Hvordan løsriver man sig fra familien?

Skal lige starte med at sige, at jeg elsker min familie virkelig højt, og jeg vil selvfølgelig ikke cutte kontakten til dem..

MEN jeg er simpelthen ved at blive idiot af dem nogle gange..
Jeg har altid været den der type, som aldrig var særlig god til at tage kontakt til folk rent skriftligt eller over opkald.. Jeg vil hellere mødes og snakke, men det er selvfølgelig svært, når jeg bor på Fyn og mine forældre på Falster..
Så derfor har vi haft perioder (dengang jeg var single og gik i byen), hvor vi ikke snakkede sammen i 1-2 måneder.. Og jo det irriterede dem da lidt, men min mor sagde altid "intet nyt er godt nyt, så vi regner med, at du har det godt, når vi ikke hører noget fra dig"..

Så fandt jeg sammen med min kæreste, og vi flyttede sammen samme dag, som vi blev kærester..
3 måneder efter fandt vi et hus til leje sammen, og hurtigt blev vi uplanlagt gravide.. Første baby mistede vi desværre, men vi blev gravide igen allerede 1½ måned efter - den her gang planlagt ..
Og herefter begyndte jeg at tage meget mere kontakt til min familie.. Vi begyndte pludselig at snakke sammen hver uge, og pludselig 2-3 gange om ugen..
Nu er jeg i slutningen af graviditeten, og vi skriver eller ringer sammen stort set hver eneste dag om alt og ingenting, og især graviditeten, hvor jeg giver en update..

Men nu er min mor begyndt at gå i panik, hvis jeg ikke lige svarer med det samme.. Og da jeg så skriver til hende, at jeg altså ikke kan sidde med telefonen hele tiden, fordi jeg også gerne vil være mig selv eller være sammen med kæresten eller noget, så bliver hun straks fornærmet og skriver tilbage, at så skal hun nok fremover lade være med at skrive til mig, og hun kan jo også bare være ligeglad..

Jeg prøver hele tiden at gøre tingene bedre og tage mere kontakt til dem osv., men jeg er også ved at blive idiot af, at jeg ikke kan få lov til at være mig selv mere eller være sammen med kæresten..
Og udover det, så får jeg hele tiden af vide fra nu både min mor og min søster, at jeg skal huske, at jeg har en anden familie end min kæreste..
Det sårer mig mega meget, at de skriver det, for jeg skriver som sagt til dem hele tiden.. Jeg giver dem hele tiden updates på vores liv - meget mere end min grænse egentlig tillader, men for deres skyld.. Og så får jeg smidt den der i hovedet hele tiden???!!
Min kæreste er den mand, som jeg bor sammen med, skal giftes med og have barn med.. Selvfølgelig er han vigtigere end noget andet, og jeg glemmer jo ikke min anden familie, bare fordi jeg ikke lige skriver til dem hele tiden..

Så nu er spørgsmålet fra mig af: hvordan får jeg sagt det her til dem, så de forstår det, men samtidig ikke bliver mere sure end de allerede er? For det her er godt nok ved at gå langt udover min grænse, og jeg begynder snart at blive så sur og ked af det, så jeg ikke gider kontakte dem mere

Anonym skriver:

Skal lige starte med at sige, at jeg elsker min familie virkelig højt, og jeg vil selvfølgelig ikke cutte kontakten til dem..

MEN jeg er simpelthen ved at blive idiot af dem nogle gange..
Jeg har altid været den der type, som aldrig var særlig god til at tage kontakt til folk rent skriftligt eller over opkald.. Jeg vil hellere mødes og snakke, men det er selvfølgelig svært, når jeg bor på Fyn og mine forældre på Falster..
Så derfor har vi haft perioder (dengang jeg var single og gik i byen), hvor vi ikke snakkede sammen i 1-2 måneder.. Og jo det irriterede dem da lidt, men min mor sagde altid "intet nyt er godt nyt, så vi regner med, at du har det godt, når vi ikke hører noget fra dig"..

Så fandt jeg sammen med min kæreste, og vi flyttede sammen samme dag, som vi blev kærester..
3 måneder efter fandt vi et hus til leje sammen, og hurtigt blev vi uplanlagt gravide.. Første baby mistede vi desværre, men vi blev gravide igen allerede 1½ måned efter - den her gang planlagt ..
Og herefter begyndte jeg at tage meget mere kontakt til min familie.. Vi begyndte pludselig at snakke sammen hver uge, og pludselig 2-3 gange om ugen..
Nu er jeg i slutningen af graviditeten, og vi skriver eller ringer sammen stort set hver eneste dag om alt og ingenting, og især graviditeten, hvor jeg giver en update..

Men nu er min mor begyndt at gå i panik, hvis jeg ikke lige svarer med det samme.. Og da jeg så skriver til hende, at jeg altså ikke kan sidde med telefonen hele tiden, fordi jeg også gerne vil være mig selv eller være sammen med kæresten eller noget, så bliver hun straks fornærmet og skriver tilbage, at så skal hun nok fremover lade være med at skrive til mig, og hun kan jo også bare være ligeglad..

Jeg prøver hele tiden at gøre tingene bedre og tage mere kontakt til dem osv., men jeg er også ved at blive idiot af, at jeg ikke kan få lov til at være mig selv mere eller være sammen med kæresten..
Og udover det, så får jeg hele tiden af vide fra nu både min mor og min søster, at jeg skal huske, at jeg har en anden familie end min kæreste..
Det sårer mig mega meget, at de skriver det, for jeg skriver som sagt til dem hele tiden.. Jeg giver dem hele tiden updates på vores liv - meget mere end min grænse egentlig tillader, men for deres skyld.. Og så får jeg smidt den der i hovedet hele tiden???!!
Min kæreste er den mand, som jeg bor sammen med, skal giftes med og have barn med.. Selvfølgelig er han vigtigere end noget andet, og jeg glemmer jo ikke min anden familie, bare fordi jeg ikke lige skriver til dem hele tiden..

Så nu er spørgsmålet fra mig af: hvordan får jeg sagt det her til dem, så de forstår det, men samtidig ikke bliver mere sure end de allerede er? For det her er godt nok ved at gå langt udover min grænse, og jeg begynder snart at blive så sur og ked af det, så jeg ikke gider kontakte dem mere

Der kommer sikkert mange gode svar, som svarer på dit spørgsmål, men hvis du var mit barn, ville jeg være ved at dø af bekymringer. Det er godt nok gået stærkt for jer, I kan umuligt nå at lære hinanden at kende tilstrækkeligt nok til de ting, I er i gang med, så derfor ville jeg holde mig tæt på, som jeg nu kunne for at være der, hvis der blev behov.

Anonym skriver:

Der kommer sikkert mange gode svar, som svarer på dit spørgsmål, men hvis du var mit barn, ville jeg være ved at dø af bekymringer. Det er godt nok gået stærkt for jer, I kan umuligt nå at lære hinanden at kende tilstrækkeligt nok til de ting, I er i gang med, så derfor ville jeg holde mig tæt på, som jeg nu kunne for at være der, hvis der blev behov.

Det er ikke pga. min kæreste, at de er bekymret.. Ham forguder de (næsten mere end de elsker mig og min søster).. Og det har slet ikke noget med ham at gøre..
Min søster har sagt, at det samme skete under begge hendes graviditeter.. Og det er jo kun graviditeten, som min mor fokuserer på.. Og ligegyldigt hvad jeg svarer, så er det ikke godt nok..
Svarer jeg, at jeg har smerter, så bliver hun bekymret.. Svarer jeg, at smerterne er gået væk og alt er fint og der er masser af liv i baby, så skriver hun konstant og skal lige høre, om der stadig er liv i baby..
Og det kan være på 10 min... Altså ikke engang jeg eller min kæreste ved, om der er liv i baby efter 10 min. siden sidst

Jeg ville køre til Falster og besøge dem.. og så tag en snak face to face hvor hun kan se på dit ansigt at du intet mener med foragt eller noget andet. Men blot at du elsker hende og sætter pris på hendes engagement, men du også har behov for noget plads, og så skal du nok love også at sige til hvis der er noget at bekymre sig om eller du er usikker på. 

Jeg tror i øvrigt afstanden mellem jer fysisk kan være en årsag. Nu ved jeg ikke hvor langt din søster bor fra familen, men jeg tænker din mor kan være bange for ikke at få et tæt bedsteforældrebånd til jeres barn, fordi i netop ikke bare lige man droppe ind forbi hinanden og følge med på tæt hold med jævne mellemrum. Så den konstante kontakt er måske en måde at forsøge at kompensere for afstanden.. men hendes reaktion på dine følelser, er selvfølgelig ret overdramatisk. 

Mor11 skriver:

Jeg ville køre til Falster og besøge dem.. og så tag en snak face to face hvor hun kan se på dit ansigt at du intet mener med foragt eller noget andet. Men blot at du elsker hende og sætter pris på hendes engagement, men du også har behov for noget plads, og så skal du nok love også at sige til hvis der er noget at bekymre sig om eller du er usikker på. 

Jeg tror i øvrigt afstanden mellem jer fysisk kan være en årsag. Nu ved jeg ikke hvor langt din søster bor fra familen, men jeg tænker din mor kan være bange for ikke at få et tæt bedsteforældrebånd til jeres barn, fordi i netop ikke bare lige man droppe ind forbi hinanden og følge med på tæt hold med jævne mellemrum. Så den konstante kontakt er måske en måde at forsøge at kompensere for afstanden.. men hendes reaktion på dine følelser, er selvfølgelig ret overdramatisk. 

Vi har desværre hverken råd eller mulighed for at tage derned nu.. Jeg har veer on and off, så jeg vil helst gerne være i nærheden af hospitalet .. Men ellers et godt råd, hvis der var råd og mulighed for det..

Min søster bor også herover på Fyn.. Hun flyttede før mig.. Så jo afstanden gør selvfølgelig noget, men det mest trælse er bare, at mine forældre gerne vil flytte herover netop for at være tæt på os alle sammen.. Og det er jo fantastisk, men så skifter de alligevel hele tiden mening og siger, at de bliver boende på Falster.. De har muligheden og råd til det nu, for vi venter bare på, at det sker..
Min mor er førtidspensionist og har derfor ikke noget arbejde, der holder hende fast.. Min far har så meget slidgigt, så lægen har givet ham max to år i hans arbejde.. Og det bedste ville være, hvis han sagde op, og så fandt et job herover, som var lidt bedre for hans krop..
Men næ nej de vil nu pludselig blive boende..

Anonym skriver:

Vi har desværre hverken råd eller mulighed for at tage derned nu.. Jeg har veer on and off, så jeg vil helst gerne være i nærheden af hospitalet .. Men ellers et godt råd, hvis der var råd og mulighed for det..

Min søster bor også herover på Fyn.. Hun flyttede før mig.. Så jo afstanden gør selvfølgelig noget, men det mest trælse er bare, at mine forældre gerne vil flytte herover netop for at være tæt på os alle sammen.. Og det er jo fantastisk, men så skifter de alligevel hele tiden mening og siger, at de bliver boende på Falster.. De har muligheden og råd til det nu, for vi venter bare på, at det sker..
Min mor er førtidspensionist og har derfor ikke noget arbejde, der holder hende fast.. Min far har så meget slidgigt, så lægen har givet ham max to år i hans arbejde.. Og det bedste ville være, hvis han sagde op, og så fandt et job herover, som var lidt bedre for hans krop..
Men næ nej de vil nu pludselig blive boende..

Okay. Så må du enten tage den over telefon eller vente til efter du har født. Jeg taler bare af erfaring når jeg siger at det højest sandsynligt kun bliver værre og sværere efter fødslen.. du har mere overskud til at tage sådan en snak nu, end når du står med din allerførste baby i armene.

Okay. Så må du enten tage den over telefon eller vente til efter du har født. Jeg taler bare af erfaring når jeg siger at det højest sandsynligt kun bliver værre og sværere efter fødslen.. du har mere overskud til at tage sådan en snak nu, end når du står med din allerførste baby i armene.

Ja jeg tænker også, at jeg lige må tage snakken over telefonen, når hun gider lade være med at være tøsefornærmet mere.. Hun vil jo ikke svare mig nu, og vil nok heller ikke tage telefonen, selvom jeg inviterede dem herover på besøg, hvis det kunne dulme hendes nerver og bekymring.. 

Så lige nu er der vist ikke noget at gøre.. Så kan ringe i morgen 

Anonym skriver:

Ja jeg tænker også, at jeg lige må tage snakken over telefonen, når hun gider lade være med at være tøsefornærmet mere.. Hun vil jo ikke svare mig nu, og vil nok heller ikke tage telefonen, selvom jeg inviterede dem herover på besøg, hvis det kunne dulme hendes nerver og bekymring.. 

Så lige nu er der vist ikke noget at gøre.. Så kan ringe i morgen 

Gud hvor træls.  

Måske du også kan bruge en vinkel hvor du tsger udgangspunkt i dig selv, og ikke hendes “fejl”. Fx sig noget med at det stresser dig at skulle informere hele verden om alle de her ting hele tiden når du selv står overfor en fødsel som du er nervøs for, og hele situationen efterfølgende som du af gode grunde ikke aner hvordan bliver. At du har behov for ro på, og rum til bare at være kærester med din kæreste her den sidste tid inden det går løs med fødsel og en lille baby der vender rundt på jeres verden. 

Mor11 skriver:

Gud hvor træls.  

Måske du også kan bruge en vinkel hvor du tsger udgangspunkt i dig selv, og ikke hendes “fejl”. Fx sig noget med at det stresser dig at skulle informere hele verden om alle de her ting hele tiden når du selv står overfor en fødsel som du er nervøs for, og hele situationen efterfølgende som du af gode grunde ikke aner hvordan bliver. At du har behov for ro på, og rum til bare at være kærester med din kæreste her den sidste tid inden det går løs med fødsel og en lille baby der vender rundt på jeres verden. 

Det er vanvittig træls.. Og også lidt derfor, at jeg egentlig heller ikke gider tage kontakt til hende lige nu, når hun ikke engang gider svare på min invitation.. Jeg sidder faktisk bare og venter på en besked fra min far om, hvad fanden jeg holder mig ind at gøre mor ked af det.. Sådan skriver han altid, fordi min mor begynder at græde over det mindste.. Sidst fik hun nyheden om, at både jeg og min søster havde nogle problemer i hverdagen rent psykisk, men at vi begge var startet til psykolog og var ved at arbejde med det, og det hele var blevet bedre.. Det resulterede i, at vi begge fik en sms fra vores far af, om at min mor ville skilles og flytte over til os, for at være i nærheden af os, og hun kunne ikke lade.være med at græde og alt muligt, og hvad fanden vi bildte os ind at sige, at vi havde brug for, at de lod os håndtere vores egne problemer og leve vores eget liv.. Bum! 

Men det er slet ikke en dårlig indgangsvinkel, du kommer med der.. Er faktisk en rigtig god måde, at sige tingene på, så tak for det råd 

Anonym skriver:

Det er vanvittig træls.. Og også lidt derfor, at jeg egentlig heller ikke gider tage kontakt til hende lige nu, når hun ikke engang gider svare på min invitation.. Jeg sidder faktisk bare og venter på en besked fra min far om, hvad fanden jeg holder mig ind at gøre mor ked af det.. Sådan skriver han altid, fordi min mor begynder at græde over det mindste.. Sidst fik hun nyheden om, at både jeg og min søster havde nogle problemer i hverdagen rent psykisk, men at vi begge var startet til psykolog og var ved at arbejde med det, og det hele var blevet bedre.. Det resulterede i, at vi begge fik en sms fra vores far af, om at min mor ville skilles og flytte over til os, for at være i nærheden af os, og hun kunne ikke lade.være med at græde og alt muligt, og hvad fanden vi bildte os ind at sige, at vi havde brug for, at de lod os håndtere vores egne problemer og leve vores eget liv.. Bum! 

Men det er slet ikke en dårlig indgangsvinkel, du kommer med der.. Er faktisk en rigtig god måde, at sige tingene på, så tak for det råd 

Bare - wauw. Det lyder fandme også tungt at danse med... 

måske hun skulle med forbi en par/familie terapeut