Jeg bliver sådan lidt øv over din betoning af det ufrivillige i sygemeldingen. Der er jo altid en årsag til en sygemelding, om den så er stress, diskusprolaps, depression, operation, og ingen vælger vel frivilligt at opsøge nogle af delene? Om man selv kan se, det er strengt nødvendigt med sygemelding, eller om man forgæves forsøger at finde en anden løsning, ændrer ikke på faktum: Man vurderes uarbejdsdygtig på grund af sygdom.
Du er sådan set bare heldig at være i en situation, hvor du føler dig mere rask end ham, der ikke kan stå ud af sengen pga. rygsmerter eller depression, og som bestemt heller ikke frivilligt har valgt dette.
Jeg tror du misforstår mig lidt. Det i hvert fald slet slet ikke sådan det skal forstås, altså sådan som du har forstået det eller at nogen vælger en sygemelding helt frivilligt uden at synes det er øv. Jeg negligere slet ikke folk med stress og depression. Har selv været dybt deprimeret (havde ikke job der), så var af den grund ikke sygemeldt, men jobsøgende. Det var det værreste år i mit liv. Og har så stor respekt for dem der søger hjælp i disse tilfælde..
Men ja, måske føler man lidt man ikke har lige så meget ret til sygemeldingen, netop fordi man synes folk som står i det er mere berettiget og har det værre end én selv, netop fordi de har svært ved at stå op om morgenen. (Hvis du forstår hvad jeg mener). Jeg ved jo godt at jeg er blevet sygemeldt af en grund og jeg HAR interesse i at passe på mig selv; ellers havde jeg jo også bare takket nej, da jeg knap kan gå og bare ville smadre mig selv endnu mere.
Det skal måske forstås sådan, at jeg ikke tog til lægen med henblik på at snakke sygemelding. Det kom meget bag på mig faktisk. Vidste ikke engang det var der jeg var.. Jeg tog kun afsted for at finde ud af hvorfor jeg havde så ondt og få en henvisning til en fys, så tror lidt det er det jeg mener med “tvunget sygemelding og på lægens ordre”. Men føler lidt jeg har prøvet at forklare tidligere, at jeg selvfølgelig har interesse i at passe på mig selv for mit barn og min egen fremtid, da det ellers kan blive kronisk..
og så må jeg acceptere og stole på, at ja, lægen vurdere mig uarbejdsdygtig, netop fordi mit job er for fysisk til min tilstand. Og det gør jeg også. Har også tidligere skrevet, at tvunget måske var et forkert ord, da jeg jo selvfølgelig er gået med til det, for min egen interesser skyld (at passe på mig selv). Ufrivilligt er måske også et forkert ord så, men som skrevet, så var det ikke det jeg troede/håbede ville ske. Derfor prøvede jeg at kæmpe for at måtte prøve deltid, men kan godt forstå jeg ikke måtte.
Nå, sidespring. Slet ikke lige det debatten skulle handle om. 
Ville bare forhøre mig om regler, da der jo er stor forskel på mit fysiske arbejde jeg ikke er i stand til og at tage et par billeder som jeg jo godt ville kunne (da jeg jo på trods af skavanker, ikke er så uheldig ikke at kunne stå ud af sengen), men det må jeg ikke (for sponsorere i hvert fald) og det er okay. Jeg er bare glad for, nogen gad hjælpe. Vil ikke snyde nogen.
Håber du forstår hvad jeg mener.. Man bliver så hurtigt misforstået i ens skriftlige.
