Negative svigerforældre

godaften d’damer 

undskylder for romanen på forhånd! 

Jeg er så heldig at være gravid, og det burde være en glædelige nyhed at dele! Men problemet er at det ikke vil blive taget pænt fra mine svigerforældres side! Jeg er ved at skide i bukserne ved tanken, om at skulle sidde og fortælle dem det. Jeg ved at de kun vil os det bedste. Det er jeg slet ikke i tvivl om. DE vil mene at vi er alt for unge og slet ikke parate og det ene og det andet, det er alt der er galt. 

Vi fortalte dem en dag, at vi gerne ville have et husdyr, måske. En kat? Ja. 

Det var de jo ved at flippe fuldstændig ud over... Jamen i kan jo ikke tage på ferie, eller tage ud i flere timer, i skal bruge penge på mad osv, dyrlæge osv.. De var så negative omkring det, vi fik aldrig katten fordi jeg ikke magtede at høre på  dem, og ja min kæreste siger ikke en fløjtende fis til dem. Jeg tænker bare at hvis de besvimer over en kat, hvad vil der så ikke ske over en baby!! 

Det skal nævnes, at vi har en stabil økonomi. 

Den ene har uddannelse, den anden i gang. Vi er 25 og 23 

Har i gode råd.. Havde mest af alt bare lige brug for at komme ud med det et sted.. 

Anonym skriver:

godaften d’damer 

undskylder for romanen på forhånd! 

Jeg er så heldig at være gravid, og det burde være en glædelige nyhed at dele! Men problemet er at det ikke vil blive taget pænt fra mine svigerforældres side! Jeg er ved at skide i bukserne ved tanken, om at skulle sidde og fortælle dem det. Jeg ved at de kun vil os det bedste. Det er jeg slet ikke i tvivl om. DE vil mene at vi er alt for unge og slet ikke parate og det ene og det andet, det er alt der er galt. 

Vi fortalte dem en dag, at vi gerne ville have et husdyr, måske. En kat? Ja. 

Det var de jo ved at flippe fuldstændig ud over... Jamen i kan jo ikke tage på ferie, eller tage ud i flere timer, i skal bruge penge på mad osv, dyrlæge osv.. De var så negative omkring det, vi fik aldrig katten fordi jeg ikke magtede at høre på  dem, og ja min kæreste siger ikke en fløjtende fis til dem. Jeg tænker bare at hvis de besvimer over en kat, hvad vil der så ikke ske over en baby!! 

Det skal nævnes, at vi har en stabil økonomi. 

Den ene har uddannelse, den anden i gang. Vi er 25 og 23 

 

Har i gode råd.. Havde mest af alt bare lige brug for at komme ud med det et sted.. 

Jeg ville tage den som det kommer. Forbered dig på at de vil være negative, så kan du ikke blive skuffet. Mit motto er: Lad være med at have forventninger til andre, så kan du ikke blive skuffet. Det gør alting lidt lettere. Fortæl dem at i er lykkelige, og at I glæder jer, og at i ikke ønsker kritik eller negative kommentarer omkring jeres beslutning. I kommer jo forhåbentligt til at modbevise deres bekymringer. I lyder som stabile, og med styr på livet, og jeg syntes da jeres alder er rigtig fin i forhold til at skabe en familie, når nu rammerne også er der. Det kan være dine svigerforældre har svært ved at deres søn er blevet voksen, og når man får børn så danner man sin egen familie og pludselig vil de ikke være "kernefamilien" længere. Det kan være svært for nogle forældre at accepterer. Men din mand må jo på banen, hvis de bliver direkte vrede, så må han jo fortælle dem at han forventer at de opfører sig ordentligt. 

Altså, hvis min datter kom på besøg og sagde at nu skulle hun og kæresten have en kat, så ville jeg da også tale med hende om dyrlægeregninger og hvad de havde tænkt sig, når de skulle på ferie, for det er der RIGTIG mange, der IKKE tænker på, og det er altså katten, som det går mest ud over. Så jeg kan ikke se hvad der er så negativt ved at snakke om det.

Og ja, hvis min datter på 23 år kom hjem og sagde hun var gravid, så ville jeg også synes at hun var ung. Jeg synes du lyder sur i maven på dine svigerforældre. Har du overvejet om de måske rent faktisk interesserer sig for at du og din kæreste har det godt? Jeg afventer nu dit svar med: Neeeej, du er dum og aner intet om mig (Nej, jeg ved kun det du har skrevet her, hvor skulle jeg ellers vide noget fra?) Hvorfor er du ikke enig i alt hvad jeg siger, dit onde menneske. Og så videre.

Jeg kender ikke dine svigerforældre. For mig lyder de som nogen, der går op i det praktiske for at få noget til at lykkes, og at de vil det bedste for dig og din kæreste. Og du lyder som om, at du slet ikke kan døje dine svigerforældre og at du ikke er interesseret i at give dem en chance. Jeg synes du skulle forsøge at rette op på dit forhold til dem i stedet for bare at synes de er forkerte på den. Eller spørge din kæreste hvad han/hun synes om sine forældre.

Anonym skriver:

Altså, hvis min datter kom på besøg og sagde at nu skulle hun og kæresten have en kat, så ville jeg da også tale med hende om dyrlægeregninger og hvad de havde tænkt sig, når de skulle på ferie, for det er der RIGTIG mange, der IKKE tænker på, og det er altså katten, som det går mest ud over. Så jeg kan ikke se hvad der er så negativt ved at snakke om det.

Og ja, hvis min datter på 23 år kom hjem og sagde hun var gravid, så ville jeg også synes at hun var ung. Jeg synes du lyder sur i maven på dine svigerforældre. Har du overvejet om de måske rent faktisk interesserer sig for at du og din kæreste har det godt? Jeg afventer nu dit svar med: Neeeej, du er dum og aner intet om mig (Nej, jeg ved kun det du har skrevet her, hvor skulle jeg ellers vide noget fra?) Hvorfor er du ikke enig i alt hvad jeg siger, dit onde menneske. Og så videre.

Jeg kender ikke dine svigerforældre. For mig lyder de som nogen, der går op i det praktiske for at få noget til at lykkes, og at de vil det bedste for dig og din kæreste. Og du lyder som om, at du slet ikke kan døje dine svigerforældre og at du ikke er interesseret i at give dem en chance. Jeg synes du skulle forsøge at rette op på dit forhold til dem i stedet for bare at synes de er forkerte på den. Eller spørge din kæreste hvad han/hun synes om sine forældre.

Måske har jeg ikke formuleret mig korrekt. Det er generelt om alting de er negative. Det med katten, var bare ét eksempel. 

Jeg elsker mine svigerforældre! Som jeg ellers så tydeligt har skrevet ved jeg, at de kun vil os det bedste  

At du tror jeg vil gå i forsvarspotion på den måde, er fuldstændig unødvendig i min optik. 

Du har i hvert fald fået det forkerte indtryk hvis du bruger ordet “døje” Jeg elsker mine svigerforældre og vi har det så godt sammen! Jeg kunne bare godt bruge råd, vejledning og positivitet fra dem :-) 

Anonym skriver:

Måske har jeg ikke formuleret mig korrekt. Det er generelt om alting de er negative. Det med katten, var bare ét eksempel. 

Jeg elsker mine svigerforældre! Som jeg ellers så tydeligt har skrevet ved jeg, at de kun vil os det bedste  

At du tror jeg vil gå i forsvarspotion på den måde, er fuldstændig unødvendig i min optik. 

Du har i hvert fald fået det forkerte indtryk hvis du bruger ordet “døje” Jeg elsker mine svigerforældre og vi har det så godt sammen! Jeg kunne bare godt bruge råd, vejledning og positivitet fra dem :-) 

Men hvis du har så godt et forhold til dem, er det så ikke noget der kan løses ved en god snak? 

Mine forældre har lidt det samme, især min mor kan virke enormt negativ. Hun siger de ting fordi hun er bekymret for om vi kan klare det, om vi har tænkt det hele igennem, sådan rigtig hønemor. Plus hun er meget bevist om hvad andre tænker. 

Det har krævet mange snakke, mange frustrerende udbrud fra min side, men efterhånden har vi begge lært at tolerere og rumme det. 

Så ja, dialog er vejen frem og i kan ligeså godt starte nu, for der vil komme MANGE ting i fremtiden, som de vil have en holdning til.

Altså så unge er I da heller ikke. Før du skrev jeres alder tænkte jeg I var omkring 18-20 år. Jeg tror det handler meget om hvad man kommer fra. Min mor fik mig da hun var 22, min mormor min mor da hun var 19. Så da jeg kom som 23- næsten 24 årig og sagde at jeg var gravid, var alle glade og synes da det var så fint. 

Min mand var 28 da vi fik nr 1 og i hans familie er man generelt +30 før man får børn, og man gør det heller ikke før man er gift og bor i hus ( vi var ikke gift på det tidspunkt og boede i lejlighed - blev vi så senere). Mine svigerforældre var da glade, men var også kritiske og plantede en masse unødvendige bekymringer i vores hoveder. Vi var begge under uddannelse, min mand med 6 måneder tilbage da baby1 kom.  

Man bliver nødt til at frigøre sig fra andres holdninger og forventninger til en - det bliver kun værre når ens barn kommer og alle har en holdning til børneopdragelse, mad, soverutiner osv.

Og så er der altså ingen rigtig eller forkert måde at få børn på. Så længe man har et kærligt, omsorgsfuldt hjem og man kan give sine børn det de har brug for - så er det altså ligemeget om man bor i lejlighed eller hus eller har fuldtidsjob eller studerer. Ps, jeg studerede indtil min søn var 2,5 år - fortryder ikke et sekund! Min søn har aldrig haft lange dage i institution og haft masser fridage i hverdagene - det er guld værd når de er små!

Hvis I er klar, er sikre på hinanden og har et stabilt hjem og økonomi - og har lysten til et barn, så gør det og vær ligeglad med hvad andre tænker og synes. 

Jeg har også svigerforældre der er voldsomt negative omkring alt, min mand var det også da jeg mødte ham, men heldigvis har jeg i årenes løb fået ham påvirket til at være lidt mere positivt indstillet. Men ind imellem kommer det alligevel op i ham, den slags er jo svært at ændre når han er vokset op med det.

Mine svigerforældre har ikke altid haft det let, deres forældre før dem var også negative & bange for alt, så det er sådan set forståeligt nok. Men ja, træls at lægge øre til. Jeg vælger derfor at ignorere det, især efter vi har fået børn har jeg let ved det, da børnene tager al min opmærksomhed. Min mand har til gengæld efter at børnene er kommet fået øjnene op for hvor træls det er, og bliver voldsomt frustreret over deres holdning.

Jeg ved ikke om du kan ændre på dine svigerforældre, de har jo nok været sådan altid. Men tænker du enten må forsøge at svare tilbage med en positiv holdning, eller også lære at ignorere/leve med det.

Mine svigerforældre - især svigerfar - har det med trække hans meninger ned over alle. 

Siger højlydt “jeg kan se på min søn, at han er uenig i valget af navn” osv. 

Lige da vi blev kærester, var jeg og han til barnedåb i hans familie. 

Svigerfar tog højlydt barnet og gav det til min kæreste og sagde “se lille XXX hvis lige Peter (min kæreste) ikke er klar til babyer” 

Jeg havde også salgstalen fra min kærestes farfar “mig barnebarn er jo en ambitiøs ung mand og familie vil holde ham tilbage i livet. Han vil jo rejse” 

På det tidspunkt havde vi kun kendt hinanden i ca 5 måneder. Var lige flyttet sammen (på min kærestes foranledning) og det var de sure over.

Jeg blev uplanlagt gravid ca 3 måneder efter det. Måske kan du forestille dig, at jeg rystede i bukserne af skræk. Min kæreste var MEGET glad og fortalte mig pludseligt, at han har drømt om en familie siden, han var 16. Så han var (heldigvis) på en lyserød sky. 

Jeg fik ham til at fortælle min svigerfar det alene. Min svigerfar ønskede tillykke, da han så mig igen. Men han var ikke jublende glad. Men det fik meget bedre end forventet :-) 

Men her knap 5 år efter, har vi modbevist alle hans frygte. 

Vi blev gift, fik barn. Og på trods af at min mand var 24 år, så gennemført han studiet og har i dag en ledende stilling. Jeg gennemførte en ekstra kandidat og sidder også i en fuldtidsstilling i dag.min svigerfar er krøbet lidt til korset og har sagt, at han kan se, at vi har truffet alle de rigtige valg for os. Han støtter i hvertfald planen om barn nr 2 fuldt ud :-)  

Så min pointe er: tro på jeres succes, i stedet for deres negative tanker. Skid hul i om de er negative. Bare få det sagt :-)

Anonym skriver:

godaften d’damer 

undskylder for romanen på forhånd! 

Jeg er så heldig at være gravid, og det burde være en glædelige nyhed at dele! Men problemet er at det ikke vil blive taget pænt fra mine svigerforældres side! Jeg er ved at skide i bukserne ved tanken, om at skulle sidde og fortælle dem det. Jeg ved at de kun vil os det bedste. Det er jeg slet ikke i tvivl om. DE vil mene at vi er alt for unge og slet ikke parate og det ene og det andet, det er alt der er galt. 

Vi fortalte dem en dag, at vi gerne ville have et husdyr, måske. En kat? Ja. 

Det var de jo ved at flippe fuldstændig ud over... Jamen i kan jo ikke tage på ferie, eller tage ud i flere timer, i skal bruge penge på mad osv, dyrlæge osv.. De var så negative omkring det, vi fik aldrig katten fordi jeg ikke magtede at høre på  dem, og ja min kæreste siger ikke en fløjtende fis til dem. Jeg tænker bare at hvis de besvimer over en kat, hvad vil der så ikke ske over en baby!! 

Det skal nævnes, at vi har en stabil økonomi. 

Den ene har uddannelse, den anden i gang. Vi er 25 og 23 

 

Har i gode råd.. Havde mest af alt bare lige brug for at komme ud med det et sted.. 

Der er vel egentlig ikke andet at gøre end at fortælle det stille og roligt. 

Måske forberede "forsvarstalen" (ikke at I skal forsvare jeres beslutning om at få et barn)  men måske en måde at vise, at I har styr på jeres liv og glæder jer.

Du kan ikke ændre på dem. Det eneste, du kan ændre på, er din egen måde at forholde dig til dem på. Måske huske at det kan bunde i bekymringer. Måske sætte ord på, at du godt forstå, hvis de har nogle bekymringer, men at I har styr på det.

Og bliver de ved - så måske fortælle dem, at du faktisk bliver ked af det, når de er negative. Altså holde den på din egen banehalvdel.

Mon ikke de bliver nogle glade og stolte bedsteforældre.

Er selv gravid i graviditetsuge 9 og har frygtet at fortælle det til mine forældre da der er sket en masse i mit liv som gør at hverken min kæreste eller jeg har haft noget med dem at gøre i over 1 år... 

syntes alligevel at de skulle have den gode nyhed selvom der ingen kontakt er til dem! Jeg ved at de hader min kæreste og ville gøre meget for at jeg gik fra ham, derfor forventede jeg også en negativ tilgang til den store nyhed. Vi havde snakket meget om at hvis de var negative omkring det så var det ikke deres valg, de skal bare tage beskeden som den er! 

Jeg er selv “kun” 19 år, lige startet i lære! men har altid drømt om at blive ung mor! Så du ikke ung i forhold til mange andre����

Uanset hvad dine svigerforældre kommer med af negativ holdning så slå en hånd i bordet og bed dem om at tage sig sammen! Syntes heller ikke at de skal bestemme om i skal have en kat eller ej, har selv en og der var delte meninger omkring det, og den dag idag så elsker alle i familien at komme på besøg og snakke med hende!☺️