Når børnene reagere på ny kæreste

Jeg ville vente med at flytte sammen,til i har en passende bolig,der passer til det antal beboere i er.

4 børn uden tilknytning til hinanden,skal ikke presses sammen på 2 værelser.

Jeg tror også, jeg ville vente med at flytte sammen.

Det lyder ikke optimalt at presse børnene sammen.

Nogle gange er det også bedre at begynde på en frisk i stedet for at den ene rykker ind i den andens bolig.

Hejsa. 

Jeg skriver ang. en nyopstået problematik. Jeg er kommet i den heldlige situation at jeg har mødt den dejligste fyr. Han er virkelig skøn, og god imod mine børn (pige på 10 og dreng på 3, som jeg har 24/7, og som ikke har kontakt til deres fædre). Jeg er overbevist om at han er den helt rette for mig. Han har selv 2 dejlige børn (Pige på 5 og dreng på 8). Som er virkelig søde. Det skal lige siges at han har dem 7/7, og at de har været fra hinanden i 3 år.

Vi har taget en fælles beslutning om at jeg skal opsige min lejebolig, og flytte over til ham. Selv om pladsen er trang, har vi begge forberedt vores børn på at der bliver et pige værelse og et drengeværelse, hvilket de synes var vildt spændende.
Vi er ikke flyttet fast derover endnu, men vi er der omkring 3 ud af 7 dage lige for tiden. Børnene hygger sig meget sammen, og der har ikke været konflikter på tværs, kun søskende imellem, som vanligt :-)

Men nu er hans dreng på 8 begyndt at reagere....
Om aftenen når han er blevet puttet, ligger han og råber og skriger, at han "ikke kan lide det", og ikke vil det. I første omgang ville han ikke sove sammen med min søn, fordi han snorker!? Så vi byttede om så min store pige kom ind til ham, og min søn så deler værelse med hans datter.

Så lå problematikken i at hans egen søster var irriterende. Hvilket resulterede i at min kæreste, uden et ord, gik med ham op og så fjernsyn på første salen, i 2 timer nytårsaften. Fordi det var "den han havde brug for".
Nu er han IGEN utilfreds og helt ulykkelig og mener heller ikke at han vil dele værelse med min datter. Hun er utrolig ked af det.
Ligesom hans søn, er min datter en meget sårbar sjæl, som suger alt til sig. Så nu har min kæreste besluttet at hun skal flyttes ind til de små (hvor der knap er plads til 2 madrasser på gulvet.)

Hans børn er skillesmisse børn, og jeg ved at det har været hårdt for sønnen. Men jeg er bestemt ikke enig i at han skal have SÅ meget at sige herhjemme. Jeg er helt med på at man skal anerkende hans svære følelser. Men jeg mener bestemt heller ikke at han skal have SÅ meget at sige. Min kæreste har valgt at lukke os ind i hans hjem, så mener jeg også at han må stå ved at der skal være plads til mig og mine børn. :-( Er jeg HELT forkert på den?? For så vil jeg rigtig gerne vide det. Jeg har svært ved at være i det lige nu. Min datter har fødselsdag i morgen, og min kæreste har nu imod min accept flyttet madrassen ind på det andet værelse.

Jeg ved han er bange for at skubbe sønnike væk, men jeg er også under den overbevisning at det også er kærlighed at sætte grænser og stå fast. Hvilket jeg mener er den rette vej at gå.

Jeg er desuden bange for at både mine børn og undertegnede skal få fjendtlige følelser overfor drengen. Jeg ved at hverken jeg eller ham er fjenden i det her. Jeg synes bare det er svært at finde ud af om jeg er fuldstændig blændet af mine følelser og mit ønske om at beskytte egne børn.

Gode råd til at håndtere situationen modtages med kyshånd.

Mvh. S

Jeg ville råde til, at i venter med at flytte sammen. Drengen har det tydeligvis rigtig skidt over hele situationen, og har muligvis brug for tid. Det ville jeg respekterer. Det er børnene det handler om her, syntes jeg, og det er vigtigt at tage deres følelser alvorligt. Derudover kan jeg godt forstå, at det må være meget svært for hans børn, pludselig at skulle dele deres værelser med andre børn, så derfor er det måske en mulighed, at i finder noget fælles sammen allesammen, hvor der er plads til jeres store sammenbragte familie

Kan godt forstå at du også tænker på at beskytte dine egne børn, det gør man som forældre, og det havde jeg helt sikkert også gjort i dine sko, men udfra det du skriver, så virker det til at det går for stærkt i forhold til at flytte ind til din kæreste. Det er ikke fordi at børn, skal træffe store beslutninger eller bestemme at i ikke må flytte sammen, men i det her tilfælde tror jeg virkelig, at det vil gavne at i venter, når der allerede nu er opstået problematikker omkring jer som en sammenbragt familie. 

Men jeg kan godt forstå dine følelser. Det må være meget svært at stå i, og finde ud af hver der er det helt rigtige at stille op. 

Håber det løser sig, så i alle er glade 

Anonym skriver:

Hejsa. 

Jeg skriver ang. en nyopstået problematik. Jeg er kommet i den heldlige situation at jeg har mødt den dejligste fyr. Han er virkelig skøn, og god imod mine børn (pige på 10 og dreng på 3, som jeg har 24/7, og som ikke har kontakt til deres fædre). Jeg er overbevist om at han er den helt rette for mig. Han har selv 2 dejlige børn (Pige på 5 og dreng på 8). Som er virkelig søde. Det skal lige siges at han har dem 7/7, og at de har været fra hinanden i 3 år.

Vi har taget en fælles beslutning om at jeg skal opsige min lejebolig, og flytte over til ham. Selv om pladsen er trang, har vi begge forberedt vores børn på at der bliver et pige værelse og et drengeværelse, hvilket de synes var vildt spændende.
Vi er ikke flyttet fast derover endnu, men vi er der omkring 3 ud af 7 dage lige for tiden. Børnene hygger sig meget sammen, og der har ikke været konflikter på tværs, kun søskende imellem, som vanligt :-)

Men nu er hans dreng på 8 begyndt at reagere....
Om aftenen når han er blevet puttet, ligger han og råber og skriger, at han "ikke kan lide det", og ikke vil det. I første omgang ville han ikke sove sammen med min søn, fordi han snorker!? Så vi byttede om så min store pige kom ind til ham, og min søn så deler værelse med hans datter.

Så lå problematikken i at hans egen søster var irriterende. Hvilket resulterede i at min kæreste, uden et ord, gik med ham op og så fjernsyn på første salen, i 2 timer nytårsaften. Fordi det var "den han havde brug for".
Nu er han IGEN utilfreds og helt ulykkelig og mener heller ikke at han vil dele værelse med min datter. Hun er utrolig ked af det.
Ligesom hans søn, er min datter en meget sårbar sjæl, som suger alt til sig. Så nu har min kæreste besluttet at hun skal flyttes ind til de små (hvor der knap er plads til 2 madrasser på gulvet.)

Hans børn er skillesmisse børn, og jeg ved at det har været hårdt for sønnen. Men jeg er bestemt ikke enig i at han skal have SÅ meget at sige herhjemme. Jeg er helt med på at man skal anerkende hans svære følelser. Men jeg mener bestemt heller ikke at han skal have SÅ meget at sige. Min kæreste har valgt at lukke os ind i hans hjem, så mener jeg også at han må stå ved at der skal være plads til mig og mine børn. :-( Er jeg HELT forkert på den?? For så vil jeg rigtig gerne vide det. Jeg har svært ved at være i det lige nu. Min datter har fødselsdag i morgen, og min kæreste har nu imod min accept flyttet madrassen ind på det andet værelse.

Jeg ved han er bange for at skubbe sønnike væk, men jeg er også under den overbevisning at det også er kærlighed at sætte grænser og stå fast. Hvilket jeg mener er den rette vej at gå.

Jeg er desuden bange for at både mine børn og undertegnede skal få fjendtlige følelser overfor drengen. Jeg ved at hverken jeg eller ham er fjenden i det her. Jeg synes bare det er svært at finde ud af om jeg er fuldstændig blændet af mine følelser og mit ønske om at beskytte egne børn.

Gode råd til at håndtere situationen modtages med kyshånd.

Mvh. S

Jeg forstår frustrationen, når man har mødt manden, det bare skal være, og det bare kun kan gå for langsomt med at komme hinanden helt tæt. 

However, jeg synes på ingen måde, at I som forældre kan tillade jer, direkte at invadere børnenes frirum på den måde, I gør. Og jeg kan ærligt talt sagtens forstå drengens reaktion - jeg sympatiserer faktisk direkte med den.

I kan jo spørge jer selv: Hvordan ville I have det, hvis nogle andre end jer, kom og bestemte, at nu skulle I dele soveværelse med et menneske i næsten ikke kendte? Hvordan ville I have det med, at nogle andre kom og tog jeres eneste frirum fra jer? 

Jeg synes I skal overveje nøje, at vente med at slå pjalterne sammen på dén måde, før I har fundet en 4v’er eller større. Der er vel heller ingen rationel årsag til, at det skal gå så pokkers stærkt? 

Det forstår jeg også godt. Og jeg har hele tiden gjort det klart for ham, at det var vigtigt for mig at børnene ikke følte at vi kom og stjal hans far.

det er også derfor vi kommer og går lidt, så de kan få noget tid sammen alene. Jeg har ligeledes taget mig af lillesøsteren, så far og søn kan få noget tid sammen. Så det er bestemt ikke fordi jeg ikke tager hensyn. 

Jeg forstår bare ikke helt det med at føje dem så meget, at mine børn kommer i klemme

I princippet nej ., men I tvinger dem ind i en lidt håbløs ramme. Sove på gulvet stuet sammen med nye børn osv eller søskende...

Jeg er med de andre, som siger i skal vente til i har pladsen. 

Hvis det absolut skal være nu i flytter sammen, bør I selv være dem som ofre jer. Få jer en sovesofa I stuen, så de 2 ældste kan få et værelse hver istedet. De bliver I forvejen kastet rundt fra hjem til hjem, de har brug for noget som er deres. Og hvor de kan holde fri fra den nye store familie (de heller ikke selv har valgt). 

Anonym skriver:

Hejsa. 

Jeg skriver ang. en nyopstået problematik. Jeg er kommet i den heldlige situation at jeg har mødt den dejligste fyr. Han er virkelig skøn, og god imod mine børn (pige på 10 og dreng på 3, som jeg har 24/7, og som ikke har kontakt til deres fædre). Jeg er overbevist om at han er den helt rette for mig. Han har selv 2 dejlige børn (Pige på 5 og dreng på 8). Som er virkelig søde. Det skal lige siges at han har dem 7/7, og at de har været fra hinanden i 3 år.

Vi har taget en fælles beslutning om at jeg skal opsige min lejebolig, og flytte over til ham. Selv om pladsen er trang, har vi begge forberedt vores børn på at der bliver et pige værelse og et drengeværelse, hvilket de synes var vildt spændende.
Vi er ikke flyttet fast derover endnu, men vi er der omkring 3 ud af 7 dage lige for tiden. Børnene hygger sig meget sammen, og der har ikke været konflikter på tværs, kun søskende imellem, som vanligt :-)

Men nu er hans dreng på 8 begyndt at reagere....
Om aftenen når han er blevet puttet, ligger han og råber og skriger, at han "ikke kan lide det", og ikke vil det. I første omgang ville han ikke sove sammen med min søn, fordi han snorker!? Så vi byttede om så min store pige kom ind til ham, og min søn så deler værelse med hans datter.

Så lå problematikken i at hans egen søster var irriterende. Hvilket resulterede i at min kæreste, uden et ord, gik med ham op og så fjernsyn på første salen, i 2 timer nytårsaften. Fordi det var "den han havde brug for".
Nu er han IGEN utilfreds og helt ulykkelig og mener heller ikke at han vil dele værelse med min datter. Hun er utrolig ked af det.
Ligesom hans søn, er min datter en meget sårbar sjæl, som suger alt til sig. Så nu har min kæreste besluttet at hun skal flyttes ind til de små (hvor der knap er plads til 2 madrasser på gulvet.)

Hans børn er skillesmisse børn, og jeg ved at det har været hårdt for sønnen. Men jeg er bestemt ikke enig i at han skal have SÅ meget at sige herhjemme. Jeg er helt med på at man skal anerkende hans svære følelser. Men jeg mener bestemt heller ikke at han skal have SÅ meget at sige. Min kæreste har valgt at lukke os ind i hans hjem, så mener jeg også at han må stå ved at der skal være plads til mig og mine børn. :-( Er jeg HELT forkert på den?? For så vil jeg rigtig gerne vide det. Jeg har svært ved at være i det lige nu. Min datter har fødselsdag i morgen, og min kæreste har nu imod min accept flyttet madrassen ind på det andet værelse.

Jeg ved han er bange for at skubbe sønnike væk, men jeg er også under den overbevisning at det også er kærlighed at sætte grænser og stå fast. Hvilket jeg mener er den rette vej at gå.

Jeg er desuden bange for at både mine børn og undertegnede skal få fjendtlige følelser overfor drengen. Jeg ved at hverken jeg eller ham er fjenden i det her. Jeg synes bare det er svært at finde ud af om jeg er fuldstændig blændet af mine følelser og mit ønske om at beskytte egne børn.

Gode råd til at håndtere situationen modtages med kyshånd.

Mvh. S

Jeg synes, det er et forkert perspektiv, at når han har valgt at lukke jer ind, må han også stå ved det og indrette sig efter det. Han var jo ikke klar over, hvordan sønnen ville reagere, og nu er situationen i praksis en anden, end den var i teorien. Jeg forestiller mig, han må føle sig klemt mellem dig og dine børn og hensynet til sit eget barn, og egentlig finder jeg det sympatisk og naturligt, at han prioriterer det sidste højest. Sønnens velbefindende er og forbliver hans største ansvar - og han, sønnen, har ikke selv valgt, at der skulle vendes op og ned på hans hverdag og liv hos sin far. 

I mine øjne virker det, som om I har truffet en beslutning, der virkede fin og tillokkende i teorien, men som måske ikke var helt gennemtænkt alligevel. I hvert fald var den på jeres præmisser, og nu reagerer børnene - helt forventeligt og sundt. Om nogle måneder er der sikkert en af de andre unger, der reagerer på omvæltningen og kræver særlige hensyn, og det må I indstille jer på som en konsekvens af en voksen-beslutning. 

Rent prraktisk synes jeg, at forslaget om, at I afgiver soveværelset og sover i stuen, er en fin løsning her og nu. Samtidig skal I absolut finde noget større at bo i. 

Følelsesmæssigt kan du sidestille drengens reaktion med, hvad du selv ville opleve, hvis din kæreste lod en kvinde mere rykke ind i jeres hjem og dobbeltseng. Hvis du så tilmed ikke boede der halvdelen af tiden, er det ikke svært at forestille dig, du ville sige fra. 

Jeg takker for jeres input. Og tager det til overvejelse. 

Det skal siges at det med pladsen er vi klar over. Planen er at bo her et halv års tid, for lige at prøve at bo sammen, hvorefter huset sættes til salg og vi finder noget større som en midlertidig løsning, da vi ønsker at bygge hus om 1½ år  

Natten er gået fint. Sønnen på sit eget værelse, og de 3 andre har hygget på deres værelse. Det skal også siges at vi fra start har været meget obs på at pladsen var trang, og at vi ikke ville træde på nogen i denne process. Mit fokus har lagt meget på at jeg ikke ville at børnene skulle føle at vi kommer og snupper DERES far. Men det er nu nok uundgåeligt. :-( Så vi tager tingene lidt et skridt af gangen.Men børnene har selv glædet sig til at skulle dele værelser. Men som en også skriver, er er stor forskel på når det hele foregår som snak, og når det så sker praksis. 

Det er fra min side besluttet at her hen over de næste mdr. (Inden vi flytter fast ind, - min lejlighed er opsagt), er vi her ikke de dage børnene ankommer, så de lige kan få lov at lande. Så må vi se om det kan hjælpe lidt :-) Drengene har intet imod os personliigt. Vi leger og har det sjovt dagen lang, og han snakker konstant med mig. Og jeg er uden tvivl godt klar over at det ikke er myntet på mig personligt, men at det er hele situationen. 

Jeg mener bare stadig at man skal anerkende hans følelser men at der stadig skal faste rammer til, for at hjælpe ham bedst muligt. Jeg holder virkeligt meget af den dreng, og det piner mig, at jeg ikke kan hjælpe, da jeg føler det er den forkerte løsning vi kører med. 

Men vi må se hvad fremtiden bringer <3 

Kan det være en ide, med at dine børn sover  sammen i et værelse, og hans børn i det andet?