Fra 1 til 2 børn, hvor hårdt er det??

Kære forældre med flere end 1 barn 

Jeg har nogle spørgsmål og jeg ved at det er meget individuelt, men er stadig nysgerrig på hvad I synes. 

1) Syntes i at det var meget hårdt at få nr 2? Altså ift. Tid og nærvær for begge børn? Både i starten og efter 1 år?

2) Hvad gjorde i med følelsen om at "svigte" det ældste barn i starten? 

3) var det hårdt for parforholdet eller jeres eget mentale overskud?

Vi, min mand og jeg står i den situation at han gerne vil have nr 2 og jeg ved ikke om jeg synes det er for tidligt. Jeg ved ikke om jeg er klar til at være mor for andre end det barn jeg har nu. 

Helt bundhamrende ærligt, så synes jeg det er røv hårdt. Ikke fordi nr 2 er besværlig, faktisk er hun nemmere end nr 1, men hold nu fest hvor jeg synes det er svært at være PÅ over for to børn hele tiden. To børn der gerne vil høres, have opmærksomhed, underholdes/leges med/laves hver deres ting med. 

Jeg fatter faktisk ikke hvorfor jeg overhovedet kunne tænke at det var hårdt kun med et barn, nu hvor jeg har prøvet at have to.

Nu er der 6 års forskel på vores, så da nr 2 kom til verden, lod vi den store være så meget med som hun overhovedet ville. Sidde med lillesøster, give flaske, kigge med ved pusling, alt hvad hun ville - det var mit håb at det så måske kunne minimere jalousi. Og der har da gudskelov heller ikke været ret meget. 

Men ja, synes også et ekstra barn tager tid fra forholdet. Vi er så nok heller ikke særlig gode til at bede folk om at passe, bare for at pleje vores forhold. Så måske er det hvad man gør det til, men jeg synes det er hårdt. 

Jeg har 2 børn. En datter fra december 2016 og en søn fra september 2018. 

1) Grundlæggende nej. Det er hårdt, men det er fordi det er hårdt at have et spædbarn og 2-årige også kan være ret krævende. Altså 1+1=2 - der er ikke sket en eller anden form for eksplosion. 

2) Den følelse har jeg aldrig haft. Så skulle alle børn med søskende være “svigtede”? 

3) Her er det til gengæld et rungende JA! Med den ældste var vi 2 om det, 2 med hende, 2 mod hende. Nu er vi hele tiden delt, med et barn hver, og så kan man bytte engang imellem. ������‍♀️ Derudover synes jeg stadig at det er skræmmende at være alene med begge børn, selvom den lille er næsten 1/2 år. Det er selvfølgelig også pga den relativt lille aldersforskel vi har valgt at have. 

1) nej min dreng var 1 år, da han blev storebror, så hvis han ikke fik opmærksomheden skulle han nok kræve det og det samme med lillebror. Det stillede så nogle andre krav til os som forældre, men det gik ret smertefrit

2) det følte jeg netop ikke at jeg gjorde, da han kom i dagpleje som 1 årig og kun havde få timer (hvis jeg skulle i gang igen, havde han haft lange dage og min samvittighed havde været dårlig 

3) nej, vi tog det ret afslappet og tog tingene som de kom. Jeg er vant til at arbejde i vuggestue, så det skræmte mig ikke med to så små børn.

Det hårdeste var fra lillebror var 6 mdr til 12 mdr, der vågnede han 20 gange hver nat, men så igen vendte man sig hurtig til afbrudt søvn, så man sov jo med det samme man ramte puden igen 

Anonym skriver:

Kære forældre med flere end 1 barn 

Jeg har nogle spørgsmål og jeg ved at det er meget individuelt, men er stadig nysgerrig på hvad I synes. 

1) Syntes i at det var meget hårdt at få nr 2? Altså ift. Tid og nærvær for begge børn? Både i starten og efter 1 år?

2) Hvad gjorde i med følelsen om at "svigte" det ældste barn i starten? 

3) var det hårdt for parforholdet eller jeres eget mentale overskud?

Vi, min mand og jeg står i den situation at han gerne vil have nr 2 og jeg ved ikke om jeg synes det er for tidligt. Jeg ved ikke om jeg er klar til at være mor for andre end det barn jeg har nu. 

Vi fik nummer 2 da vores ældste var 4 år 

Det var hårdt at gå fra 1 til 2 børn, syntes jeg. 1 barn tager alt din tid, og 2 børn tager alt din tid 2 gange 

MEN jeg elsker at være mor til to, og vores forhold har ikke taget skade af at få nummer 2. Det er lige så godt som det altid har været. 

Jeg savnede min datter helt vildt, da lillebror var spæd, og jeg havde meget dårlig samvittighed. Men den er for længst væk, fordi børnene elsker hinanden og har stor glæde af hinanden, og jeg føler mig så heldig at have to børn som jeg elsker så højt. Det er jo den største kærlighed der findes. Jeg håber at vi skal have nummer 3 om nogle år 

Sådan overordnet set synes jeg ikke, at det er uoverkommeligt. Der er meget arbejde, det er klart, men det fungerer egentlig okay. Der er 2,5 år mellem vores og vi blev ikke fuldkommen blæst bagover ved hverken nr. 1 eller nr. 2. Dermed ikke sagt, at jeg ikke godt snart kunne bruge en uforstyrret nats søvn  Men i det store hele går det sgu egentligt meget tilforladeligt. Vi er selvfølgelig “på” i store dele af døgnet, men har stadig også “kæreste-tid” hver aften, og vi skiftes til at lave noget hver for sig og sammen med den store også, for at minimere den “dårlige samvittighed”, hvis den nu og da titter frem. Alt i alt har jeg vist egentlig bare mest lyst til at få en mere ...

Jeg synes ikke det var hårdere at gå fra 1 til 2 end det var at gå fra 0-1. Jeg trives bedst med min nattesøvn og er ikke så god til når der er ikke er rutiner osv. Og så går mine hormoner først amok efter fødslen. Er ikke hysterisk når jeg er gravid men det første halve år efter fødslen kan jeg kvæle min kæreste 50 gange om dagen. Manglen på søvn gør det jo så heller ikke bedre. Jeg har på intet tidspunkt følt at jeg svigtede den store. Jeg havde lovet mig selv at de ting jeg plejede at gøre med den store ville jeg fortsætte med. Bade, putte, aflevere, hente, gå til gymnastik osv. Ofte foregik det med lillesøster på armen. Kunne sagtens synge godnatsange mens jeg ammede. Den store var forresten 2,5 da den lille blev født. Nu er min den store god til at lege selv og det har altid været okay vi bare sad i sofaen mens hun leger så der var ingen problemer. Og jeg lærte hurtigt at sørge for en drikkedunk stod klar og at der var mad til hende når sulten var ved at melde sig, så jeg ikke skulle hen og koble en baby fra brystet for at finde det frem til hende. Hun har på ingen måde reageret på at hun blev storesøster og har altid været god til at hjælpe til. 

Jeg savnede derimod alene tid med den store, at lave noget der kun var på hendes præmisser. Men det var et savn jeg havde, og ikke den store. Hun blev ligefrem gal over at lillesøster ikke skulle med på tur en dag 

Jeg havde lidt dårlig samvittighed over for den lille fordi hun aldrig kunne følge hendes egen rutine, da det ville betyde lange dage for den store i dp, og det har hun aldrig prøvet. lillesøster sov gerne mellem 2,5 og 3 timer både til formiddag og middags lur det første halve år, så det var ofte hun måtte vækkes for at hente.

vores sex liv har lidt under at gå fra 1 til 2. Vi havde ikke sex de sidste 4 måneder i graviditeten, og så blev jeg syet forkert sammen efter fødslen så det var umuligt at have samleje. Det fik jeg så lavet om samtidig med jeg fik lagt spiral op, og så blødte jeg ellers de næste 3 måneder . Så der gik det meste af et år hvor vi ikke havde sex og vi har simpelthen været nogle fjolser til at få det prioteret til at komme helt tilbage på sporet. Altså vi har da sex, men ikke så ofte som før og ikke helt så sjovt som før. 

Loa skriver:

Helt bundhamrende ærligt, så synes jeg det er røv hårdt. Ikke fordi nr 2 er besværlig, faktisk er hun nemmere end nr 1, men hold nu fest hvor jeg synes det er svært at være PÅ over for to børn hele tiden. To børn der gerne vil høres, have opmærksomhed, underholdes/leges med/laves hver deres ting med. 

Jeg fatter faktisk ikke hvorfor jeg overhovedet kunne tænke at det var hårdt kun med et barn, nu hvor jeg har prøvet at have to.

 

Nu er der 6 års forskel på vores, så da nr 2 kom til verden, lod vi den store være så meget med som hun overhovedet ville. Sidde med lillesøster, give flaske, kigge med ved pusling, alt hvad hun ville - det var mit håb at det så måske kunne minimere jalousi. Og der har da gudskelov heller ikke været ret meget. 

 

Men ja, synes også et ekstra barn tager tid fra forholdet. Vi er så nok heller ikke særlig gode til at bede folk om at passe, bare for at pleje vores forhold. Så måske er det hvad man gør det til, men jeg synes det er hårdt. 

Enig her selvom vi har kortere mellem vores. 19.måneder.

Det er hårdt at være PÅ x2. 

Ja det har været lidt hårdt for forholdet. Nok primært pga mit manglende overskud. Nu er den yngste 2 og det kommer mere og mere igen. 

Kære forældre med flere end 1 barn 

Jeg har nogle spørgsmål og jeg ved at det er meget individuelt, men er stadig nysgerrig på hvad I synes. 

1) Syntes i at det var meget hårdt at få nr 2? Altså ift. Tid og nærvær for begge børn? Både i starten og efter 1 år?

2) Hvad gjorde i med følelsen om at "svigte" det ældste barn i starten? 

3) var det hårdt for parforholdet eller jeres eget mentale overskud?

Vi, min mand og jeg står i den situation at han gerne vil have nr 2 og jeg ved ikke om jeg synes det er for tidligt. Jeg ved ikke om jeg er klar til at være mor for andre end det barn jeg har nu. 

Det handler om aldersforskel og hænder.

Jeg har børn med forskellige aldersforskelle, men fra 3 år og opefter er helt klart den mest harmoniske og letteste at håndtere.

Derudover er jeg alene med alle børn i hverdagene, hvor min mand kun tager en tørn i weekenden, det gør selvfølgelig udfordringen større.

Jeg har 2 med 3år imellem. 

Jeg havde faktisk mest dårlig samvittighed overfor nummer 2, fordi hun er fra december og storebror derfor var hjemme på juleferie den første tid af barslen. Og lillesøster sov bare, så det var nemt at give ham en masse opmærksomhed - så jeg begyndte at få det skidt over ikke at give den lille den samme tid til bare at kigge på hende, som jeg havde gjort med den første . Men altså. Det kom så efter ferien  

Jeg synes ikke det var hårdere end at have 1, sådan "arbejdsmæssigt". Men jeg synes også små børn et ret nemme - mine var i hvertfald. 

Det er værre nu, hvor de har en alder hvor de skændes og driller hinanden konstant 4 og 7.