Efterfødselsreaktion

serinasmor skriver:

Jeg er helt sikker på, at du gør det så godt som du kan.

Jeg fik selv en voldsom efterfødselsreaktion med den ældste, så voldsom at jeg ikke kunne være hjemme. Jeg skulle lære at være mor helt forfra i helt ned til 10 minutter ad gangen, hvor jeg var alene med hende og min mand gik en lille tur. 

Det tog lang tid at bygge op at jeg turde være alene med hende i en hel time. og endnu længere at jeg kunne være alene med hende en halv eller hel dag. Og det tog enormt meget energi. 

Jeg kan sagtens følge dig i at det føles underligt at skulle have en pause. Men da jeg blev mor for anden gang opdagede jeg, at jeg også her havde behov for pauser. Behov for ikke at være "på" konstant. Behov for bare at være mig - uden at være mor. 

Det er helt normalt - uanset om man har fået en efterfødselsreaktion eller ej 

Åh hvor må det have været sindssyg hårdt.. Din mand tog så orlov for at hjælpe dig? 

Jeg kan til nød være alene med hende til hverdag, mens kæresten er på arbejde, men at han tager ud og handler, hjem til en ven eller ja bare løber en tur, er en kæmpe udfordring.. Og så spurgte han "hvad er forskellen på, at jeg arbejder 8 timer og er hos vennen i 5 timer?".. Det eneste jeg kunne svare var, at arbejdet var en nødvendighed, så der måtte jeg finde mig i det, men at det stadig er en kæmpe udfordring, og jeg nogle gange tæller minutterne til han kommer hjem.. Det andet er ikke en nødvendighed, og 5 timer kunne ligeså godt være en hel måned - det ville være det samme for mig.. Gik helt i panik og brød grædende sammen og blev ved med at sige "jeg kan ikke".. Det er virkelig forfærdeligt at have det sådan.. Så kan ikke engang forestille mig, hvordan du må have haft det .. 

Ja du har selvfølgelig ret.. Er nok bedre at stille det sådan op, som du gør, end at tænke, at man har behov for at komme væk fra sit barn

Anonym skriver:

Åh hvor må det have været sindssyg hårdt.. Din mand tog så orlov for at hjælpe dig? 

Jeg kan til nød være alene med hende til hverdag, mens kæresten er på arbejde, men at han tager ud og handler, hjem til en ven eller ja bare løber en tur, er en kæmpe udfordring.. Og så spurgte han "hvad er forskellen på, at jeg arbejder 8 timer og er hos vennen i 5 timer?".. Det eneste jeg kunne svare var, at arbejdet var en nødvendighed, så der måtte jeg finde mig i det, men at det stadig er en kæmpe udfordring, og jeg nogle gange tæller minutterne til han kommer hjem.. Det andet er ikke en nødvendighed, og 5 timer kunne ligeså godt være en hel måned - det ville være det samme for mig.. Gik helt i panik og brød grædende sammen og blev ved med at sige "jeg kan ikke".. Det er virkelig forfærdeligt at have det sådan.. Så kan ikke engang forestille mig, hvordan du må have haft det .. 

Ja du har selvfølgelig ret.. Er nok bedre at stille det sådan op, som du gør, end at tænke, at man har behov for at komme væk fra sit barn

han tog orlov - jeg blev sygmeldt (jeg var også indlagt i en periode så det var lissom nødvendigt - "mor genoptræningsperioden" kom bagefter da jeg var kommet hjem igen) 
Det betyder dog også at han altid har vidst at det der barsel ikke er en dans på roser eller det samme som at smide sig på sofaen hele dagen lang - han har selv været igennem det.

Det VAR hårdt, men vi kom igennem det. I en periode helt til start efter jeg var kommet hjem havde vi "babysitter" på til mig, hvis/når han skulle ud af huset. 

Jeg tror I skal se på både mandens job og din barsel som "arbejde". I har begge behov for at have fri. Måske kan han tage over i 1 time lige efter job så du får fri lidt. og så selv løbe en tur efter aftensmad. 

Måske kan det være en ide at få besøg en overgang i stedet for at han tager ud til vennerne, at de så kommer lidt til ham. 

I hvert fald så det ikke er hver dag at han liiiige skal et eller andet efter arbejde.

Jeg tror, det er vigtigt at i begge får tid "fri". og jeg tror det kan være vigtigt at I i starten planlægger hvornår især du kan få fri en time her og der. Det kræver fri at komme ovenpå igen.

serinasmor skriver:

han tog orlov - jeg blev sygmeldt (jeg var også indlagt i en periode så det var lissom nødvendigt - "mor genoptræningsperioden" kom bagefter da jeg var kommet hjem igen) 
Det betyder dog også at han altid har vidst at det der barsel ikke er en dans på roser eller det samme som at smide sig på sofaen hele dagen lang - han har selv været igennem det.

Det VAR hårdt, men vi kom igennem det. I en periode helt til start efter jeg var kommet hjem havde vi "babysitter" på til mig, hvis/når han skulle ud af huset. 

Jeg tror I skal se på både mandens job og din barsel som "arbejde". I har begge behov for at have fri. Måske kan han tage over i 1 time lige efter job så du får fri lidt. og så selv løbe en tur efter aftensmad. 

Måske kan det være en ide at få besøg en overgang i stedet for at han tager ud til vennerne, at de så kommer lidt til ham. 

I hvert fald så det ikke er hver dag at han liiiige skal et eller andet efter arbejde.

Jeg tror, det er vigtigt at i begge får tid "fri". og jeg tror det kan være vigtigt at I i starten planlægger hvornår især du kan få fri en time her og der. Det kræver fri at komme ovenpå igen.

 

Helt forståeligt.. Og hvor er det godt, at du kunne få noget hjælp, når det var så hård en omgang.. 

Han er heldigvis rigtig god til at hjælpe.. Han har bare svært ved at forstå det, fordi han ikke selv har prøvet det.. Men han tager hende rigtig meget, og så er vennerne for det meste her, og ellers tager han hende med fremover, hvis det er mange timer..