Hvorfor SKAL mit barn lære at "slå fra sig"?

Vi stod i en situation i sidste uge som virkelig har fået mig til at spekulere. Min yngste dreng fylder 3 i næste måned. Han er enormt kærlig og empatisk, og en meget reflekterende dreng. Han ønsker helst stille aktiviteter uden for meget larm og er typen der hellere vil give et stykke legetøj væk, fremfor at tage kampen op. 

I sidste uge var vi til et arrangement hvor der var en masse hoppepuder. Den ene hoppepude var forbeholdt børn op til 4 år- der leger min søn og en masse andre der ser ud til at være på cirka hans alder. 

I den her hoppeborg kan man klatre op på den ene side og så rutsche ned. Min søn stiller sig pænt i kø men hver gang det skal til at være hans tur maser andre børn sig forbi ham, eller tager fysisk fat i ham og trækker ham væk/ned. Min søns reaktion er så fint at sige "stop man må ikke skubbe" og så venter han endnu engang på der er plads og det samme gentager sig om og om igen

Jeg bliver faktisk rigtig ked af det på hans vegne. Han gør præcis det jeg har lært ham- stå pænt i kø og vente på tur, sige stop hvis nogen driller og ikke selv skubbe. - men han kæmper og kl Per og når kun at rutsche 1 gang. - jeg ser ikke de andre børns forældre sige noget til deres børn, og jeg synes faktisk det er deres børn der opfører sig forkert. 

Fagpersonerne siger at han skal lære at stå op for sig selv, og "give igen" men helt ærligt burde det da ikke være nødvendigt. Han har altid lært man skal være sød ved andre- skal jeg nu fortælle ham at hvis de andre ikke er søde så må han gerne opføre sig ligesom dem? 

Hvad ville i gøre? Jeg er egentlig ret stolt af min søn som opfører sig så pænt, men det skærer i mit hjerte st han gang på gang bliver tromlet og gang på gang aldrig rigtig får sin tur fordi andre møver foran ham. 

Det kan ske de bliver utålmodige fordi han ikke er den hurtigste motorisk, men det berettiger dem jo ikke til at skubbe ham væk... ��

Hvad er jeres holdning?

Anonym skriver:

Vi stod i en situation i sidste uge som virkelig har fået mig til at spekulere. Min yngste dreng fylder 3 i næste måned. Han er enormt kærlig og empatisk, og en meget reflekterende dreng. Han ønsker helst stille aktiviteter uden for meget larm og er typen der hellere vil give et stykke legetøj væk, fremfor at tage kampen op. 

I sidste uge var vi til et arrangement hvor der var en masse hoppepuder. Den ene hoppepude var forbeholdt børn op til 4 år- der leger min søn og en masse andre der ser ud til at være på cirka hans alder. 

I den her hoppeborg kan man klatre op på den ene side og så rutsche ned. Min søn stiller sig pænt i kø men hver gang det skal til at være hans tur maser andre børn sig forbi ham, eller tager fysisk fat i ham og trækker ham væk/ned. Min søns reaktion er så fint at sige "stop man må ikke skubbe" og så venter han endnu engang på der er plads og det samme gentager sig om og om igen

Jeg bliver faktisk rigtig ked af det på hans vegne. Han gør præcis det jeg har lært ham- stå pænt i kø og vente på tur, sige stop hvis nogen driller og ikke selv skubbe. - men han kæmper og kl Per og når kun at rutsche 1 gang. - jeg ser ikke de andre børns forældre sige noget til deres børn, og jeg synes faktisk det er deres børn der opfører sig forkert. 

Fagpersonerne siger at han skal lære at stå op for sig selv, og "give igen" men helt ærligt burde det da ikke være nødvendigt. Han har altid lært man skal være sød ved andre- skal jeg nu fortælle ham at hvis de andre ikke er søde så må han gerne opføre sig ligesom dem? 

Hvad ville i gøre? Jeg er egentlig ret stolt af min søn som opfører sig så pænt, men det skærer i mit hjerte st han gang på gang bliver tromlet og gang på gang aldrig rigtig får sin tur fordi andre møver foran ham. 

Det kan ske de bliver utålmodige fordi han ikke er den hurtigste motorisk, men det berettiger dem jo ikke til at skubbe ham væk... ��

Hvad er jeres holdning?

Jeg er til dels enig med “eksperterne”. Selvfølgelig skal han ikke slå fra sig og behandle dem ligeså dårligt eller sådan noget. Men han skal lærer ikke bare at stå og se til og blive en push over. Han skal lærer at når han bæivernurwtfærdig behandling som på hoppeborgen. Selv at “skubbe” ham væk der lige har tager hans tur. For han er berettiget den tur. 

Men jeg forstår ikke hvorfor du som mor til ham ikke forsvarer ham overfor de børn der skubber ham? Siger til børnene at de skal opfører sig ordenligt nu når deres egne forældre ikke selv kan magte den opgave. Det at du ikke siger noget til børnene og forsvarer din dreng viser ham heller ikke at du forsvarer ham eller lærer ham at forsvarer sig. 

Så der jeg ville gøre i situationen er at lærer drengen at tage hvad han er berettiget i form af at forsvarer ham overfor børnene og bede dem om at flytte sig når de skubber din dreng. 

Det vil også give ham noget selvværd at lærer st sige fra og det virker. At han kan forsvarer sig selv. 

Åh den er rigtig svær..

Jeg har også altid været som din søn.. Mine forældre har modsat dig altid prøvet at lære mig at sige fra, hvortil jeg så bare sagde undskyld, fordi jeg sagde undskyld, og det var ved at drive mine forældre til vanvid..

Men jeg har også altid haft den opfattelse, at man skal opføre sig pænt, vente til det bliver ens tur og ikke opføre sig ligesom alle andre.. Hvilket har resulterede i, at jeg altid (som i fra 0. klasse til 9. klasse) blev mobbet helt vildt.. De vidste, at jeg ikke sagde fra, før de nærmest havde skubbet mig helt udover kanten, og sådan har alle folk altid tænkt om mig.. De har totalt underkuet mig.. På arbejdspladser er jeg blevet tvunget til at lave deres arbejde, fordi jeg ikke sagde fra..
Min søster og svoger har altid nasset på min hjælp og fået mig til at blive barnepige for deres børn flere gange om ugen, fordi de ville ud og hygge, for jeg turde ikke sige fra, for jeg skulle jo opføre mig pænt og hjælpe andre..

Det har desværre givet en rigtig hård barndom, ungdom og endda voksenliv, hvor folk gjorde med mig, hvad de ville, fordi jeg aldrig lærte at sige fra.. Det er først noget, jeg er begyndt at gøre her de sidste par år, og folk er også stolte af mig, men prøver alligevel at dominere mig, hvilket skaber nogle store konflikter..

Så ærlig talt, så vil mit råd til dig være, at lære din søn at sige fra.. Nej selvfølgelig skal han ikke skubbe og opføre sig ligeså slemt som de andre børn (her burde forældrene virkelig også tage sig sammen og opdrage deres børn!).. Men han bliver nødt til at lære at sige fra.. Sige at han ikke vil gå med til det her, og så kan han evt. gå til en voksen og få hjælp.. Han skal ikke være underdanig altid, og lade andre komme foran ham i køen hele tiden.. Fint nok engang imellem, men ikke altid

Jeg tror jeg ville rose mit barn for at sige fra (“hov det var min tur!” Og “man må ikke skubbe” ) og vente i kø. Generelt lyder det som om du har en rigtig dejlig dreng, som du kan være stolt af.

Jeg ville ikke lære ham at “slå igen”, men måske fortælle ham at hvis han ikke selv kunne løse situationen, så skal han hente mig eller en voksen. Jeg ville som mor ikke have nogen problemer med at opdrage på de andre børn i sådan en situation, hvis ikke deres forældre gjorde noget.

Jeg synes da det lyder som om du har en rigtig dygtig dreng. Jeg synes ikke børn skal lære at slå fra sig eller andet på den måde være voldelige overfor andre børn for at lære at klare sig socialt, men de skal selvfølgelig lære at sige fra på en ordentlig måde.  

Der jeg tænker du kan hjælpe din dreng, er måske ved at for det første rose ham for hans måde at gøre det på - men måske ligger opgaven i at få ham til at sige fra lidt tydeligere, måske sige det højere eller når han nok gange er blevet sprunget over så øv i at sig ‘ nej det var min tur’ og markere overfor det barn der sprang over ved at gå foran tilbage på sin plads. 

Jeg har en søn der hurtigt reagerer voldsomt ( med skrig og skrål - aldrig fysisk) hvis han føler sig uretfærdig behandlet. Vi øver så nu at nogle gange kan man godt sige det stille og roligt ( ligesom din søn så fint gør) og stadig blive hørt men tilgengæld er ingen børn eller voksne i tvivl om de har overtrådt min søns grænser og det sker sjældent en gang til fordi børn ( og voksne der ser konflikten) hurtigt ser at der var noget der ikke var i orden her.  Så måske vores sønner kan lære lidt af hinanden, din at sige mere tydeligt fra og ikke ‘ finde sig i så meget’ og min i nogle gange at reagere lidt mere stille og roligt som din søn 

Og så vil jeg sige til dig, ser du flere gange at børn springer din søn over og han ikke selv kan klare det og de bliver ved og ved så synes jeg godt du kan gribe ind som forældre. Og når et barn så springer over din søn eller skubber ham væk og han pænt siger fra - og barnet bare bliver ved, så sig til det andet barn ‘ hov, det var faktisk min søn ( navn)’s tur, du kom vidst til at springe ham over’. Eller ‘ hov du kom til at skubbe ( navn), det kan han ikke lide’. Ville jeg ihvetfald, som forældre ikke have noget i mod hvis en anden forældre sagde til min søn, hvis han var en bølle og ikke opførte sig ordentligt. 

Oddi skriver:

Jeg synes da det lyder som om du har en rigtig dygtig dreng. Jeg synes ikke børn skal lære at slå fra sig eller andet på den måde være voldelige overfor andre børn for at lære at klare sig socialt, men de skal selvfølgelig lære at sige fra på en ordentlig måde.  

Der jeg tænker du kan hjælpe din dreng, er måske ved at for det første rose ham for hans måde at gøre det på - men måske ligger opgaven i at få ham til at sige fra lidt tydeligere, måske sige det højere eller når han nok gange er blevet sprunget over så øv i at sig ‘ nej det var min tur’ og markere overfor det barn der sprang over ved at gå foran tilbage på sin plads. 

Jeg har en søn der hurtigt reagerer voldsomt ( med skrig og skrål - aldrig fysisk) hvis han føler sig uretfærdig behandlet. Vi øver så nu at nogle gange kan man godt sige det stille og roligt ( ligesom din søn så fint gør) og stadig blive hørt men tilgengæld er ingen børn eller voksne i tvivl om de har overtrådt min søns grænser og det sker sjældent en gang til fordi børn ( og voksne der ser konflikten) hurtigt ser at der var noget der ikke var i orden her.  Så måske vores sønner kan lære lidt af hinanden, din at sige mere tydeligt fra og ikke ‘ finde sig i så meget’ og min i nogle gange at reagere lidt mere stille og roligt som din søn 

Og så vil jeg sige til dig, ser du flere gange at børn springer din søn over og han ikke selv kan klare det og de bliver ved og ved så synes jeg godt du kan gribe ind som forældre. Og når et barn så springer over din søn eller skubber ham væk og han pænt siger fra - og barnet bare bliver ved, så sig til det andet barn ‘ hov, det var faktisk min søn ( navn)’s tur, du kom vidst til at springe ham over’. Eller ‘ hov du kom til at skubbe ( navn), det kan han ikke lide’. Ville jeg ihvetfald, som forældre ikke have noget i mod hvis en anden forældre sagde til min søn, hvis han var en bølle og ikke opførte sig ordentligt. 

Enig her. 

Min store datter var også altid sådan en som bare fandt sig i at andre børn tog det legetøj hun sad med, uden at protestere, blev sprunget over i køen osv. 

Her gik vi forældre ind og hjalp hende med at sige tydeligt fra. Det ka feks være ved at sige hov min ven, ved du hva du sprang faktisk køen over, du er nød til at vente på din tur. Eller hovsa kom du lige til at tage x spand? Jammen den er også flot, og ved du hva du må låne den bagefter, når x er færdig med den osv.

Vi har også nogle gange valgt, at stille os, i køen ved siden af hende, så hun ku få sin tur, hvis der var mange børn, og det ku være lidt uoverskueligt. 

Andre gange har vi også måtte forklare hende, at hvis man venter for længe/er for langsom, så mister man sin tur, og hvis man vil prøve så må man sætte lidt tempo på.

Ligesådan hvis man nogen venter på noget legetøj, så må man afgive det efter et stykke tid, hvis der er mange børn, også må man vente til det blir ledigt igen. 

Nu er hun 10 år, og har ingen problemer med at sige fra, har stadig en fantastisk evne til at dele og til at vente på tur. 

Vh Stine 

Jeg har ikke selv børn, så kan selvfølgelig ikke sætte mig i det sted omkring opdragelse, men jeg var selv sådan som barn, Jeg opførte mig pænt, ventede på det blev min tur og tog ikke kampen op, hvis jeg feks sad og legede med et stykke legetøj og de andre børn kom og tog det fra mig midt i legen. Jeg var en pleaser! 

I hjemmet var det jo også sådan, men sådan var vi alle sammen undtagen min lillesøster. 

Det endte jo med at alle vidste jeg ikke sagde fra, og jeg gjorde som der blev sagt, derfor endte det med jeg blev mobbet, meget groft! De ødelagde min skoletaske, de tog min madpakke, og smadrede min cykel. De kaldte mig diverse ting og gik jeg skolelederen skete der ikke andet end han sad med mig i timerne, da de tit også tog mine opgaver, da jeg var den bedste i klassen. Jeg endte til sidst med sammenbrud som 11 årig og røg på børnepsyk hvor de fandt ud af jeg var en pleaser som skulle lærer at sige fra. Jeg fik også diagnosen OCD, men det er en anden historie :-) 

Jeg har faktisk ikke rigtig lært endnu hvordan man siger fra, jeg er stadig vild dårligt til det og gør jeg det, får jeg det fysisk dårligt! 

Jeg har været i 2 forhold hvor manden var voldelig, og jeg gjorde jo ikke modstand. 

Jeg sidder idag om 28 år, og går til psykolog for at styrke min selvtillid så jeg kan sige fra! 

Jeg har heldigvis fundet den mest fanstastiske mand, som virkelig ved hvornår jeg ikke er tryg ved situtationen og bakker mig op når jeg skal til at sige noget, ikke fordi han altid er enig, men simpelhen for at styrke min selvtillid 

Det er vigtigt din søn ikke bliver en pushover! Du har en fantastisk dreng, og det lyder til du kan være rigtig stolt af ham! Men han skal lærer at sige fra :-) ikke at han ender i samme situtation som jeg gjorde, det tænker jeg selvfølgelig ikke :-) 

Anonym skriver:

Vi stod i en situation i sidste uge som virkelig har fået mig til at spekulere. Min yngste dreng fylder 3 i næste måned. Han er enormt kærlig og empatisk, og en meget reflekterende dreng. Han ønsker helst stille aktiviteter uden for meget larm og er typen der hellere vil give et stykke legetøj væk, fremfor at tage kampen op. 

I sidste uge var vi til et arrangement hvor der var en masse hoppepuder. Den ene hoppepude var forbeholdt børn op til 4 år- der leger min søn og en masse andre der ser ud til at være på cirka hans alder. 

I den her hoppeborg kan man klatre op på den ene side og så rutsche ned. Min søn stiller sig pænt i kø men hver gang det skal til at være hans tur maser andre børn sig forbi ham, eller tager fysisk fat i ham og trækker ham væk/ned. Min søns reaktion er så fint at sige "stop man må ikke skubbe" og så venter han endnu engang på der er plads og det samme gentager sig om og om igen

Jeg bliver faktisk rigtig ked af det på hans vegne. Han gør præcis det jeg har lært ham- stå pænt i kø og vente på tur, sige stop hvis nogen driller og ikke selv skubbe. - men han kæmper og kl Per og når kun at rutsche 1 gang. - jeg ser ikke de andre børns forældre sige noget til deres børn, og jeg synes faktisk det er deres børn der opfører sig forkert. 

Fagpersonerne siger at han skal lære at stå op for sig selv, og "give igen" men helt ærligt burde det da ikke være nødvendigt. Han har altid lært man skal være sød ved andre- skal jeg nu fortælle ham at hvis de andre ikke er søde så må han gerne opføre sig ligesom dem? 

Hvad ville i gøre? Jeg er egentlig ret stolt af min søn som opfører sig så pænt, men det skærer i mit hjerte st han gang på gang bliver tromlet og gang på gang aldrig rigtig får sin tur fordi andre møver foran ham. 

Det kan ske de bliver utålmodige fordi han ikke er den hurtigste motorisk, men det berettiger dem jo ikke til at skubbe ham væk... ��

Hvad er jeres holdning?

Jeg har altid været sådan et barn, der stod i kø gjorde altid rigtigt og nej hvor er jeg gået glip af meget! 

Nu lade jeg min søn gøre lidt ballade - engang var vi til gymnastik hvor alle børnene imod instruktøren vilje hoppe på en hoppe pude som skulle på plads igen, min søn var det eneste der lyttede efter instruktøren mens alle de andre børn hoppede og grinte mens de hoppede på puden - Jeg råbte til ham hop på puden! Og det gjorde han så sammen med de andre børn i 15 minutter 

nok forkerte et eller andet sted, men synes selv virkelig jeg er gået glip af meget i mine børne år og teenage år fordi jeg lyttede punkt og prikke til alt hvad min mor sagde 

Han skal være som han er, han lyder som en fantastisk sød og kærlig dreng og du lyder som en fantastisk mor ja det er ikke sjovt at se på men han lærer af det og især når han bliver ældre min søn er lige som din og nu er min 8 snart 9år han er en kærlig og sød dreng men han er begyndt at kunne sige fra men stadig på en god måde og det lytter de andre børn på

Anonym skriver:

Vi stod i en situation i sidste uge som virkelig har fået mig til at spekulere. Min yngste dreng fylder 3 i næste måned. Han er enormt kærlig og empatisk, og en meget reflekterende dreng. Han ønsker helst stille aktiviteter uden for meget larm og er typen der hellere vil give et stykke legetøj væk, fremfor at tage kampen op. 

I sidste uge var vi til et arrangement hvor der var en masse hoppepuder. Den ene hoppepude var forbeholdt børn op til 4 år- der leger min søn og en masse andre der ser ud til at være på cirka hans alder. 

I den her hoppeborg kan man klatre op på den ene side og så rutsche ned. Min søn stiller sig pænt i kø men hver gang det skal til at være hans tur maser andre børn sig forbi ham, eller tager fysisk fat i ham og trækker ham væk/ned. Min søns reaktion er så fint at sige "stop man må ikke skubbe" og så venter han endnu engang på der er plads og det samme gentager sig om og om igen

Jeg bliver faktisk rigtig ked af det på hans vegne. Han gør præcis det jeg har lært ham- stå pænt i kø og vente på tur, sige stop hvis nogen driller og ikke selv skubbe. - men han kæmper og kl Per og når kun at rutsche 1 gang. - jeg ser ikke de andre børns forældre sige noget til deres børn, og jeg synes faktisk det er deres børn der opfører sig forkert. 

Fagpersonerne siger at han skal lære at stå op for sig selv, og "give igen" men helt ærligt burde det da ikke være nødvendigt. Han har altid lært man skal være sød ved andre- skal jeg nu fortælle ham at hvis de andre ikke er søde så må han gerne opføre sig ligesom dem? 

Hvad ville i gøre? Jeg er egentlig ret stolt af min søn som opfører sig så pænt, men det skærer i mit hjerte st han gang på gang bliver tromlet og gang på gang aldrig rigtig får sin tur fordi andre møver foran ham. 

Det kan ske de bliver utålmodige fordi han ikke er den hurtigste motorisk, men det berettiger dem jo ikke til at skubbe ham væk... ��

Hvad er jeres holdning?

Jeg er en af de der emsige mødre, som kæmper kampe for mine børn - på den gode måde. Jeg ville have blandet mig og sagt: Hov, husk lige at alle skal have lov til at få en tur. Og så var jeg blevet lige ved siden af, så jeg havde sikret mig, at mit barn fik lov til at komme til.

Jeg har to piger, og den store er slet ikke lige så god til at kræve sin ret, som den lille er, så jeg hjælper hende - dagligt. Mine børn lærer at sige fra uden at blive ubehagelige. De ved også, at hvis de ikke kan klare det selv, så må de hjertens gerne komme og hente mig, for jeg har ingen problemer med at opdrage på andre folks børn. 

Jeg kan dog undre mig over, at der er så mange andre forældre, som ikke synes det er relevant at opdrage på deres egne børn. Hvis forældrene ikke lærer deres børn at opføre sig pænt overfor andre, hvem skal så? Det er ene og alene forældrenes job, også selv om børn nogle gange blive sure. Det er der desværre bare mange forældre, der glemmer.