutningen af projektet kommer, jo værre bliver det for mig. Jeg har en skøn mødregruppe, går til babysvømning, ser veninder, mine forældre hjælper, vi har rengøringshjælp så jeg har som sådan ikke noget at brokke mig over, men alligevel, så kan jeg snart ikke mere. 

Min mand har sagt ja til et socialt arrangement med arbejdet om aftenen dagen efter projektet slutter og det kan jeg godt forstå - men jeg er også dødmisundelig og ville hellere at han kom tidligt hjem, så jeg ikke sad alene endnu en aften (i dag har han været væk fra kl 8 til 20.30 og jeg har været låst på sofaen med sovende baby i 1.5t - og min første tanke da han kom hjem var at nu håbede jeg ikke at baby vågnede - ikke at det var skønt at se ham). Normalt er han hjemme omkring kl 19 og så skal der laves mad. Det orker jeg ikke at gøre. 

Han er træt når han kommer hjem og sidder tit lige og kobler af ved computeren hvis der ikke er noget spændende i fjernsynet (hvor jeg sidder låst fast). I weekenden står jeg som oftest op med baby, så han kan sove og så er han klar til at være social med os (hvis ikke han skal arbejde). Jeg er egentlig ikke utilfreds med hans opførsel (ok lidt mere initiativ med baby ville være skønt), det var noget vi blev enige om at vi godt kunne få til at fungere, men nøj hvor er det hårdt! 

Jeg er helt med på at baby skal sove selv, men jeg har ikke overskud til at forsøge. Jeg orker ikke skrigeri - min sundhedsplejerske har sagt at vi skal adskille søvn og mad men baby tager ikke sut og jeg prøvede konsekvent i 2 uger at alle lure blev i barnevognen og putning var uden bryst. Der var ingen fremgang på de 2 uger men baby skreg hysterisk mellem 30 min og 3t ved 90% af putningerne. Det kunne mit hjerte ikke bære.

Mine forældre har ikke haft problemer når de har passet i nogle timer, der har h*n bare lagt sig i klapvognen efter en kort tur, så tænker at det er en vane der er forbundet med mig. Amning hænger mig ud af halsen, jeg kæmpede så hårdt for at det lykkedes og jeg fuldammede næsten 6 måneder, men nu, selvom det kun er om aftenen, nat og morgen (ok det er så også en 8-10 gange med de intervaller der kørers), så orker jeg ikke at være madmaskine mere. Jeg har bare brug for luft  jeg har barsel 6 uger mere og vi overlapper de 4 af ugerne, så luften er lige om hjørnet men nøj hvor virker det uoverskueligt og det påvirker mit humør og overskud, hvilket jo ikke er fair over for vores fantastiske baby 

Som sagt ved jeg ikke helt hvad jeg vil med indlægget, jeg undskylder for længden og manglende struktur men det gav da lidt luft for mine frustrationer... Har I nogle gode råd mht søvn, tager jeg gerne imod dem 

Jeg har ingen råd. Vil bare give dig en krammer og en high-five. Jeg er i samme situation med baby på 8,5 mdr. Dog har jeg ingen mand, blot en dreng på 9år, som er pre teen

Jeg har flere råd:

1. Få puttet din søn om aften i egen seng/jeres seng. Skab et putteritual hvor I efter aftensmaden gør præcis det sammen. Et bad, børste tænder, en sang, mørkt lokale og evt babs indtil han sover. Og så ud med dig - han er stor nok til at lære at sove andre steder end på dig og han skal nok sove hvis han er træt nok. Jeg er all in på at man skal ofre sig for sine børn - men du har brug for alenetid for at kunne hænge sammen og havd overskud til næste dag og I har brug for voksentid. Min store søn begyndte fast sengetid fra omkring 5 måneders alderen. 

2. Få far på banen. Fint nok at han knokler på arbejdet - og fint nok at du tager størstedelen. Men pt lyder det som om du tager det hele, ikke bare det meste. Din mand skal ikke ud og dyrke sit socialeliv når du ikke engang kan komme på wc - det er ikke en fair fordeling. Den energi han ikke bruger på sit arbejde må bruges i hjemmet til at afløse dig, og så må I skiftes til at sove længe. Du er ved at knække og har brug for ham. 

3. I må tage kampene - at lade vær eller ignorer problemerne udskyder bare det hele til han blive ældre og mere bevidst. Nogle issues pt er naturligvis fordi han stadig er lille, men nogle vaner skal brydes på et tidspunkt og så er det måske tid nu. Hvornår det rigtige tidspunkt er for ham ved kun i . Der kommer masse af kampe i fremtiden, så find et tidspunkt hvor I beslutter at nu indfører vi en nu soverutine og så er det der i gør - og så skal alle vænne sig til det. Men det skal være et fællesprojekt og ikke kun dig der står med en skrigende baby. 

Anonym skriver:

Ved ikke lige helt hvad jeg vil med dette indlæg udover lidt luft... 

Vi har den skønneste, glade baby på 8 måneder - pånær hvad angår søvn. H*n sover Ca 2t ad gangen om natten før der skal bryst til. En sjælden gang imellem tager h*n lidt længere stræk, men så vågner jeg og ligger der og glor og venter på at baby vågner   sådan har det kørt i 5 måneder. lure i løbet af dagen fungerer hvis h*n får lov til at sove ved brystet, og det får h*n til den første lur. Middagsluren forsøger jeg at h*n tager i barnevognen, nogle gange falder h*n i søvn efter en 10-15 min og andre gange er det hysterisk skrig, da h*n savner brystet. Luren er sjældent mere end 1t. Om aftenen får h*n bryst til h*n falder i søvn (tager mellem 10min og 3 t) og så sidder vi på sofaen sammen til jeg skal i seng, hvor h*n vippes over på min mand (med fingrene krydsede for at h*n ikke vågner), mens jeg spæner ud på badeværelset for at børste tænder og ellers tage imod baby igen. Der skal gerne lidt bryst til igen og så vil h*n sove et par timer i bedside crip HVIS h*n kan mærke mig. Dvs vi holder i hånd det meste af natten. Ellers vågner h*n. 

Min mand arbejder meget - da jeg blev gravid blev han tilbudt et projekt, der betød at han er mange timer af sted og også bruger tid på det hjemmefra. Det slutter om 2 uger, så der er lys forude. Jeg har været helt afklaret med at jeg tager den store tørn men jeg er simpelthen ved at få nok. Jeg har brug for at få lidt tid uden baby, at sove mere end 2t og bare, ja, bare forandring. Og jo tættere på at afslutningen af projektet kommer, jo værre bliver det for mig. Jeg har en skøn mødregruppe, går til babysvømning, ser veninder, mine forældre hjælper, vi har rengøringshjælp så jeg har som sådan ikke noget at brokke mig over, men alligevel, så kan jeg snart ikke mere. 

Min mand har sagt ja til et socialt arrangement med arbejdet om aftenen dagen efter projektet slutter og det kan jeg godt forstå - men jeg er også dødmisundelig og ville hellere at han kom tidligt hjem, så jeg ikke sad alene endnu en aften (i dag har han været væk fra kl 8 til 20.30 og jeg har været låst på sofaen med sovende baby i 1.5t - og min første tanke da han kom hjem var at nu håbede jeg ikke at baby vågnede - ikke at det var skønt at se ham). Normalt er han hjemme omkring kl 19 og så skal der laves mad. Det orker jeg ikke at gøre. 

Han er træt når han kommer hjem og sidder tit lige og kobler af ved computeren hvis der ikke er noget spændende i fjernsynet (hvor jeg sidder låst fast). I weekenden står jeg som oftest op med baby, så han kan sove og så er han klar til at være social med os (hvis ikke han skal arbejde). Jeg er egentlig ikke utilfreds med hans opførsel (ok lidt mere initiativ med baby ville være skønt), det var noget vi blev enige om at vi godt kunne få til at fungere, men nøj hvor er det hårdt! 

Jeg er helt med på at baby skal sove selv, men jeg har ikke overskud til at forsøge. Jeg orker ikke skrigeri - min sundhedsplejerske har sagt at vi skal adskille søvn og mad men baby tager ikke sut og jeg prøvede konsekvent i 2 uger at alle lure blev i barnevognen og putning var uden bryst. Der var ingen fremgang på de 2 uger men baby skreg hysterisk mellem 30 min og 3t ved 90% af putningerne. Det kunne mit hjerte ikke bære.

Mine forældre har ikke haft problemer når de har passet i nogle timer, der har h*n bare lagt sig i klapvognen efter en kort tur, så tænker at det er en vane der er forbundet med mig. Amning hænger mig ud af halsen, jeg kæmpede så hårdt for at det lykkedes og jeg fuldammede næsten 6 måneder, men nu, selvom det kun er om aftenen, nat og morgen (ok det er så også en 8-10 gange med de intervaller der kørers), så orker jeg ikke at være madmaskine mere. Jeg har bare brug for luft  jeg har barsel 6 uger mere og vi overlapper de 4 af ugerne, så luften er lige om hjørnet men nøj hvor virker det uoverskueligt og det påvirker mit humør og overskud, hvilket jo ikke er fair over for vores fantastiske baby 

Som sagt ved jeg ikke helt hvad jeg vil med indlægget, jeg undskylder for længden og manglende struktur men det gav da lidt luft for mine frustrationer... Har I nogle gode råd mht søvn, tager jeg gerne imod dem 

Nøj hvor jeg husker det der mangel på søvn og baby kun sover ved bryst og kun 1 time af gangen. Det er så udmattende og nedslidende og du er langt fra den eneste der har været det igennem. 

Jeg købte en slyngevugge til min søn da han var ca 6 mdr gammel. Han begyndte at sove i 2-3 timer i streg til middag og han sov næsten igennem om natten. Kun afbrudt af en enkelt nattetår. 

Han faldet i søvn i den frem til han blev 2 år. Fra han begyndte at vende sig selv i søvne tog jeg ham ud af den og lagde ham i hans egen seng efter han var faldet i søvn. Det vågnede han ikke af 

ulempen var dog at vænne ham fra den og lærer st falde i søvn uden at blive vugget. Men det tog maks 1 uge så var han ude af den igen. 

Jeg ka anbefale den 

Åh kære du, hvor lyder det bare hårdt at være dig lige nu  Jeg ved ikke om jeg læser noget mellem linjerne, der ikke er der. Men det lyder som om du kæmper rigtig meget med at h*n ikke sover og spiser som bøgerne/sp synes?

Sådan har begfe mkne børn været. Med den første havde jeg det som dig. Jeg var ved at blive tosset. Det var så galt at jeg måtte findepå noget drastisk, så jeg vendte op og ned på alt. Smed bøgerne ud og så på mit barn og mit barns behov. Hvordan kunne jeg eksistere i det? Vi solge barnevognen. Det var det ultimative symbol på hvor meget jeg fejlede som mor (den stod jo og gloede og mindede mig om at min baby sov et "forkert" sted) tremmesengen røg samme vej og baby flyttede ind i min armhule om natten

I bund og grund var det kampen og "burde" der var det der gjorde alt hårdt. Jeg accepterede at lur= os begge på sofaen med bryst i munden og godt tv til mig. Jeg købte vikler og bæreseler og brugte dem til variation -baby spist af, om på ryggen og ud at gå=lur. Mit stressniveau styrtdykkede og jeg begyndte at slappe af igen og nyde at være mor.

Det lyder jo til at h*n godt kan sove i vogn, når du ikke er der. Måske passer det ikke til dig,  men der findes en anden vej også 

For øvrigt har vi kørrt denne stil med nr 2 også. Nøj det hqr sparet mig mange fustrationer!

Præcis det samme her som Marrcella. Min den store bliver 5 næste måned og sover stadig ikke igennem - det er bare sådan han er da jeg endelig accepterede at sådan var han, kunne jeg pludselig være i den manglende søvn og de søvnløse nætter. 

Maricella skriver:

Åh kære du, hvor lyder det bare hårdt at være dig lige nu  Jeg ved ikke om jeg læser noget mellem linjerne, der ikke er der. Men det lyder som om du kæmper rigtig meget med at h*n ikke sover og spiser som bøgerne/sp synes?

Sådan har begfe mkne børn været. Med den første havde jeg det som dig. Jeg var ved at blive tosset. Det var så galt at jeg måtte findepå noget drastisk, så jeg vendte op og ned på alt. Smed bøgerne ud og så på mit barn og mit barns behov. Hvordan kunne jeg eksistere i det? Vi solge barnevognen. Det var det ultimative symbol på hvor meget jeg fejlede som mor (den stod jo og gloede og mindede mig om at min baby sov et "forkert" sted) tremmesengen røg samme vej og baby flyttede ind i min armhule om natten

I bund og grund var det kampen og "burde" der var det der gjorde alt hårdt. Jeg accepterede at lur= os begge på sofaen med bryst i munden og godt tv til mig. Jeg købte vikler og bæreseler og brugte dem til variation -baby spist af, om på ryggen og ud at gå=lur. Mit stressniveau styrtdykkede og jeg begyndte at slappe af igen og nyde at være mor.

Det lyder jo til at h*n godt kan sove i vogn, når du ikke er der. Måske passer det ikke til dig,  men der findes en anden vej også 

For øvrigt har vi kørrt denne stil med nr 2 også. Nøj det hqr sparet mig mange fustrationer!

Tak for dit svar. Du har bestemt fat i noget af det rigtige... Jeg har også fundet ro ved at den første lur er på mig og frokostluren også, hvis det er sådan en dag. Det er aftenen og natten der knækker mig. 

Vi har en bæresele og hun elsker den og sover rigtig godt i den men jeg har nedsunken underliv efter fødslen og kan derfor ikke bære hende i den (eller bare almindeligt) særlig længe. Generelt har jeg dårlige dage, hvor jeg slet ikke kan løfte eller gå særlig meget uden gener, men heldigvis flest gode dage. De sidste par uger har dog været tilbagefald, nok også derfor det hele fylder ekstra meget lige nu  Det har nemlig ødelagt en del af mine forestillinger om barsel og baby og det har været rigtig hårdt at acceptere. 

Men dit svar har virkelig givet ekstra energi, jeg vil forsøge at finde ro ved tingenes tilstand og forsøge ikke at tænke for meget på bøgerne mm 

Anonym skriver:

Nøj hvor jeg husker det der mangel på søvn og baby kun sover ved bryst og kun 1 time af gangen. Det er så udmattende og nedslidende og du er langt fra den eneste der har været det igennem. 

Jeg købte en slyngevugge til min søn da han var ca 6 mdr gammel. Han begyndte at sove i 2-3 timer i streg til middag og han sov næsten igennem om natten. Kun afbrudt af en enkelt nattetår. 

Han faldet i søvn i den frem til han blev 2 år. Fra han begyndte at vende sig selv i søvne tog jeg ham ud af den og lagde ham i hans egen seng efter han var faldet i søvn. Det vågnede han ikke af 

ulempen var dog at vænne ham fra den og lærer st falde i søvn uden at blive vugget. Men det tog maks 1 uge så var han ude af den igen. 

Jeg ka anbefale den 

Tak for dit svar  vi har prøvet en før, det var ikke en succes men måske skulle vi give det en chance til

Oddi skriver:

Jeg har flere råd:

1. Få puttet din søn om aften i egen seng/jeres seng. Skab et putteritual hvor I efter aftensmaden gør præcis det sammen. Et bad, børste tænder, en sang, mørkt lokale og evt babs indtil han sover. Og så ud med dig - han er stor nok til at lære at sove andre steder end på dig og han skal nok sove hvis han er træt nok. Jeg er all in på at man skal ofre sig for sine børn - men du har brug for alenetid for at kunne hænge sammen og havd overskud til næste dag og I har brug for voksentid. Min store søn begyndte fast sengetid fra omkring 5 måneders alderen. 

2. Få far på banen. Fint nok at han knokler på arbejdet - og fint nok at du tager størstedelen. Men pt lyder det som om du tager det hele, ikke bare det meste. Din mand skal ikke ud og dyrke sit socialeliv når du ikke engang kan komme på wc - det er ikke en fair fordeling. Den energi han ikke bruger på sit arbejde må bruges i hjemmet til at afløse dig, og så må I skiftes til at sove længe. Du er ved at knække og har brug for ham. 

3. I må tage kampene - at lade vær eller ignorer problemerne udskyder bare det hele til han blive ældre og mere bevidst. Nogle issues pt er naturligvis fordi han stadig er lille, men nogle vaner skal brydes på et tidspunkt og så er det måske tid nu. Hvornår det rigtige tidspunkt er for ham ved kun i . Der kommer masse af kampe i fremtiden, så find et tidspunkt hvor I beslutter at nu indfører vi en nu soverutine og så er det der i gør - og så skal alle vænne sig til det. Men det skal være et fællesprojekt og ikke kun dig der står med en skrigende baby. 

Tak for dit svar - det er egentlig lige præcis det jeg drømmer om. Men jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal komme derhen. 

Jeg prøver at vippe baby af mig når h*n sover, men h*n vågner med det samme og skriger. Og skriger. Og så kan det sagtens tage 1t eller mere før h*n finder ro igen. Så jeg har lidt opgivet, jeg har simpelthen ikke overskuddet til at tage kampen. Det er selvfølgelig ikke holdbart, men det er pt situationen. Far er ikke hjemme til putning (hvis han er så er han kun lige akkurat kommet ind af døren), så der er kun mig her og nu. Vi har snakket om at tage kampen når far går på barsel om 2 uger, så jeg må finde noget energi frem til da. 

Projektet har min mand arbejdet med i 2 år og nu er det lige ved at slutte. I vores naivitet tænkte vi at det var perfekt timing at jeg var på barsel imens. Han er selv spændt ekstremt hårdt for, så jeg er ikke interesseret i at knække ham helt. Eller give ham dårlig samvittighed. Han ved godt at jeg står med 99 % af det hele og han ville bestemt gerne være mere hjemme men det er ikke en mulighed her og nu. Desværre 

Dog kan jeg se at jeg måske fik formuleret mig lidt uheldigt ift med at være social i weekenden, det var ment som sammen med mig og baby og ordne praktiske ting sammen, fx en tur i Silvan, indkøb til den kommende uge eller familiebesøg - så det er ikke fordi han bare bruger weekenderne alene. 

Men tak for svar, jeg ser frem til at far kommer på banen og så må vi forsøge om vi kan finde et putteritual der fungerer 

HBV skriver:

Jeg har ingen råd. Vil bare give dig en krammer og en high-five. Jeg er i samme situation med baby på 8,5 mdr. Dog har jeg ingen mand, blot en dreng på 9år, som er pre teen

Tak  pyh det er sejt gået af dig at stå med det hele selv. Håber snart at det snart vender for os begge