Fortryde kejsersnit?

Ja, jeg ville så til hver en tid vælge at føde vaginalt. Et kejsersnit er en stor operation, som har konsekvenser for både dig og din krop samt dit barn. Jeg har selv prøvet begge dele. Kejsersnittet var dog ikke mit valg, men en nødvendighed. Jeg havde så ondt bagefter og kunne slet ikke smertedækkes. Jeg følte slet ikke, at det var mig, der fødte, og det hele føltes lidt ligegyldigt. Selvom jeg selvfølgelig var glad for min lille pige, og at hun havde det godt. Jeg kan slet ikke forstå, at man vælger et kejsersnit frivilligt, men ja man skal jo gøre det, man har det bedst med.

Ano18 skriver:

Hvordan bliver hun udredt. Jeg har ikke hørt om det syndrom, men min datter har det på samme måde. Enten subfebril, eller febrilia og da hun var yngre i hvertfald hver anden uge hvis ikke mere. Og uden en årsag.

PFAPA er en forkortelse af periodisk feber symdrom, og ka være ret svære at stille en diagnose. 

Hun er 6 år nu, og har stort set siden hun var 1 år, har hun haft feber hver 3 uge ret præcis. Vi var ved lægen med jævne mellemrum, og de blev bare ved med at sige det var virus, og at de ik ku gøre noget ved det. Efter et par år, blev det til at hun nok sku vokse fra det omkring 4 års alderen. Da hun blev 4 fortsatte det. Så fik vi at vide, at ja men så vokser de fleste fra det inden de blir 12 år.. 

Så en dag, i foråret kom jeg til at snakke med en fra min mødregrupper, som er læge. Hun spurte om hun stadig fik feber, hvilket jeg ku svare ja til. Så spurte hun om vi ik sku ha hende udredt for pfapa?

Jeg gik så op til læge (endnu en ny læge) fortalte hendes historie, og at vi gerne ville ha hende tjekket for det, hvorefter hun sagde, at ja det ku hun da godt forstå og lavede en henvisning til børn ambulatoriet.

Hun har nu været oppe og fået taget blodprøver, mens hun er frisk, og bagefter på den første feber dag. 

De har så ku se at når hun har feber, er hendes blodprøver "skæve" Så nu er vi inde i en prøveperiode, hvor at når hun får feber, ska hun ha 2 piller med binyrebarkhormon, også ska Feberen falde indenfor et par timer, og derefter være helt væk dagen efter.

Indtil videre har pillerne virket efter hensigt. Problemet er så bare, at Feberen kommer igen "før tid" også må hun ik få pillerne igen, da der gerne ska gå de der Ca 3 uger.

Vi ska op på børne ambulatoriet og ha endelig svar, her engang i nowember, så det blir spændende. 

Og fordelen ved en evt diagnose ka være, at vi få en paragraf til hende, som gir lovligt fravær i skoen, og en paragraf til os, så vores arbejdsgiver, ka få refunderet vores fravær.

I reglen ligger hun med feber 3-4 dage, hvor hun er helt slap og sløj, de første 2 dage, hvorefter hun sagtens ka være helt frisk, og stadig ha 39 i feber. Hun ligger "normalt" på alt mellem 38,5 og 40,5 i feber.

Puha det blev en lang smøre, men prøv ellers at Google pfapa. Vores har næsten alle symtoner. Vh Stine 

Morogbarn skriver:

Ja, jeg ville så til hver en tid vælge at føde vaginalt. Et kejsersnit er en stor operation, som har konsekvenser for både dig og din krop samt dit barn. Jeg har selv prøvet begge dele. Kejsersnittet var dog ikke mit valg, men en nødvendighed. Jeg havde så ondt bagefter og kunne slet ikke smertedækkes. Jeg følte slet ikke, at det var mig, der fødte, og det hele føltes lidt ligegyldigt. Selvom jeg selvfølgelig var glad for min lille pige, og at hun havde det godt. Jeg kan slet ikke forstå, at man vælger et kejsersnit frivilligt, men ja man skal jo gøre det, man har det bedst med.

Jeg holder mig normalt væk fra tråde som denne, da jeg aldrig har født hverken på den ene eller den anden måde.

Ja, du har oplevet begge dele, men du har jo netop DIN oplevelse af det.

Mange af os kender jo kvinder, der har haft rædselsfulde vaginale fødsler og beder om kejsersnit på mors ønske. 

På den baggrund kan jeg da sagtens forstå, at nogle frivilligt vælger kejsersnit.

Mange kan berette om rolige forløb med pks og ikke særlig mange smerter bagefter. 

Ano18 skriver:

Jeg havde 3 forfærdelige fødsler og fik pk nr 4 gang. Jeg havde ingen problemer efterfølgende og tog hjem 4 timer efter jeg vågnede af narkosen. Jeg havde ingen smerter forneden og følte mig som mig selv i det område, hvor jeg var smadret de andre gange. Mælken løb fint til. Det er korrekt den kan være lidt langsommere om at løbe til ved et ks, men især for en førstegangs fødende. Det er i hvert fald hvad vi informerer om på barselsafd (Jeg har arbejdet der).

Der er undersøgelser der viser, at fordi baby ikke kommer ud i din bakterieflora forneden, så kan han/hun have et lidt dårlige immunforsvar. Men der er ikke meget viden omkring dette, så vidt jeg kan finde. Min nr 4 har nemlig døjet med rigtig mange ting, så jeg har overvejet om mit valg var “egoistisk”. Når der har været noget m hende, har min læge sagt “hun er jo også den eneste der er ks barn”. Min søsters tre børn har dog aldrig været syge og de er alle tre taget med ks, så måske min datter bare er et tilfælde eller lige hende der bekræfter det.

I dit tilfælde ville jeg ikke være i tvivl, jeg vælger dog selv at føde nr 5 vaginalt. Men ikke pga ovennævnte. Grunden er at jeg ikke kan bedøves og kom i fuld narkose, og jeg føler jeg mistede det øjeblik hun kom ud. Lige bagefter så var jeg egentlig bare glad for at jeg var sluppet for endnu en forfærdelig oplevelse, men efterfølgende har det alligevel gået mig på. (Og så er der også det faktum, at jeg måske kan gøre den forskel, at nr fem ikke får de samme maveproblemer etc.).

Jeg havde ikke engang brug for smertestillende bagefter, men andre har det helt modsat. Jeg tror ikke det er til at sige. Men du ved vel næsten, at hvis du føder vaginalt, at du så bliver helt smadret forneden igen med fysiske problemer ? Hvad er chancen for det. Døjer du allerede nu med problemer dernede. Og har fødslerne haft psykiske problemer efterfølgende for dig. 

Ps At jeg kom i fuld narkose, sker ikke så tit. Jeg kan bare ikke bedøves desværre :0/

Ved du hvorfor bedøvelsen ikke virker?

Jeg havde selv et akut kejsersnit hvor bedøvelsen ikke virkede og skal ha et planlagt

snart - kan godt mærke nervøsiteten er ved at melde sig, men de narkose læger vi har snakket med er meget skråsikre på at ALLE kan bedøves �� puha håber det ��

Anonym skriver:

Jeg står i den situation at jeg snart skal føde mit tredje barn og jeg er lige blevet indstillet til et kejsersnit. 

Jeg har født vaginalt de to andre gang, og selve fødslerne er som sådan gået fint. Jeg derimod har døjet utrolig meget med mit underliv og hæmorider - og er både blevet syet om og fået operaeret hæmorider væk. 

Derfor har jeg denne gang bedt om et kejsersnit, da jeg ikke kan overskue at skulle døje mere med mine nedre dele 

Der er jo som sådan ikke nogen medicinsk grund til mit kejsersnit og mit barn har jo bedst af at blive født vaginalt - så jeg er så meget i tvivl. De få jeg kender der fik kejsersnit synes det var en frygtelig oplevelse og meget smertefuldt i lang tid efter - så det gør mig jo selvfølgelig ekstra i tvivl. For hvad med komplikationer både i dagene men også årene efter? Hvad med smerter? Kan jeg overhovedet tage mig af mit barn de første dage og hvad med amning som jeg i forvejen finder svært - det skulle være svære for kroppen at producere mælk de første dage efter kejsersnit. 

Jeg er bange for at fortryde helt vildt og jeg havde håbet at jeg i løbet af graviditeten blev afklaret på hvordan jeg ønsker at føde. Men nu er der 4 uger til termin og jeg er stadig ligeså usikker og i tvivl og det fylder rigtig meget. 

 

Så er der nogen der vil dele deres erfaringer med kejsersnit - særligt jer der har fået et uden medicinsk grund (men pga andre omstændigheder) har I fortrudt? 

Jeg har haft 2 helt ukompliceret ks, har selv kunnet passe børnene så snart jeg var oppe af sengen og har ikke haft særlig slemme smerter.....amningen har kørt helt fint, dog er mælken først løbet til efter 4 døgn, jeg skal ks igen på torsdag og har denne gang malket ud en lille uge nu i håbet om mælken render hurtigere til denne gang 

Det værste ved mine ks har været at jeg har følt mig snydt for den normale fødsel, jeg ville rigtig gerne have prøvet at føde vaginalt, men det har bare ikke været muligt  

Tommelise skriver:

Jeg holder mig normalt væk fra tråde som denne, da jeg aldrig har født hverken på den ene eller den anden måde.

Ja, du har oplevet begge dele, men du har jo netop DIN oplevelse af det.

Mange af os kender jo kvinder, der har haft rædselsfulde vaginale fødsler og beder om kejsersnit på mors ønske. 

På den baggrund kan jeg da sagtens forstå, at nogle frivilligt vælger kejsersnit.

Mange kan berette om rolige forløb med pks og ikke særlig mange smerter bagefter. 

Ja, og jeg kan omvendt berette om masser af kvinder, der har haft fantastiske uproblematiske vaginale fødsler. Ts kan sådan set ikke rigtig bruge vores svar til noget, for som du selv skriver, så vil oplevelsen i sidste ende være hendes egen. Men hvis man spørger, så får man ofte de svar, man gerne vil høre. Jeg er helt med på, at kejsersnit nogle gange kan være det bedste valg, men jeg bryder mig ikke om, at det fremstilles som uproblematisk og “den nemme løsning”. Det er det ikke for alle. 

Morogbarn skriver:

Ja, og jeg kan omvendt berette om masser af kvinder, der har haft fantastiske uproblematiske vaginale fødsler. Ts kan sådan set ikke rigtig bruge vores svar til noget, for som du selv skriver, så vil oplevelsen i sidste ende være hendes egen. Men hvis man spørger, så får man ofte de svar, man gerne vil høre. Jeg er helt med på, at kejsersnit nogle gange kan være det bedste valg, men jeg bryder mig ikke om, at det fremstilles som uproblematisk og “den nemme løsning”. Det er det ikke for alle. 

Ja, selvfølgelig er der mange kvinder, har haft uproblematiske vaginale fødsler. Dem kender jeg sørme også flere af.

Min undren gik bare på, at du skriver, at du ikke kan forstå, at nogle frivilligt vælger et kejsersnit. 

Jeg synes ikke, det er mærkeligt, at der er nogen, der frivilligt vælger det. Lige som jeg ikke synes, det er mærkeligt, at nogle helst vil føde vaginalt. 

Morogbarn skriver:

Ja, og jeg kan omvendt berette om masser af kvinder, der har haft fantastiske uproblematiske vaginale fødsler. Ts kan sådan set ikke rigtig bruge vores svar til noget, for som du selv skriver, så vil oplevelsen i sidste ende være hendes egen. Men hvis man spørger, så får man ofte de svar, man gerne vil høre. Jeg er helt med på, at kejsersnit nogle gange kan være det bedste valg, men jeg bryder mig ikke om, at det fremstilles som uproblematisk og “den nemme løsning”. Det er det ikke for alle. 

Nu fremlægger ts det jo heller ikke som et let valg... Hun står netop i en svær situation og beder om erfaringer med Ks. Ikke fordømmende ligegyldige holdninger fra dig om hvad du til en hver tid ville vælge. Det er et moralsk opstød som du kommer med, der kun bidrager til dårlig samvittighed. 

Du skriver Ks har store konsekvenser - det har det så aldrig haft for hverken mig eller mine børn. Min mor til gengæld har har konsekvenser af sin vaginale fødsel og fik smadret hele underlivet. Der er dårlige historier ved alle timer af fødsler. Du behøver ikke at skræmme. Ligesom man heller ikke skal fortælle en der skal føde vaginalt om alt det der kan gå galt.

StineW79 skriver:

PFAPA er en forkortelse af periodisk feber symdrom, og ka være ret svære at stille en diagnose. 

Hun er 6 år nu, og har stort set siden hun var 1 år, har hun haft feber hver 3 uge ret præcis. Vi var ved lægen med jævne mellemrum, og de blev bare ved med at sige det var virus, og at de ik ku gøre noget ved det. Efter et par år, blev det til at hun nok sku vokse fra det omkring 4 års alderen. Da hun blev 4 fortsatte det. Så fik vi at vide, at ja men så vokser de fleste fra det inden de blir 12 år.. 

Så en dag, i foråret kom jeg til at snakke med en fra min mødregrupper, som er læge. Hun spurte om hun stadig fik feber, hvilket jeg ku svare ja til. Så spurte hun om vi ik sku ha hende udredt for pfapa?

Jeg gik så op til læge (endnu en ny læge) fortalte hendes historie, og at vi gerne ville ha hende tjekket for det, hvorefter hun sagde, at ja det ku hun da godt forstå og lavede en henvisning til børn ambulatoriet.

Hun har nu været oppe og fået taget blodprøver, mens hun er frisk, og bagefter på den første feber dag. 

De har så ku se at når hun har feber, er hendes blodprøver "skæve" Så nu er vi inde i en prøveperiode, hvor at når hun får feber, ska hun ha 2 piller med binyrebarkhormon, også ska Feberen falde indenfor et par timer, og derefter være helt væk dagen efter.

Indtil videre har pillerne virket efter hensigt. Problemet er så bare, at Feberen kommer igen "før tid" også må hun ik få pillerne igen, da der gerne ska gå de der Ca 3 uger.

Vi ska op på børne ambulatoriet og ha endelig svar, her engang i nowember, så det blir spændende. 

Og fordelen ved en evt diagnose ka være, at vi få en paragraf til hende, som gir lovligt fravær i skoen, og en paragraf til os, så vores arbejdsgiver, ka få refunderet vores fravær.

I reglen ligger hun med feber 3-4 dage, hvor hun er helt slap og sløj, de første 2 dage, hvorefter hun sagtens ka være helt frisk, og stadig ha 39 i feber. Hun ligger "normalt" på alt mellem 38,5 og 40,5 i feber.

Puha det blev en lang smøre, men prøv ellers at Google pfapa. Vores har næsten alle symtoner. Vh Stine 

Tusinde tak for dit svar (og at TS jeg lige spammede tråden). Jeg føler en eller anden åbenbaring og undrer mig over jeg ikke har hørt om det før. Jeg vil undersøge nærmere nu, da det også passer på min datter. Jeg arbejder om aftenen også pga dette, da en institution slet ikke ville have været muligt pga hendes fysiske “tilstand”.

tak igen !

Ja, jeg ville så til hver en tid vælge at føde vaginalt. Et kejsersnit er en stor operation, som har konsekvenser for både dig og din krop samt dit barn. Jeg har selv prøvet begge dele. Kejsersnittet var dog ikke mit valg, men en nødvendighed. Jeg havde så ondt bagefter og kunne slet ikke smertedækkes. Jeg følte slet ikke, at det var mig, der fødte, og det hele føltes lidt ligegyldigt. Selvom jeg selvfølgelig var glad for min lille pige, og at hun havde det godt. Jeg kan slet ikke forstå, at man vælger et kejsersnit frivilligt, men ja man skal jo gøre det, man har det bedst med.

Du lyder bitter og jaloux over nogle har et “valg” du gerne ville have haft - og som om du selv har noget du skal arbejde med pga din “manglende vaginale fødsel”.

Dit indlæg pg holdning, kan ikke bruges til noget som helst, for som du selv kan læse, så er TS’ begrundelse ganske - ja begrundet ! Du giver hende dårlig samvittighed over noget, hun ikke bør have ! Hvad er det for noget at næsten skrive hun ikke vil gøre det bedste for sit barn. At du ikke kan forstå det, viser du åbenbart ikke kan sætte dig ind i andres situationer. Eller hvad der er det bedste for dem - hvilket du så absolut ikke ved.

Jeg blev misbrugt hele min barndom, og har meget svært ved at føde pga komplikationer, der både er fysiske og psykiske. Det psykiske kan jeg klare, men det er stadig vigtigt at mit barn har en mor, der er upåvirket efter fødslen. Og selvfølgelig skal jeg have lov at have det godt, og have et dejligt voksenliv. Og mine børn har det godt. Fysisk sidder mine børn fast pga mit bækken er for småt hvis de er for store, og de kan evt skulle presses op igen og ud med akut kejsersnit. Den første var stjernekigger og hans skulder sad fast samtidig. Han kunne være blevet hjerneskadet under fødslen, men 7913 skete det ikke. Og min historie er bare en af mange, hvor at ja en vaginal fødsel kan godt ske, men er det reelt det bedste. Heldigvis er der læger der er med til at vurdere dette, ligesom jeg faktisk tror at de ville vurdere at TS ikke skulle føde normalt som første prioritering hvis de kunne bestemme. 

Jeg skulle så absolut heller ikke have mit underliv smadret igen og efterfølgende opereres for hæmorider. Har du prøvet dette ? Hvor man ikke kan sidde ned og skal have sårsygeplejerske hjem efterfølgende etc etc. Så hellere i fuld narkose. Og hvor mange ville ikke ønske en vaginal fødsel istedet, som man kan holde ud og ikke ødelægger en. 

Og ingen har sagt det ville være smertefrit. Men det ER individuelt trods det er en stor operation.