Er jeg helt forkert på den???

Det drejer sig om min bonus. Har været sammen med hans far I næsten 10 år og har kendt bonus siden han var lille. I starten havde vi et skønt forhold (bonus og jeg), men efter at jeg bleb gravid med vores fælles barn, ændrede alt sig.

Bonus blev sur på mig - if eyes could kill agtigt. Det hjalp ikke ret meget at hans mor fyldte ham med "nu når far får et andet barn, glemmer han dig" oSv. Min mand opdagede endda at han skrev beskeder til sin mor om hvor meget han hader mig, mens han er hos os. Det var virkelig svært for mig. Jeg har ikke gjort andet end at tage imod ham med åbne arme lige siden jeg lærte ham at kende... Og nå jo, jeg blev gravid.

Da vores fælles barn kom til verden, blev det ikke bedre. Tværtimod ignorerer han mig. Taler aldrig til mig medmindre jeg spørger ham noget. Lyver for sin far (foran mig) om at han har givet mig krammer da han kom, oSv.

Anyways, jeg gav min mand en gave, en nøglering medmbillede af vores fælles børn og bonus. Samme nøglering købte jeg til mig selv, dog kun med vores fælles børn.

Nu har min mand flere gange påtalt at jeg skal købe en nøglering magen til hans fordi bonus hører til familien. Og hvad hvis han opdager at han ikke er på min nøglering? 

Hmmm... For det første har jeg ikke lyst til det, da billedet af ham ikke frembringer noget positivt i mig. For det andet så vil nøgleringen fuldstændig miste sin mening for mig.

Er det mig der er galt på den? Hjælp mig med at se det, for lige nu er jeg virkelig blind

Anonym skriver:

Det drejer sig om min bonus. Har været sammen med hans far I næsten 10 år og har kendt bonus siden han var lille. I starten havde vi et skønt forhold (bonus og jeg), men efter at jeg bleb gravid med vores fælles barn, ændrede alt sig.

Bonus blev sur på mig - if eyes could kill agtigt. Det hjalp ikke ret meget at hans mor fyldte ham med "nu når far får et andet barn, glemmer han dig" oSv. Min mand opdagede endda at han skrev beskeder til sin mor om hvor meget han hader mig, mens han er hos os. Det var virkelig svært for mig. Jeg har ikke gjort andet end at tage imod ham med åbne arme lige siden jeg lærte ham at kende... Og nå jo, jeg blev gravid.

Da vores fælles barn kom til verden, blev det ikke bedre. Tværtimod ignorerer han mig. Taler aldrig til mig medmindre jeg spørger ham noget. Lyver for sin far (foran mig) om at han har givet mig krammer da han kom, oSv.

Anyways, jeg gav min mand en gave, en nøglering medmbillede af vores fælles børn og bonus. Samme nøglering købte jeg til mig selv, dog kun med vores fælles børn.

Nu har min mand flere gange påtalt at jeg skal købe en nøglering magen til hans fordi bonus hører til familien. Og hvad hvis han opdager at han ikke er på min nøglering? 

Hmmm... For det første har jeg ikke lyst til det, da billedet af ham ikke frembringer noget positivt i mig. For det andet så vil nøgleringen fuldstændig miste sin mening for mig.

Er det mig der er galt på den? Hjælp mig med at se det, for lige nu er jeg virkelig blind

Ærligt... Så synes jeg du er forkert på den... 

For om du vil det eller ej, er bonus en del af familien.

Som den voksne må du også vise at uanset hvad, så er han en del af familien, og at du kan rumme han har det svært. 

Altså for mig handler det ikke om nøgleringen, men mere hvad den symbolisere. Du ser ikke bonus som en del af jeres familie og distancere dig fra ham. Helt ærligt DU er den voksne, det er din (og din kærestes) job at få bonus til at føle sig velkommen og som en del af familien. Stakkels dreng 

Så fair at det er bio børn der er i nøgleringen, men bonus er en del af familien, så rent praktisk lyder som om der bør ske ændringer for det lyder ikke holdbart 

FrkGranger skriver:

Ærligt... Så synes jeg du er forkert på den... 

For om du vil det eller ej, er bonus en del af familien.

Som den voksne må du også vise at uanset hvad, så er han en del af familien, og at du kan rumme han har det svært. 

Tak for dit svar. Det sætter jeg pris på.

Altså for mig handler det ikke om nøgleringen, men mere hvad den symbolisere. Du ser ikke bonus som en del af jeres familie og distancere dig fra ham. Helt ærligt DU er den voksne, det er din (og din kærestes) job at få bonus til at føle sig velkommen og som en del af familien. Stakkels dreng 

Så fair at det er bio børn der er i nøgleringen, men bonus er en del af familien, så rent praktisk lyder som om der bør ske ændringer for det lyder ikke holdbart 

Tro mig, jeg har kæmpet min kamp. Jeg har i mange år forsøgt at få et forhold til ham igen. Og hans far har talt mange gange med ham om at han er lige så stor en del af fars (og mit) liv, som hans søskende. Og at far ikke synes at det er pænt af ham at han behandler mig sådan, når jeg altid har været god ved ham. Far laver endda ting med ham uden hans søskende så de får alene tid. 

Jeg har forsøgt med at være med på hans hobby, lave hans yndlings mad, se hans yndlingsfilm med ham, købe hans favorit chokolade, oSv oSv. Jeg får intet tilbage udover hadeblikke og hævet stemme når noget jeg gør eller siger ikke passer ham. Jeg er drænet for energi når det kommer til ham. Jeg ved ikke mere hvad jeg skal gøre efter flere års kamp...

Anonym skriver:

Tro mig, jeg har kæmpet min kamp. Jeg har i mange år forsøgt at få et forhold til ham igen. Og hans far har talt mange gange med ham om at han er lige så stor en del af fars (og mit) liv, som hans søskende. Og at far ikke synes at det er pænt af ham at han behandler mig sådan, når jeg altid har været god ved ham. Far laver endda ting med ham uden hans søskende så de får alene tid. 

Jeg har forsøgt med at være med på hans hobby, lave hans yndlings mad, se hans yndlingsfilm med ham, købe hans favorit chokolade, oSv oSv. Jeg får intet tilbage udover hadeblikke og hævet stemme når noget jeg gør eller siger ikke passer ham. Jeg er drænet for energi når det kommer til ham. Jeg ved ikke mere hvad jeg skal gøre efter flere års kamp...

Har du snakket med ham? - for han må jo være over 10  år, så han er jo gammel nok til sådan en samtale. Altså hvad han gerne vil. Om han vil have at du bruger tid med ham og i hygger jer alle 4 eller om han vil have at du trækker dig så han har far og evt halv søskende? - altså hvad han forventer af familien og hvordan han det situationen 

Jeg tænker at fars reaktion på nøgleringen er fordi han ved du har givet op og forsøger i det mindste ud ad til at signaler at I er en lykkelig familie på 4 - altså symbolikken.

Soonmom skriver:

Har du snakket med ham? - for han må jo være over 10  år, så han er jo gammel nok til sådan en samtale. Altså hvad han gerne vil. Om han vil have at du bruger tid med ham og i hygger jer alle 4 eller om han vil have at du trækker dig så han har far og evt halv søskende? - altså hvad han forventer af familien og hvordan han det situationen 

 

Jeg tænker at fars reaktion på nøgleringen er fordi han ved du har givet op og forsøger i det mindste ud ad til at signaler at I er en lykkelig familie på 4 - altså symbolikken.

 

Desværre vil han ikke tale med mig. Men far har talt med ham flere gange og spurgt hvad han vil. Han ser mig ikke som en del af hans familie. Og vil ikke snakke med mig. 

Far forsøger altid at glatte tingene ud og få dem til at "se godt ud på papir", så du har helt ret mht. Fars reaktion på nøgleringen.

Hvis du ønsker at bekræfte drengen i, at du inderst inde ikke synes, han hører til i familien, så har du valgt den rigtige nøglering. Hvis du ønsker vedholdende og stædigt at vise ham, at han tager fejl, og at han hører med, take it or leave it, så giver du ham ikke dén mulighed for at få sin antagelse bekræftet. For mig at se leverer du bare skyts til hans vrede - eller frygt? - ved at dokumentere via nøgleringen, at han er “ude” af din familie. 

Det er en freaking nøglering?! Hav dog et billede i af din bonus, uanset hvad. 

Som andre skriver, du er den voksne og skal blive ved med at være stædig og kæmpe. Og du bør fandme sige til ham “prøv at hør, uanset hvad, så er vi to i familie nu, og om du kan lide det eller ej, så elsker jeg dig og vi skal få et liv og en hverdag til at fungere. Du kan være med til at det bliver sjovt og hyggeligt, eller surt og trist, det er dit valg”

Jeg ville stædigt blive ved og ved. Og så ærligt, fatter jeg ikke at din mand ikke mander sig op og tager samtalen med sit barn INKL dig og fortæller hvordan tingene forholder sig og at i begge er en del af familien og at i skal behandle hinanden med respekt! Måske knægten teer sig som han gør fordi han har jer to som forbilleder.

Enig med de andre, du er den voksne så du må tage kampen, uanset hvor hårdt det er. Med nøgleringe signalerer du alt hvad den dreng frygter og tror. For han hader dig jo ikke. Måske tror han selv han gør det, men det er jo frygt og selvbeskyttelse der er i spil her. Han er bare ikke voksen nok til at forstå sine følelser, og så kommer det ud som vrede (over at du slet ikke elsker ham som han troede).

Jeg tror ikke du som sådan har gjort noget forkert, men du har jo nok vært meget begejstret over din graviditet og den lille ny, og så har moren nok heller ikke lige hjulpet med sine dumme kommentarer. Det hele tilsammen har så fået ham til at tro noget helt forkert, han er blevet dødeligt såret og beskytter nu sig selv ved at lade som om det er ham der har taget valget og skubbet dig væk (det er selvfølgelig ikke bevidst, og inderst inde er det jo det modsatte). 

Nu er det svært at læse ud fra det lidt du skriver, men det lyder ikke som om I for alvor konfronterer ham med hans opførsel? Altså hvis han lyver mht krammere, så skal du da højt protestere og sige at du fik da ikke en krammer, og at du rigtig gerne vil have en (måske alt efter hvor gammel han er nu endda selv demonstrativt “stjæle” en).

Og så ville jeg da også selv tage snakken med ham, ikke bare overlade det til din mand. DU skal vise ham hvor meget han betyder for dig. Om det så tager 2000 snakke, hvor han knapt nok gider kigge på dig. Han er en dreng der lider, han skjuler sig bag et skjold, og du gør jer begge en bjørnetjeneste ved ikke at få ham hevet ud derfra - uanset hvor meget han måske gør modstand.