Min søn er umulig!

Hmm jeg tænker først, at et barn på 3 år ikke vil det dårlige. Der er forskellige faser og ja man taler ofte om at der er en selvstændighedsalder og den kan trække tænder fordi barnet kan være "umuligt". Det er barnet ikke fordi det vil være umuligt, vil drive os til vanvid og elsker at se mor magtesløs. Det er barnet fordi det er en del af den naturlige udvikling.

Din søn er formodentlig midt i den rasen lige nu, og han har brug for guidning og ja at møde de voksnes grænser så han kan se hvornlsngt går min selvstændighed. I har valgt en model med timeout og jeg synes ud fra din beskrivelse, st din søn tydeligt viser den ikke hjælper lige nu. Jeg skal så tilføje, at jeg ikke selv er tilhænger af timeout metoden som noget man bruger, når man vil afrette, men tilhænger når det er noget man tilbyder når man fornemmer det andet menneske kan have brug for at finde ro alene - din søn finder ikke den ro lige nu i sine timeout og jeg ville derfor selv se om der er andre muligheder.

Men før jeg besluttede mig for timeout, konsekvens, konsekvens eller hvad der ellers kan komme af råd, så ville jeg tage et par dage hvor jeg observerede, hvad er det for nogle situationer hvor det kører af sporet? Er der et mønster fx tidsmæssigt, hvad I voksne laver, ord der bliver sagt eller hvad ved jeg. Det klassiske eksempel: min søn flipper altid i Føtex når vi går derned efter arbejde, hvad skal jeg gøre? Måske overveje om det er det rigtige tidspunkt at gå i Føtex, er der andre muligheder. Det vil sige et eller andet med at eliminere udfordringerne hvis det er muligt.

Nå nu kom der teenager der vil debattere miljø.... kan være jeg vender tilbage 

lineog4 skriver:

Hmm jeg tænker først, at et barn på 3 år ikke vil det dårlige. Der er forskellige faser og ja man taler ofte om at der er en selvstændighedsalder og den kan trække tænder fordi barnet kan være "umuligt". Det er barnet ikke fordi det vil være umuligt, vil drive os til vanvid og elsker at se mor magtesløs. Det er barnet fordi det er en del af den naturlige udvikling.

Din søn er formodentlig midt i den rasen lige nu, og han har brug for guidning og ja at møde de voksnes grænser så han kan se hvornlsngt går min selvstændighed. I har valgt en model med timeout og jeg synes ud fra din beskrivelse, st din søn tydeligt viser den ikke hjælper lige nu. Jeg skal så tilføje, at jeg ikke selv er tilhænger af timeout metoden som noget man bruger, når man vil afrette, men tilhænger når det er noget man tilbyder når man fornemmer det andet menneske kan have brug for at finde ro alene - din søn finder ikke den ro lige nu i sine timeout og jeg ville derfor selv se om der er andre muligheder.

Men før jeg besluttede mig for timeout, konsekvens, konsekvens eller hvad der ellers kan komme af råd, så ville jeg tage et par dage hvor jeg observerede, hvad er det for nogle situationer hvor det kører af sporet? Er der et mønster fx tidsmæssigt, hvad I voksne laver, ord der bliver sagt eller hvad ved jeg. Det klassiske eksempel: min søn flipper altid i Føtex når vi går derned efter arbejde, hvad skal jeg gøre? Måske overveje om det er det rigtige tidspunkt at gå i Føtex, er der andre muligheder. Det vil sige et eller andet med at eliminere udfordringerne hvis det er muligt.

Nå nu kom der teenager der vil debattere miljø.... kan være jeg vender tilbage 

Amen! Og ja tak

læs evt Jesper juul “nej,  er det kærligste ord” 

som netop handler om, at børn ikke er onde. De er skide opsøgende og kvikke. Søg evt på fænomenet time in (hvis du den interesseret i konkrete metoder) eller marte meo

Og det er meget nemt at sige nej som voksen - uden en egentlig begrundelse. 

Så Nej skal anvendes, når man kan begrunde (i den alder barnet har)

vores er også 3 år. Hun søger så mange grænse. Men vi får de fleste af vejen, ved at se på eks. Tid og sted. 

Vi går ALDRIg i netto efter børnehave. Det ville skabe ramaskrig. 

Hun kaster også (en sjælenden) gang med tingene. Så siger jeg “hov det var det var en misforståelse/“fejl”” 

Det er så min advarsel - så får hun muligheden for at redde ansigt og sige “ja, hov” også stopper hun. De enkelte gange hun er blevet ved, så har jeg taget hende et andet sted hen. Været der sammen med hende og sagt :nu sidder vi her - så kan du kaste med puden i stedet. Den får ikke i stykker”

på den måde ser hun, at hun ikke kan fortsætte. 

Men ofte er hun kun så “umulig” fordi det er min skyld. Jeg har måske arbejdet med og ikke haft tiden til at høre hendes små historier eller lege med hende. Og det har hun krav på. At blive set og hørt. Og derfor gør hun opmærksom på det. Det er jo egentlig meget smart. 

For så bliver jeg opmærksom på, at jeg måske arbejder for meget. 

I de perioder, hvor jeg har fokus på hende og leger med hende 1 time efter børnehave/aftensmad - så har vi slet ikke de problemer. 

Også husk: børn griner, fordi de siger “jeg ved godt du er sur på mig, men se hvor sød jeg er. Jeg vil bare gerne have du ser mig og leger med mig” 

Men man bliver meget provokeret af små børns grin, fordi man tolker voksne følelser ind i børnene. Og de gør det, fordi de ikke har ord til at sige “mor, jeg savner at du leger med mig” og ja, måske kan han fysisk sige det - men han skal omsætte den mavefornemmelse, ham har ad savn - som han faktisk reagerer på fysisk til ord.

Og det kan han først langt senere - og mange voksne kan det ikke. De ved ikke, hvorfor de er kede af det. De kan bare mærke det, også løser de det ved at tænke over det, eller måske drikke for mange øl, eller overspise eller træne eller hvad ved jeg. 

Dit barns grin, når i skælder ud, betyder groft “ jeg elsker dig - elsk mig, for jeg savner dig. Derfor er jeg fræk. Negativ opmærksomhed er bedre end ingenting” 

Held og lykke :-) 

Anonym skriver:

Amen! Og ja tak

læs evt Jesper juul “nej,  er det kærligste ord” 

som netop handler om, at børn ikke er onde. De er skide opsøgende og kvikke. Søg evt på fænomenet time in (hvis du den interesseret i konkrete metoder) eller marte meo

Og det er meget nemt at sige nej som voksen - uden en egentlig begrundelse. 

Så Nej skal anvendes, når man kan begrunde (i den alder barnet har)

vores er også 3 år. Hun søger så mange grænse. Men vi får de fleste af vejen, ved at se på eks. Tid og sted. 

Vi går ALDRIg i netto efter børnehave. Det ville skabe ramaskrig. 

Hun kaster også (en sjælenden) gang med tingene. Så siger jeg “hov det var det var en misforståelse/“fejl”” 

Det er så min advarsel - så får hun muligheden for at redde ansigt og sige “ja, hov” også stopper hun. De enkelte gange hun er blevet ved, så har jeg taget hende et andet sted hen. Været der sammen med hende og sagt :nu sidder vi her - så kan du kaste med puden i stedet. Den får ikke i stykker”

på den måde ser hun, at hun ikke kan fortsætte. 

Men ofte er hun kun så “umulig” fordi det er min skyld. Jeg har måske arbejdet med og ikke haft tiden til at høre hendes små historier eller lege med hende. Og det har hun krav på. At blive set og hørt. Og derfor gør hun opmærksom på det. Det er jo egentlig meget smart. 

For så bliver jeg opmærksom på, at jeg måske arbejder for meget. 

I de perioder, hvor jeg har fokus på hende og leger med hende 1 time efter børnehave/aftensmad - så har vi slet ikke de problemer. 

Også husk: børn griner, fordi de siger “jeg ved godt du er sur på mig, men se hvor sød jeg er. Jeg vil bare gerne have du ser mig og leger med mig” 

Men man bliver meget provokeret af små børns grin, fordi man tolker voksne følelser ind i børnene. Og de gør det, fordi de ikke har ord til at sige “mor, jeg savner at du leger med mig” og ja, måske kan han fysisk sige det - men han skal omsætte den mavefornemmelse, ham har ad savn - som han faktisk reagerer på fysisk til ord.

Og det kan han først langt senere - og mange voksne kan det ikke. De ved ikke, hvorfor de er kede af det. De kan bare mærke det, også løser de det ved at tænke over det, eller måske drikke for mange øl, eller overspise eller træne eller hvad ved jeg. 

Dit barns grin, når i skælder ud, betyder groft “ jeg elsker dig - elsk mig, for jeg savner dig. Derfor er jeg fræk. Negativ opmærksomhed er bedre end ingenting” 

Held og lykke :-) 

Tak for det forhøjede blodtryk Kan ikke være mere uenig.

Jeg kan sagtens gå i Rema med 4 børn i ulvetimen og gør det da også ca 1 gang i ugen. Der er ingen gråd, skaben sig, tiggeri eller lignende - for det er mine børn opdraget med ikke er acceptabelt! De kan godt være trætte, men så må man vælge at sidde i vognen. Det har været konsekvens nogle få gange for at nå dertil, sværere er det ikke.

Har i øvrigt fået adskillige kommentarer på, at jeg bevidst har valgt at handle ind efter afhentning af alle børn, selvom jeg gik hjemme på barsel eller havde hjemmearbejdsdage.

Hvis mine børn en sjælden gang kaster med noget, bliver det italesat med det samme, jeg skaber ikke en løgn for mit barn om, at det var et uheld, det var det ikke, og de skal vide, at det ikke er i orden.

Jeg blåstempler heller ikke dårlig opførsel ved at give en anden ting, de må kaste med???!

Vi kører bil efter afhentning, og der snakker vi dagen igennem, vi hjælpes alle med at tømme bil, få tøj og sko på rette plads og alle de andre ting, der skal ordnes, men de ved også, at når vi er landet, så skal mor lave mad, og så skal man aktivere sig selv i 30 minutter, det går fint og handler om, at sådan gør vi og har altid gjort det.

Jeg er på vej igennem 5 børns opdragelse inkl bonus, og vi har kun haft 1 barn, der smilte ved irettesættelse, den psykisk stærkeste, så forstår slet ikke, hvor du vil hen med det, at børn griner for at få kærlighed, mine børn har været helt med på, at jo hurtigere man viser reel anger, jo hurtigere er der kys og kram.

Jeg fik nogle rådgivende samtaler ved kommunens tværfaglige team (socialrådgiver, sundhedsplejerske, psykolog og pædagog består det af). Og det er jeg virkelig glad for. Min søn var også meget grænsesøgende, da han var 3-3,5 år og meget temperamentsfuld og fysisk i sin vrede. Det jeg lærte var blandt andet, at jeg skulle forholde mig rolig  men bestemt og at det kunne jeg bedst, hvis jeg skred ind og sagde "nej" inden jeg selv blev vred. Det at afbryde en situation eller aflede ham, kan jeg huske også virkede sådan, at jeg ikke behøvede at bruge "nej"  "stop" så meget (de ord virkede som en rød klud i hovedet på ham, hvis han først var blevet godt gal) . I stedet kunne jeg så fremhæve nogle ting han gerne måtte "Gummistøvlerne må man hoppe i vandpytterne med. I sofaen må man have (et eller andet legetøj/bog/spil) med op" . Det gjorde en forskel at formulere sætningerne så de var mere positivt ladede. 

Anonym skriver:

Tak for det forhøjede blodtryk Kan ikke være mere uenig.

Jeg kan sagtens gå i Rema med 4 børn i ulvetimen og gør det da også ca 1 gang i ugen. Der er ingen gråd, skaben sig, tiggeri eller lignende - for det er mine børn opdraget med ikke er acceptabelt! De kan godt være trætte, men så må man vælge at sidde i vognen. Det har været konsekvens nogle få gange for at nå dertil, sværere er det ikke.

Har i øvrigt fået adskillige kommentarer på, at jeg bevidst har valgt at handle ind efter afhentning af alle børn, selvom jeg gik hjemme på barsel eller havde hjemmearbejdsdage.

Hvis mine børn en sjælden gang kaster med noget, bliver det italesat med det samme, jeg skaber ikke en løgn for mit barn om, at det var et uheld, det var det ikke, og de skal vide, at det ikke er i orden.

Jeg blåstempler heller ikke dårlig opførsel ved at give en anden ting, de må kaste med???!

Vi kører bil efter afhentning, og der snakker vi dagen igennem, vi hjælpes alle med at tømme bil, få tøj og sko på rette plads og alle de andre ting, der skal ordnes, men de ved også, at når vi er landet, så skal mor lave mad, og så skal man aktivere sig selv i 30 minutter, det går fint og handler om, at sådan gør vi og har altid gjort det.

Jeg er på vej igennem 5 børns opdragelse inkl bonus, og vi har kun haft 1 barn, der smilte ved irettesættelse, den psykisk stærkeste, så forstår slet ikke, hvor du vil hen med det, at børn griner for at få kærlighed, mine børn har været helt med på, at jo hurtigere man viser reel anger, jo hurtigere er der kys og kram.

 

Synes egentlig du med dit indlæg bekræfter teorien om, at børn vil det gode men skal guides. Dine børn kender dig og dine regler og de vil fællesskabet, og derfor følger de reglerne. De vil netop ikke være umulige, de vil ikke have vi voksne bliver sure på dem - de gør ikke fejlene med vilje for at være "onde". Du er så "heldig" dine børn forstår hurtigt spillereglerne og dine børn bumler måske ikke med en bunke indre konflikter - jeg har også været "heldig" og kan sagtens tage mine børn med i supermarkedet også når de er trætte og har aldrig skulle vise en konsekvens eller andet, for de har altid elsket supermarkedet. Men så er der andre ting de ikke elsker, eller ikke kan rumme på forskellige tidspunkter og så længe det kan tilgodeses inden for fællesskabets rammer, hvorfor så ikke gøre det?

Jeg har fx en søn, der efter en dag i skole og klub har brug for alene tid, det kan sagtens rummes i fællesskabet og derfor lader jeg han have sin egen tid til lige at lade op igen til at være social. Hvorfor skulle jeg dog kræve, at han fx skal sidde i køkkenet og tale med mig fx, det er heller ikke der jeg siger: tid op. På samme måde med en masse andre ting, jeg/vi i fællesskabet giver plads til den enkelte ligesom der skal gives plads til moren. Det er et forpligtende fællesskab, hvor vi voksne har der sidste ord og noget absolut ikke er til diskussion, men det betyder stadig at vi kan rumme de enkeltes behov og det kunne fx være at et barn ikke kunne rumme lydene og de andre sanseindtryk i et supermarkedet efter en lang dag, og hvis så supermarkedet kan undværes hvorfor så ikke?

Og med hensyn til at smile og grine, det er i bund og grund en meget naturlig reaktion at smile for at skabe en god kontakt, men igen dine børn er sunde og opmærksomme børn og har lært at mor vil have anger. Mine børn har lært at mor vil have snakke, og derfor går de i dialog når jeg fortæller noget ikke er okay. 

Jeg bruger ikke konsekvens som i; du får ingen slik hvis.... Men jeg forklarer, viser og går i dialog - det ene er ikke mere korrekt end det andet, men børnene er så super fantastiske så de lærer hvad mor vil have. Og ja så er vi to jo så de heldige af slagsen, for vores børn kan aflæse, kan reagere og opføre sig som vi mødre forventer.

Her hjemme virker time out ikke... Vi bruger i stedet 1-2-3 metoden

Hvis en af pigerne gør noget de ikke må får de at vide de skal stoppe, hvis de fortsætter får det at vide at "jeg tæller til 3 og hvis de ikke er stoppet så ...."  og ja prikkerne indikere at konsekvensen er forskellig fra gang til gang, om fredagen kan det fx. Være at komme i seng før Disney sjov. Det vigtige er at konsekvensen er i børnehøjde... Altså at det er noget der sker inden for en uoverskuelig tid, at den er mærkbar og at det er noget du kan og vil føre ud i livet! 

De første gange nåede vi til 3 og konsekvensen kom for de skulle jo lige lære at vi mente hvad vi sagde, der efter er det blevet mindre og mindre og i dag er det sjældent at jeg når til mere end 1  

Det er ikke alle at time out virker for, så er det bedre at finde en anden måde der virker 

Kay skriver:

Her hjemme virker time out ikke... Vi bruger i stedet 1-2-3 metoden

Hvis en af pigerne gør noget de ikke må får de at vide de skal stoppe, hvis de fortsætter får det at vide at "jeg tæller til 3 og hvis de ikke er stoppet så ...."  og ja prikkerne indikere at konsekvensen er forskellig fra gang til gang, om fredagen kan det fx. Være at komme i seng før Disney sjov. Det vigtige er at konsekvensen er i børnehøjde... Altså at det er noget der sker inden for en uoverskuelig tid, at den er mærkbar og at det er noget du kan og vil føre ud i livet! 

De første gange nåede vi til 3 og konsekvensen kom for de skulle jo lige lære at vi mente hvad vi sagde, der efter er det blevet mindre og mindre og i dag er det sjældent at jeg når til mere end 1  

Det er ikke alle at time out virker for, så er det bedre at finde en anden måde der virker 

Kommer til at tænke på en samtale jeg overhørte mellem min ene søn og hans ven:

Min søn: hvor meget tæller din mor til?

Ven: 5

Min søn: ej min mor er rigtig streng, hun tæller kun til 3.

Her hjemme ved jeg egentlig ikke hvad de tror der sker når jeg har sagt 3 - da de var små var det: på den gode måde eller den dårlige måde, og det var hvis de fx ikke tog sko på inden jeg talte til 3, så gav jeg dem dem på også selvom de sprællede. Den gode måde = selv tage sko på, den dårlige = jeg gav dem på. 

Nu har jeg vist ikke talt i laaaang tid, eller jo når de skal komme til aftensmad, børste tænder eller... Og jeg når aldrig 3 og jeg ved faktisk ikke hvad der skete hvis jeg nåede 3