Jeg ville bare sige “nå, da. Du er rigtig sur på far. Det kan jo ske” også ikke gøre mere ud af det.
Jeg ville aldrig nogensinde sige, at far blev sur eller ked af det. På den måde lærer du hende, at hun har ansvar for ikke at gøre sine forældre kede af det. Skyld og skam over for forældre er virkelig noget man skal passe på med.
Det er noget andet, hvis det var en ven eller en, der ikke var forældre. Der kan man godt sige “kan du se, at XX bliver ked af det?”
Men forældrene skal være en sikker base for at fortælle om sine følelser, så hun også kan komme med svære ting, som hun ved kan gøre jer kede af det, men som i måske gerne vil vide. Eks alkohol eller kærester osv :-)
Men når man er 3 år, så siger man sin mening og prøver at finde ud af, hvilke følelser der er legitime. Og det hænger sammen med et sundt selvværd på sigt. Og husk, at hendes “far skal bo et andet sted” er et udtryk for frustration. Det er aldrig ment som et personligt angreb.
Du kan jo evt hjælpe hende med at omformulere. Det gør vi herhjemme. “Jeg hører, du er sur på far. Så kan du sige; nu er jeg sur” og på den måde lære hende at fortælle om sit indre følelsesliv :-)
Anmeld
Citér