Når børnene reagere på ny kæreste

Hejsa. 

Jeg skriver ang. en nyopstået problematik. Jeg er kommet i den heldlige situation at jeg har mødt den dejligste fyr. Han er virkelig skøn, og god imod mine børn (pige på 10 og dreng på 3, som jeg har 24/7, og som ikke har kontakt til deres fædre). Jeg er overbevist om at han er den helt rette for mig. Han har selv 2 dejlige børn (Pige på 5 og dreng på 8). Som er virkelig søde. Det skal lige siges at han har dem 7/7, og at de har været fra hinanden i 3 år.

Vi har taget en fælles beslutning om at jeg skal opsige min lejebolig, og flytte over til ham. Selv om pladsen er trang, har vi begge forberedt vores børn på at der bliver et pige værelse og et drengeværelse, hvilket de synes var vildt spændende.
Vi er ikke flyttet fast derover endnu, men vi er der omkring 3 ud af 7 dage lige for tiden. Børnene hygger sig meget sammen, og der har ikke været konflikter på tværs, kun søskende imellem, som vanligt :-)

Men nu er hans dreng på 8 begyndt at reagere....
Om aftenen når han er blevet puttet, ligger han og råber og skriger, at han "ikke kan lide det", og ikke vil det. I første omgang ville han ikke sove sammen med min søn, fordi han snorker!? Så vi byttede om så min store pige kom ind til ham, og min søn så deler værelse med hans datter.

Så lå problematikken i at hans egen søster var irriterende. Hvilket resulterede i at min kæreste, uden et ord, gik med ham op og så fjernsyn på første salen, i 2 timer nytårsaften. Fordi det var "den han havde brug for".
Nu er han IGEN utilfreds og helt ulykkelig og mener heller ikke at han vil dele værelse med min datter. Hun er utrolig ked af det.
Ligesom hans søn, er min datter en meget sårbar sjæl, som suger alt til sig. Så nu har min kæreste besluttet at hun skal flyttes ind til de små (hvor der knap er plads til 2 madrasser på gulvet.)

Hans børn er skillesmisse børn, og jeg ved at det har været hårdt for sønnen. Men jeg er bestemt ikke enig i at han skal have SÅ meget at sige herhjemme. Jeg er helt med på at man skal anerkende hans svære følelser. Men jeg mener bestemt heller ikke at han skal have SÅ meget at sige. Min kæreste har valgt at lukke os ind i hans hjem, så mener jeg også at han må stå ved at der skal være plads til mig og mine børn. :-( Er jeg HELT forkert på den?? For så vil jeg rigtig gerne vide det. Jeg har svært ved at være i det lige nu. Min datter har fødselsdag i morgen, og min kæreste har nu imod min accept flyttet madrassen ind på det andet værelse.

Jeg ved han er bange for at skubbe sønnike væk, men jeg er også under den overbevisning at det også er kærlighed at sætte grænser og stå fast. Hvilket jeg mener er den rette vej at gå.

Jeg er desuden bange for at både mine børn og undertegnede skal få fjendtlige følelser overfor drengen. Jeg ved at hverken jeg eller ham er fjenden i det her. Jeg synes bare det er svært at finde ud af om jeg er fuldstændig blændet af mine følelser og mit ønske om at beskytte egne børn.

Gode råd til at håndtere situationen modtages med kyshånd.

Mvh. S

Det må være så hårdt at være børn der er på 7-7 og så komme i et hjem med to nye børn der er der konstant og altid har far. Blot for st se det fra hans perspektiv.

Måske skal far have alenetid med børnene.. og måske har han ret ifht nytår. Det virket som om det er det han har behov for. 

Tjullehej skriver:

Det må være så hårdt at være børn der er på 7-7 og så komme i et hjem med to nye børn der er der konstant og altid har far. Blot for st se det fra hans perspektiv.

Måske skal far have alenetid med børnene.. og måske har han ret ifht nytår. Det virket som om det er det han har behov for. 

Det forstår jeg også godt. Og jeg har hele tiden gjort det klart for ham, at det var vigtigt for mig at børnene ikke følte at vi kom og stjal hans far.

det er også derfor vi kommer og går lidt, så de kan få noget tid sammen alene. Jeg har ligeledes taget mig af lillesøsteren, så far og søn kan få noget tid sammen. Så det er bestemt ikke fordi jeg ikke tager hensyn. 

Jeg forstår bare ikke helt det med at føje dem så meget, at mine børn kommer i klemme

Jeg vil ikke gøre mig klog på de problematikker, der kan opstå, når man har delebørn og skilsmissebørn og sammenbragte børn, for det har jeg ikke prøvet og det ved jeg ikke meget om.  Men jeg synes ikke at det er i orden at de tre andre børn skal mases sammen i et lille værelse, bare fordi den store dreng ikke vil dele. Jeg forstår godt hvis han ikke vil dele sit værelse med andre. Hvorfor skal der flytte en anden permanent ind på HANS værelse og fylde det med DERES ting, og måske er der ikke nogle af hans ting tilbage næste gang han kommer igen. Jeg kan godt forstå, hvorfor han ikke har lyst til det.

Men det skal ikke komme på bekostning af de andre børn, så hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg ikke I skal flytte sammen, med mindre I har mulighed for at flytte til noget større, hvor alle børnene kan have deres eget. Jeg synes det er rigtig synd for drengen, hvis hans frirum bliver taget fra ham, og jeg synes det er rigtig synd for de andre børn, hvis DE ikke får noget frirum, bare fordi den store dreng har lettere ved at ytre ønske om det.

Anonym skriver:

Hejsa. 

Jeg skriver ang. en nyopstået problematik. Jeg er kommet i den heldlige situation at jeg har mødt den dejligste fyr. Han er virkelig skøn, og god imod mine børn (pige på 10 og dreng på 3, som jeg har 24/7, og som ikke har kontakt til deres fædre). Jeg er overbevist om at han er den helt rette for mig. Han har selv 2 dejlige børn (Pige på 5 og dreng på 8). Som er virkelig søde. Det skal lige siges at han har dem 7/7, og at de har været fra hinanden i 3 år.

Vi har taget en fælles beslutning om at jeg skal opsige min lejebolig, og flytte over til ham. Selv om pladsen er trang, har vi begge forberedt vores børn på at der bliver et pige værelse og et drengeværelse, hvilket de synes var vildt spændende.
Vi er ikke flyttet fast derover endnu, men vi er der omkring 3 ud af 7 dage lige for tiden. Børnene hygger sig meget sammen, og der har ikke været konflikter på tværs, kun søskende imellem, som vanligt :-)

Men nu er hans dreng på 8 begyndt at reagere....
Om aftenen når han er blevet puttet, ligger han og råber og skriger, at han "ikke kan lide det", og ikke vil det. I første omgang ville han ikke sove sammen med min søn, fordi han snorker!? Så vi byttede om så min store pige kom ind til ham, og min søn så deler værelse med hans datter.

Så lå problematikken i at hans egen søster var irriterende. Hvilket resulterede i at min kæreste, uden et ord, gik med ham op og så fjernsyn på første salen, i 2 timer nytårsaften. Fordi det var "den han havde brug for".
Nu er han IGEN utilfreds og helt ulykkelig og mener heller ikke at han vil dele værelse med min datter. Hun er utrolig ked af det.
Ligesom hans søn, er min datter en meget sårbar sjæl, som suger alt til sig. Så nu har min kæreste besluttet at hun skal flyttes ind til de små (hvor der knap er plads til 2 madrasser på gulvet.)

Hans børn er skillesmisse børn, og jeg ved at det har været hårdt for sønnen. Men jeg er bestemt ikke enig i at han skal have SÅ meget at sige herhjemme. Jeg er helt med på at man skal anerkende hans svære følelser. Men jeg mener bestemt heller ikke at han skal have SÅ meget at sige. Min kæreste har valgt at lukke os ind i hans hjem, så mener jeg også at han må stå ved at der skal være plads til mig og mine børn. :-( Er jeg HELT forkert på den?? For så vil jeg rigtig gerne vide det. Jeg har svært ved at være i det lige nu. Min datter har fødselsdag i morgen, og min kæreste har nu imod min accept flyttet madrassen ind på det andet værelse.

Jeg ved han er bange for at skubbe sønnike væk, men jeg er også under den overbevisning at det også er kærlighed at sætte grænser og stå fast. Hvilket jeg mener er den rette vej at gå.

Jeg er desuden bange for at både mine børn og undertegnede skal få fjendtlige følelser overfor drengen. Jeg ved at hverken jeg eller ham er fjenden i det her. Jeg synes bare det er svært at finde ud af om jeg er fuldstændig blændet af mine følelser og mit ønske om at beskytte egne børn.

Gode råd til at håndtere situationen modtages med kyshånd.

Mvh. S

Hvor længe har I været kærester, og hvor længe har børnene kendt til det?

Jeg havde nok også valgt at vente med at flytte sammen til I havde en større bolig, hvor der var mere plads til børnene.

SKAL det være nu, så vil mit forslag være, at lade børnene dele værelse med deres biologiske søskende. Det kan være enormt svært at skulle forholde sig til at dele familie og hjem med andre, så det er helt naturligt at drengen reagerer, ligesom det er helt naturligt, hvis dine børn finder det grænseoverskridende og reagerer. Pt føler de sig sikkert valgt fra og uønsket fra hans side, hvilket kan gøre rigtig ondt og skade deres forhold på sigt.

Ved at lade dem dele med deres egne søskende, så vil de muligvis stadig brokke sig, men det er altså bare "nemmere" og mindre konfliktoptrappende at diskutere med sine egne søskende frem for andre børn. Ved ikke om du forstår, hvad jeg mener, men det er jo vigtigt, at arbejde på at børnene får et godt forhold til den nye familie og jeg ville derfor ikke presse de nye relationer ved at tvinge dem til at dele værelse. Brokker han sig også over at dele med sin egen lillesøster, så kan man bedre med ro i sindet sige, at "sådan er det bare, for vi har desværre ikke andre muligheder"

Umiddelbart lyder det jo ikke til at være en ideel boligsituation. Er det økonomien der har sat begrænsningen, for I lyder til at mangle plads når børnene bliver større og allerede nu.

Tjullehej skriver:

Umiddelbart lyder det jo ikke til at være en ideel boligsituation. Er det økonomien der har sat begrænsningen, for I lyder til at mangle plads når børnene bliver større og allerede nu.

En pige på 10 og en dreng på 8 har jo venner på besøg.. spiller computer osv. Det lyder godt nok trængt at de ikke kan have et frirum. Et sted hvor de kan lukke døren. 

Hvad her I gjort jer af overvejelser mht pladsen..?

Nu skriver du selv at både hans søn og din datter er 2 meget sårbare sjæle, som suger alt til sig og med det i mente  skal man efter min mening ikke flytte sammen før at pladsen er til det og det synes jeg ikke at den er der  Ikke for at være grov, men jeg forstår godt hans reaktion og handle måde. Lige pludselig bliver "familien" dobbelt så stor uden der er plads og frirum mere  ingen af dem kan gå ind og lukke sin egen dør hvis det hele bliver for meget og det kan det jo hurtigt gøre  Det kan jo også lige så godt være din datter der reagerer en dag. Så vent med at flytte sammen til pladsen er der. 

Hejsa. 

Jeg skriver ang. en nyopstået problematik. Jeg er kommet i den heldlige situation at jeg har mødt den dejligste fyr. Han er virkelig skøn, og god imod mine børn (pige på 10 og dreng på 3, som jeg har 24/7, og som ikke har kontakt til deres fædre). Jeg er overbevist om at han er den helt rette for mig. Han har selv 2 dejlige børn (Pige på 5 og dreng på 8). Som er virkelig søde. Det skal lige siges at han har dem 7/7, og at de har været fra hinanden i 3 år.

Vi har taget en fælles beslutning om at jeg skal opsige min lejebolig, og flytte over til ham. Selv om pladsen er trang, har vi begge forberedt vores børn på at der bliver et pige værelse og et drengeværelse, hvilket de synes var vildt spændende.
Vi er ikke flyttet fast derover endnu, men vi er der omkring 3 ud af 7 dage lige for tiden. Børnene hygger sig meget sammen, og der har ikke været konflikter på tværs, kun søskende imellem, som vanligt :-)

Men nu er hans dreng på 8 begyndt at reagere....
Om aftenen når han er blevet puttet, ligger han og råber og skriger, at han "ikke kan lide det", og ikke vil det. I første omgang ville han ikke sove sammen med min søn, fordi han snorker!? Så vi byttede om så min store pige kom ind til ham, og min søn så deler værelse med hans datter.

Så lå problematikken i at hans egen søster var irriterende. Hvilket resulterede i at min kæreste, uden et ord, gik med ham op og så fjernsyn på første salen, i 2 timer nytårsaften. Fordi det var "den han havde brug for".
Nu er han IGEN utilfreds og helt ulykkelig og mener heller ikke at han vil dele værelse med min datter. Hun er utrolig ked af det.
Ligesom hans søn, er min datter en meget sårbar sjæl, som suger alt til sig. Så nu har min kæreste besluttet at hun skal flyttes ind til de små (hvor der knap er plads til 2 madrasser på gulvet.)

Hans børn er skillesmisse børn, og jeg ved at det har været hårdt for sønnen. Men jeg er bestemt ikke enig i at han skal have SÅ meget at sige herhjemme. Jeg er helt med på at man skal anerkende hans svære følelser. Men jeg mener bestemt heller ikke at han skal have SÅ meget at sige. Min kæreste har valgt at lukke os ind i hans hjem, så mener jeg også at han må stå ved at der skal være plads til mig og mine børn. :-( Er jeg HELT forkert på den?? For så vil jeg rigtig gerne vide det. Jeg har svært ved at være i det lige nu. Min datter har fødselsdag i morgen, og min kæreste har nu imod min accept flyttet madrassen ind på det andet værelse.

Jeg ved han er bange for at skubbe sønnike væk, men jeg er også under den overbevisning at det også er kærlighed at sætte grænser og stå fast. Hvilket jeg mener er den rette vej at gå.

Jeg er desuden bange for at både mine børn og undertegnede skal få fjendtlige følelser overfor drengen. Jeg ved at hverken jeg eller ham er fjenden i det her. Jeg synes bare det er svært at finde ud af om jeg er fuldstændig blændet af mine følelser og mit ønske om at beskytte egne børn.

Gode råd til at håndtere situationen modtages med kyshånd.

Mvh. S

Jeg er enig i din måde at håndtere det. 

Jeg kan kun svare ud fra egen erfaring med 5 sammenbragte børn og en fælles. 5 år sammen nu. Vi har NUL konflikter og 100% harmoni. I starten hvor det indimellem vaklede og rystede i tog min kæreste en samtale med mig, om at vi bestemmer, styrer og viser vejen. Jeg var faktisk bange for at “miste dem” bange for at være den skrappe “stedmor”.

Men vi har fået den skønneste sammenbragte familie. Jeg har lært at man virkelig skal stå ved egne beslutninger. De kan have ønsker ja, men man skal opføre sig ordentligt og der kan tales stille og roligt om tingene. Jeg tror det har hjulpet børnene at vi er rimelig klare i vores holdninger og valg. De elsker hinanden nu og deler værelser på kryds og tværs, trods begynder problemer.