Hvordan løsriver man sig fra familien?

Mor11 skriver:

Bare - wauw. Det lyder fandme også tungt at danse med... 

måske hun skulle med forbi en par/familie terapeut 

Det har både jeg og min søster foreslået, at både min mor og far burde..
De har rigtig mange problemer, som de vælger at ignorere, og de mener selv, at de har et super godt liv og forhold, selvom de aldrig gider snakke sammen eller interessere sig for den andens hverdag.. Selv min kæreste siger også "når de snakker til og om hinanden, så er det altid kritik"..
Men de mener ikke, at de har behov for en psykolog eller terapeut.. Det er noget pjat, mener de..

Anonym skriver:

Det har både jeg og min søster foreslået, at både min mor og far burde..
De har rigtig mange problemer, som de vælger at ignorere, og de mener selv, at de har et super godt liv og forhold, selvom de aldrig gider snakke sammen eller interessere sig for den andens hverdag.. Selv min kæreste siger også "når de snakker til og om hinanden, så er det altid kritik"..
Men de mener ikke, at de har behov for en psykolog eller terapeut.. Det er noget pjat, mener de..

Jeg mente nu mere sammen med jer børn for at prøve at forstå hvad i siger og at det giver fint mening at man som voksen gerne vil leve sit liv og løse sine problemer selv, som udgangspunkt. 

Mor11 skriver:

Jeg mente nu mere sammen med jer børn for at prøve at forstå hvad i siger og at det giver fint mening at man som voksen gerne vil leve sit liv og løse sine problemer selv, som udgangspunkt. 

Uanset hvad, så vil de ikke.. Det har vi nemlig også foreslået, men de mener stadig ikke, at det er nødvendigt.. 

Jeg får lidt ondt i maven. 

Til dels over din mors skrøbelige sind men også over det der sker omkring hende. 

Prøv at læse din historie som om du var moren og historien var dit barns! Ville du ikke også bare være hos dit barn? 

Ring til din far og sig. Hey far jeg kom sgu til at såre mor. Det var vitterligt ikke meningen fordi jeg elsker jer begge. Kommer I ikke på besøg? Det kunne være fedt! 

Jeg syned begge parter lyder lige stædige

jeg kan godt se det fra din side at det er irriterende at have en mor der er SÅ skrøbelig og følsom. 

Men dertil vil jeg også sige; se det lige fra din mors side. En mor ville aldrig svigte sine børn(for det meste ihvertfald). Det er hende der har født dig, passet på dig. 

Efter jeg blev gravid, har jeg også fået et tættere forhold til min mor (jeg bor i Nordjylland, hun bor i Esbjerg - det var hende der flyttede da jeg var 10 år) - man kan synes det er træls og irriterende at hun viser interesse.

men nu hvor jeg selv skal være mor, forstår jeg hende - jeg forstår hvorfor en mor er så omklamrende og træls. Hun vil jo bare gerne være en del af dit liv og dit barns liv 

Men hvis det går dig så meget på, så snak med hende om det - tror ikke selv at hun tænker over at hun er så “omklamrende” - hun vil bare gerne være der for dig.  

Uha kan godt forstå at det er en hård situation.

Du har siklert prøvet det meste, men nu skriver jeg alligvel 

Jeg tænker at det er meget om at sikre hende at hvis du ikke har det godt så skal du nok ringe og at du sætter pris på at hun er der for jer.

Og at det tærer sådan på dig at skulle snakke hele tiden, man kan evt fortælle hende at det jo ikke behøver at være mindre kontakt generelt, men at du i nogle perioder har mere brug for ro og andre perioder mere brug for mor.

Det er jo ikke til at sige om det vil hjælpe, men ofte kommer sådan en reaktion fra din mor fordi hun kan mærke at du er ved at trække dig og derfor holder hun mere fast. Tænker også derfor at det er meget vigtig at få fortalt hende at det ikke handler om at trække sig, men plads i perioder.

1 snak er nok ikke nok. Men prøv at være åben og sig det igen og igen. Det tærer nok lige så meget på hende som dig  

Jeg prøver virkelig også at se det fra min mors side af, for nej selvfølgelig skal hun da ikke sidde derhjemme og få det dårligt af nervøsitet.. Og det er også derfor, at jeg netop giver hende en update hver dag..
Men jeg mener bare ikke, at det kan være rigtigt, at jeg fx skal afbryde en samtale med min kæreste, for at svare på hendes besked.. Hun burde godt lige kunne vente på et svar, for jeg skal jo nok svare hende..
Jeg har flere gange sagt til hende, at enten jeg eller min kæreste nok skal skrive, hvis fødslen går i gang, eller hvis der sker et eller andet, og jeg skriver jo også til hende, når der er den mindste ændring..
Så jeg forstår ikke helt, hvorfor hun ikke lige kan vente en halv time på en besked, mens jeg spiser min mad eller snakker med min kæreste..
Og da jeg skrev til hende IGEN, at jeg jo nok skulle svare/give updates, når jeg lige havde tid til det, men at hun lige måtte vente til jeg havde tid (og lyst), så blev hun mega sur og sagde, at hun kunne jo også bare være ligeglad, og hun skulle nok lade være med at skrive mere..

Og jeg vil jo gerne give en update.. Men jeg vil også gerne kunne have tid til mig selv og min kæreste uden at sidde med telefonen i hånden hele tiden.. Hun kan jo ikke engang vente 15 min. på et svar, før hun har kontaktet min søster og spurgt, om hun har hørt fra mig..

Jeg prøvede jo også at invitere hende over på besøg, men den besked ville hun så ikke svare på.. Og hun havde heller ikke svaret på den i dag.. Så for ca. en halv time siden sendte jeg en update til hende, og skrev så også, at hun selvfølgelig ikke skulle sidde og være nervøs derhjemme, så om det ville hjælpe, hvis jeg sendte en update til hende hver dag (altså fast og uden at hun så skulle tage kontakt hele tiden)..
Og så skrev hun så tilbage, at hun godt kunne vente med at få noget af vide, til baby ville ud (er en løgn, for hun skriver hele tiden, at hun er nervøs osv., men fint nok.. Tror bare, at hun stadig er sur)..
Så vi fandt ikke rigtigt nogen løsning

Anonym skriver:

Skal lige starte med at sige, at jeg elsker min familie virkelig højt, og jeg vil selvfølgelig ikke cutte kontakten til dem..

MEN jeg er simpelthen ved at blive idiot af dem nogle gange..
Jeg har altid været den der type, som aldrig var særlig god til at tage kontakt til folk rent skriftligt eller over opkald.. Jeg vil hellere mødes og snakke, men det er selvfølgelig svært, når jeg bor på Fyn og mine forældre på Falster..
Så derfor har vi haft perioder (dengang jeg var single og gik i byen), hvor vi ikke snakkede sammen i 1-2 måneder.. Og jo det irriterede dem da lidt, men min mor sagde altid "intet nyt er godt nyt, så vi regner med, at du har det godt, når vi ikke hører noget fra dig"..

Så fandt jeg sammen med min kæreste, og vi flyttede sammen samme dag, som vi blev kærester..
3 måneder efter fandt vi et hus til leje sammen, og hurtigt blev vi uplanlagt gravide.. Første baby mistede vi desværre, men vi blev gravide igen allerede 1½ måned efter - den her gang planlagt ..
Og herefter begyndte jeg at tage meget mere kontakt til min familie.. Vi begyndte pludselig at snakke sammen hver uge, og pludselig 2-3 gange om ugen..
Nu er jeg i slutningen af graviditeten, og vi skriver eller ringer sammen stort set hver eneste dag om alt og ingenting, og især graviditeten, hvor jeg giver en update..

Men nu er min mor begyndt at gå i panik, hvis jeg ikke lige svarer med det samme.. Og da jeg så skriver til hende, at jeg altså ikke kan sidde med telefonen hele tiden, fordi jeg også gerne vil være mig selv eller være sammen med kæresten eller noget, så bliver hun straks fornærmet og skriver tilbage, at så skal hun nok fremover lade være med at skrive til mig, og hun kan jo også bare være ligeglad..

Jeg prøver hele tiden at gøre tingene bedre og tage mere kontakt til dem osv., men jeg er også ved at blive idiot af, at jeg ikke kan få lov til at være mig selv mere eller være sammen med kæresten..
Og udover det, så får jeg hele tiden af vide fra nu både min mor og min søster, at jeg skal huske, at jeg har en anden familie end min kæreste..
Det sårer mig mega meget, at de skriver det, for jeg skriver som sagt til dem hele tiden.. Jeg giver dem hele tiden updates på vores liv - meget mere end min grænse egentlig tillader, men for deres skyld.. Og så får jeg smidt den der i hovedet hele tiden???!!
Min kæreste er den mand, som jeg bor sammen med, skal giftes med og have barn med.. Selvfølgelig er han vigtigere end noget andet, og jeg glemmer jo ikke min anden familie, bare fordi jeg ikke lige skriver til dem hele tiden..

Så nu er spørgsmålet fra mig af: hvordan får jeg sagt det her til dem, så de forstår det, men samtidig ikke bliver mere sure end de allerede er? For det her er godt nok ved at gå langt udover min grænse, og jeg begynder snart at blive så sur og ked af det, så jeg ikke gider kontakte dem mere

Nu ved jeg ikke hvor langt henne du var, da du mistede den første, men kunne man forestille sig de rent faktisk er bekymrede, at de også har oplevet at miste et barnebarn, en niece/nevø. 

Da jeg blev gravid gangene efter vi havde mistet måtte jeg rumme, at de omkring mig også gik rundt med en sorg og en frygt. Og jeg måtte italesætte det så jeg kunne være i det, fx ikke at de skulle kunne få kontakt med mig hele tiden, men at jeg lovede, at jeg altid ville fortælle, hvis der var fare på færde og jeg fx skulle tjekkes ekstra eller lignende. 

Selvsagt skal du ikke kunne svare på minuttet - det er mobiltelefonens/smartphones helvede, at man i andres menneskers optik er disponibel konstant. Jeg har selv forklaret alle omkring mig, at min telefon ofte er på lydløs og jeg gerne vil være i nuet og der derfor kan gå lang tid før jeg svarer, jeg skal nok svare men vil ikke love hvornår. 

Måske du skulle tage en god snak med din mor og give hende nogle logninger fx om hun er den første der får besked både ved gode og dårlige nyheder. 

lineog4 skriver:

Nu ved jeg ikke hvor langt henne du var, da du mistede den første, men kunne man forestille sig de rent faktisk er bekymrede, at de også har oplevet at miste et barnebarn, en niece/nevø. 

Da jeg blev gravid gangene efter vi havde mistet måtte jeg rumme, at de omkring mig også gik rundt med en sorg og en frygt. Og jeg måtte italesætte det så jeg kunne være i det, fx ikke at de skulle kunne få kontakt med mig hele tiden, men at jeg lovede, at jeg altid ville fortælle, hvis der var fare på færde og jeg fx skulle tjekkes ekstra eller lignende. 

Selvsagt skal du ikke kunne svare på minuttet - det er mobiltelefonens/smartphones helvede, at man i andres menneskers optik er disponibel konstant. Jeg har selv forklaret alle omkring mig, at min telefon ofte er på lydløs og jeg gerne vil være i nuet og der derfor kan gå lang tid før jeg svarer, jeg skal nok svare men vil ikke love hvornår. 

Måske du skulle tage en god snak med din mor og give hende nogle logninger fx om hun er den første der får besked både ved gode og dårlige nyheder. 

Ja det har jeg nemlig også selv tænkt på, om det kan være derfor, at hun hele tiden er så nervøs.. Og det er jo også fuldt ud forståeligt..

Men ligegyldigt hvad jeg skriver, så er det ikke godt nok.. Altså jeg har skrevet til hende, at jeg nok skal skrive, hvis der er det mindste, og også hvis vi skal på hospitalet til tjek osv., men det er stadig ikke godt nok..
Som min kæreste sagde i går "jo mere du skriver til hende, jo mere vil hun have.. Det feeder hendes nervøsitet, at I hele tiden snakker sammen om det hele", og det giver jeg ham ret i..

Jeg tænker umidelbart at det er bare at blive ved som du gør, det der passer dig. Og så må vi håbe at hun begynder at forstå. 

Nogle gange må folk bare have love at være sure.

Man kan ikke gøre mere en sit bedste