Er jeg helt forkert på den???

Kære piger, 

Jeg laver lige et samlet og sidste svar herfra.

Hans far har altid villet undgå konflikter, hvorimod jeg er den, der tager snakken, selvom den er svær. Bare få det ud af verden og komme videre. Her er det lidt umuligt når drengen vælger at gå, når jeg beder om en snak. Og de snakke far har haft med ham, er fordi jeg bad ham, siden han ikke taler med mig.

Men ja, I har ret. Jeg er den voksne og skal se at komme over det. Og ja, i min verden er han en del af familien uanset hvad. 

Jeg skaffer derfor en ny nøglering. Tak for jeres konstruktive svar 

Hvis vi er derude at han decideret går ...så ville jeg tage en snak med drengen sammen med far. Han går nok ikke når far er der. Her skal I være ikke dømmende med nysgerrige på hvad han kunne have behov for. For det er selvfølgelig ikke holdbart at han ikke snakker med dig. 

Har far mulighed for at snakke med ex om det? Eller er kommunikationen helt håbløs?

I kan overvej en psykolog/ rådgiver.

Det er ikke holdbart at han har det så dårligt at han ikke snakker med dig - der må ligge nogle meget sårede følelser eller negative forestillinger.

I forhold til at tage en snak med ham en jeg kender der arbejder med udsatte unge gav mig det tip at en biltur kan være et skide godt sted at snakke sammen. Det er mindre konfronterende, man sidder ikke ansigt til ansigt, og fokus er ikke så intenst.

Prøv at invitere ham ud på en is, kop kakao eller lignende og se om ikke en biltur kan åbne op for en snak.

Og eller skal i måske have noget prof hjælp til at få hul på bylden. i er de voksne og i har ansvaret for relationen

Tjullehej skriver:

Hvis vi er derude at han decideret går ...så ville jeg tage en snak med drengen sammen med far. Han går nok ikke når far er der. Her skal I være ikke dømmende med nysgerrige på hvad han kunne have behov for. For det er selvfølgelig ikke holdbart at han ikke snakker med dig. 

Har far mulighed for at snakke med ex om det? Eller er kommunikationen helt håbløs?

I kan overvej en psykolog/ rådgiver.

Det er ikke holdbart at han har det så dårligt at han ikke snakker med dig - der må ligge nogle meget sårede følelser eller negative forestillinger.

Ex er helt udelukket. Hun modarbejder os hele tiden og ud fra de beskeder mellem dem, så stifter hun ham til at opføre sig på den måde. Jeg har endda fået et "kælenavn" som de to bruger når de omtaler mig, og lad mig sige det sådan, det er ikke ligefrem et positivt kælenavn. (Det er hun så blevet konfronteret med af min mand).

Jeg har foreslået psykolog men far er ikke så langt i sin tankegang, desværre. 

migxher skriver:

I forhold til at tage en snak med ham en jeg kender der arbejder med udsatte unge gav mig det tip at en biltur kan være et skide godt sted at snakke sammen. Det er mindre konfronterende, man sidder ikke ansigt til ansigt, og fokus er ikke så intenst.

Prøv at invitere ham ud på en is, kop kakao eller lignende og se om ikke en biltur kan åbne op for en snak.

Og eller skal i måske have noget prof hjælp til at få hul på bylden. i er de voksne og i har ansvaret for relationen

Mange tak for tippet. Lyder som en god ide. Vil prøve næste gang han er hos os 

Mange tak for tippet. Lyder som en god ide. Vil prøve næste gang han er hos os 

Jeg havde en svær periode med den ene af mine bonusbørn - dog ikke så slemt som det du beskriver, men h*n havde det også svært med nyt barn. Vi tog på skøjteture og cafeture og hvis h*n skulle køres nogen steder, så gjorde jeg det. Det hjalp så meget og vi har et fantastisk forhold i dag - h*n er 16 år og var 13 på det tidspunkt. 

du bliver nødt til at sluge så mange kameler, for DU er den voksne og sådan er det bare. Børn er så loyale, så når hans mor er sådan, så har du et kæmpe arbejde foran dig, men tro mig, det er det hele værd 

Anonym skriver:

Jeg havde en svær periode med den ene af mine bonusbørn - dog ikke så slemt som det du beskriver, men h*n havde det også svært med nyt barn. Vi tog på skøjteture og cafeture og hvis h*n skulle køres nogen steder, så gjorde jeg det. Det hjalp så meget og vi har et fantastisk forhold i dag - h*n er 16 år og var 13 på det tidspunkt. 

du bliver nødt til at sluge så mange kameler, for DU er den voksne og sådan er det bare. Børn er så loyale, så når hans mor er sådan, så har du et kæmpe arbejde foran dig, men tro mig, det er det hele værd 

Tak for din historie. 

Ja, jeg har slugt masser af kameler og bliver ved med det. Jeg tror bare at jeg har brug for andre redskaber og derfor elsker jeg denne side. Der er altid råd at hente 

Hvaf med at tale med statsforvaltningen - er der ikke konfliktmægler. Det er jo helt galt hvis moren giver dig øgenavne.

Tjullehej skriver:

Hvaf med at tale med statsforvaltningen - er der ikke konfliktmægler. Det er jo helt galt hvis moren giver dig øgenavne.

Det har min mand sagt til hende at han gør, hvis hun ikke stopper med øgenavnene og generelt med at tale dårligt om os til drengen. Nu må vi se om noget ændrer sig. Han har i hvert fald ikke ændret sig over for mig. Men vi giver det lige lidt tid.

Ellers evt. Kontakt familiehuset i jeres kommune og få nogle gode råd til hvordan I bedst håndterer situationen