21 år og skruk

Oddi skriver:

Det virker lidt fjollet og planlægge at få baby på dagpenge/kontanthjælp. En ting er hvis det så alligevel skete, da man jo ikke kan planlægge det, men ligefrem at planlægge det havde jeg nok ikke gjort. 

Jeg havde nok enten:

Fået barn under uddannelse eller ventet med at få et barn til du har fået job efter uddannelse. 

Men altså, alt i alt er det afgørende hvornår I er klar til at få børn og har lyst til at få børn. Hvornår er jeres parforhold stabilt nok til at vendes op og ned, som det gør når man får et barn - hvordan ser boligsituation/økonomi osv ud. 

Vi fik vores første barn da vi boede i en 2 værelseslejlighed og vi begge var under uddannelse. Min kæreste manglede 6 måneder, som han tog umiddelbart efter baby var født. Jeg manglede også 6 måneder, som jeg tog efter min barsel. Kunne jeg vælge igen, havde jeg gerne været studerende i længere tid mens vi havde barn. Der er en ENORM frihed i at være studerende (medmindre man har et 8-16 skema), selv kunne planlægge sin tid og læse på alle tider af døgnet. Min søn har aldrig haft lange dage i institution og holdt tit fri på en hverdag -Det var en fantastisk tid - som jeg ville ønske havde varet længere (ved jeg nu, med et fuldtidsjob). 

Så jeg er klar fortaler for, hvis økonomien kan holde til det, at være studerende og få sit første barn. Men det kræver naturligvis at begge parter er klar og har lyst. 

Tak for dit svar. 
Jeg kan sagtens følge dig i at det er fjollet at få et barn på dagpenge. Jeg vil bare have så dårlig samvittighed over kun at være på en arbejdsplads i få måneder og så derefter blive gravid

Mht parforholdet, så har vi det simpelthen så godt. Vi er gode til at snakke om tingene og vi skændtes aldrig. Vi kan godt være uenige, men det skal der også være plads til.
Vi vil begge have børn, men min kæreste ønsker at vente pga. økonomien. 
Vi bor billigt i en 3 værelses lejlighed på 100 kvm, så plads har vi nok af. Økonomien rækker fint, men vi har selvfølgeligt ikke uanede mængder penge. Min kæreste har et deltidsjob, som kan dække alle vores udgifter + lidt ekstra. Ved siden af driver han sin egen virksomhed(stadig i opstartfasen), så alt indtægt der kommer derfra er bare et plus. Derudover har vi min indtægt, som jo så ikke er super høj. Hans drøm er at kunne leve udelukkende af hans virksomhed på sigt og jeg tror gerne han vil længere i forløbet inden han sætter et barn til verden. . 
Han kommer fra en familie, hvor de har jævnt mange penge. Jeg kommer fra en middelklasse familie med mange søskende og jeg ved, at man ikke har behov for mærketøj og dyre ferier for at få en god og tryg opvækst. 
Jeg har det fint med at vores barn bor i en lejlighed de første par år af sit liv, men min kæreste har en ide om at vi skal i hus først. Det er dog som om, at han er ved at vende en smule
Udover økonomien, som jeg er overbevist om ikke bliver et problem, så kan jeg se mange fordele ved at få barn under uddannelse..

Undskyld, hvis det blev lidt langt og rodet

Abracadabra skriver:

Du er jo lige akkurat startet på studiet, så du skal da lidt mere ind i stoffet, inden du holder et års pause... 

Det er jeg helt bevidst om. Det er også en af grundene til at en graviditet ikke er på tale nu. En baby kommer heller ikke natten over, man er trods alt gravid i 9 mdr

Altså, nu kommer jeg bare med en idé som min kæreste og jeg brugte. Jeg var også studerende, dog lidt længere end dig. Jeg manglede 1 år da jeg fødte, og det passede faktisk lige med den lange sommerferie. Så jeg tog min 3,5 måneds sommerferie og 3 måneders barsel efter. Det passede lige med semesterstarten, og så holdte min kæreste 3 måneders barsel da jeg startede i skole. Det fungerede helt perfekt! 

Han fik mere tid alene med baby, og de har det skønneste bånd sammen. Jeg forlængede ikke min uddannelse super meget yderligere, og det var fantastisk at have så korte dage, ferie og helligedage fri. Det resulterede i, at vi ofte havde fri sammen på hverdage hvor baby ikke kom i dagpleje. Derudover var jeg hjemme mellem 13-15 hver eneste dag. 

Din kæreste kan også holde barsel, du kan jo nemt overføre din barsel til ham, hvis han har lyst. Det virkede altså bare kanon godt til os! Jeg ville aldrig have valgt anderledes, da jeg nu er i job 8-16 hver dag, og vores barn er i vuggestue 7.30-16.30. Økonomisk var det ikke en fest, men det var bestemt heller ikke forfærdeligt. Vi fik halv friplads da jeg var studerende, og derudover så har vi fællesøkonomi, så min kæreste tog den tunge del der. Det var i hvert fald dét værd synes vi begge to 

Jeg blev gravid da jeg var 21 år. Jeg havde søgt ind på pædagoguddannelsen, men havde termin 2 måneder efter studiestart. Jeg havde derfor ret til at få udbetalt SU-klip og gå direkte på barsel frem for at starte op på uddannelsen.
Jeg fødte da jeg var 22 år.
Nu er jeg 23 år og gravid med barn nummer 2. Jeg har ikke engang gennemført det første hele studieår på uddannelsen, før jeg atter går på barsel.
Det er det BEDSTE at være studerende mens man har barn. Man kan holde fri når barnet er sygt, man kan tage en studiedag hjemme når man ikke har fået søvn om natten, man kan lade barnet blive hjemme et par ekstra dage så det bliver 100 % rask efter sygdom inden man sender i dagpleje.
Ulempen er naturligvis når man er i de to halvårs praktikker, der har man ikke samme frihed.

Vi har netop valgt at få et barn mere mens jeg er under uddannelse, fordi jeg ikke ville være nyuddannet på barsel. Det er svært at få job hvis man føder efter sin bachelor, fordi man har været "ledig" i et år, efter barslen, og det får arbejdsgivere til at vælge ens ansøgning fra.

Derudover vil jeg lige sige at min mand også er studerende, og vi kan altså snildt få råd til 2 børn og en lejlighed i centrum udelukkende på SU. Vi har købt en ny Odder barnevogn, vores datter har alt det legetøj hun har brug for og hendes tøj afspejler ikke at vi er studerende. Hun får skam også varm mad hver dag

Og så vil jeg til slut bare sige at et barn kan være rigtig hårdt for parforholdet, det er lidt af en prøvelse at få et barn. Vi har til tider haft vores kampe og vi så sider af hinanden vi ikke troede fandtes. Selvom vores datter aldrig græd da hun var spæd, var det virkeligt hårdt. 

Anonym skriver:

Tak for dit svar. 
Jeg kan sagtens følge dig i at det er fjollet at få et barn på dagpenge. Jeg vil bare have så dårlig samvittighed over kun at være på en arbejdsplads i få måneder og så derefter blive gravid

Mht parforholdet, så har vi det simpelthen så godt. Vi er gode til at snakke om tingene og vi skændtes aldrig. Vi kan godt være uenige, men det skal der også være plads til.
Vi vil begge have børn, men min kæreste ønsker at vente pga. økonomien. 
Vi bor billigt i en 3 værelses lejlighed på 100 kvm, så plads har vi nok af. Økonomien rækker fint, men vi har selvfølgeligt ikke uanede mængder penge. Min kæreste har et deltidsjob, som kan dække alle vores udgifter + lidt ekstra. Ved siden af driver han sin egen virksomhed(stadig i opstartfasen), så alt indtægt der kommer derfra er bare et plus. Derudover har vi min indtægt, som jo så ikke er super høj. Hans drøm er at kunne leve udelukkende af hans virksomhed på sigt og jeg tror gerne han vil længere i forløbet inden han sætter et barn til verden. . 
Han kommer fra en familie, hvor de har jævnt mange penge. Jeg kommer fra en middelklasse familie med mange søskende og jeg ved, at man ikke har behov for mærketøj og dyre ferier for at få en god og tryg opvækst. 
Jeg har det fint med at vores barn bor i en lejlighed de første par år af sit liv, men min kæreste har en ide om at vi skal i hus først. Det er dog som om, at han er ved at vende en smule
Udover økonomien, som jeg er overbevist om ikke bliver et problem, så kan jeg se mange fordele ved at få barn under uddannelse..

Undskyld, hvis det blev lidt langt og rodet

Hej, 

Jeg kan sagtens følge dig mht arbejdspladsen. Men prøv og lad vær med at planlæg babys ankomst for meget - for det kan man ikke. Nogle gange kommer baby før planlagt, andre gange senere og så er der dem hvor baby kommer rimelig som forventet, og det er jo dejligt. Men man ved ikke om det går hurtigt, mellem eller langsomt. Det lyder som om I har mange af de praktiske ting på plads mht økonomisk, parforhold og boligsituation - så for jer lyder det som om det handler om at I begge skal være klar - og måske din mand har brug for lidt mere tid. 

Min mand kommer fra en familie hvor rækkefølgen er: Gift, Købt hus og så baby. Jeg kommer fra en skilsmissefamilie, hvor mine forældre hverken var gift eller havde hus (og begge endda læste) da de fik mig. Men vi kommer fra samme grundlæggende familieværdier - og det er det vigtigste. 

Jeg var klar flere år før min kæreste. Nok også omkring år 21-22 som du er, men der var min kæreste slet ikke klar (han er 4 år ældre). Vi talte meget om det og han vidste jo godt at jeg ikke ventede til jeg var +30 og at det for mig var indenfor nogle år. Vi aftalte at give det lidt tid, nyde hinanden imens og parforholdet og løbende tage snakken op og pludselig en sommer kom han og sagde at han synes at vi i det nye år skulle smide p-pillerne. Så jeg smed p-pillerne i januar 2014, næsten som 23 årig. Min cyklus var rodet, meget rodet og i november 2014 var der stadig ikke sket noget - vi blev henvist til fertilitetsklinik som fandt ud af at jeg har pcos. Jeg fik noget medicin og nogle råd ang kost osv og i marts 2015 stod jeg endelig med en positiv test - altså 1 år og 3 måneder efter vi faktisk begyndte på baby. Fødte i december 2015 vores skønne søn. Her i sommeren 2018 besluttede vi at han skulle være storebror inden han blev 4 år (dvs inden december 2019). Jeg fik min spiral ud og 2 dage efter blev jeg gravid med nr2 og har nu termin i marts 2019 - liiiidt tidligere end planlagt hihi. Min pointe er - start når I er klar og så skal de praktiske ting nok løse sig. Måske ender du på dagpenge under barsel, måske ender du med at være nystartet på job, det er der ikke noget at gøre ved - men start når I er klar begge to og er enige om at starte. For det er fantastisk at være gravid med en mand der glæder sig ligeså meget til baby og går ligeså meget op i det. Dét er jeg glad for at jeg ventede på