Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte, og det er nærmest umuligt at få det hele med, men jeg søger i den grad at få lettet mit hjerte, at blive lyttet til helt anonymt og at få et skulderklap med på vejen måske!
Sagen er den at jeg har en dreng på 6 år, som altid har været dreng med stort D! Han har fulgt sine egne veje, og tidligt været meget selvstændig. Det har han helt sikkert ikke fra fremmede da både hans far og jeg er på samme måde.
Vi blev skilt da min søn var 1 år, men siden da har vi haft en velfungerende samværsaftale. Vi har begge fundet nye partnere og har også fået børn hver for sig. Nå, men det var et sidespring, men sikkert også en del af en forklaring.
Som overskriften, så føler jeg mig som den vildeste fiasko som mor. Vi er enormt udfordrede af at min søn ikke vil høre efter og bare generelt er mere højtråbende end andre børn. Han bryder sig ikke om opmærksomhed, men tiltrækker den altid ved at være overvild og helt umulig at få ned på jorden igen. Så sent som i dag har vi været til afslutning i børnehaven, og her skulle alle børn på scenen og min søn stiller sig, som den eneste op, og hyler over at de ikke længere må lege i salen eller i vuggestuen. Jeg er faktisk nødt til at bære ham derfra fordi han ikke stopper igen. Efter en lille pause, kommer han så fint ind igen og sætter sig ved de andre børn. Men mens der er helt stille og alle børn sidder pænt, råber han selvfølgelig at dem der står på scenen selv skal rydde op, og det er lige mens de er ved at optræde. Ej men jeg kunne have kravlet ind i mig selv. Og ja, det fortsætter mens vi spiser derovre. De fleste sidder pænt og spiser, men min søn er totalt overgearet og snakker bare så højt så alle kan høre ham. Vi forsøger naturligvis stille og roligt at dæmpe ham.
Generelt er han bare en vildbasse og har altid været det, men også enormt intelligent. Selvom han endnu ikke er startet i skole kan han regne og stave til rigtig mange ord, og uden vi har pacet ham.
Jeg er ofte i dialog med børnehaven, og det er kun mig der henvender mig - der er ikke problemer på samme måde i børnehaven. Der beskriver de bare en dreng med stort D, som trænger til nye udfordringer i skolen. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke at der er noget galt med ham.
Han er jo drengen der tydeligt ikke kan finde ud af spillereglerne når der er mange sammen. Og det var tydeligt og ALLE de andre forældre ser det. Pisse hamrende pinligt altså!
Jeg føler altid jeg skal undskylde og jeg skammer mig ofte på hans vegne.
Og nu skal det siges at vi aldrig lader stå til, men at vi med kærlighed og faste rammer opdrager ham og taler om rigtig og forkert osv. Så vi gør noget og vi gør det hver dag, men det sætter sig bare ikke rigtigt. Og ja, vi har prøvet flere tilgange.
Jeg er frustreret, jeg er vred, jeg er ramt og mega såret.
Mit barn er en uopdragen møgunge!
Tak fordi du læste med så langt, og hvis du har noget pænt at kommentere, så gør det endeligt. Hvis du tænker jeg er en spade og ikke kan opdrage min søn, så gå bare videre til næste indslag, tak!
