Enormt temperament

Sprit25 skriver:

Min søn på knap 2 er en noget kun temperamentsfuld herre. 

Hans verden vælter enormt nemt og når den først er væltet, går der meget længe inden den rejser sig igen. 

Eksempel her til morgen: han tog selv lidt af sine termpbukser på og da far ville hjælpe med det sidste blev han sur. Hvilket resulterede i, at vi måtte trække ham grædende i alt og far måtte løfte ham ud. 

Vi prøver at anderkende, vi krammer, vi lader ham være og vi har en enkelt gang mødt ham med råb

Vi arbejder meget forskelligt, da jeg lige nu tager en uddannelse uden su, men den har jeg læst siden august så tænker ikke det skyldes det. 

Nogle råd? Vælger anonyme svar, da flere åbenbart kun vil svare sådan 

Hvordan gør I når han ikke kan selv? Gør I det bare eller spørg I ham om han har brug for hjælp? 
Er det i stress eller har I tid til at det tager lidt længere tid? 

Prøv at sid ved siden af ham, hjælp uden at hjælpe for meget, så det stadigvæk føles som om han gør det selv. 

Som de andre siger, han er en alderen hvor han gerne vil kunne selv, men kan ikke, og det er frustrerende for lille dreng, når alle andre kan. 

Prøv at Afsæt 10 minutter om morgenen, og anerkend at han gerne vil, men I gerne vil hjælpe lidt, så kan I gøre det sammen.

BAE skriver:

Hvordan gør I når han ikke kan selv? Gør I det bare eller spørg I ham om han har brug for hjælp? 
Er det i stress eller har I tid til at det tager lidt længere tid? 

Prøv at sid ved siden af ham, hjælp uden at hjælpe for meget, så det stadigvæk føles som om han gør det selv. 

Som de andre siger, han er en alderen hvor han gerne vil kunne selv, men kan ikke, og det er frustrerende for lille dreng, når alle andre kan. 

Prøv at Afsæt 10 minutter om morgenen, og anerkend at han gerne vil, men I gerne vil hjælpe lidt, så kan I gøre det sammen.

Men det er altid han har så voldsom et temperment. Det er også når vi spiser, putter osv

Sprit25 skriver:

Men det er altid han har så voldsom et temperment. Det er også når vi spiser, putter osv

Jeg har også en meget temperamentsfuld ung dame, som snart fylder 5. Hun giver sq grå hår. Nå, men jeg har fundet du af, at det går meget bedre, når jeg forklarer hende, hvad der skal ske. Fx: Tag dine bukser på skat. Når jeg har været oppe med tandbørsterne, så kommer jeg og hjælper dig, hvis du ikke er blevet færdig. Klar grænse. Hun ved, at hun kan prøve selv, indtil jeg kommer tilbage. Jeg stiller ALDRIG spørgsmål, som jeg ved, hun ikke kan overskue. Fx ville jeg aldrig spørge hende, om jeg skulle hjælpe, for vi skal ud af døren, og jeg gider ikke komme for sent, fordi hun selv skal. 

Jeg Husker virkelig mig selv på ikke at stille spørgsmål til ting, som jeg selv har besluttet på forhånd. Jeg spørger fx aldrig: Hvad vil du have på i dag? Jeg har valgt to forskellige sæt tøj, som hun så kan vælge mellem. Jeg prøver at guide, men på et fornuftigt grundlag. Nogle dage går det hele op i hat og briller, men for det meste kører det.

Håber du finder en god løsning for jer. 

Mullemee skriver:

Jeg har også en meget temperamentsfuld ung dame, som snart fylder 5. Hun giver sq grå hår. Nå, men jeg har fundet du af, at det går meget bedre, når jeg forklarer hende, hvad der skal ske. Fx: Tag dine bukser på skat. Når jeg har været oppe med tandbørsterne, så kommer jeg og hjælper dig, hvis du ikke er blevet færdig. Klar grænse. Hun ved, at hun kan prøve selv, indtil jeg kommer tilbage. Jeg stiller ALDRIG spørgsmål, som jeg ved, hun ikke kan overskue. Fx ville jeg aldrig spørge hende, om jeg skulle hjælpe, for vi skal ud af døren, og jeg gider ikke komme for sent, fordi hun selv skal. 

Jeg Husker virkelig mig selv på ikke at stille spørgsmål til ting, som jeg selv har besluttet på forhånd. Jeg spørger fx aldrig: Hvad vil du have på i dag? Jeg har valgt to forskellige sæt tøj, som hun så kan vælge mellem. Jeg prøver at guide, men på et fornuftigt grundlag. Nogle dage går det hele op i hat og briller, men for det meste kører det.

Håber du finder en god løsning for jer. 

Åh tak for råd. Det vil vi prøve. Det er også bare synd for ham, at han slet ikke kan stoppe igen

Sprit25 skriver:

Åh tak for råd. Det vil vi prøve. Det er også bare synd for ham, at han slet ikke kan stoppe igen

Ja, du kan jo prøve at vise, hvordan du selv trækker vejret roligt med håndbevægelser og sige stille og roligt ind og ud - ind og ud og vise ham, hvordan man falder til ro. Bare sidde ved siden af med lukkede øjne og lade dine hænder synliggøre at du trækker vejret roligt. Kan være han så slapper af, fordi han ser dig gøre det? Jeg ved ikke om det virker, da min datter bare skal tages ud af situationen - altså distraheres med noget andet. 

Sprit25 skriver:

Åh tak for råd. Det vil vi prøve. Det er også bare synd for ham, at han slet ikke kan stoppe igen

Begge vores piger har haft et voldsomt temperament. 

Noget af det jeg har lagt mærke til er også forberedelse, ikke give for mange valgmuligheder, og ikke stille et spørgsmål, når det rent faktisk ikke er et valg de har.

Noget andet er, at det har virket på begge vores piger, som om de ikke har været i stand til at forholde sig til hvad man siger til dem, når temperamentet koger over. Vores store pige begyndte at gå ud på badeværelset og lukke døren, når det blev for meget og hun ikke kunne styre temperamentet.

Vi begyndte så at at sætte det i system og begyndte at bede hende om at gå derud, når hun blev hysterisk og urimelig. Vores badeværelse er lyst og lækkert og har varme i gulvet, så det er rart at være der. Reglen har også altid været, at hun bare kom ud, når hun var klar, der var ingen krav om, at hun skulle blive et bestemt stykke tid og hun kunne altid komme ud og få et krammer. 

Det førte vi videre med lillesøster og det fungerede rigtigt fint. 

Hver gang verden blev for meget så gik de enten selv derud, eller vi bad dem om det, og det fungerede super fint. De faldt meget hurtigere ned, end hvis de ikke gik derind.

Sprit25 skriver:

Min søn på knap 2 er en noget kun temperamentsfuld herre. 

Hans verden vælter enormt nemt og når den først er væltet, går der meget længe inden den rejser sig igen. 

Eksempel her til morgen: han tog selv lidt af sine termpbukser på og da far ville hjælpe med det sidste blev han sur. Hvilket resulterede i, at vi måtte trække ham grædende i alt og far måtte løfte ham ud. 

Vi prøver at anderkende, vi krammer, vi lader ham være og vi har en enkelt gang mødt ham med råb

Vi arbejder meget forskelligt, da jeg lige nu tager en uddannelse uden su, men den har jeg læst siden august så tænker ikke det skyldes det. 

Nogle råd? Vælger anonyme svar, da flere åbenbart kun vil svare sådan 

Tænker ikke det skyldes en ændring i jeres liv eller noget i jeres familiedynamik. Synes hans adfærd lyder meget normalt. Sådan har mine børn også været i denne alder. De kan endnu ikke regulere deres følelser og reagerer derefter. 

Det vi gjorde, var, at gå i gang med overtøj i god tid, så vi har tid til at deres verden kan bryde sammen. 

Så mit råd er - en masse tålmodighed  og bevar roen

en anden ting - er lidt nysgerrig efter om din søn bad om hjælp eller hjalp far uden at blive bedt om det? 

mor:) skriver:

Tænker ikke det skyldes en ændring i jeres liv eller noget i jeres familiedynamik. Synes hans adfærd lyder meget normalt. Sådan har mine børn også været i denne alder. De kan endnu ikke regulere deres følelser og reagerer derefter. 

Det vi gjorde, var, at gå i gang med overtøj i god tid, så vi har tid til at deres verden kan bryde sammen. 

Så mit råd er - en masse tålmodighed  og bevar roen

en anden ting - er lidt nysgerrig efter om din søn bad om hjælp eller hjalp far uden at blive bedt om det? 

Far sagde: nu hjælper jeg med det sidste basse. Ellers havde vi siddet derendnu

Også brød hans verden sammen. Problemet er også at hvis han indser han ikkr selv kan. Jamen så gider han bare ikke

Faren selv havde et voldsomt temperament på sønnikes alder, men er idag det mest roligw væsen. Jøsses jeg håber det sker med sønnike 

Skouboe skriver:

Begge vores piger har haft et voldsomt temperament. 

Noget af det jeg har lagt mærke til er også forberedelse, ikke give for mange valgmuligheder, og ikke stille et spørgsmål, når det rent faktisk ikke er et valg de har.

Noget andet er, at det har virket på begge vores piger, som om de ikke har været i stand til at forholde sig til hvad man siger til dem, når temperamentet koger over. Vores store pige begyndte at gå ud på badeværelset og lukke døren, når det blev for meget og hun ikke kunne styre temperamentet.

Vi begyndte så at at sætte det i system og begyndte at bede hende om at gå derud, når hun blev hysterisk og urimelig. Vores badeværelse er lyst og lækkert og har varme i gulvet, så det er rart at være der. Reglen har også altid været, at hun bare kom ud, når hun var klar, der var ingen krav om, at hun skulle blive et bestemt stykke tid og hun kunne altid komme ud og få et krammer. 

Det førte vi videre med lillesøster og det fungerede rigtigt fint. 

Hver gang verden blev for meget så gik de enten selv derud, eller vi bad dem om det, og det fungerede super fint. De faldt meget hurtigere ned, end hvis de ikke gik derind.

Synes bare han er for lille som knap 2 årige at komme ud og sidde et sted

Sprit25 skriver:

Synes bare han er for lille som knap 2 årige at komme ud og sidde et sted

Tja, det er vel et spørgsmål om perspektiv. Hos os har det aldrig været en straf, men en hjælp til at få lidt ro i hovedet på et sted, hvor det er rart at være. Ungerne har faktisk også jævnligt selv gået derud, når verden blev for meget. 

Jeg ved fra mig selv (jeg har nogle kognitive udfordringer pga. min sclerose), at nogen gange kan jeg ikke rumme mere i hovedet, så alle velmenende forsøg på at tale med mig og forklare ting, gør det faktisk bare værre.

Da jeg kunne se, at mine børn faktisk opførte og reagerede som mig, når mit hoved gjorde knuder, fandt jeg på løsningen med badeværelset - også inspireret af min datter, der faktisk selv startede ideen. I deres tilfælde skyldes sammenbruddet jo så unge, umodne hjerner og ikke sygdom.

Der er jævnligt folk, der har påpeget at det er synd for ungerne, at vi var urimelige, at de var for små, at de sad derude for lang tid, at vi skulle hjælpe dem med at falde ned i stedet, og det står jo folk frit for at mene. Men her i huset har det aldrig været en straf, der har aldrig været krav om, at de skulle blive, og aftalen har altid været at man kom ud, når man havde lyst, og at der altid var masser af krammere, til dem, der havde brug for det. Hvis de har siddet længe derude, har det været efter eget ønske, og da de var små stak jeg nogen gange hovedet ind og spurgte om de havde behov for en krammer.

Men du kender din søn bedst. Kig på ham næste gang han er vred og se hvordan han reagerer. Har han brug for en krammer, eller har han brug for et sted, der er rart at være, og hvor der ikke er nogen krav, eller noget han skal forholde sig til? Hvis han har brug for det sidste, så prøv at skabe et sted/hjørne sammen med ham, der ikke er langt væk fra alt andet og som er rart at være. Fx en krog under trappen, med et blødt tæppe eller et hjørne et eller andet sted. Bare der er fred og ro, og det altid kan være klart til ham.

Og uanset om det er det ene, eller det andet han har brug for, så prøv at være på forkant. Dels advare inden I skal noget, og dels sørg for at der så vidt muligt er  tid til konflikterne, så de ikke bliver forværrede af at I er ved at komme for sent.